Grænseslagene var en række slag, som blev udkæmpet langs østgrænsen af Frankrig og i det sydlige Belgien kort efter udbruddet af 1. Verdenskrig. Slagene var baseret på de militære strategier, som var udviklet af den franske generalstabschef general Joseph Joffre i Plan XVII og en offensiv fortolkning af den tyske Aufmarsch II indsatsplan, som var udformet af Helmuth von Moltke den yngre. Den tyske koncentration af styrke på den højre (nordlige) fløj, som skulle svinge gennem Belgien og angribe Frankrig bagfra blev forsinket af bevægelsen af general Charles Lanrezacs femte armé mod nordvest for at opfange den og tilstedeværelsen af British Expeditionary Force (BEF) på hans venstre flanke. Franskmændene og briterne blev trængt tilbage af tyskerne, som var i stand til at invadere det nordlige Frankrig. Franske og britiske bagtropper forsinkede den tyske fremrykning, hvilket gav tid til at franskmændene kunne overføre deres styrker vestpå så de kunne forsvare Paris, hvilket førte til det første slag om Marne.
Baggrund
Belgien
thumb|Belgiske tropper med artilleri trukket af hunde, fotograferet under frontslagene Den militære planlægning i Belgien antog, at andre stormagter ville fordrive en angriber og en alliance mellem Frankrig og Storbritannien blev ikke styrket af en mulig tysk invasion, trods den Engelsk-franske entente (1904), som havde fået belgierne til at føle, at den britiske holdning overfor Belgien havde ændret sig, og at de blev set som et britisk protektorat. Der var blevet etableret en generalstab i 1910 generalstabschefen generalløjtnant Harry Jungbluth gik på pension den 30. juni 1912 og blev først afløst af generalløjtnant Chevalier de Selliers de Moranville i maj 1914. Moranville begyndte at planlægge en koncentrering af hæren og mødtes med belgiske jernbaneembedsmænd den 29. juli.
Den belgiske hær skulle samles i det centrale Belgien foran Antwerpen stillingen og være klar til at vende sig mod grænsen, mens fæstningerne omkring Liège og Namur havde til opgave at sikre grænserne. Ved mobilisering blev kongen hærens øverstkommanderende, og han besluttede hvor hæren skulle samles. Midt i forandringerne som følge af den nye genoprustningsplan ville de uorganiserede og dårligt trænede belgiske soldater have fordel af at blive samlet i midten af landet og derved udskyde kontakten med en invasionsstyrke; men de havde også brug for befæstninger til forsvaret, og de lå ved grænsen. Nogle ønskede en tilbagevending til grænsen, på linje med de franske teorier om offensiven. Belgiske planer blev et kompromis, hvor felthæren samledes bag Gete floden, med to divisioner længere fremmed ved Liège og Namur.
Schlieffen–Moltke planen
thumb|Overskrift i Le Soir, 4. august 1914: Tyskland krænker Belgiens neutralitet Den tyske generalstabschef i perioden 1891-1906, Alfred von Schlieffen, havde skitseret en række planer, som gik ud på at vinde et afgørende slag mod den franske armé i Tyskland, Belgien eller Tyskland alt efter omstændighederne. Aufmarsch I West var en plan for en fransk-tysk krig, hvor Frankrig (da de var i undertal) var i defensiven og Tyskland angreb ved at invadere Belgien mellem Antwerpen og Namur og derpå rykke sydpå for at bryde gennem forsvarsområdet Verdun-Marne-Paris. Tyske styrker skulle holde ud her indtil jernbaneforbindelsen blev genetableret og tilstrækkelige forsyninger af mad og ammunition kunne blive opbygget som forberedelse til en ny offensiv operation. Helmuth von Moltke den Yngre efterfulgte von Schlieffen i 1906 og blev overbevist om at en isoleret fransk-tysk krig var en umulighed og at italienske og østrig-ungarske styrker ikke ville være til rådighed til at forsvare den fransk-tyske grænse som oprindelig planlagt. Under Moltke blev Aufmarsch I opgivet, men i 1914 forsøgte han at anvende den offensive strategi i Aufmarsch I på indsatsplanen Aufmarsch II og den to-frontskrig den forudsatte,
Den tyske hovedstyrke forsøgte at følge Aufmarsch I fremrykningen gennem Belgien og angribe sydpå ind i Frankrig, så de franske arméer blev omringet i vest og trængt tilbage over Meuse, Aisne, Somme, Oise, Marne og Seine floderne uden at de kunne trække sig tilbage til det centrale Frankrig. Det var hans håb, at franskmændene enten ville blive nedkæmpet eller at manøvren nordfra ville skabe mulighed for en fejl i centrum eller i Lorraine på den fælles grænse.
Plan XVII
Ifølge Plan XVII skulle den franske fredstidshær danne fem feltarméer på ca. 2 mio. mand med en gruppe reservedivisioner tilknyttet de sydlige og nordlige flanker. Arméerne skulle samles ved den tyske grænse omkring Épinal, Nancy og Verdun–Mezières, med en armé i reserve omkring Ste. Ménéhould og Commercy. Siden 1871 havde jernbanebyggeri givet den franske generalstab 16 linjer til den tyske grænse mod de 13 der var til rådighed for den tyske hær, og franskmændene kunne vente på at tyskernes hensigter stod klare. Den franske indsættelsesplan havde sigte på at være forberedt på en tysk offensiv i Lorraine eller gennem Belgien. Det var ventet, at tyskerne ville indsætte reservetropper, men også at en stor tysk hær ville blive mobiliseret ved grænsen til Rusland, så hæren i vest kun havde tilstrækkeligt mange tropper til at kunne rykke sydpå gennem Belgien syd for Meuse og Sambre floderne. Det franske efterretningsvæsen havde fået fat i en kort-øvelse fra den tyske generalstab i 1905, hvor tyske tropper ikke var fået længere nordpå end til Namur og franskmændene antog, at planer om at belejre belgiske forter var et defensivt tiltag mod den belgiske hær.
Et tysk angreb fra det sydøstlige Belgien mod Mézières og en mulig offensiv fra Lorraine mod Verdun, Nancy og St. Dié var forudset. Planen var en videreudvikling af Plan XVI og gav plads til muligheden af en tyske offensiv gennem Belgien. Første, anden og tredje armé skulle samles mellem Épinal og Verdun overfor Alsace og Lorraine. Femte armé skulle samles mellem Montmédy, Sedan og Mézières og fjerde armé skulle holdes tilbage vest for Verdun, klar til at rykke østpå og angribe den sydlige flanke af en tysk invasion gennem Belgien eller sydpå mod den nordlige flanke af et angreb gennem Lorraine. Der blev ikke formelt taget højde for en kombineret operation med British Expeditionary Force (BEF), men fælles arrangementer var blevet udformet i 1911 under den Anden Marokkokrise, hvor franskmændene havde fået at vide, at seks divisioner kunne forventes at operere omkring Maubeuge.
Krigserklæringer Ved midnat mellem den 31. juli og 1. august 1914 sendte den tyske regering et ultimatum til Rusland og udsendte en advarsel om "Kriegsgefahr" i løbet af dagen. Den osmanniske regering gav ordre til mobilisering og London Stock Exchange lukkede. Den 1. august gav den britiske regering ordre til mobilisering af flåden, den tyske regering beordrede generalmobilisering og erklærede krig mod Rusland. Krigen begyndte på grænsen til Polen. Den franske regering beordrede generalmobilisering og den næste dag sendte den tyske regering et ultimatum til den Belgien, hvor den forlangte passage gennem belgisk område, mens tyske tropper krydsede grænsen til Luxembourg. Militære operationer begyndte ved den franske grænse, Libau blev bombarderet af en tysk let krydser og den britiske regering garanterede flådebeskyttelse af Frankrigs kyster. Den 3. august afslog den belgiske regering de tyske krav, og den britiske regering garanterede militær støtte til Belgien i tilfælde af en tysk invasion. Tyskland erklærede krig mod Frankrig, den britiske regering beordrede generalmobilisering mens Italien erklærede sig neutral. Den 4. august sendte den britiske regering et ultimatum til Tyskland og erklærede krig ved midnat mellem 4. og 4. august CET. Belgien afbrød de diplomatiske forbindelser med Tyskland og Tyskland erklærede krig mod Belgien. Tyske tropper krydsede den belgiske grænse og angreb Liège.
Optakt
Frankrig offensive forberedelser Joseph Joffre, som havde været øverstkommanderende for den franske armé siden 1911, og krigsminister Adolphe Messimy mødtes den 1. august for at enes om at det udelukkende var den øverstkommanderende, som stod for den militære føring af krigen. Da tyske tropper den 2. august begyndte at krydse den franske grænse fortalte Messimy Joffre, at han havde frihed til at beordre franske tropper over den tyske men ikke den belgiske grænse. Joffre sendte advarsler til dækningsstyrkerne nær grænsen og beordrede 7. korps til at forberede en fremrykning mod Mühlhausen (fransk: Mulhouse) nordøst for Belfort og 20. korps til at forberede en offensiv mod Nancy. Så snart nyheden om at tyske tropper var gået ind i Luxembourg fik 4. armé ordre til at rykke ind mellem 3. og 5. armé, klar til at angribe nord for Verdun. Operationer ind i Belgien var forbudt for ikke at give tyskerne et påskud indtil den 4. august, hvor det stod klart, at tyske tropper allerede havde krænket den belgiske grænse. For at overholde den fransk-russiske alliance beordrede Joffre en invasion af Alsace-Lorraine til at begynde den 14. august, selv om han forventede en tysk offensiv gennem Belgien.
Den 8. august havde 5. armé fået ordre til at tage opstilling til venstre for 4. armé og være klar til at angribe den sydlige flanke af den tyske fremrykning fra Mézières og Mouzon, gennem det vanskelige terræn imellem. Alle fire korps dækkede denne front indtil 12. august hvor Joffre tillod general Charles Lanrezac at rykke 1. korps nordpå til Givet for at imødegå et muligt tysk forsøg på at krydse Meuse mellem Givet og Namur 35 km længere nordpå, hvilket forlængede hærens front til 80 km. Da Lanrezac blev klar over størrelsen af den tyske styrke i Belgien og ville forstærke den venstre flanke ved at rykke til Namur, Joffre nægtede at tillade at arméens front blev udvidet til 110 km og beordrede Lanrezac til at fastholde hæren i en central placering nær Mézières, klar til at imødegå en tysk offensiv fra Mouzon til Namur. Den 14. august mødtes Joffre og Lanrezac; men Joffre mente, at kun nogle få tyske kavaleri og infanterienheder havde krydset Meuse. Med BEF på vej til Maubeuge og Hirson ville en omplacering af 5. armé forstyrre opmarchen. Den 14. august viste en ny efterretningsrapport, at otte tyske korps var placeret mellem Luxembourg og Liège og dagen efter gav Joffre tilladelse til at 5. armé rykkede nordpå for at operere hinsides Meuse. 11. korps blev overført til 4. armé og 18. korps blev overført fra 3. til 5. armé, som blev gjort ansvarlig for forsvaret af Maubeuge.
Joffre begyndte at afskedige hærchefer i begyndelsen af august, først 7. korps chef Bonneau og frem til 6. september havde han fjernet to armé-, 10 korps- og 38 divisionschefer, ved at overføre dem til Limoges. 7. korps i syd blev forstærket med to divisioner, en kavaleridivision og den første gruppe af reservedivisioner. Korpset blev omdøbt til Alsace-arméen, for at fjerne første armés bekymring om Alsace under operationerne i Lorraine. To korps blev fjernet fra anden armé og blev en strategisk reserve. Joffre mødtes med Sir John French den 16. august og erfarede, at briterne kunne være klar den 24. august, Joffre sørgede også for Territorie divisioner til at dække området fra Maubeuge til Dunkerque. Den tyske belejring af forterne ved Liège sluttede den 16. august og 1. og 2. armé med 12 korps og 3. armé med fire korps begyndte at rykke frem bag kavaleriskærme. Den 18. august beordrede Joffre femte armé til at forberede sig på en tysk offensiv på begge sider af Meuse eller at møde en lille styrke på den nordlige bred. Femte armé begyndte at rykke mod Namur, i vinklen mellem floderne Meuse og Sambre den 19. august, hvilket indebar en march på 100 km for nogle enheder.
Den franske angrebsplan