thumb|Libyen ligger i Nordafrika ved Middelhavets kyst. Libyens historie som italiensk koloni omfatter områdets historie i tiden mellem 1911 og 1947.
Da Italien begyndte at søge efter egnede kolonier i Afrika, lå Det Osmanniske Riges provinser i Nordafrika lige for, og Italien betragtede provinserne i det nuværende Libyen som sit interesseområde. Fra 1911 invaderede Italien området og kunne relativt enkelt fordrive de osmanniske styrker. At erobre området blev dog sværere, og Italien blev trukket ind i en langvarig kolonikrig mod de libyske stammer. Den islamiske Sanusiya-orden stod bag en særlig stærk modstand og Sanusiya-ordens leder Idris blev efterhånden en samlende modstandsfigur. Mussolinis fascistiske regering planlagde at gøre Libyen til en italiensk provins, "Italiens fjerde kyst" og opmuntrede italiensk indvandring til området. Da Italien sluttede sig til aksemagterne i 2. verdenskrig, gav de libyske nationalister deres støtte til de allierede. Nordafrika blev en vigtig krigsskueplads, og da de allierede besejrede aksemagterne i ørkenkrigen, overtog allierede styrker administrationen af Libyen. Efter 2. verdenskrig mistede Italien sine kolonier, og spørgsmålet om Libyens fremtid blev til sidst afgjort af FN, som besluttede, at et selvstændigt Libyen skulle oprettes.
Den italienske invasion thumb|Italienske luftskibe bomber tyrkiske stillinger på libysk territorium. Krigen mellem Italien og Det Osmanniske Rige 1911-1912 var den første krig i historien, hvor luftangreb (her udførte af luftskibe) medvirkede til udfaldet.
Italien, som først blev en samlet stat i 1861, var en sen deltager i kapløbet om kolonier. For italienerne syntes de marginelle osmanniske provinser i Libyen at udgøre en åbenlys kompensation for landets ydmygende godkendelse af oprettelsen af et fransk protektorat i Tunesien, et land som Italien eftertragtede som potentiel koloni. Italien forstærkede sine langvarige handelsinteresser i Libyen og vandt ved en serie diplomatiske manøvrer anerkendelse fra stormagterne af en italiensk interessesfære der. Det antoges i europæiske hovedstæder, at Italien før eller senere ville gribe muligheden for at skride til politisk og militær indskriden i Libyen.
I september 1911 manipulerede Italien frem en krise med Det Osmanniske Rige ved at anklage osmannerne for at have begået en "fjendtlig handling" ved at bevæbne arabiske stammer i Libyen. Da Det Osmanniske Rige nægtede at svare på et ultimatum om italiensk militær okkupation for at forsvare italienske interesser i regionen, erklærede Italien krig, og Tripoliskrigen var en kendsgerning. Efter en preliminær søkrig gik italienske tropper i land og indtog Tripoli den 3. oktober. De mødte kun begrænset modstand. Italienske styrker besatte tillige Tobruk, Al Khums, Darnah og Benghazi.
Under de følgende måneder avancerede den italienske ekspeditionsstyrke, med 35.000 mand, knapt nok videre fra sine brohoveder. De 5000 osmanniske soldater, som forsvarede provinserne på tiden for invasionen, trak sig tilbage nogle kilometer ind i land, hvor officerer som Enver Pasha og Mustafa Kemal (Atatürk) organiserede de arabiske stammer i modstand mod italienerne, som antog karakter af en hellig krig. Men da krig truede på Balkan var Det Osmanniske Rige tvunget til at søge fred med Italien. I overensstemmelse med fredsaftalen, som blev underskrevet i Lausanne i oktober 1912, udstedte sultanen et dekret, som gav selvstændighed til Tripolitanien og Cyrenaika, mens Italien samtidig erklærede sin formelle annektering af disse territorier. Sultanen skulle i sin rolle som kalif (leder af islam) beholde sin religiøse overhøjhed der og fik lov til at udpege qadien af Tripoli, som havde tilsyn over shariadomstolene. Men italienerne var ikke fuldt ud klar over, at der ingen skelnen gjordes mellem civil og religiøs retsførelse i islamisk lov. Derved beholdt osmannerne en åben kanal for indflydelse over sine tidligere undersåtter og undergravede Italiens magt. Fred med Det Osmanniske Rige indebar for Italien indledningen til en 20-årig kolonialkrig i Libyen.
Italiensk styre og arabisk modstand
For mange arabere var Det Osmanniske Riges kapitulation i Libyen et forræderi mod muslimske interesser overfor de utroende. Freden i Lausanne fra 1912 var meningsløs for de beduinske stammer, som fortsatte deres krig mod italienerne, i visse områder med hjælp af tyrkiske tropper, som var forblevet tilbage ved tilbagetrækningen. Kampene i Cyrenaika gennemførtes af sanusiske enheder under ledelse af Ahmad ash Sharif, hvis tilhængere i Fezzan og det sydlige Tripolitanien forhindrede italiensk konsolidering i disse områder. Modstanden i det nordlige Tripolitanien manglede den enighed, som indførtes af sanusiya og var isolerede, og indbyrdes stammerivalisme gjorde det mindre effektivt. Nationalistiske byboere i Tripoli spekulerede i muligheden for at oprette en tripolitansk republik, måske associeret med Italien, mens Suleiman Baruni, en berber og tidligere medlem af det osmanniske parlament, udråbte en selvstændig men kortlivet berbisk stat i Gharyan-regionen. For beduinerne, som ikke var belastede af nogen national følelse, var formålet med kampen mod kolonialmagten imidlertid at forsvare islam og det frie liv, de altid havde haft på derest stammeterritorium.
I 1914 gik sanusierne til modangreb i Fezzan, eliminerede hurtigt Italiens nyligt vundne sejr der, og i 1915 forårsagede de en italiensk kolonne i Qasr Bu Hadi i Sirtica betydende skader. De fik fat i geværer, artilleri og ammunition, hvilket muliggjorde et efterfølgende angreb i Tripolitanien, men kampagnens fremgang eventyredes af den traditionelle fjendtlighed, som rådede mellem beduinerne og nationalisterne.
Da Italien tilsluttede sig Ententen i 1915, blev den første italiensk-sanusiske krig (1914-17) i Cyrenaika en del af verdenskrigen. Tyskland og Tyrkiet sendte våben og rådgivere til Ahmad, som allierede Sanusiya med Centralmagterne med målsætningen at fastholde italienske og britiske tropper i Nordafrika. I 1916 ledte tyrkiske officerer sanusierne i en kampagne ind i Egypten, hvor de imidlertid fuldstændigt besejredes af britiske styrker. Ahmad opgav det sanusiske politiske og militære lederskab for Idris og flygtede til Tyrkiet ombord på en tysk ubåd. Den probritiske Idris indledte forhandlinger med de allierede på Cyrenaikas vegne i 1917. Resultatet blev i praksis en våbenstilstand snarere end en fuldstændig fredsaftale, for hverken italienerne eller sanusierne opgav helt sine krav på kontrol over regionen. Storbritannien og Italien anerkendte Idris som emir af det indre Cyrenaika på vilkår, at sanusiske angreb på kystbyer og ind i Tyrkiet skulle ophøre. Videre overvejelser over Cyrenaikas status blev udskudte til efter krigen.
Skønt den sejrende Entente accepterede Italiens suverænitet i Libyen, var de italienske styrker der fortsat begrænsede til enklaverne ved kysten, undertiden under belejring. En kampagne indledtes i 1919 for at konsolidere og ekspandere det territorium, som kontrolleredes af Italien, men den kolonipolitik, som blev bedrevet af Italiens regering var mådelig og imødegående. Der toges skridt i retning af at tilbyde begrænsede politiske rettigheder for befolkningen i de besatte områder. Provinserne Cyrenaika og Tripolitanien behandledes som adskilte kolonier, og Fezzan organiseredes som et militært territorium. Den grundlov, som godkendtes af det italienske parlament i 1919, gav plads for et provinsparlament og for lokale råd udnævnte af de italienske guvernører samt en distinkt styrelse i de okkuperede områder.
Administrativ ordning
De forskellige koloniseringer, som Italien gennemførte i Tripolitanien og Cyrenaika, illustrerede imidlertid forskelle i situationerne i de to provinser, som de opfattedes af de italienske myndigheder. I 1920 blev indgået en aftale mellem Italien og Sanusiya-lederne som bekræftede Idris som amir af Cyrenaika og anerkendte hans faktiske selvstændighed i et omfattende område i indlandet som omfattede alle de vigtigste oaser. Italien sikrede en økonomisk understøttelse for emirens regering, og Sanusiya-sheiker, som havde pladser i Cyrenaikas parlament, deltog i styret af hele provinsen. Idris fik ligeledes lov til at beholde Sanusiya-hæren, skønt dets enheder skulle forlægges til "blandede lejre" med italienske styrker. Gennem dette arrangement accepterede den italienske regering officielt Idris som både sekulær og religiøs leder for Cyrenaikas stammer, men i praksis udvidede det ikke hans politiske magt udover den, som han allerede udøvede som Sanusiya-ordenens overhoved.
Det var tydeligt, at Italiens regering ikke havde formuleret en sammenhængende politik i forhold til et land, som ikke var blevet erobret, og hvis folk udviste tvivl om fordelene ved italiensk styre. Men eftersom italienerne aldrig mødte en troværdig, forenet modstand i Tripolitanien, var de ikke under tilsvarende tryk der at gøre de indrømmelser, som de hade gjort i Cyrenaika. Den mest fremtrædende tripolitanske nationalist var Ramadan as Suwaythi, som ved flere lejligheder havde samarbejdet med italienerne, støttet Sanusiya og endelig kæmpet mod dem begge. Hans rival, Baruni, som under krigen havde ageret osmannisk "guvernør" i Tripolitanien med støtte fra Tyskland, savnede tillid hos de arabiske nationalister. Stammerivaliteter var intensive, og de beduinske sheiker og nationalisterne havde fundamentalt forskellige målsætninger. De sidst nævnte ønskede at oprette en centraliseret republik, mens de først nævnte i første række var interesserede i at skabe stammestater.
En fremtrædende panarabisk nationalist, egypteren Abdar Rahman Azzam, overtalte Suwaythi og Baruni til at samarbejde om at kræve italiensk anerkendelse af en selvstændig republik, som blev udråbt i Misratah i 1919. Forhandlinger med italienerne brød sammen, da Misratah-republikkens styrende organ, den så kaldte Reformkomité, gjorde krav på overhøjhed over Libyen i stedet for alene over Tripolitanien. I 1920 samledes delegater fra både besatte og ubesatte zoner i en nationalkongres i Aziza. De sagde sig repræsentere den "tripolitanske nation," og krævede tilbagetrækning af italienske styrker. Ingen nationalistrørelse havde dog evne til at samle landet bag sig.
Til og med delegater til nationalkongressen havde været kraftigt delte vedrørende den grad af samarbejde med Italien, som de skulle tillade. Rivaliserende delegationer fandt en vej til Rom med sine petitioner om anerkendelse. Samtidig gav greve Giuseppe Volpi, en kraftfuld og bestemt guvernør, en beslutsom orientering af den italienske politik i Tripolitanien med sin støtte til militær pacificering i stedet for forhandlinger. Nationalisterne mistede sine mest effektive ledere, da Baruni gik over til italienerne som en følge af fjendtlighed mellem arabere og berbere, hvilken Volpi fremgangsrigt udnyttede, og Suwaythi blev dræbt af sine politiske rivaler.