Ove Høegh-Guldberg (1. september 1731 i Horsens – 8. februar 1808 på Hald Hovedgård ved Viborg) var dansk statsmand, teolog og historiker. Han var bror til Christian Høegh og far til Christian, Frederik, Julius og Peder Høegh-Guldberg.
Uddannelse og tidlig karriere i Sorø Han var søn af Jørgen Pedersen Høg (1683-1751, gift 1. gang 1711 med Anne Michelsdatter, død 1722) og derefter med Helene Dorthea Ovesdatter Guldberg (ca. 1697-1742). Hans far, Jørgen Høg, var købmand, siden bedemand, i Horsens, hvor sønnen fødtes 1. september 1731. Moderen, Helene Dorthea Ovesdatter, født Guldberg, var præstedatter. Kårene i hjemmet var meget små, og Guldberg måtte som barn spise på omgang hos nogle velhavende borgere i Horsens. Det skyldtes hjælp af hans morbroder Dines Guldberg, præst i Gylling, at han blev sat i stand til at studere. Efter sin mor og morfar Ove Hansen Guldberg antog han allerede i skoletiden navnet Guldberg (efter Guldbjerg Sogn på Fyn, hvor både hans oldefar og tipoldefar på mødrene side var præster frem til 1672), medens han i 1777 blev adlet under navnet Høegh-Guldberg.
Men hans forhold som student (hvilket han blev 1749) var så fattige, at han måtte forlade København og ernære sig som huslærer i Jylland, samtidig med at han læste til teologisk embedseksamen på Københavns Universitet. Efter at han havde taget den (1754), påbegyndte han videnskabelige studier. Han må have tildraget sig opmærksomhed som en lovende ung videnskabsmand. I det mindste blev han 1761 ansat som professor eloqventiæ (professor i veltalenhed/retorik) ved Sorø Akademi. Hans videnskabelige interesser var og vedblev hele hans liv igennem at være overvejende teologiske og historiske. Det var et vidnesbyrd om hans kærlighed til den klassiske oldtids historie, at han i disse år udgav en oversættelse af Plinius den yngres Lovtale til Trajan med en indledning om den romerske statsforfatning (1763). Når han 1761 offentliggjorde Tanker om Milton og den saakaldte religiøse Poesi, viste det, at han med sine historisk-teologiske interesser forbandt en vis æstetisk sans. Denne fandt også et udtryk deri, at han var medstifter af Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme, og han vandt præmien for besvarelsen af en prisopgave, dette selskab udsatte, nemlig Svar paa det Spørgsmål, hvilken Indflydelse det har i de skjønne Videnskaber, naar oplyste Folk stræbe at overgaa Hinanden (udkommet 1761).
Lærer for Arveprins Frederik I 1764 forlod Guldberg Sorø Akademi, da han blev kaldet til lærer for Arveprins Frederik; en stilling, han senere afløste med at blive kabinetssekretær hos prinsen (1771). Som lærebøger til brug for arveprinsen skrev Guldberg bl.a. Den naturlige Religion som en Indledning til den Aabenbarede (1765). Hans fornemme elev var imidlertid for ubegavet til, at hans undervisning kunne bære rige frugter; men han brugte ved siden af sin tid til omfattende studier. For en del har han nedlagt udbyttet deraf i sit betydeligste videnskabelige arbejde: Verdens Historie, der udkom i 3 bind (1768-72). Uheldigvis blev dette værk kun et fragment, der som en følge af den påfaldende vidtløftighed, hvormed forfatteren behandlede de ældste tiders og jødernes historie, ikke nåede længere ned i tiden end til den peloponnesiske krigs slutning. Nu har dette skrift kun litteraturhistorisk interesse; det er, som det naturlig måtte være, i kritisk henseende meget svagt, uden noget sikkert princip for kritikken, og forfatterens religiøse ortodoksi er drevet til yderligheder; men det vidner om en betydelig læsning, og det står højt, hvad fremstillingen angår. Der er både liv og kraft der i, på sine steder virkelig åndrighed. Samtidig holdt Guldberg sig ikke borte fra den drøftelse af forskellige økonomiske og finansielle spørgsmål, som trykkefriheden fremkaldte. Han skrev dels under pseudonymet "Philodanus", dels anonymt et flyveskrift: Azan eller den for Gield udfriede Fyrste (1771), der nærmest kan læses som en beskrivelse af Guldbergs idealstat. Hovedstaden i den fiktive stat Cappadocien har herskeren inddelt i 12 kvarterer, for hvert kvarter er der en overopsynsmand, og i hvert kvarter er der en opsynsmand for hver snes huse. Disse opsynsmænd skal holde øje med beboerne og sørge for at de opfører sig korrekt, helt ned til de mindste detaljer, såsom at de forvalter deres formue ordentlig, opdrager deres børn godt, at ingen unge piger bliver forført. Det viser, at Guldbergs politiske tanker allerede tidligt var strengt autoritære og konservative, og at staten skulle have en rolle at spille i alt hvad borgeren foretog sig. På den anden side skulle disse opsynsmænd også sørge for at gamle, svagelige og forældreløse børn ikke blev forsømt, og at de blev understøttet. Denne form for statslig understøttelse blev ikke normalt anset for at være statens rolle i denne periode i historien.H.L. Bisgaard, Den danske Nationaløkonomi i det 18. Aarhundrede, København: H. Hagerups Forlag 1902, s. 86ff.
Guldbergs senere virksomhed som statsmand giver flere udtalelser af ham i disse småskrifter interesse; men han fandt en alvorlig kritiker i Christian Martfelt, der blandt andet udtalte om ham, at han ikke havde sagt "andet end det, enhver god Borger bør vide, som ikke vil passere for rent Fremmed i landets Økonomi og Kommerce".
Opposition til Struensees regime Guldberg var en konservativ natur og samtidig meget dansksindet, hvilket naturligt gjorde ham til en arg modstander af Johann Friedrich Struensee og dennes reformer. Struensee, der ved sit embede som kong Christian VII's livlæge og ved sin bejlen til dronning Caroline Mathilde gradvist havde tilranet sig magten, var tyskfødt og europæisk, ikke nationalt orienteret. Der havde således udviklet sig en nationalistisk opposition mod ham. Struensees styre var kulminationen på mange års tysk indflydelse ved hoffet, og hans regime gav stødet til dannelsen af en gryende dansk national identitet.Ole Feldbæk, 2003, s. 332.
Struensee havde, efter at have overtaget kontrollen med kongen og især med hans underskrift, frit spil til at reformere det danske samfund efter sin egen fortolkning af oplysningstidens idéer. En del af disse reformer involverede blandt andet at indføre embedsmænd fra Tyskland. Struensee gik frem for alt efter at ansætte embedsmænd, der var kvalificerede til de poster de skulle bestride, og langt de fleste veluddannede embedsmænd kom fra Tyskland. En tradition, der i øvrigt ikke var startet med Struensee, men havde været en del af magtspillet siden enevældens indførelse i Danmark, hvor kongen havde tilgodeset tyske adelige på bekostning af de danske.Ole Feldbæk, 2003, s. 330
Guldberg deltog under det nævnte pseudonym "Philodanus" i den skriftlige debat, der opstod som følge af den trykkefrihed, som Struensee indførte. Hans væsentligste bidrag til denne anonyme trykkefrihedstidslitteratur er modskrifterne mod forfatteren "Philopatreias" (Jakob Christian Bies) skrifter.Edvard Holm, Nogle hovedtræk af trykkefrihedstidens historie, 1975 (1885), s. 38 Philopatreias havde først og fremmest agiteret for, at lønningerne til de ansatte i kirken skulle sættes ned, men skriftet var i det hele taget fyldt med personlige anslag og ugrundede beskyldninger. Herimod udgav Guldberg skriftet Undersøgelse, af Philopatreiases Anmærkninger. 1ste-2det Hefte (hhv 1770 og 1771) der sagligt gennemgik Philopatreias' indvendinger og afviste dem.
Modsætningen imellem Guldbergs og Struensees livsanskuelse og grundsætninger var så stor som vel tænkeligt; han mente, som han personlig har udtrykt det, at "Fædrelandet, rystet ved Struensees rasende Parti, hvert Øjeblik truedes med Undergang", og hans forbitrelse æggedes kun mere ved de krænkelser, som arveprinsen og dennes moder, enkedronning Juliane Marie, var udsat for. Guldberg mente derfor fuldt ud at gøre sin pligt, da han deltog i sammensværgelsen imod Struensee. Ved kuppet mod Struensee 17. januar 1772 spillede Guldberg en central rolle som den, der formidlede kontakten mellem enkedronningen og kuppets ledere. Han var også med til idømme Struensee og grev Enevold Brandt de straffe, som selv i samtiden blev anset som værende unødvendigt blodige.Se Johann Friedrich Struensee#Retssag og henrettelse
Høegh-Guldberg ved magten 1772-1784 Efter Struensees fald kom Guldberg til at spille sin vigtige rolle i den regering, der efter ham har fået navn af den guldbergske periode. Forordningen af 13. februar 1772 havde skullet gøre ende på kabinetsregering efter struenseesk mønster og tilsyneladende lagt magten i Gehejmestatsrådets hænder. Høegh-Guldberg selv fik ikke sæde i dette, men fortsatte i stillingen som kabinetssekretær for arveprinsen. De forfremmelser, der i den følgende tid blev ham til del, var vel i og for sig hurtige og store, men dog langsomme i sammenligning med, hvad Struensees karriere havde været. 11. oktober 1774 udnævntes han til gehejmekabinetssekretær hos kongen, 14. maj 1776 blev han stats- og gehejmekabinetssekretær, han fik Dannebrogordenen 29. januar 1776, blev adlet 11. oktober 1777 (fra 1773 at regne) med navnet Høegh-Guldberg, opnåede 22. november 1780 titel af gehejmeråd og fik ni dage efter (1. december) titel af gehejmestatsminister. Endelig blev han virkelig gehejmestatsminister og medlem af Gehejmekonseillet 6. april 1784; men allerede otte dage efter afskedigedes han ved regeringsforandringen 14. april 1784. Ved siden deraf var han blevet assessor i Skatkammeret 3. juni 1773, medlem af Overbankdirektionen og Den ekstraordinære finanskommission (13. april 1782) samt af den vedvarende direktion for Sorø Akademi (9. oktober 1782). Endelig havde han sæde i kommissionen for skolevæsenets omordning og i en kommission til "bedre Indretning af de kongelige Skuespil".
Denne opregning af hans forskellige stillinger og værdigheder viser, at det ikke var mere end otte dage før hans afskedigelse, at han fik sæde i statsrådet; men alverden havde fra først af vidst, at han udøvede en overordentlig indflydelse over dem, der under Christian VII's tiltagende sindssyge kunne kaldes statens virkelige regenter, arveprinsen og enkedronning Juliane Marie. Ove Høegh-Guldberg blev, efter kuppet mod Struensee, stats- og gehejmekabinetssekretær og fik stadig mere magt, fordi han selv afgjorde sagerne uden om statsrådet.
Samtidig bør man dog ikke tro, at Guldberg havde den totale magt over regeringen, for han har i sine breve talt om forholdsregler, han gerne havde villet sætte igennem, uden at det var lykkedes ham. Det var Andreas Peter Bernstorff, der stod for den danske udenrigspolitik fra 1773 til 1780, og også Joachim Otto Schack-Rathlou havde i mere end én retning meget at sige. Heinrich Carl von Schimmelmann, om hvem en samtidig statsmand, grev Adolph Sigfried von der Osten, i året 1776 skrev, at han nu "var det store Hjul", havde indtil sin død 1782 den afgørende mening på det finansielle område, og Høegh-Guldberg følte selv, at der måtte tages stærkt hensyn til hans ønsker. Det ville derfor være meningsløst at sidestille Høegh-Guldbergs magt med den, som Struensee havde udøvet. Men det var dog fuldt berettiget, når man allerede snart efter dennes fald mente, at den, som det synes, ubegrænsede tillid, Høegh-Guldberg fandt hos enkedronning Juliane Marie og arveprinsen, i det hele og store gav ham mere indflydelse end nogen anden enkelt mand, og det var ved siden deraf umuligt at tage fejl af, at han spillede en vigtig rolle i de forskellige direktioner og kommissioner, hvori han havde sæde. Allerede 1773 omtalte grev von der Osten ham i et brev som den, der rådede for "Regn og Solskin", og Schimmelmann betegnede ham et par år senere som en mand, hvis venskab nødvendigvis måtte kultiveres; men han fik stedse større og større råderum. Han angav selv senere i et privatbrev, at han først fra september 1783 "indflød med fuldstændig Virksomhed", det vil sige blev enerådende på det finansielle og økonomiske område; men i andre retninger var han det allerede tidligere.
Bernstorffs fald: Høegh-Guldbergs udenrigspolitik