Slaget ved Bardia blev udkæmpet mellem den 3. og 5. januar 1941, som led i Operation Compass, den første militære operation i Ørkenkrigen under 2. Verdenskrig. Det var det første slag i krigen hvor en australsk enhed tog del, den første som blev ledet af en australsk general og den første som blev planlagt af en australsk stab. Generalmajor Iven Mackays 6. australske division angreb den kraftigt forsvarede italienske fæstning Bardia i Libyen støttet af ild fra flådeskibe og under dækning af artilleri. Den 16. infanteribrigade angreb ved daggry fra vest, hvor man vidste at forsvaret var svagt. ingeniørtropper sprængte huller i pigtråden med Bangalore torpedoer og opfyldte og nedbrød siderne i kampvognsspærringer med hakker og skovle. Dette banede vej for infanteriet og 23 Matilda II kampvogne fra 7. Royal Tank Regiment til at trænge ind i fæstningen og erobre alle deres mål og tage 8.000 fanger.
I den anden fase af operationer udnyttede den 17. australske brigade hullet i forsvarsringen og trængte sydpå til en sekundær forsvarslinje, kaldet Switch Line. På 2. dagen erobrede 16. infanteribrigade byen Bardia og skar fæstningen over i to. Tusinder af fanger blev taget og den italienske garnison holdt nu kun ud i den nordligste og sydligste del af fæstningen. På 3. dagen rykkede 19. australske brigade sydpå fra Bardia, med støtte fra artilleri og Matilda kampvogne, af hvilke der nu kun var 6 tilbage. Dens fremrykning gav 17. infanteribrigade mulighed for også at gøre fremskridt og de to brigader nedkæmpede den sydlige sektor i fæstningen. I mellemtiden overgav den italienske garnison i den nordligste del af fæstningen sig til 16. infanteribrigade og støttegruppen fra den britiske 7. pansrede division udenfor fæstningen. I alt blev der taget 36.000 italienere til fange.
Sejren ved Bardia gjorde det muligt for de allierede styrker at fortsætte fremrykningen ind i Libyen og til sidst erobret næsten hele Cyrenaica. Dette førte senere til Unternehmen Sonnenblume - den tyske intervention i kampene i Nordafrika, hvilket ændrede krigens natur i dette kampområde. Bardia gav den australske hær et løft i kompetence og ry. Måske vigtigst af alt gav det håbet om en endelig allieret sejr et løft, hvilket førte til at Lend-Lease loven blev vedtaget i De forenede Stater.
Baggrund
Italiens invasion af Egypten
thumb|300px|Kampområdet for Operation Compass december 1940 til februar 1941 Italien erklærede krig mod Storbritannien og Frankrig den 10. juni 1940. Op til den italienske koloni Libyen lå kongeriget Egypten. Selv om det var et neutralt land, var Egypten besat af britiske tropper i overensstemmelse med den Anglo-Egyptiske traktat af 1936, som tillod britiske militærstyrker at besætte Egypten hvis Suez-kanalen var truet. En række angreb over grænsen og træfninger ved grænsen begyndte mellem Libyen og Egypten. Den 13. september trængte en italiensk styrker over grænsen og ind i Egypten hvor den nåede Sidi Barrani den 16. september, hvor fremrykningen blev stoppet indtil logistiske vanskeligheder kunne blive løst.
Italiens placering midt i Middelhavet gjorde det uacceptabelt hasarderet at sende skibe fra Storbritannien til Egypten ad den vej, så britiske forstærkninger og forsyninger til området måtte sendes rundt om Kap det gode håb. Af denne grund var det lettere at forstærke general Archibald Wavells Mellemøstlige kommando med tropper fra Australien, New Zealand og Indien. Selv om Storbritannien var truet af invasion efter slaget om Frankrig og der var et stort behov for at genudruste British Expeditionary Force efter dens tab ved evakueringen fra Dunkerque, blev der alligevel sendt tropper og forsyninger til Mellemøsten. En konvoj, som forlod Storbritannien i august 1940 bragte kanoner, forsyninger, ammunition og tre pansrede regimenter heriblandt 7. Royal Tank Regiment, som var udstyret med Matilda II kampvogne.
Den 9. december 1940 angreb Western Desert Force under kommando af generalmajor Richard O'Connor den italienske stilling ved Sidi Barrani. Stillingen blev taget, 38.000 italienske tropper blev taget til fange og resten af den italienske styrke blev drevet tilbage. Western Desert Force forfulgte italienerne ind i Libyen og 7. pansrede division placerede sig vest for Bardia, og afskar forbindelse over land mellem den stærke italienske garnison der og Tobruk. Den 11. december besluttede Wavell at trække 4. indiske division tilbage og sende den til Sudan for at deltage i felttoget i Østafrika. Generalmajor Iven Mackays 6. australske division blev sendt frem fra Egypten for at afløse den. Mackay overtog kommandoen i området den 21. december 1940.
Geografi I modsætning til det Store sandhav, er den kystnære del af den libyske ørken stenet i stedet for sandet, men den er ikke mindre tør, og rummer ikke meget vegetation. Nær ved kysten er området gennemskåret af wadier. Militærkøretøjer kunne køre gennem den stenede ørken uden større problemer, selv om heden, støvet og vinden hurtigt sled dem ned. Fordi området var så tyndt befolket kunne bomber og granater bruges med minimal risiko for civile tab. Vinternætter kunne være meget kolde, mens dagene stadig kunne være ubehageligt varme. Der var næsten ingen mad eller vand, og ikke megen ly fra kulden, heden og vinden. Ørkenen var imidlertid forholdsvis fri for sygdomme.
Planlægning og forberedelse
Italien Efter katastrofen ved Sidi Barrani og tilbagetrækningen fra Egypten stod generalløjtnant Annibale Bergonzolis 23. korps i en stærk forsvarsstilling ved Bardia overfor briterne. Mussolini skrev til Bergonzoli: "Jeg har givet Dem en svær opgave, men en som passer til Deres mod og erfaring som en gammel og frygtløs soldat - opgaven med at forsvare fæstningen Bardia til det sidste. Jeg er sikker på at 'Elektriske skæg' og hans modige soldater vil stå fast for enhver pris, trofaste til det sidste." Bergonzoli svarede: "Jeg er opmærksom æren, og jeg har i dag gentaget Deres meddelelse til mine tropper - kort og utvetydelig. I Bardia er vi, og her bliver vi."
Bergonzoli havde omkring 45.000 soldater under sin kommando. De italienske divisioner, som forsvarede forsvarsringen omkring Bardia omfattede resterne af fire divisioner. Den nordlige ("Gerfah") sektor blev holdt af 2. "28. oktober" sortskjorte division. Den centrale "Ponticelli" sektor forsvaredes af 1. "23. marts" sortskjorte division og dele af 62. "Marmarica" infanteridivision mens den sydlige "Mereiga" sektor blev forsvaret af 63. "Cirene" infanteridivision og resten af 62. "Marmarica" infanteridivision. Bergonzoli havde også resterne af den opløste 64. "Catanzaro" infanteridivision, omkring 6.000 grænsegendarmeri tropper, tre kompagnier Bersaglieri, dele af det afsiddede Vittorio Emanuele kavaleriregiment og et maskingeværkompagni fra 60. "Sabratha" infanteridivision.
Disse divisioner forsvare den 29 km lang forsvarsring, som havde en næsten kontinuert panserværns grøft, omfattende pigtrådsspærringer og en dobbelt række af befæstninger. Befæstningerne lå med omkring 700 meter mellemrum. Hver havde sin egen panserværnsgrøft, som var skjult under tynde brædder. De var alle udstyret med en eller to 47 mm panserværns kanoner og 2-4 maskingeværer. Våbnene var placeret i skydestillinger med betonsider, som var forbundne med en dyb undergrunds beton-bunker, som ydede beskyttelse mod artilleribeskydning. Skyttegravene havde imidlertid ingen trin hvorfra man kunne skyde, og skydestillingerne manglede overdækning. Hver post var bemandet med en deling eller et kompagni. Den indre række af poster var bygget på samme måde, bortset fra at de ikke havde panserværnsgrøfter. Posterne var nummereret sekventielt fra syd til nord hvor de ydre poster havde de ulige og de indre poster de lige numre. Australierne kendte de præcise antal fra markeringer på kort, som var blevet erobret ved Sidi Barrani og kunne også ses på posterne selv. I det sydlige hjørne var der en tredje række af poster, kaldet Switch Linjen. Der var seks minefelter og spredte miner foran nogle af de andre poster. Den største taktiske fejl ved dette forsvarssystem var, at hvis fjenden brød igennem kunne posterne erobres en efter en forfra eller bagfra.
thumb|300px|Erobrede italienske L3 tanketter. Bagved ligger byen Bardia og dens lille havn, Nedre Bardia ligger i midten, øvre Bardia ligger oven på klipperne i baggrunden. Forsvaret blev støttet af et kraftig artilleri, som omfattede 41 Breda Model 35 20 mm antiluftskytskanoner; 85 47 mm panserværns kanoner; 26 Solothurn S-18/1000 panserværns rifler; 41 Cannone da 65/17 modello 13 65 mm infanteristøtte kanoner; 147 Cannone da 75/32 modello 37 75 mm og 77 mm feltartilleri; 76 Skoda 100 mm Model 1916 og Canon de 105 mle 1913 Schneider 105 mm kanoner og 27 120 mm og Obice da 149/12 modello 14 149 mm mellemsvære haubitser. De mange forskellige modeller, hvoraf mange var ret gamle, gav problemer med forsyning af reservedele. De ældre kanoner havde ofte slidte løb, hvilke skabte problemer med præcisionen. Ammunitionslagrene var ligeledes gamle, og måske så mange som to-tredjedele af tændsatserne var forældede, hvilke førte til et alt for stort antal blindgængere. Der var også forskellige modeller af maskingeværer med syv forskellige slags ammunition i brug. Breda 30, det vigtigste lette maskingevær, havde en lav skudhyppighed og havde ry for at blokere. Fiat-Revelli Modello 1914 var et tungt og kompliceret våben, som også havde tendens til at blokere. Nogle af dem var blevet ombygget som Fiat-Revelli Modello 1935 som, selv om de var en forbedring, stadig var upålidelige. Det vigtigste mellemsvære maskingevær - Breda M37 - havde to svagheder, hvor af den vigtigste var at den brugte 20-skuds striber af patroner, hvilket gav den en reduceret skudhyppighed. Mangel på råmaterialer sammen med en øget teknologisk forfinelse af moderne våben førte til produktionsproblemer som forhindrede forsøg på at forsyne hele den italienske hær med det bedst til rådighed stående udstyr. Resultatet var at de italienske forsvareres ildkraft hverken var så stor eller så effektiv, som den skulle have været.
Som en mobil reserve havde italienerne 13 M13/40 kampvogne og 115 L3/35 tanketter. Mens L3'erne var generelt ubrugelige, var M13/40s effektive middelsvære kampvogne med fire maskingeværer og 47 mm panserværnskanon i et roterende tårn, og de var "på mange måder på lige fod med britiske kampvogne". Men deres 20 mm pansring, som ganske vist var langt tykkere end den på tanketterne, kunne gennembrydes af de britiske 2 punds granater, og tanketterne kunne ikke hamle op med briternes Matilda II pansring eller ildkraft. Ingen af kampvognene ved Bardia havde radio, hvilket gjorde en koordineret indsats vanskelig.
Bergonzoli vidste, at hvis Bardia og Tobruk holdt ud, måtte et britisk fremstød længere ind i Libyen til sidst slå fejl på grund af de logistiske vanskeligheder ved at forsyne en styrke i ørkenen over lange landbaserede forsyningslinjer. Da han ikke vidste hvor længe han skulle holde ud, var Bergonzoli nødt til at rationere sine lagre af mad og vand så O'Connor ikke bare kunne sulte ham til overgivelse. Som følge heraf blev italienernes moral svækket af sult og tørst - udover den svækkelse som nederlaget ved Sidi Barrani allerede havde forårsaget. De medicinske forhold underminerede ligeledes moralen - især lus og dysenteri som følge af dårlige kloakforhold.
Allierede