(大東流合気柔術, Daitō-ryū Aiki-jūjutsu), oprindeligt kendt som (大東流柔術, Daitō-ryū Jūjutsu), er en japansk kampkunst , der først blev kendt i begyndelsen af det 20. århundrede under Takeda Sōkakus ledelse. Takeda havde en omfattende uddannelse inden for flere former for kampkunst (herunder Kashima Shinden Jikishinkage-ryū og sumo-brydning), og omtalte den stil, han underviste i, som "Daitō-ryū" ("Den store østlige Skole"). Selv om skolens overleveringer beskriver den som knap tusind år gammel, er der ingen kendte, bevarede optegnelser om ryū'en før Takeda. Uanset om man betragter Takeda som den første formidler af kunsten i moderne tid eller dens egentlige grundlægger, begynder den offentligt kendte del af Daitō-ryūs historie med ham. Takedas mest kendte elev var Morihei Ueshiba, grundlæggeren af aikido.
Historie Daitō-ryū siges at strække sig ca. 900 år tilbage i tiden og være udviklet af Shinra Saburō Minamoto no Yoshimitsu (新羅 三郎 源 義光, 1045–1127), der var samurai hos Minamoto-klanen og medlem af Seiwa Genji (den gren af Minamoto-familien, der nedstammer fra den 56. kejser i Japan, Kejser Seiwa). Daitō-ryū er opkaldt efter det palæ, hvor Yoshimitsu boede som barn - , som lå i Ōmi-provinsen (det moderne Shiga-præfektur). Ifølge overleveringen dissekerede Yoshimitsu mænd, der var blevet dræbt i kamp, for at studere deres anatomi med henblik på at udvikle teknikker inden for disciplinerne ledlåse og slag mod vitale punkter (kyūsho-jutsu).Takuma Hisa Sensei, Shin Budo magazine, November 1942. republished as left|thumb|Seiwa Genji's stamtræ. Yoshimitsu havde tidligere studeret den våbenløse kampkunst tegoi, en forfader til den japanske nationalsport sumo, og tilføjede derefter, hvad han kom frem til under sine studier, til denne kunst. Han slog sig til sidst ned i Kai-provinsen (det moderne Yamanashi-præfektur), og videregav, hvad han havde mestret, til sin familie. Sidenhen valgte Yoshimitsus oldebarn Nobuyoshi efternavnet "Takeda" ("Slagmark"), som er slægtens navn den dag i dag. Takeda-familien forblev i Kai-provinsen indtil Takeda Shingens (武田 信玄, 1521-1573) tid. Shingen modsatte sig Tokugawa Ieyasus og Oda Nobunagas indsats for at samle og dominere hele Japan. Efter Shingens, og hans arving Takeda Katsuyoris (武田 勝頼, 1546-1582), død flyttede Takeda-familien til Aizu (et område, der udgør den vestlige tredjedel af det moderne Fukushima-præfektur). right|thumb|Retoucheret fotografi af Takeda Sokaku fra ca. 1888 Selvom disse begivenheder førte til, at Takeda-familien mistede noget af sin magt og indflydelse, forblev den fortsat en del af den herskende klasse i Japan. Flytningen til Aizu og de efterfølgende begivenheder fik stor betydning for det, der endte med at manifestere sig som Daitō-ryū Aiki-jūjutsu i det 19. århundrede. Én vigtig begivenhed var, at Tokugawa Ieyasu's barnebarn, Komatsumaru (1611-1673), blev adopteret af Takeda Kenshoin (fjerde datter af Takeda Shingen). Komatsumaru helligede sig studiet af Takeda-familiens kampkunst, og han blev efterfølgende adopteret af Hoshina Masamitsu. Komatsumaru ændrede sit navn til Hoshina Masayuki (保科 正之), og i 1644 blev han udnævnt til guvernør i Aizu. Som guvernør forordnede han, at alle efterfølgende herskere i Aizu skulle fordybe sig i Ono-ha Ittō-ryū (som han selv havde tilegnet sig), samt oshiki-uchi, en kampkunst, som han udviklede til shogunens rådgivere og samuraier, og som var skræddersyet til de fysiske rammer i et palads. Disse kampsystemer blev inkorporeret i og efterhånden smeltet sammen med Takeda-familiens eksisterende kampkunst.
Ifølge Daitō-ryūs overleveringer var det disse kampkunstformer, som Takeda Sokaku begyndte at formidle også til ikke-medlemmer af familien i slutningen af det 19. århundrede. Takeda havde desuden trænet kenjutsu (sværdfægtning) og lansefægtning med sin far, Takeda Sokichi. Endvidere havde han lært Kashima Shinden Jikishinkage-ryū som uchi-deshi (elev, der bor hos sin mester som en søn af huset) hos den berømte sværdfægtemester Sakakibara Kenkichi. I løbet af sit liv rejste Sokaku meget omkring for at nå sit mål om at bevare sin families kamptraditioner ved at sprede Daitō-ryū over hele Japan.
Takeda Sokakus tredje søn, Takeda Tokimune (武田 時宗 Takeda Tokimune, 1916–1993), blev overhoved for kunsten efter Sokakus død i 1943. Tokimune underviste i, hvad han kaldte - en kunst, der omfattede dels sværdteknikker fra Ono-ha Ittō-ryū, dels de traditionelle Daitō-ryū Aiki-jūjutsu-teknikker. Det var også under Tokimunes ledelse, at de moderne dan-grader blev indført og tildelt Daitō-ryū-elever. Takeda Tokimune døde i 1993 uden at efterlade sig en officiel efterfølger, men et par af hans højtstående studerende, som Kondo Katsuyuki (近藤 勝之 Kondō Katsuyuki, 1945–) og Shigemitsu Kato, er nu ledere af hver deres Daitō-ryū Aiki-jūjutsu-organisationer.
Aiki-jūjutsu Aiki-jūjutsu kan opdeles i tre stilarter: ju-jutsu (hårde teknikker), aiki-no-jutsu (bløde teknikker), og den kombinerede aiki-jujutsu (teknikker med både hårde og bløde islæt). Moderne japansk jujutsu og aikido stammer begge fra aiki-jujutsu, som lægger vægt på "en tidlig neutralisering af et angreb". Ligesom andre former for jujutsu lægger aiki-jujutsu vægt på kaste-teknikker og ledlåse som middel til effektivt at kontrollere eller kvæste en angriber. Af særlig betydning er timingen i en defensiv teknik, som enten smelter sammen med eller neutraliserer et angrebs virkning og vender kraften i angriberens bevægelse mod ham selv. Daitō-ryū er kendetegnet ved rigelig brug af atemi (slag mod vitale områder) for at skabe åbninger til ledlåse eller kast.
Nogle af kunstens slagteknikker anvender sving med udstrakte arme til at skabe kraft og til at slå fra uventede vinkler, hvilket f.eks. kan ses i teknikker såsom den atemi, der indleder gyaku ude-dori (omvendt albue-lås). Takeda Tokimune påpegede, at en af kunstens unikke egenskaber er tilbøjeligheden til at kontrollere en nedtaget angribers led med knæet, så man har hænderne fri til at gribe et våben eller til at håndtere eventuelle andre angribere.
Grene Aktuelt er der flere grupperinger, hvor der undervises i Daitō-ryū. Hver af dem fører deres stamtræ tilbage til Takeda Sokaku gennem én af hans fire vigtigste elever: Kōdō Horikawa (堀川 幸道 Horikawa Kōdō, 1894–1980), som grundlagde Horikawa-grenen; Yukiyoshi Sagawa (Sagawa Yukiyoshi, 1902–1998), som var ankermand for Sagawa-grenen; Takeda Tokimune, ophavsmand til Tokimune-grenen; og Takuma Hisa (久 琢磨 Hisa Takuma, 1895–1980), som udgjorde grundfjeldet for Hisa-grenen.
Horikawa Horikawa-grenen følger Daitō-ryū som fortolket og formidlet af Kōdō Horikawa. Den omfatter flere organisationer, der alle tager udgangspunkt i Horikawas tilgang.
blev dannet af en gruppe af Horikawas elever, hvis fokus på og fordybelse i aiki-elementer tydeligt afspejler deres læremesters måde at bevæge sig på. Kōdōkai har hovedkvarter på Hokkaidō og ledes af Yusuke Inoue (Inoue Yasuke, født 1932). Inoues far var, ligesom Inoues læremester Horikawa, direkte elev af Takeda Sokaku. Inoue fik sin fulde lærerlicens (Menkyo Kaiden) gennem Horikawas testamente.
To betydningsfulde undervisere forlod Kōdōkai for at grundlægge deres egne traditioner. Den første var Seigō Okamoto (岡本 正剛 Okamoto Seigō, 1925-2015), som grundlagde . Hans tilgang til og fokus på aiki og kast baseret på små bevægelser har vundet en del udbredelse, og de forskellige organisationer, der opstod i kølvandet på opløsningen af Roppōkai efter Okamotos død, har vundet stor udbredelse i udlandet, især i USA og Europa. Okamotos første shibu uden for Japan lå i Danmark, og ikke mindst her i landet ses flere organisationer, der viderefører Okamotos lære, primært Ougi-no-kai ((大東流合気柔術奥義之会 Daitō-ryū Aiki-jūjutsu Ōgi-no-kai)Daitō-ryū Aiki-jūjutsu Ōgi-no-kais hjemmeside .
Den næste organisation uden for Roppokai blev etableret af Katsumi Yonezawa (米沢 克巳 Yonezawa Katsumi, 1937–1998) under navnet (牧羊館, Bokuyōkan). Tidligt i 1970erne, mens Yonezawa stadig var en af de mere erfarne instruktører i Kodokai, var han den første, der bragte Daitō-ryū Aiki-jūjutsu til USA og Canada. Bokuyōkan ledes nu af hans søn Hiromitsu Yonezawa (Yonezawa Hiromitsu) og har hovedkvarter på Hokkaidō, med adskillige shibu i USA og en dojo i Tyskland.
Sagawa right|thumb|Tsukuba Universitet, hvor instruktører fra Sagawa-grenen fortsat underviser i aiki-jūjutsu. Den sidste hovedgruppe består af elever af Yukiyoshi Sagawa (佐川 幸義, Sagawa Yukiyoshi, 1902–1998), som engang var nummer to i arvefølgen efter Takeda Sokaku (efter Tokimune, i tilfælde af at denne skulle omkomme under Anden Verdenskrig, hvilket som bekendt ikke blev tilfældet). Sagawa drev kun én dojo og havde en relativt lille gruppe elever. Han begyndte at træne Daitō-ryū under Takeda Sokaku i 1914 efter at have lært kunstens grundtræk af sin far, Sagawa Nenokichi (1867–1950), som også var elev af Sokaku og var blevet tildelt Kyōju Dairi (lærerlicens) i systemet. Selvom mange anså den Yukiyoshi Sagawa for at være en af Sokakus dygtigste elever, modtog han ganske vist kyoju dairi i 1932, men blev aldrig tildelt menkyo kaiden (mesterlicens i det komplette system), idet Takeda på det tidspunkt simpelthen ikke udstedte menkyo kaiden til nogen (hvilket også anses for at være grunden til, at Morihei Ueshiba, aikidos grundlægger, heller aldrig modtog menkyo kaiden). Sagawa var ofte Takedas hjælpelærer og ledsagede ham på mange rejser rundt i Japan for at formidle Daito-ryu. Sagawa forfinede kunsten at anvende aiki og sagdes at have været en imponerende udøver indtil meget sent i livet. I kølvandet på den populære bog Transparent Power blev der lavet en artikelserie om ham i Aiki News-tidsskriftet kort før hans død i 1998.
Tatsuo Kimura (木村 達雄 Kimura Tatsuo, født 1947), professor emeritus i matematik ved Tsukuba Universitet og en af Sagawas mest erfarne elever, forestod en lille aiki-jūjutsu-træningsgruppe ved denne institution. Han gik på pension i juni 2013 og underviser ikke længere offentligt i Daito Ryu, men har stadig en lille gruppe elever på privat basis. Han har skrevet to bøger om sin træning under Sagawa: Transparent Power og Discovering Aiki.
Tokimune Tokimune-grenen tager udgangspunkt i kunsten, som den blev formidlet af Tokimune Takeda, søn af Takeda Sokaku og den officielle arving, efter at Sokaku var gået bort. Da Tokimune døde, havde han som nævnt ikke udpeget en efterfølger; derfor er der to grupperinger, der viderefører hans lære.
Den første gruppe ledes af Katsuyuki Kondō, som begyndte sin træning under Tsunejiro Hosono og fortsatte under Kōtarō Yoshida (吉田 幸太郎 Yoshida Kōtarō, 1883–1966) i nogen tid, før han blev præsenteret for Tokimune. Som følge af de avancerede lærerlicenser, Kondō havde fået af Tokimune, betragter hans elever hans linje som Daitō-ryūs "hovedlinje". Kondō har arbejdet for at udbrede kunstens synlighed ved at afholde seminarer både i Tokyo og i udlandet, især i Europa og i USA. I de senere år er der opstået fire shibu (underafdelinger) i Europa, som ledes af fire af Kondōs elever, som har opnået 3. dan - den grad, der berettiger en gruppe til shibu-status: Alex Muracchini og Luca Canovi fra Italien, Niels van Willigen fra Holland og Jevgenij Bodrenko fra Rusland. I USA findes der også flere shibu-dojoer, så som Derek Steels i Philadelphia, Mark Sumis i Los Angeles og José Garridos i New York. Herudover findes flere træningsgrupper.
Den anden gruppe i Tokimune-grenen ledes af Shigemitsu Kato og Gumpachi Arisawa, som i mange år var først elever, siden instruktører i Tokimunes oprindelige Daitokan-hovedkvarter på Hokkaidō. Denne organisation bærer navnet . Der er tale om en mindre organisation, der primært omfatter Hokkaidō, men også har stærke forbindelser til grupper i Europa (især Italien), USA og Brasilien.
Hisa right|thumb|Asahi-avisens hovedkontor i Osaka, Japan, hvor mange Daitō-ryū-teknikker blev foreviget fotografisk og på film i forbindelse med både Morihei Ueshibas og Takeda Sōkakus undervisning.