Lewis Burwell "Chesty" Puller (26. juni 1898 – 11. oktober 1971) var generalløjtnant i United States Marine Corps som kæmpede mod guerillaer i Haiti og Nicaragua, og kæmpede i 2. Verdenskrig og Koreakrigen.

Puller er den mest dekorerede marinesoldat i Amerikas historie. Han er en af to amerikanske soldater, som er blevet tildelt fem Navy Cross og et Distinguished Service Cross, tildelt af U.S. Army, hvilket gør ham til den eneste person, som har modtaget seks af nationens højeste militære udmærkelser for tapperhed. 

Puller tog sin afsted fra Marinekorpset efter 37 års tjeneste i 1955 og boede i Virginia.

Tidlige år Puller blev født i West Point, Virginia, søn af Matthew og Martha Puller. Hans far var købmand og døde da Lewis var ti år gammel. Puller voksede op mens han hørte på gamle veteraners fortællinger om den Amerikanske Borgerkrig og idealiserede Thomas "Stonewall" Jackson. Han ønskede at indtræde i United States Army for at kæmpe i grænsekrigen med Mexico i 1916, men han var for ung og kunne ikke få sin mors godkendelse.Wise, James E.; Scott Baron (2007).

Det følgende år blev Puller optaget på Virginia Military Institute, men forlod det i august 1918, da 1. Verdenskrig stadig var i gang, og sagde, at "han ville hen hvor kanonerne er!" Inspireret af 5. marine regiment ved Belleau Wood, gik han ind i United States Marine Corps som menig og gennemgik rekrutuddannelsen ved Marine Corps Recruit Depot, Parris Island, South Carolina.Wise, James E.; Scott Baron (2007).

Selv om han ikke kom i krig i den krig, var Marinekorpset under udvidelse, og snart efter at han havde afsluttet uddannelsen kom han på deres skole for underofficerer og herefter skolen for officerskandidater i Quantico, Virginia. Han blev færdig på officersskolen den 16. juni 1919. Puller blev udnævnt til sekondløjtnant af reserven, men reduktionen af styrken fra 73.000 til 1.100 officerer og 27.400 mandHoffman 2001, p. 21 efter krigen førte til at han blev overført til inaktiv status 10 dage senere og fik rang af korporal.Wise, James E.; Scott Baron (2007).

Mellemkrigsårene left|thumb|200x200px|Premierløjtnant Lewis "Chesty" Puller (nr. 2 fra venstre) og sergent William "Ironman" Lee (nr. 3 fra venstre) og to nicaraguanske soldater i 1931 Korporal Puller fik ordre om at gøre tjeneste i Gendarmerie d'Haiti som løjtnant og kom i kamp på Haiti.Davis 1991 Mens De Forenede Stater arbejdede på en traktat med Haiti, deltog han i over fyrre kampe i de følgende fem år mod Caco rebeller og forsøgte to gange at genvinde sin officersbestalling. I 1922 gjorde han tjeneste som adjutant for major Alexander Vandegrift, en senere Commandant of the Marine Corps.

Puller vendte tilbage til USA og fik til sidst sin rang som sekondløjtnant tilbage den 6. marts 1924. Herefter gjorde han kassernetjeneste i Norfolk, Virginia, Basic School i Quantico, Virginia, og med 10. marineregiment i Quantico, Virginia. Han blev overført til marinekasernen ved Pearl Harbor, Hawaii, i juli 1926 og i San Diego, California, i 1928.

thumb|200 px|left|Puller med melemmer af Guardia Nacional I december 1928 blev Puller overført til den Nicaraguanske Nationalgarde enhed, hvor han blev tildelt sit første Navy Cross for din indsats fra 16. februar til 19. august 1930, hvor han anførte "fem successive kampe mod overlegne styrker af bevæbnede banditter". Han vendte tilbage til USA i juli 1931 og gennemførte kompagni officersuddannelsen på Fort Benning, Georgia, hvorefter han vendte tilbage til Nicaragua fra 20. september til 1. oktober 1932, og fik sin anden Navy Cross. Puller anførte amerikanske marinesoldater og nicaraguanske nationalgardister i kamp mod Sandinist rebeller i det sidste større slag under Sandinistopstanden nær El Sauce den 26. december 1932.

Efter hans tjenestetid i Nicaragua blev Puller tildelt marineafdelingen på den amerikanske Legation i Beijing, Kina, hvor han havde kommandoen over en enhed Kina-marines. Han gjorde herefter tjeneste ombord på USS Augusta en krydser i den asiatiske flåde, som var under kommando af Chester W. Nimitz, som dengang var kommandør. Puller vendte tilbage til fastlandet i juni 1936 som instruktør på Basic School i Philadelphia.

I maj 1939 vendte han tilbage til Augusta som chef for marineenheden ombord og derpå tilbage til Kina, hvor han gik i land i Shanghai i maj 1940 for at fungere som næstkommanderende og chef for 2. bataljon af 4. marineregiment indtil august 1941. Major Puller kom tilbage til USA den 28. august 1941. Efter en kort orlov fik han kommandoen over 1. bataljon i 7. marineregiment i 1. marinedivision, som var stationeret i New River, North Carolina (senere Camp Lejeune).

2. Verdenskrig thumb|left|Oberst Puller250px|thumb|right|Oberstløjtnant Puller på Guadalcanal i september, 1942 I begyndelsen af Stillehavskrigen dannede 7. marinebataljon kernen i den nye 3. marinebrigade, og ankom for at forsvare Samoa den 8. maj 1942. Senere blev de overført fra brigaden og den 4. september forlod de Samoa og vendte tilbage til 1. division på Guadalcanal den 18. september 1942.

Kort efter ankomsten til Guadalcanal anførte Puller sin bataljon i kampene ved Matanikau, hvor Pullers hurtige reaktion reddede tre af hans kompagnier fra at blive udslettet. I kampene blev disse kompagnier omringet og afskåret af en større japansk styrke. Puller løb til stranden, signalerede til en amerikansk destroyer, USS Monssen, hvorefter han gav den besked på at yde ildstøtte mens landingsfartøjer reddede hans kompagnier fra deres prekære situation. Signalmand i kystvagten Douglas Albert Munro — lederen af gruppen af landgangsfartøjer, blev dræbt mens han gav dækningsild fra sin landgangsfartøj for marinerne mens de forlod stranden, og blev posthumt tildelt Medal of Honor for sin indsats. Han er indtil nu den eneste i kystvagten, der har fået denne udmærkelse. Puller blev tildelt Bronze Star] Medal med Combat "V" for sin indsats.

Senere på Guadalcanal blev Puller tildelt sit tredje Navy Cross, i det der senere blev kendt som "slaget om Henderson Field". Puller ledede 1. bataljon af 7. marineregiment, som var den ene af to amerikanske infanterienheder, der forsvarede flyvepladsen mod en japansk styrke i regimentsstørrelse. 3. bataljon af den amerikanske hærs 164. infanteriregiment kæmpede sammen med marinerne. I en ildkamp som vare omkring tre timer om natten mellem 24.-25. oktober havde de to enheder tab på omkring 70. Den japanske enhed havde over 1.400 dræbte og amerikanerne holdt flyvepladsen. Han foreslog to af sine folk, (den ene var sergent John Basilone) til en Medal of Honor. Han blev selv såret den 9. november.

Puller blev herefter udnævnt til næstkommanderende for 7. marineregiment. Mens han gjorde tjeneste i denne funktion ved Cape Gloucester, blev Puller tildelt sin fjerde Navy Cross for sin samlede indsats mellem 26. december og 19. januar 1944. I den periode, da bataljonscheferne fra 3. bataljon af 7. marineregiment og senere 3. bataljon af 5. marineregiment var under kraftig beskydning fra maskingeværer og morterer, reorganiserede han mesterligt bataljonen og anførte det vellykkede angreb mod stærkt befæstede japanske forsvarsstillinger. Han blev forfremmet til oberst med virkning fra 1. februar 1944 og ved månedens slutning blev han udnævnt til chef for 1. marineregiment. I september og oktober 1944 ledede Puller 1. marineregiment i det langstrakte slag på Peleliu, et af de blodigste slag i marinekorpsets historie, og modtog den første af to Legion of Merit udmærkelser. Under Pullers ledelse mistede 1. marineregiment 1.749 ud af ca. 3.000 mand, ikke at disse tab stoppede Puller fra at give ordre til frontangreb mod den velforskansede fjende. Korpschefen måtte beordre den kommanderende general i 1. marinedivision til at trække det udmarvede 1. marineregiment tilbage fra fronten.

I løbet af sommeren 1944 blev Pullers yngre bror, Samuel D. Puller, næstkommanderende i 4. marineregiment, dræbt af en fjendtlig snigskytte på Guam.

Puller kom tilbage til USA i november 1944, blev udnævnt til næstkommanderende i et infanteritræningsregiment på Camp Lejeune og, to uger senere, udnævnt til chef. Efter krigen blev han udnævnt til Director of the 8th Reserve District i New Orleans, og havde senere kommandoen over marinekaserne i Pearl Harbor.

Koreakrigen left|200px|thumb|Oberst Puller skærer kagen på Marinekorpsets fødselsdag den 10. november 1950. right|200px|thumb|Oberst Puller studerer terrænet under Koreakrigen. thumb|right|Den da pensionerede Puller og hans kone, Virginia, i deres hjem.

Ved Koreakrigens udbrud blev Puller igen udpeget som chef for 1. Marineregiment. Han deltog i landgangen ved Inchon den 15. september 1950 og blev tildelt Silver Star Medal.SecNavInst 1650.1H, 8/22/2006, Silver Star Medal. For lederskab i perioden 15. september til 2. november fik han tildelt sin anden Legion of Merit. Han blev tildelt Distinguished Service Cross fra U.S. Army for heltemod i kamp fra 29. november til 4. december, og sit femte Navy Cross for heltemod under slaget om Chosin reservoiret mellem 5. og 10. december 1950. Det var under dette slag, at han kom med sin berømte udtalelse: "Vi har ledt efter fjenden i et stykke tid. Vi har endelig fundet ham. Vi er omringede. Det forenkler sagen".

I januar 1951 blev Puller forfremmet til brigadegeneral og blev assisterende divisionschef i 1. marinedivision. Den 24. februar blev hans direkte overordnede generaljor O.P. Smith, i hast overført til at lede 9. korps da dens hærchef generalmajor Bryant Moore, døde. Smiths midlertidige overførsel betød at Puller midlertidigt havde ledelsen af 1. marinedivision indtil en gang i marts. Han fuldførte sin tid som assisterende divisionschef og tog tilbage til USA den 20. maj 1951. Han overtog kommandoen over 3. marinedivision ved Camp Pendleton, California indtil januar 1952, og derefter var han assisterende chef for divisionen indtil juni 1952. Derpå overtog han troppeuddannelsen ved Stillehavet i Coronado, California. I september 1953 blev han forfremmet til generalmajor.

Efter Koreakrigen I juli 1954 overtog Puller kommandoen over 2. marinedivision i Camp Lejeune, North Carolina indtil februar 1955 hvor han blev assisterende lejrkommandant. Han blev ramt af et slagtilfælde, og blev pensioneret fra marinekorpset med rang af generalløjtnant den 1. november 1955.

Familie Pullers søn, Lewis Burwell Puller, Jr. (generelt kendt som Lewis Puller), gjorde tjeneste som marineløjtnant i Vietnamkrigen. Mens han gjorde tjeneste i 2. bataljon af 1. marineregiment blev Lewis Jr. alvorligt såret ved en mineeksplosion. Han mistede begge ben og noget af hænderne. Generalløjtnant Puller brød grædende sammen, da han så sin søn første gang på hospitalet.Puller, Lewis B. Jr. (1991). Fortunate Son: The Healing of a Vietnam Vet. New York: Grove Weidenfeld. p. 162. .

Puller var svigerfar til oberst William H. Dabney, USMC (Retired), en kandidat fra Virginia Military Institute (VMI), som var kommanderende officer (kaptajn) for to stærkt forstærkede riffelkompagnier i 3. bataljon af 26. marineregiment fra 21. januar til 14. april 1968. I hele perioden forsvarede oberst Dabney's styrke stædigt Hill 881S, en regional forpost, som var af afgørende betydning ved forsvaret af Khe Sanh basen under den 77 dage lange belejring. Efter slaget blev Dabney foreslået til Navy Cross for sin indsats på Hill 881 South, men hans bataljons næstkommanderendes helikopter styrtede ned med papirerne ombord og de gik tabt. Det var først den 15. april 2005, at oberst Dabney fik Navy Cross under en ceremoni på Virginia Military Institute.

Puller var en fjern slægtning af den berømte amerikanske general George S. Patton.

Dekorationer og priser Puller modtog den næsthøjeste amerikanske militærorden seks gange (den eneste i historien): fem Navy Cross og en U.S. Army Distinguished Service Cross. Han var den anden af to amerikanske soldater, som fik fem Navy Cross, ubådschefen Roy Milton Davenport var den første.

Pullers militære ordener omfatter: