Richard Neville, 16. jarl af Warwick (født 22. november 1428, død 14. april 1471) var en engelsk adelsmand, administrator og hærfører, kendt som kongemageren Warwick. Han var søn af Richard Neville, 5. jarl af Salisbury og en af de rigeste og mægtigste stormænd i sin tid med politiske forbindelser, der rakte uden for landets grænser. Som en af lederne i Rosekrigene, først på Huset Yorks side senere på Huset Lancasters side, spillede han en central rolle i afsætningen af to konger. Det gav ham tilnavnet kongemageren.
Gennem arv og ægteskab indtog Warwick i 1450'erne den politiske scene i England. I begyndelsen støttede han Henrik 6., men en strid om jord med Edmund Beaufort, 1. hertug af Somerset førte ham over på Richard af Yorks side, mod kongen. Fra denne konflikt havde han den strategisk vigtige stilling som kaptajn i Calais, som gavnede ham i de næste år. Den politiske konflikt brød senere ud i et åbent oprør, hvor York blev dræbt i Slaget ved Wakefield sammen med Warwicks far. Senere sejrede Yorks søn med Warwicks hjælp og lod sig krone som kong Edvard 4.. Edvard regerede i begyndelsen med Warwicks støtte, men de to blev uvenner over udenrigspolitikken og kongens valg af Elizabeth Woodville som sin dronning. Efter et mislykkedes forsøg på at sætte Edvards bror Georg, hertug af Clarence på tronen, lykkedes det Warwick at genindsætte Henrik 6. Sejren blev dog kort. Den 14. april 1471 blev Warwick besejret af Edvard i Slaget ved Barnet og dræbt.
Warwick efterlod sig ingen sønner. Den ældste af hans to døtre, Isabel, blev gift med Georg, hertug af Clarence, mens den yngste, Anne, først blev gift med Henrik 6.'s søn Edvard, som blev dræbt i Slaget ved Tewkesbury, og så med Edvard 4.'s yngste bror Richard, hertug af Gloucester, den senere Richard 3..
Warwicks betydning har længe været omdiskuteret. Historiske vurderinger spænder fra selvcentreret og ubesindig magtmenneske til offer for en utaknemmelig konges luner. Der er dog enighed om, at han i sin tid var meget populær i alle samfundslag, og at han havde evnen til at appellere til folkestemningen for politisk støtte.Pollard (2007), pp. 199–200.
Warwicks baggrund thumb|125px|right|Warwicks våbenskjold som ridder afHosebåndsordenen. Neville-slægten, der stammede fra området omkring Durham i Nordengland, blev kendt i løbet af Englands krig mod Skotland i det 14.årh. I 1397 gjorde Richard 2. af England Ralph Neville til jarl af Westmorland.Pollard (2007), p. 13. Ralphs søn Richard, var en yngre søn af hans andet ægteskabet og arvede derfor ikke hans jarledømme.Dette andet ægteskab var med Joan Beaufort, datter af John of Gaunt; Pollard (2007), pp. 13–4. Han gavnedes af ægteskab med arvingen til jarlen af Salisbury, hvorved Richard blev 5. jarl af Salisbury.
Salisburys søn Richard, den senere jarl af Warwick blev født den 22. november 1428. Ganske lidt vides om hans barndom.Pollard (2007), p. 11. Seks år gammel blev han forlovet med Anne de Beauchamp, datter af jarlen af Warwick. Det gjorde ham til arving ikke kun af Salisbury, men også tre andre slægter.Pollard (2004).
Skæbnen gjorde hans rigdom endnu større: Arvingen til jarlen af Warwick, der havde ægtet Richard ældre søster, døde i 1446. Da søsterens datter og arving døde i 1449, var Richard nu gennem sit ægteskab (jure uxoris) jarl af Warwick. Richards Warwick arv var dog ikke uomtvistelig. En længerevarende strid om arven fulgte, især med Edmund Beaufort, 1. hertug af Somerset, der havde ægtet en datter af Richards svigerfars første ægteskab. Striden handlede om land og ikke om titlen som jarl, da døtrene af det første ægteskab var udelukket fra arvefølgen.Hicks (1998), p. 39.
I 1445 blev Richard slået til ridder, sandsynligvis ved Margaret af Anjous kroning den 22. april det år.Hicks (1998), p. 29. Han er tydeligt optegnet i Henrik 6. af Englands tjeneste i 1449. Han gjorde militærtjeneste i nord med sin far og kan have deltaget i krigen mod Skotland 1448-49.Pollard (2007), p. 12. Da Richard, hertug af York uden held gjorde oprør mod kongen i 1452, støttede Warwick og hans far op om Henrik 6.Keen (2003), p. 350.
Borgerkrig
I juni 1453 modtog Somerset Glamorgan, et grevskab i det sydligste Wales, der ellers gennem arv var tilfaldet Warwick. Derfor brød en åben konflikt ud mellem de to mænd.Hicks (1998), pp. 84–5. Om sommeren samme år blev kong Henrik syg og ude af stand til at regere.Wolff (2001), p. 271. Somerset, der var kongen og dronningens favorit, blev regent og fik dermed den fulde kontrol over styret. Det satte Warwick i en ugunstig position i hans strid med Somerset, og det førte ham i armene på Richard af York.Carpenter (1992), p. 127. I det politiske klima, der var præget af det militære nederlag i Hundredårskrigen, faldt støtten til Somerset hurtigt. Den 27. marts 1454, udnævnte en gruppe kongelige rådsmedlemmer hertugen af York til rigsforstander. York kunne nu ikke kun regne med Warwicks støtte, men også Warwicks far Salisbury, der var blevet meget dybere involveret i stridigheder med Percy-slægten i det nordlige England.Pollard (2007), p. 24.
Yorks første protektorat varede ikke længe. Tidligt i 1455 blev Henrik 6. rask igen, vendte tilbage til magten på papiret, da det igen var Somerset, der besad den reelle magt.Hicks (1998), p. 112. Warwick vendte tilbage til sine ejendomme, ligeså gjorde York og Salisbury, og de tre begyndte at samle tropper.Pollard (2007), p. 30. På vej mod London med deres hær mødte de kongens hær ved St Albans, hvor de to hære stødte sammen. 1. slag ved St Albans blev kort og ikke særligt blodigt, men det var det første slag mellem de to huse Lancaster og York i en konflikt, der senere blev kendt som Rosekrigene.Carpenter (1997), pp. 135, 259. Det var også betydningsfuldt, fordi kongen blev taget til fange, og Somerset blev dræbt.Carpenter (1997), p. 135.
Yorks andet protektorat blev endnu kortere end hans første. I parlamentet, der mødtes i februar 1456, genindtog kongen under indflydelse af dronning Margaret, det personlige styre i riget.Jacob (1961), pp. 513–4. På dette tidspunkt havde Warwick overtaget Salisburys rolles som Yorks hovedallierede, endda ved at optræde i det samme parlament for at beskytte York fra gengældelse.Hicks (1998), p. 125. Konflikten nåede også et vendepunkt i Warwicks karriere ved hans udnævnelse til kaptajn i Calais.Ross (1997), p. 19. Den post gav ham en vital magtbase i de næste år med krig. Byen Calais på kontinentet var erobret fra Frankrig i 1347 og var ikke kun af vigtig strategisk betydning, dens garnison var Englands største stående hær.Keen (2003), p. 442. Der var nogle stridspunkter i starten med garnisonen og det kongelige uldmonopol over restancebetaling, men endelig i juli 1456 overtog Warwick posten.
Efter de seneste begivenheder anså dronning Margaret stadig Warwick som en trussel mod tronen og afskar hans forsyninger. I august 1457 satte et fransk angreb på den engelske havneby Sandwich gang i frygten for en storstilet fransk invasion. Warwick fik igen midler til at beskytte garnisonen og afpatruljere den engelske kyst.Hicks (1998), p. 144. I strid med hans ordre, gennemførte han en række meget succesfulde plyndringer i maj 1458 mod den castilianske flåde og den Hanseatiske flåde nogle få uger senere.Hicks (1998), p. 147. Han brugte også sin tid på kontinentet på at etablere forbindelse til Karl 7. af Frankrig og Filip den Gode af Burgund.Harriss (2005), p. 638. Med et solidt militært omdømme og gode internationale forbindelser bragte Warwick en del af sin garnison til England, hvor han mødte sin far og York i sommeren 1459.Jacob (1961), p. 515.
Huset Yorks triumf thumb|left|Middleham Castle war Warwicks favoritresidens i England. I slutningen 1450'erne blev han holdt væk herfra i perioder på grund af sine opgaver i Calais. I september 1459 krydsede Warwik over til England og rejste mod nord til Ludlow for at møde sin far, Salisbury, der kom frisk fra sin sejr over Lancasters hær i Slaget ved Blore Heath,Tuck (1985), p. 276. og York. Deres samlede styrker mødte kort tid efter kongens hær i Slaget ved Ludford Bridge, hvor de blev besejret, dels fordi at Warwicks kontingent fra Calais deserterede.Hicks (1998), p. 164. Det viste sig, at størstedelen af soldaterne stadig var imod at kæmpe mod kongen. Tvunget på flugt fra landet, rejste York til Dublin i Irland med sin anden søn Edmund, jarl af Rutland, mens Warwick og Salisbury sejlede til Calais sammen med Yorks ældste søn Edvard, jarl af March (den senere kong Edvard 4.).Carpenter (1997), p. 145. Henry Beaufort, 3. hertug af Somerset blev udpeget til at erstatte Warwick som kaptajn i Calais, men det lykkedes for York-støtterne at holde garnisonen.Tuck (1985), p. 277.
I marts 1460 besøgte Warwick York i Irland for at planlægge den videre færd og vendte tilbage til Calais.Hicks (1998), p. 176. Den 26. juni landede han så i Sandwich sammen med Salisbury og Edvard, og derfra red de tre nordpå til London.Harriss (2005), p. 641. Salisbury fik til opgave at belejre Tower of London, mens Warwick tog Edvard med sig på jagt efter kongen.Pollard (2007), p. 42. I Slaget ved Northampton den 10. juli vandt York-hæren en stor sejr, mange Lancaster ledere blev dræbt, og kong Henrik blev taget til fange.Wolff (2001), p. 322.
I september ankom York fra Irland, og i Parlamenet i oktober gik hertugen direkte hen til tronen og lagde sin hånd på den.York var af kongeligt blod og havde, hvis kvindelig arvefølge var tilladt, et stærkere krav på tronen end Henrik 6.; Ross (1997), pp. 3–5. Denne handling, der betegnede en tronraner, efterlod medlemmerne i chok.Hicks (1998), pp. 186–7. Det er uklart om Warwick havde kendskab til Yorks planer, men det antages, at det var aftalt mellem dem i Irland den foregående marts.Keen (2003), p. 355. Det stod imidlertid hurtigt klart, at dette magtskifte var uacceptabelt for stormændene i Parlamentet, og et kompromis blev aftalt. "Act of Accord" af 31. oktober 1460 erklærede, at Henrik 6. skulle forblive konge til sine dages ende, og at hans søn Edvard blev gjort arveløs. I stedet skulle York følge kongen og være rigsforstander.Pollard (2007), p. 44.
Denne løsning passede ingen af parterne, og en fortsættelse af konflikten var uundgåelig.Pollard (1988), p. 24. Den 30. december blev York, samt hans søn Edmund og Warwicks yngre bror Thomas dræbt i Slaget ved Wakefield.Pollard (2007), p. 46. Salisbury blev henrettet dagen efter. Warwick marcherede nordpå for at møde fjenden, men blev besejret i 2. slag ved St AlbansWolff (2001), p. 328. og tvunget på flugt. Han sluttede sig til Edvard af York, den nye York tronprætendent, der lige havde vundet en vigtig sejr i Slaget ved Mortimer's Cross.Ross (1997), pp. 31–2.
Mens dronning Margeret tøvede med sit næste træk, hastede Warwick og Edvard til London.Pollard (2007), p. 47. Hovedstadens borgere var skræmt over Lancaster-hærens brutale fremfærd og sympatiserede med Huset York. Den 4. marts 1461 blev Edvard proklameret konge i en i al hast samlet forsamling. Den nye konge rejste nu mod nord for at konsolidere sin titel og mødte Lancaster-hæren ved Towton i Yorkshire. Warwick var såret i benet dagen før i Slaget ved Ferrybridge, og kan have spillet en mindre rolle i Slaget ved Towton, der fulgte.Pollard (2007), p. 48. Det usædvanligt blodige slag resulterede i en komplet sejr til York-hæren.Wolff (2001), pp. 331–2. Det lykkedes dronning Margaret at flygte til Skotland med sin mand og søn. Edvard 4. vendte tilbage til sin kroning i London, mens Warwick blev i nord for at skabe fred.Jacob (1961), pp. 527–8.
Warwick på magtens tinde
thumb|right|Maleri af Henry Tresham der viser Warwicks påståede løfte før Slaget ved Towton