Slaget om Beersheba (, )Adskillige slag blev udkæmpet på linjen mellem Gaza og Beersheba mellem 31. oktober og 7. november. De blev alle henregnet til Tredje slag om Gaza selv om de foregik over et stort område og blev udkæmpet af forskellige korps. [Battles Nomenclature Committee 1922 p. 32, Falls 1930 Vol. 2 Sketch Maps 1–9] blev udkæmpet den 31. oktober 1917, da det egyptiske ekspeditionskorps angreb og erobrede den osmanniske garnison i Beersheba, hvilket udgjorde starten på den sydlige Palæstina-offensiv, under Felttoget i Sinai og Palæstina i 1. verdenskrig. Efter vellykkede begrænsede angreb fra sydvest om morgenen med infanteri fra 60. og 74. division af 20. korps, indledte den beredne Anzac division en række angreb. Disse angreb mod de stærke forsvarsstillinger, som dominerede den østlige side af Beersheba, resulterede til sidst i at de blev indtaget sidst på eftermiddagen. Kort tid senere gennemførte den beredne australske divisions 4. og 12. lette beredne regiment (fra 4. lette beredne brigade) et kavaleriangreb med bajonetter i hånden, deres eneste våben under beredne angreb, da deres rifler var slænget over ryggen. Mens dele af de to regimenter sad af for at angribe skyttegrave på Tel es Saba, som forsvarede Beersheba, fortsatte resten af den beredne styrke angrebet ind i byen, erobrede den og tog en del af garnisonen til fange mens den var ved at trække sig tilbage.

Efter den egyptiske ekspeditionsstyrkes nederlag i det første og andet slag om Gaza i marts og april 1917 styrkede den tyske sejrherre, general Friedrich Freiherr Kress von Kressenstein (chef for de tre divisioner i 4. osmanniske armé) sine forsvarsstillinger fra Gaza til Beersheba og modtog forstærkninger i form af to divisioner. I mellemtiden begyndte generalløjtnant Philip Chetwode (chefen for den Østlige Styrke) dødvandet i Sydlige Palæstina, hvor han forsvarede mere eller mindre den samme linje, som blev holdt ved slutningen af det andet slag om Gaza. Han gennemførte jævnlige beredne rekognosceringer ind i den åbne østlige flanke af linjen mellem Gaza og Beersheba, i retning mod Beersheba. I juni blev den 4. osmanniske armé reorganiseret, da den nye Yildirim armégruppe blev etableret under ledelse af den tyske general Erich von Falkenhayn. Nogenlunde på samme tid blev den britiske general Sir Archibald Murray udskiftet med general Edmund Allenby som chef for det egyptiske ekspeditionskorps. Allenby reorganiserede ekspeditionsstyrken så han fik direkte kommando over tre korps, og i den forbindelse nedlagde han Chetwodes Østlige styrke og satte ham i spidsen for det ene af to infanterikorps. I samme forbindelse blev Chauvels ørkenkolonne omdøbt til det Beredne ørkenkorps. Da dødvandet fortsatte igennem sommeren under svære betingelser i den nordlige udkant af Negev-ørkenen, begyndte forstærkninger til ekspeditionsstyrken at styrke divisionerne, som havde lidt tab på over 10.000 under de to slag om Gaza. Mens ekspeditionsstyrken og den osmanniske armé i hovedsagen koncentrerede sig om at bemande fronten og patruljere i den åbne østlige flanke gennemførte begge sider træning af alle enheder. I midten af oktober, hvor slaget ved Passchendaele fortsatte på Vestfronten fortsatte 21. britiske korps forsvaret af Gaza sektoren af linjen. Allenbys forberedelser til et angreb på den osmanniske forsvarslinje, med start ved Beersheba og efterfølgende fremrykning til Jerusalem, var næsten afsluttet med ankomsten af de sidste forstærkninger.

Beersheba var omgivet af linjer af skyttegrave som blev støttet af isolerede skanser, som dækkede alle adgangsveje til byen. Den osmanniske garnison blev til sidst omringet af de to infanteri og to beredne divisioner, ad de (og deres tilhørende artilleri) indledte deres angreb. 60. divisions indledende angreb og erobring af skansen på Hill 1070, førte til bombardementet af den osmanniske hovedskyttegravslinje. Derpå erobrede et fælles angreb mellem 60. og 74. division alle deres mål. I mellemtiden afskar den beredne Anzac division vejen fra Beersheba til Hebron nordøst for byen (denne vej fortsatte videre til Jerusalem). Fortsatte kampe omkring hovedskansen og stillingerne på Tel el Saba (som dominerede den østlige adgang til byen), førte til sidst til at den blev indtaget om eftermiddagen. Under denne kamp blev 3. lette beredne brigade sat ind for at forstærke den beredne Anzac division, mens 5. beredne brigade (bevæbnede med sværd) forblev i korpsreserven. Da alle brigader i begge de beredne divisioner allerede var indsat i kampen, blev den eneste brigade, som var til rådighed (4. lette beredne brigade), beordret til at erobre Beersheba. Disse sværdbevæbnede beredne infanterister galopperede over sletten ind mod byen og en skanse, som blev støttet af skyttegrave på toppen af Tel es Saba sydøst for Beersheba. Mens 4. lette beredne regiment på højre side sprang over skyttegravene inden de vendte om, sad af og angreb skyttegrave, kanonstillinger og skanser, red det meste af 12. lette beredne regiment på venstre side videre forbi fronten af hovedskansen for at finde et hul i de osmanniske stillinger. Tre eskadroner red over jernbanen og ind i Beersheba, for at afslutte det første skridt i offensiven, som bragte den egyptiske ekspeditionsstyrke til Jerusalem, seks uger senere.Påstanden om, at dette var det sidste vellykkede kavaleriangreb i moderne krigshistorie, overser den 4. lette brigades angreb ved Sheria den 7. november 1917, 5. beredne brigades angreb ved Huj den 8. november og i 1918 10. kavaleribrigades angreb ved Irbid den 26. september, 14. kavaleribrigades angreb ved Kiswe og 4. lette beredne brigades angreb ved Kaubab begge den 30. september, dagen før erobringen af Damaskus under Sinai- og Palæstina-felttoget. [Falls 1930 Vol. 2 pp. 95–595]

Baggrund

thumb|alt=Række af soldater marcherer gennem en ørken|Britisk infanteri på march ad en trådvej mellem Bir el Mazar og Bardawil i februar 1917

Efter nederlaget ved Gaza i april afskedigede general Sir Archibald Murray chefen for Østlige styrke, generalløjtnant Charles Macpherson Dobell. Generalløjtnant Philip Chetwode blev forfremmet til at lede Østlige styrke mens Harry Chauvel blev forfremmet til generalløjtnant og leder af Ørkenkolonnen. Generalmajor Edward Chaytor blev forfremmet fra at lade den beredne newzealandske riffelbrigade til at lede den beredne Anzac division i stedet for Chauvel. Da general Edmund Allenby ankom i juni blev Murray selv afløst som leder af den egyptiske ekspeditionsstyrke og sendt tilbage til England.Grainger 2006 pp. 61–2Powles 1922 pp. 108–9Falls 1930 Vol. 1 p. 351Erickson 2007 p. 99

Selv om de strategiske prioriterer for Enver Pasha og den osmanniske generalstab bestod i at trænge den egyptiske ekspeditionsstyrke og generobre Bagdad, Mesopotamien og Persien,Erickson 2001 p. 159 var osmannerne i april 1917 ikke i stand til at indlede storstilede modangreb straks efter deres anden sejr ved Gaza. Sådan et angreb mod ekspeditionsstyrkens rudimentære stillinger i den nordlige udkant af Negev kunne have været katastrofal for ekspeditionsstyrken.Moore 1920 pp. 71–3 I stedet byggede begge sider permanente forsvarsstillinger fra havet vest for Gaza til Shellal ved Wadi Ghazzeh. Fra Shellal fortsatte ekspeditionskorpsets let befæstede linje til El Gamli inden den fortsatte 11 km sydpå til Tel el Fara. Den vestlige sektor, fra Gaza til Tel el Jemmi, var udstyret med stærke skyttegrave og pigtråd og bemandet på begge sider. Den østlige sektor, som strakte sig øst og sydpå over den åbne slette blev afpatruljeret af Ørkenkolonnens beredne styrker. Ved enhver lejlighed generede patruljer og forposter modstanderens styrker mens brønde og cisterne blev kortlagt.Preston 1921 p. 12Massey 1919 p. 15Powles 1922 pp. 106,108–9

Byen Gaza var kraftigt befæstet efter at være udviklet til "en stærk moderne fæstning, vel forskanset med pigtråd, med godt udsyn og en voldskråning (glacis) på dens sydlige og sydøstlige side."Falls 1930 Vol. 2 p. 9 Fra Gaza strakte den formidable 50 km lange osmanniske frontlinje sig østpå. Den dominerede landet mod syd, hvor ekspeditionsstyrken var indsat i åbent lavt terræn, som blev gennemskåret af dybe wadier (floddale).Hamilton p.28 De osmanniske stillinger i midten af linjen ved Atawineh og hårnåleskanser ved Hareira og Teiaha støttede hinanden da de havde udsigt over sletten, hvilket gjorde frontalangreb næsten umulige.Massey 1919 p. 16 Mellem Gaza og Hareira, var de osmanniske stillinger forstærket og fortsatte langs vejen fra Gaza til Beersheba, øst for Palæstina jernbanen fra Beersheba. Selv om disse skyttegrave ikke fortsatte helt til Beersheba havde stærke befæstninger gjort den isolerede by til en fæstning.Falls 1930 Vol. 1 p. 353En historiker hævder, at Gaza til Beersheba linjen "strakte sig ubrudt over næsten 50 km". [Erickson 2001 p. 163]

thumb|Vestlige sektor af frontlinjen med ekspeditionsstyrkens stillinger i rødt Den åbne østlige flanke blev domineret af Wadi Ghazzeh, som, i begyndelsen af dødvandet, kun kunne krydses på fem steder. Disse var ved mundingen ud i Middelhavet, der hvor vejen mellem Deir el Belah og Gaza krydsede, Tel el Jemmi overgangen (benyttet under det første slag om Gaza), Shellal overgangen på vejen mellem Khan Yunis og Beersheba og Tel el Fara overgangen på vejen mellem Rafah og Beersheba. Vanskelighederne ved at krydse wadien andetsteds skyldtes de 15-18 meter dybe skrænter, som skar sig ind i Gaza–Beersheba sletten når det regnede. Yderligere overgange blev konstrueret under dødvandet.Powles 1922 p. 106

Beersheba (Hebræisk: Be-er Sheva; arabisk: Bir es Sabe) ved foden af de judæiske bjerge, lå på den østlige bred af Wadi es Saba, som møder Wadi Ghazzeh ved Bir el Esani inden den fortsætter til Middelhavet. Den lå i den østlige ende af en flad slette uden træer 6½ km lang og 5 km bred omgivet af klippeformationer og fremspring. Mod nord-nord-øst 10 km borte på den sydlige kant af de judæiske bjerge rejser Tuweiyil Abu Jerwal sig til 500 meter bag byen og når dermed 200 meter over byen. Lavere bakker strækker sig mod øst og syd og en udløber af Edom plateauet mod sydøst strækker sig mod byen.Falls 1930 Vol. 2 pp. 19, 33Preston 1921 p. 20

thumb|alt=Stor bygning med bred vej og marker foran|Serailet i Beersheba Siden oldtiden har byen været et handelscentrum med veje i alle retninger. Mod nordøst den eneste egentlige tjærede vej (forgængeren for asfalt) i området, som strækker sig langs ryggen af de judæiske bjerge til Jerusalem, via Edh Dhahriye, Hebron og Bethlehem langs Wadi el Khalil (en biflod til Wadi es Saba). Mod nordvest vejen til Gaza 42 km borte over åbent terræn, mod vest sporet til Rafah via Tel el Fara (ved Wadi Ghazzeh), mens den sydlige vej til Asluj og Hafir el Auja fortsatte den tjærede vej fra Jerusalem.Falls 1930 Vol. 2 p. 34Powles 1922 p. 135

Beersheba var blevet udviklet af det Osmanniske Rige fra at have været et centrum for kamelhandel på den nordlige kant af Negev, halvvejs mellem Middelhavet og Det Døde Hav. Den lå ved jernbanen som forløb fra Istanbul til Hafir el Auja (den osmanniske hovedbase i ørkenen under angrebet på Suez-kanalen i 1915 indtil ekspeditionsstyrkens fremrykning til Rafah udflankede den), og som blev ødelagt så den ikke kunne repareres i maj 1917 under et angreb. Beershebas hospital, kaserne, jernbanestation (med vandtårn), lokomotivskure, store lagerbygninger og plads med huse var veldesignede og stærkt byggede stenhuse, med røde tegltage og en tysk bier-garten.Massey 1919 p.33G. Massey 2007 p. 9 Indbyggerne i regionen fra Beersheba og nordpå var blandet. Befolkningen var fortrinsvis arabiske sunnier, iblandet nogle jødiske og kristne kolonister.British Army Handbook 9/4/18 p. 61