thumb|Peter Friderich Suhm. Malet af Jens Juel. Peter Frederik Suhm (også Friderich) (født 18. oktober 1728 i København, død 7. september 1798 i Øverød ved Holte) var en dansk historiker og bogsamler.
Suhm var en søn af kommandørkaptajn (senere admiral) Ulrik Frederik Suhm (død 28. november 1758). Han blev født i København og i sin barndom fik han privat undervisning af forskellige lærere, heriblandt flere både dygtige og samvittighedsfulde mænd, og da han besad et udmærket nemme og stor lærelyst, gjorde han hurtig fremgang. Fra sit 11. til sit 18. år havde han Niels Chr. Graae til lærer, hvem han har givet det vidnesbyrd:
Han vedligeholdt og opflammede Lysten hos mig til de gamle (forfattere) og de gamle Sprog, ej ved at drive paa mig, langt mindre ved at knurre, men ved at gjøre al Ting let, ved at fortælle mig forud Indholdet af hvert Stykke og ved at vise mig dets Nytte og Skjønheder. Han var taalmodig, mild og beleven. Hvad jeg ved, maa jeg takke hans Lærdom og Flid for, men særdeles hans lette og milde Undervisningsmaade.
Ungdoms og studieår I januar 1746 blev Suhm privat indskrevet ved Københavns Universitet. Han var sikkert i mange retninger et ualmindelig udviklet ungt menneske, men den omstændighed, at han næsten hele sin skoletid havde læst alene og i sin læsning til dels havde fulgt sit eget hoved, bidrog vistnok til, at hans senere store forfattervirksomhed bærer præg af en vis mangel på metode og stringens. Sandsynligt er det også, at den stærke frihedstrang, der senere ytrede sig hos ham, har fået næring ved de overordentlig frie former, under hvilke han i sin barndom og ungdom havde tilegnet sig sine kundskaber.
Endnu efter at Suhm var blevet student, havde han privatlærere i forskellige fag som matematik og legemlige færdigheder. Da han var adelsmand, faldt det for øvrigt som af sig selv, at hans forberedelse til embedsbanen måtte ske gennem det juridiske studium, der dog ikke i nogen høj grad kunne fængsle hans livlige ånd. Inden han endnu var fyldt 20 år, blev han 23. februar 1748 udnævnt til assessor i Hofretten; tillige synes han i nogen Tid at have været auskultant i Højesteret. Hofjunkertitelen havde han tidlig fået, og 1749 udnævntes han til kammerjunker, hvorved han fik adgang til hoffet. Men hoflivet var ellers ikke det, der fængslede denne unge mand, for hvem frihed og uafhængighed gik frem for alt. Embedsvejen havde heller ikke nogen tiltrækning for ham, hvorfor han frasagde sig stillingen som assessor i Hofretten, ligesom han i en senere alder afslog tilbuddet om at blive assessor i Højesteret. Et litterært otium var hans ideal.
Allerede i sin skoletid havde han syslet med selvstændige udarbejdelser. Selv siger han, at det var ved læsning af Ludvig Holbergs skrifter, han først fik lyst til at betræde forfatterbanen.Professor Johannes Peder Anchersen fik stor indflydelse på den litteraturelskende unge mand, og efter Anchersens tilskyndelse udgav han 1749 De gamles Krigsskole, aabnet ved de gamle Skribenters, Frontini, Polyæni, Æliani og Arriani, Oversættelser, i fortalen til hvilket skrift han omtaler den udmærkede hjælp, han havde haft af Hans Grams "kostbare og udvalgte Bibliothek", ligesom han med den største berømmelse omtaler Jacob Langebeks tale Videnskabernes Haab under Kong Frederik V's Regering som et mønster i dansk veltalenhed, han kunne ønske at efterligne. Her er nævnt to mænd, der i forbindelse med Johannes Peder Anchersen fik stor indflydelse paa Suhms studieretning, og til hvem han sluttede sig med megen hengivenhed.
Det var i selskab med sådanne mænd, den unge hof- og kammerjunker følte sig hjemme, og det var deres bifald, han søgte at vinde ved sine skrifter. Det har sikkert derfor været en stor glæde for ham i 1750 at blive optaget som medlem af det ved Langebek stiftede Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie. Også til Holberg trådte Suhm i nærmere forhold, og det var langt fra, at den unge mand, der ved siden af sine oversættelser af antikkens skribenter også forsøgte sig som dansk komedieforfatter, lod sit mod nedslå, ved at Holberg, efter at have gennemlæst et af hans dramatiske forsøg, gav ham det tilbage med den bemærkning, at det "ikke duede meget". Så tog han fat på oversættelser af Plautus' komedier, og da Holberg heller ikke fandt disse "at være med de bedste", gav Suhm sig efter sin strenge censors forslag til at oversætte franske teaterstykker. Disse forsøg må være lykkedes bedre for ham, da flere af dem blev opførte på Den Danske Skueplads (der senere blev til Det kongelige Teater). At Holberg i det hele har sat ikke ringe pris på den mærkelige unge kammerjunker, der så klart var anlagt for litterær virksomhed, og som fandt sin bedste glæde i lærde og dygtige mænds selskab, viste han ved at ledsage Suhms oversættelse af Pythagoræ gyldne Vers, P. Syri Sentenser og Phædri Fabler (1750) med et meget anbefalende forord. Og vist er det, at Suhm, inden han endnu var 21 år, havde lagt en mærkværdig forfatterevne for dagen og vist en litterær interesserethed, der vel endnu var spredt over et meget stort felt, men dog tydede på, at når han kunne få lykke til at samle sine kræfter om større opgaver, ville han kunne udrette noget betydeligt, da hans arbejdsevne svarede til hans lyst og gaver til litterær virksomhed.
Mens Suhm brugte sine ungdomsår i København til flittige studier og travl syslen med pennen, var der gode venner, som tænkte på at skaffe ham en mere betrygget fremtid end den, han kunne opnå som uformuende litterat. For embedsvejen, der jo ellers lå ham åben, havde noget afskrækkende for ham, da han ikke ønskede at binde sig til bestemte pligter, der kunne fratage ham hans frihed. Noget andet måtte altså forsøges.
Ægteskab og tiden i Norge thumb|P.F. Suhms søn, Ulrik Frederik Suhm (1761-1778). Ukendt kunstner. I Trondheim levede dengang generalløjtnant Johan Frederik Frølich, hvis hustru var beslægtet med familien Suhm. Gennem dette ægtepar blev Suhm gjort opmærksom på, at der i Trondheim fandtes en ung og meget rig arvedatter, og at hans fremtid ville være sikret, hvis han kunne vinde hende. Hendes navn var Karen Angell. Hun var født 16. maj 1732 og var eneste levende barn af den rige handelsmand etatsråd Lorents Angell, der var død 19. marts 1751 og hans endnu levende hustru, Sara, født Collett. Det var udsigten til ægteskab med denne unge pige, der drog Suhm til Norge, der siden i en række år holdt ham fast.
I juni 1751 begav Suhm, der kort forinden havde fået titel af etatsråd, sig på vejen til Trondheim ledsaget af to lærde nordmænd, i hvem han havde fundet gode og tro venner, nemlig Benjamin Dass og Gerhard Schøning, af hvilke den første hidtil havde været rektor ved latinskolen i Trondheim, og den anden, der var en discipel af Dass, nu drog op for at overtage styrelsen af nævnte skole. Sammen med disse gennemrejste Suhm nu Norge og kom en måneds tid efter afrejsen fra København til Trondheim. Her synes den sag, for hvilken han var draget så højt mod nord, allerede at have været godt forberedt af ovennævnte general og frue, for Suhm kom, så og sejrede. En uge efter ankomsten blev han nemlig forlovet med Karen Angell. Da hun endnu bar sorg over faderen, fandt brylluppet først sted 19. april 1752. For at få bruden havde Suhm måttet forpligte sig til at blive i Trondheim, så længe hans svigermoder levede og at lade hende sidde i uskiftet bo. Dette kunne allerede være noget tyngende. Værre var det, at afdøde Lorents Angells bror og deltager i handelsforretningen, den siden berømte legatstifter Thomas Angell, der havde boet i hus sammen med broderen og siden med enken, havde tilegnet sig et sådant herredømme i huset og forretningen, at de unge folk måtte tage enhver skilling af hans hånd. Det kunne føre til ubehageligheder og gav da også anledning til sammenstød. Dog forblev Suhm og hans hustru boende i Trondheim – om sommeren på landejendommen Grilstad i Strinden – endnu ni år efter moderens død i 1756. Af deres ægteskab fødtes kun ét barn, sønnen Ulrik Frederik Suhm (født 1761), der blev et meget lovende ungt menneske, men allerede døde 3. januar 1778 til forældrenes store sorg, som de gav et ydre udtryk i den overordentlig skønne og pragtfulde marmorsarkofag, der gemmer hans støv i den nuværende Christians Kirke på Christianshavn, hvor også forældrene fandt deres hvilested.
Suhms ægteskab og ophold i Trondheim førte ham mere ind i det selskabelige liv end tilfældet havde været i København, men i øvrigt fortsatte han sine flittige studier med ikke mindre kraft end før. I forening med Schøning udgav han 1757 Forsøg til Forbedringer i den gamle danske og norske Historie, et skrift som gav anledning til, at Suhm efter grev Johan Ludvig Holsteins forslag 1758 valgtes til medlem af Videnskabernes Selskab i København, blandt hvis skrifter forskellige historiske afhandlinger af ham senere blev optaget, heriblandt Om de danskes og norskes Handel og Sejlads i den hedenske Tid (1762) og Tanker om Vanskeligheden ved at skrive den gamle danske og norske Historie (1763). Da Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab blev stiftet 1760 i Trondheim (under navnet Det Trondhiemske Selskab) af biskop Johan Ernst Gunnerus, var Suhm et af dets første medlemmer og leverede flere bidrag til dets skrifter. Under pseudonymet "Philalethus" udgav han Throndhjemske Samlinger I-V (1761-1765), der indeholder afhandlinger og meddelelser af meget broget art, men alt vidnende om Suhms overordentlig udstrakte læsning og hurtige opfattelsesevne.
Tilbage i København Efter at have boet 14 år i Trondheim forlod Suhm 1765 med sin familie byen for at tage bolig i København. Anledningen var nærmest den, at det var kommet til et brud mellem ham og hans hustrus farbroder, Thomas Angell, hvilket førte til, at sidstnævnte testamenterede sin store formue til velgørende øjemed. Sagnet fortæller, at Suhms frue en aften, da de havde selskab, havde glemt at lade den gamle mand få sin sædvanlige aftengrød op i sin stue, og følgen blev, at han flyttede ud af den gamle gård, som han ellers kun forlod de to gange om året, han gik til alters, og at hans broderdatter og hendes mand mistede udsigten til at arve ham. For øvrigt havde Suhms lærde venner i København længe ønsket, at han skulle være dem nær, hvad hans egne studier også gjorde ønskeligt for ham, især da det blev ordnet således, at hans tro studiefælle Gerhard Schøning samtidig kunne ombytte rektoratet i Trondheim med et professorat i Sorø, mens den tidligere nævnte trondheimske ven magister Benjamin Dass allerede i en del år havde boet i København, hvorfra han på en vittig og underholdende måde havde holdt Suhm ajour med de litterære forhold og personligheder i hovedstaden.
Efter at Suhm selv var kommet til København, hvor hans moder (død 1767) endnu levede, købte han en anselig gård i Pustervig med rum for hans allerede betydelige og stadig voksende bogsamling samt tilhørende have (til dels den nuværende Hauser Plads), hvor han i to pavilloner havde sin samling af mærkelige naturgenstande og andre rariteter. Senere erhvervede han en lystgård i Øverød (Suhmsminde, nedrevet 1959), hvor han med familie opholdt sig om sommeren og rigtig havde lejlighed til at tilfredsstille sin passion for havevæsen. Både her og i hovedstaden førte han et ret selskabeligt liv, og dog fandt han tid til læsning og excerpering af så talrige bøger, at næppe ret mange i den henseende har overgået ham. Hans litterære interesser strakte sig over et bredt felt: Historie, teologi, filosofi, økonomi, politik, æstetik og litterær kritik lå inden for hans synskreds, og i alle disse fag og vel endnu flere har han optrådt som forfatter, om han end ikke stak lige dybt i dem alle. Hans tænkeevne var levende, og han arbejdede med stor lethed. Desuden besad han en lykkelig sindsligevægt, noget, der bidrog til, at han blev afholdt af alle. En ung svensk videnskabsmand, J.H. Lidén, der 1768 besøgte København og jævnlig kom til Suhm, skriver om ham: