thumb|Scotts team på Sydpolen, 18. januar 1912. Fra venstre: Wilson, Scott, Oates, Bowers, Edgar Evans Terra Nova-ekspeditionen (1910–1913), officielt British Antarctic Expedition 1910, var en britisk ekspedition ledet af Robert Falcon Scott. Ifølge ham var hovedmålet at nå Sydpolen for at sikre, at det britiske imperium fik æren for præstationen.Crane, s. 397 Scott og fire ledsagere nåede Sydpolen den 17. januar 1912, men opdagede, at en ekspedition ledet af Roald Amundsen havde været der 33 dage tidligere. På rejsen tilbage til Cape Evans-basen omkom Scott og hans ledsagere. Deres dagbøger blev fundet under en eftersøgning efter sydpolsgruppen otte måneder senere, og dermed blev deltagernes historie kendt.

På denne tid var Scott Storbritanniens mest erfarne leder af polarekspeditioner og havde ledet Discovery-ekspeditionen til Antarktis i 1901–04. Terra Nova-ekspeditionen, opkaldt efter ekspeditionens forsyningsskib,Terra nova betyder "nyt land" var et privat initiativ finansieret med indsamlede midler og et mindre statsligt tilskud. Videre havde den støtte fra den britiske marine, som bidrog med erfarne søfolk, samt fra Royal Geographical Society. Udover målsætningen om at nå Sydpolen gennemførte Scott også et omfattende videnskabeligt program og udforskede Victoria Land og den Transantarktiske bjergkæde. Et forsøg på at komme i land for at udforske Kong Edward VII Land mislykkedes imidlertid. En gruppe rejste også til Cape Crozier i juni og juli 1911 midt under den strenge antarktiske vinter.

Scotts heltestatus i Storbritannien var ubestridt i mange år efter hans død, og der blev rejst få spørgsmål om årsagerne til ulykken. Den sidste fjerdedel af det 20. århundrede blev ekspeditionen gransket nærmere, for eksempel har Scotts dagbog fået stor opmærksomhed, fordi den detaljerede fremstilling kaster lys over omstændighederne omkring tragedien. Det er fremkommet flere kritiske synspunkter om årsagerne til udfaldet, og det diskuteres fortsat, i hvilken grad Scott havde ansvaret for det, som skete.

Forberedelser

Baggrund

Efter Discovery-ekspeditionen genoptog Scott sin flådekarriere. Men han havde fortsat ambitioner om at vende tilbage til Antarktis, og da med erobringen af Sydpolen som overordnet mål.Crane, s. 332, s. 335–43 Discovery-ekspeditionen skaffede mere viden om Antarktis, men man nåede ikke længere mod syd end til 82° 17' S og krydsede ikke Rossbarrieren.Huntford, s. 176–17782° 17' S blev accepteret på den tiden, men moderne kort og en ny undersøgelse af fotografier og tegninger kan tyde på, at de ikke kom længere end til ca 82° 11' S,jvf Crane, s. 214–215 Discovery-ekspeditionens base lå i McMurdo-sundet, og Scott var overbevist om, at dette var hans "revir", som han alene havde ret til at bruge som udgangspunkt for nye ekspeditioner.Crane, s. 335–36. I 1909 modtog han nyheden om, at en ekspedition ledet af Ernest Shackleton næsten var lykkedes med at nå Sydpolen. Med udgangspunkt i Scotts gamle base krydsede Shackleton Rossbarrieren, opdagede ruten over Beardmoregletsjeren til Antarktisplateauet og fortsatte mod Sydpolen. Han blev tvunget til at vende om på 88° 23' S, mindre end 180 km fra polpunktet.Preston, s. 100–101 Scott var utilfreds med, at Shackleton havde brugt "hans" base,Riffenburgh, s. 110–16 dette belastede forholdet mellem de to og øgede Scotts motivation til at overgå Shackleton.Huxley, s. 179

Under forberedelserne til den forestående ekspedition var Scott klar over, at lignende ekspeditioner blev planlagt. En japansk ekspedition var under forberedelse;Crane, s. 430 Den australasiatiske Antarktis-ekspedition under Douglas Mawson skulle påbegyndes i 1911 men med udgangspunkt i en anden sektor af kontinentet.Huxley, s. 186–187 I mellemtiden havde Roald Amundsen, en anden potentiel rival, luftet planer om en arktisk rejse.Amundsen ændrede i al hemmelighed sine planer på et tidspunkt, da alle troede, at Frederick Cook havde erobret nordpolenFiennes, s. 157Crane, s. 425

Mandskab

thumb|Kaptajn Scott, leder af ekspeditionen. 65 mænd (inkl. reserver) dannede mandskabet i Terra Nova-ekspeditionen.Opført i Huxley L. (red.), vol. I, s. XXI–XXII De blev udvalgt blandt 8.000 kandidater,Huxley L. (ed.), vol. II, s. 498 og rummede seks tidligere deltagere fra Discovery-ekspeditionen sammen med fem, som havde været med Shackleton på Nimrod-ekspeditionen 1907–09.Discovery-veteranerne var Scott, Wilson, Edgar Evans, Lashly, Crean og Wiliamson. Nimrod-veteranerne var Priestley, Dag, Cheetham, Paton og Williams (liste over Shackletons Nimrod-mandskab, s. 17–18) Løjtnant Edward Evans, som havde været navigationsofficer på "Morning" under Discoverys støtteoperation i 1904, blev udnævnt til Scotts næstkommanderende. Han havde skrinlagt planerne om sin egen ekspedition og overførte de økonomiske midler, han havde afsat til denne, til støtte til Scott.Crane, s. 401–403

Blandt personellet fra den britiske marine var løjtnant Harry Pennell, som skulle være navigatør og tage kommandoen på skibet, når Scotts mandskab var gået i land,Crane , s. 413–16 samt de to sanitetsløjtnanter George Murray Levick og Edward L. Atkinson. Den tidligere marineofficer Victor Campbell, kendt som "The Wicked Mate", var en af få deltagere med skifærdigheder, og han blev valgt til at lede gruppen, som skulle undersøge Kong Edward VII Land.Huntford, s. 267Preston, s. 111 I modsætning til Discovery-ekspeditionen var marinens bidrag primært mandskab uden officersgrad, herunder Antarktis-veteranerne Edgar Evans, Tom Crean og William Lashly. To officerer uden for Royal Navy blev udvalgt: Henry Bowers, kendt som "Birdie", en løjtnant fra den indiske marine, og Lawrence Oates, kendt som "Titus", en kaptajn fra 6. kavaleriregiment. Den velhavende Oates tilbød sine tjenester gratis og donerede også £ 1.000 (2009 værdi: ca £ 75.000) til ekspeditionen.Limb & Cordingley, s. 94

Som leder af det videnskabelige program udnævnte Scott Edward Wilson som chefforsker. Wilson var Scotts nærmeste fortrolige i teamet; under Discovery-ekspeditionen havde han fulgt Scott til ekspeditionens sydligste punkt. Han var ikke bare en fremragende zoolog, men også en talentfuld illustrator. Den gruppe af videnskabsmænd, han ledede, var – ifølge Scotts biograf David Crane – "den mest imponerende gruppe forskere, som havde været på en polarekspedition" – og rummede flere, som senere skulle høste stor anerkendelse som forskere: meteorologen George Simpson, den canadiske fysiker Charles Wright, og geologerne Frank Debenham og Raymond Priestley.Preston, s. 112 Den ledende geolog Thomas Griffith Taylor, biologen Edward W. Nelson og assisterende zoolog Apsley Cherry-Garrard fuldendte teamet.

Cherry-Garrard havde ingen videnskabelig erfaring, men var Wilsons protegé. Han havde, som Oates, bidraget med £ 1.000 til finansieringen af ekspeditionen. Selv om han først blev afvist af Scott, opretholdt han sit bidrag, hvilket imponerede Scott tilstrækkeligt til, at han ændrede sin beslutning. Scotts biograf David Crane beskriver Cherry-Garrard som "ekspeditionens fremtidige fortolker, historiker og samvittighed.""the future interpreter, historian and conscience of the expedition.", Crane, s. 417 Herbert Ponting var fotograf, og hans billeder kom til at give afgørende information om ekspeditionen og dens tragiske udfald.Preston. p. 114 Efter råd fra Fridtjof Nansen rekrutterede Scott også den unge norske skiekspert Tryggve Gran.Huntford, s. 262–264

Transportmidler

Scott bestemte sig for en opdelt transportstrategi, hvor man brugte såvel hundespand som motordrevne slæder og ponyer.Crane, s. 432Preston, s. 101 Han udnævnte Cecil Meares til at overtage ansvaret for hundespandene og rekrutterede Shackletons motorspecialist, Bernard Day, til at føre motorslæderne.Preston, s. 112–113 Oates skulle have ansvaret for ponyerne, men da han ikke kunne slutte sig til ekspeditionen før i maj 1910, satte Scott Meares til at anskaffe dem. Meares havde imidlertid ingen erfaring med heste, hvilket resulterede i ponyer, der var dårligt egnede til opgaven.Preston, s. 113 og s. 217

Shackletons ekspedition 1907–09 var den første, som anvendte motorkraft og ponyer i Antarktis.Huntford, s. 255Preston, s. 89 Scott mente, at ponyerne havde været til god nytte for Shackleton, og var imponeret over motorslædernes potentiale. Alligevel baserede Scott sig på, at ekspeditionsdeltagerne skulle trække udstyretSolomon, s. 22 efter, at motorslæderne og ponyerne havde trukket slæderne over Rossbarrieren og dermed sparet mændenes kræfter til de senere etaper op over Beardmoregletsjeren og over Antarktisplateauet. I praksis fik de kun kortvarig glæde af motorslæderne, og ponyernes alder og dårlige forfatning gjorde, at heller ikke de var til særlig nytte.Crane, s. 462–464 Scotts erfaringer fra Discovery-ekspeditionen havde gjort ham skeptisk overfor hundespandenes pålidelighed,Preston, s. 50 men han skrev, at han indså, at de var meget effektive i de rette hænder.Huxley L. (red.), vol. I, s. 432 Efterhånden, som ekspeditionen skred frem, blev han stadig mere imponeret over deres egenskaber.I de første stadier af ekspeditionen udtrykte Scott, at han var i færd med at miste tiltroen til brug af hunde (Huxley L. (red.), vol. I, s. 205), men i dagbogsoptegnelserne fra slutningen af ekspeditionen beskrev han hundenes effektivitet som glimrende ("splendid") (Huxley L. (red.), vol. I, s. 486

Finansiering

thumb|OXO var en af mange kommercielle sponsorer af ekspeditionen. I modsætning til Discovery-ekspeditionen, hvor finansiering blev sikret i fællesskab af Royal Society og Royal Geographical Society, blev Terra Nova-ekspeditionen organiseret som et privat initiativ uden større institutionel støtte. Scott beregnede de totale omkostninger til £ 40.000 (£ 3 millioner efter 2009-kurs), hvoraf halvdelen efterhånden blev dækket af et statsligt tilskud.Crane, s. 401 Resten blev skaffet ved private donationer og lån.Den totale omkostning for ekspeditionen var ikke offentliggjort. Et af Scotts sidste breve var til Sir Edgar Speyer, ekspeditionens kasserer, hvor Scott beklager at have forladt finanserne i "et rod". Huxley, L. (red.), vol. I, s. 600 Ekspeditionen blev yderligere støttet gennem gratis materiel og hjælpemidler fra kommercielle firmaer.Se Huxley, L. (red.), vol. II, s. 488–489 Pengeindsamlingen blev i hovedsagen organiseret af Scott, hvilket han fortsatte med i Sydafrika, Australien og New Zealand efter, at "Terra Nova" var afsejlet fra britisk farvand, og det optog en betydelig del af hans tid og energi.Huxley E., s. 183, s. 192–193

Den i særklasse største omkostning var købet af skibet "Terra Nova" for £ 12.500. Skibet havde været i Antarktis tidligere som støttefartøj for Discovery-ekspeditionen.Crane, s. 277 Scott ønskede at sejle hende som et marinefartøj under White Ensign, og for at sikre dette havde han skaffet sig medlemskab i Royal Yacht Squadron. Han var således i stand til at håndhæve militær disciplin på ekspeditionen, og da det var registreret som eskadreyacht, var "Terra Nova" ikke forpligtet til at følge forskrifterne i Board of Trade, hvilket ellers kunne have givet hende sejlforbud.Crane, s. 406

Mål I sin første offentlige appel erklærede Scott: "Hovedmålet med ekspeditionen er at nå Sydpolen og dermed sikre, at æren for denne præstation tilfalder det britiske imperium.""The main objective of this expedition is to reach the South Pole, and to secure for The British Empire the honour of this achievement."

Der fandtes også naturvidenskabelige og geografiske mål – chefforsker Wilson fremstillede det videnskabelige arbejde som ekspeditionens hovedmål: "Ingen skal senere kunne sige, at dette bare var en poljagt. Vi vil, at erobringen af Sydpolen kun skal være et af flere videnskabelige resultater."Edward Wilsons brev sitert av Crane, s. 398: No one can say that it will have only been a Pole-hunt ... We want the scientific work to make the bagging of the Pole merely an item in the results.