thumb|Hanseskibe ved København, 1428 thumb|Sølvminen i Joachimsthal 1548. Den der udmøntede sølvmønt blev navnemæssigt ophav til både thaler, daler og dollar thumb|Frankfurts skyline 2001

Tysklands økonomiske historie udviser store omskiftelser gennem tiden. Økonomi handler grundlæggende om hvordan et land bruger sine ressourcer på at skabe velstand. I 1800-tallet var Tyskland delt op, og en del af Tyskland hørte til Preussen. Før år 1800 var Tyskland i overvejende grad et landbrugsland, men nogle handelscentre. I det 19. århundrede begyndte der en periode med høj økonomisk vækst og modernisering, anført af den tunge industri. I 1900 havde landet den største økonomi i Europa, en faktor som spillede en stor rolle ved dens deltagelse i 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig. Efter ødelæggelserne under 2. Verdenskrig blev Vesttyskland et økonomisk mirakel i 1950'erne og 1960'erne med hjælp fra Marshallplanen. I dag har Tyskland den største økonomi i EU med et BNP på godt 3.000 mia. €.

Middelalderen Middelalderens Tyskland var opdelt i hundreder af indbydes stridende kongeriger, fyrstedømmer, hertugdømmer, bispedømmer og frie stæder. Økonomisk velstand betød ikke geografisk ekspansion, det fordrede samarbejde med nogle, konkurrence med andre og en nøje indbyrdes forståelse mellem fyrster, handel og produktion. Et ønske om at spare var også nedarvet i den tyske befolknings erfaringer med politisk, militær og økonomisk usikkerhed.Horst Fuhrmann, Germany in the High Middle Ages (Cambridge University Press, 1986)

Rigsstæder og andre byer thumb|left|500px|Lübeck, 15. århundrede De tyske stater havde i middelalderen en befolkning på 5-6 millioner. Størstedelen var bønder, typisk fæstebønder under en adelsmand eller et kloster.Fuhrmann, Germany in the High Middle Ages (1986) kap. 1 Byer begyndte at opstå. Fra år 1100 blev nye byer grundlagt omkring kejserlige fæstninger, borge, bispestole og klostre. Byerne begyndte at få stadsrettigheder og privilegier. Adskillige byer, såsom Köln blev frie rigsstæder, som var uafhængige af fyrster og biskopper men direkte underlagt den tyske kejser.Alfred Haverkamp, Medieval Germany, 1056-1273 (Oxford University Press, 1988) Byen blev styret af patriciere (storkøbmænd). Håndværkerne dannede lav, ledet af præcise regler, som forsøgte at få kontrol over byerne. Nogle få var åbne for kvinder. Samfundet var delt op i skarpt afgrænsede klasser: præsterne, lægerne, købmændene, forskellige håndværkerlav. Fattige kunne ikke få fuldt borgerskab. Politiske spændinger opstod på grund af spørgsmål om beskatning, offentlige udgifter, regulering af erhvervene og overvågning af markederne såvel som begrænsninger i erhvervenes uafhængighed.David Nicholas, The Growth of the Medieval City: From Late Antiquity to the Early Fourteenth Century (Longman, 1997) pp 69-72, 133-42, 202-20, 244-45, 300-307 Kølns placering ved Rhinen gav det en central placering ved skæringen mellem de vigtigste øst-vestlige handelsveje og var grundlag for byens vækst.Paul Strait, Cologne in the Twelfth Century (1974) De økonomiske strukturer i det middelalderlige og moderne Køln var karakteriseret ved byens status som en stor havn og transportcentrum ved Rhinen. Den blev regeret af sit borgerskab.Joseph P. Huffman, Family, Commerce, and Religion in London and Cologne (1998) dækker perioden fra 1000 til 1300. thumb|550px|center|Køln omkring 1411

Hanseforbundet Fjernhandelen i Østersøen voksede da de store handelsbyer slog sig sammen i Hanseforbundet under ledelse af Lübeck. thumb|left|De vigtigste handelsveje i Hanseforbundet Det var en handelsalliance mellem byer og deres lav, som dominerede handelen i Nordeuropa og blomstrede mellem 1200 og 1500, og fortsatte med mindre betydning herefter. De vigtigste byer var Køln ved Rhinen, Hamborg og Bremen ved Nordsøen og Lübeck ved Østersøen.James Westfall Thompson,Economic and Social History of Europe in the Later Middle Ages (1300-1530) (1931) pp 146-79

Byerne i hanseforbundet havde hver sit juridisje system og en grad af politisk selvstændighed.

Tidlig moderne tid

Trediveårskrigen thumb|Trediveårskrigen:Bonde beder om nåde foran brændende gård Trediveårskrigen (1618–1648) var ødelæggende for de tyve millioner civile i Tyskland og satte økonomien i stå i generationer mens hærgende hære brændte og ødelagde det de ikke kunne tage. Kampene var ofte ude af kontrol med hærgende bander af hundreder eller tusinder af sultende soldater som plyndrede, myrdede og spredte sygdomme. De hære, som var under kontrol, rykkede frem og tilbage gennem landet år efter år og brandskattede byerne, tog husdyr og bøndernes høst uden betaling. Det enorme sociale nedbrud gennem tre årtier førte til et dramatisk fald i folketallet som følge af drab, sygdomme, misvækst, faldende fødselsrate og tilfældige ødelæggelser samt fraflytningen af rædselsslagne folk. Et estimat viser et faldt på 34% fra 16 mio. indbyggere i 1618 til 10 mio. i 1650, mens et andet "kun" viser et faldt på 20% fra 20 til 16 mio. Altmark og Württemberg blev særlig hårdt ramt. Det tog generationer inden Tyskland fuldt ud overvandt Trediveårskrigen.Geoffrey Parker, The Thirty Years' War (1997) p 178 has 15-20% decline; Tryntje Helfferich, The Thirty Years War: A Documentary History (2009) p. xix, estimerer et 25% fald. Peter H. Wilson, The Thirty Years War: Europe's Tragedy (2009) pp 780-95 gennemgår estimaterne.

Ifølge John Gagliardo tog det 50 år at overvinde krigen. I starten af 1700'årene havde Tyskland formentlig nået sit folketal fra før krigen (om end dette er omstridt). Herefter var der en periode med stadig om end lav vækst indtil 1740'erne. Herefter kom der en periode med høj, men ikke usædvanlig økonomisk vækst, som især skete i de store stater mod øst (Østrig, Sachsen, Preussen), frem for i de små stater i det centrale og sydlige Tyskland.Germany under the old regime, John Gagliardo

Bønder og livet på landet thumb|left|Bonden skærper sin le, stik fra omkring 1700 Bønderne fortsatte med at have landsbyen som omdrejningspunkt i livet. Her var de en del af et samfund og hjalp med til at styre fællesskabets ressourcer og liv. I Tyskland, og især mod øst var de fæstebønder, som var stavsbundet til et jordlod.Heide Wunder, "Serfdom in later medieval and early modern Germany" i T. H. Aston et al. eds., Social Relations and Ideas: Essays in Honour of R. H. Hilton (Cambridge UP, 1983), 249-72 I det meste af Tyskland blev landbruget drevet af fæstebønder, som betalte landgilde og udførte hoveri for godsejeren, som typisk var adelsmand.Klostrene i Bayern, som ejede 56% af jorden, blev opsplittet af regeringen og solgt omkring 1803. Thomas Nipperdey, Germany from Napoleon to Bismarck: 1800-1866 (1996), p 59 Bøndernes ledere holdt opsyn med marker, grøfter og græsningsrettigheder, opretholdt orden og moral og støttede landsbytinget, som tog sig af mindre lovovertrædelser. Indenfor familien traf patriarken alle beslutninger og forsøgte at arrangere fordelagtige ægteskaber for sine børn. En stor del af landsbyens fælles liv var centreret omkring kirkelige handlinger og helligdage. I Preussen trak bønderne lod om hvem der skulle ind som soldat i hæren. Adelsmændene stod for de eksterne relationer og politik for de landsbyer, de kontrollerede, og var typisk ikke involveret i de daglige aktiviteter og beslutninger.Sagarra, A Social History of Germany: 1648-1914 (1977) pp. 140-54Om detaljer i en repræsentativ bondes liv, som udvandrede til Pennsylvania i 1710, se Bernd Kratz, "Jans Stauffer: A Farmer in Germany before his Emigration to Pennsylvania," Genealogist, Fall 2008, Vol. 22 Issue 2, pp 131-169

Fæstevæsenet blev afskaffet mellem 1770-1830. Det startede i det danske Slesvig i 1780. Preussen afskaffede stavnsbåndet med Oktoberediktet i 1807, som forbedrede bøndernes juridiske status og gav dem en chance for - med penge - at købe en del af den jord de dyrkede. De kunne også sælge den jord, som de allerede ejede. Ediktet gjaldt for alle som havde jord over en vis størrelse, og omfattede både kron- og adelsgodser. Bønderne blev befriet for forpligtelsen til at udføre tjenester for jordejeren og årlige naturalieydelser. Der blev oprettet en bank, så jordejeren kunne låne staten penge til at købe jord fra bønderne (bønderne måtte ikke bruge den til at låne penge til at købe jord for før i 1850). Resultatet var, at de store jordejere fik større godser, og mange fæstebønder blev jordløse landarbejdere, eller flyttede til byerne eller Amerika. De andre tyske stater kopierede Preussen efter 1815. I skarp modsætning til den vold, som karakteriserede landreformerne under den franske revolution, skete det fredeligt i Tyskland. I Slesvig spillede bønderne, som var blevet påvirket af oplysningstiden, en aktiv rolle, andre steder var de stort set passive. For de fleste bønder fortsatte vaner og traditioner stort set uændrede, heriblandt de gamle vaner om ærbødighed overfor de adelige, hvis juridiske autoritet fortsat var stor overfor landsbyboerne. Selv om bønderne ikke længere var bundet til jorden som under stavnsbindingen, fortsatte det gamle patriarkalske forhold i Østpreussen til ind i det 20. århundrede.Sagarra, A social history of Germany, pp 341-45

Industriel revolution Indtil 1850 var Tyskland bagefter de førende lande indenfor industrialiseringen, Storbritannien, Frankrig og Belgien, men landet havde betydelige aktiver: en højtkvalificeret arbejdsstyrke, et godt uddannelsessystem, en stærk arbejdsmoral, gode leveforhold og en sund protektionistisk strategi baseret på Zollverein. I midten af århundredet var de tyske stater i færd med at indhente de førende og i 1900 var Tyskland det førende land i verden indenfor industrialisering sammen med Storbritannien og USA. I 1800 var Tysklands sociale struktur dårligt egnet til nogen form for social eller industriel udvikling. Under Napoleonskrigene blev de tyske stater domineret af Frankrig, som var ved at blive moderniseret i revolutionsperioden mellem 1789 og 1815, og der skete vigtige institutionelle reformer i Tyskland, herunder afskaffelse af de feudale begrænsninger på salg af store landejendomme, reduktion af lavenes magt i byerne og indførelsen af en ny, mere effektiv kommerciel lovgivning. Trods det vedblev traditionalismen med at stå stærkt i Tyskland. Frem til århundredets midte havde lavene, landadelen, kirken og embedsapparatet så mange regler, at iværksætteri havde lav status, og ikke fik mange chancer for at udvikle sig.

Fra 1830'erne og 1840'erne reorganiserede Preussen, Sachsen og andre tyske stater landbruget, introducerede sukkerroer, roer og kartofler hvorved de opnåede et større høstudbytte, hvilket førte til en større fødevareproduktion, som gjorde det muligt for overskydende folk på landet at flytte til industriområder. Begyndelsen på den industrielle revolution i Tyskland skete i tekstilindustrien og blev fremmet af at toldbarriererne blev fjernet indenfor Zollverein fra 1834. Der kom rigtig gang i den industrielle revolution med jernbanerevolutionen i 1840'erne, som åbnede nye markeder for lokale produkter, skabte en gruppe af mellemledere, forøgede efterspørgslen efter ingeniører, arkitekter og faglærte maskinister og stimulerede investeringer indenfor kul og jern.Richard Tilly, "Germany: 1815-1870" i Rondo Cameron, ed. Banking in the Early Stages of Industrialization: A Study in Comparative Economic History (Oxford University Press, 1967), side 151-182 De politiske beslutninger vedrørende økonomien i Preussen (og efter 1871 hele Tyskland) blev stort set styret af en koalition af "rug og jern", dvs. godsejerne (junkerne) i øst og den tunge industri i vest.Cornelius Torp, "The "Coalition of 'Rye and Iron'" under the Pressure of Globalization: A Reinterpretation of Germany's Political Economy before 1914," Central European History Sept 2010, Vol. 43 Issue 3, pp 401-427

Regioner