thumb|350px|Med uret øverst fra venstre: Harold Godwinson på Bayeux-tapetet. Glasmosaik fra 1400-tallet i York Minster, der viser en scene fra Apokalypsen; Salisbury Cathedral bygget i 1200-tallet; Ormsideskålen fra 800-tallet.

England i middelalderen er Englands historie fra slutningen af 400-tallet til begyndelsen af tidlig moderne tid i 1485. Da England voksede frem efter Romerrigets fald, hang økonomien i laser, og mange byer var forladt. Efter århundreder med germansk migration begyndte der at opstå ny identitet og kultur. Det udviklede sig til kongeriger, der kæmpede om magten. En rig kunstnerisk kultur blomstrede under angelsakserne, der producerede episke digte som Beowulf og sofistikerede metalarbejder. Angelsakserne konverterede til kristendommen i 600-tallet, og klostre blev opført over hele England. I 700- og 800-tallet blev landet hærget af vikinger, og kampene varede i flere årtier. Wessex blev det mægtigste kongerige, og det fik en engelsk identitet til at vokse. På trods af gentagne arvekriser og danerne, der fik magten i begyndelsen af 1000-tallet, var England i 1060'erne en magtfuld centraliseret stat med et stærkt militær og en stærk økonomi.

Den normanniske erobring af England i 1066 førte til, at den angelsaksiske elite blev besejret og blev erstattet med normannisk og fransk adel og deres tilhængere. Vilhelm Erobreren og hans efterfølgere overtog det eksisterende statssystem, undertrykte lokale oprør og beherskede befolkningen fra en række borge. De nye herskere introducerede en feudal tilgang og afskaffede slaveri, men skabte en langt bredere gruppe ufrie arbejdere med livegenskabet. Kvindens position i samfundet ændrede sig, da love om land og herredømme blev ændret. Englands befolkning blev mere end fordoblet i 1100- og 1200-tallet, og det fik byerne til at vokse og handlen til at blomstre. Det blev hjulpet på vej af den middelalderlige varmeperiode i Nordeuropa. Nye klostre blev bygget, mens kirkelige reformer førte til spændinger mellem ærkebiskopper og konger. På trods af udviklingen i England og det juridiske system førte det til borgerkrige og tabet af Normandiet.

I 1300-tallet kom stor hungersnød og den sorte død, som udryddede omkring halvdelen af Englands befolkning. Det medførte økonomisk kaos og underminerede den gamle politiske orden. Social uro fulgte og resulterede i Peasants' Revolt i 1381, mens der med ændringer i økonomien opstod en ny landadel, og adelstanden begyndte at udøve magt via bastard feudalisme. Næsten 1.500 landsbyer blev forladt, og mange søgte nye muligheder i byerne. Nye teknologier opstod, og England frembragte store middelalderlige filosoffer og videnskabsmænd. Engelske konger gjorde i 1300- og 1400-tallet krav på Frankrigs trone. Det medførte hundredårskrigen. England havde stor militær succes, og økonomien blomstrede som følge af international handel med uld og klæde. Men i 1450 kom England i krise, da det mødte modstand i Frankrig, og en nedgang fulgte. Mere social uro brød ud før rosekrigene, der blev udkæmpet mellem rivaliserende dele af den engelske adel. Henrik 7.s sejr i 1485 markerer normalt afslutningen på middelalderen i England og begyndelsen på den tidlige moderne tid.

Politisk historie

Tidlig middelalder (600–1066)

Ved begyndelsen af middelalderen var England en del af Britannien, en tidligere provins i Romerriget. Den engelske økonomi var domineret af romerne, der brugte mange penge på store militæranlæg og også hjalp med at udbygge vejnet, byer og villaer.Fleming, pp. 2–3. Ved udgangen af 300-tallet var de romerske legionærer stort set trukket tilbage, og den engelske økonomi kollapsede.Fleming, p. 24. Germanske immigranter begyndte at rejse til landet i større tal i 400-tallet; oprindeligt hvor de fredeligt etablerede små gårde og bosættelser.Fleming, pp. 30, 40. Ny politisk og social identitet opstod med en angelsk kultur i Østengland og en saksisk kultur i syd med lokale grupper i nye regiones, som var mindre politiske områder, der blev styret af magtfulde familier og enkeltpersoner.Fleming, pp. 76–77, 106-107. I 700-tallet var flere af disse herskere som dem i Wessex, East Anglia, Essex og Kent, begyndt at kalde sig konger, og de boede i villae regales, kongecentre, og indsamlede penge fra de omkringliggende regiones. Disse syv kongeriger bliver ofte omtalt som heptarkiet.Fleming, p. 110.

thumb|right|Ceremoniel angelsaksisk hjelm fra Sutton Hoo-graven fra 600-tallet.

I 600-tallet voksede Kongeriget Mercia sig stærkt under kong Pendas ledelse.Fleming, p. 205. Mercia invaderede nabolandene, til det mere eller mindre kontrollerede omkring 50 regiones, der dækkede en stor del af England.Fleming, pp. 205–207. Mercia og de andre kongeriger, der blev ledet af krigereliten, fortsatte med at kæmpe om territorier igennem 700-tallet.Fleming, p. 208. Massive jordvolde, som Offa's Dyke, der blev bygget af Offa af Mercia, hjalp med at forsvare vigtige grænser og byer.Fleming, p. 271. I 789 begyndte de første skandinaviske plyndringstogter; disse vikingetogter blev mere hyppige og omfattende til 865, hvor den store hedenske hær invaderede England, erobrede York og besejrede kongeriget East Anglia.Fleming, pp. 219–221. Mercia og Northumbria faldt i 875 og 876, og Alfred af Wessex blev drevet i eksil i 878.Fleming, p. 220; Williams, p. 327.

Samme år vandt Alfred en afgørende sejr over danerne under slaget ved Edington, og han udnyttede frygten for vikingerne til at samle en stor hær og brugte et netværk af forskansede byer kaldet burhs til at forsvare sine territorier og mobilisere kongelige ressourcer.Fleming, p. 270; Yorke, pp. 114, 122. Alfred undertrykte den interne opposition mod hans styre, og han stoppede de invaderende tropper i Danelagen.Yorke, p. 122; Carpenter, p. 3. Under hans søn, Edward den ældre, og hans barnebarn, Æthelstan, blev Wessex udvidet yderligere mod nord ind i Marcia og Danelagen, og i 950'erne blev York endeligt permanent generobret fra vikingerne under Eadred og Edgar.Fleming, p. 270. De saksiske herskere i vest var nu kendt som kongerne af Angelcynn, hvilket var hele det engelske folk.Fleming, p. 221

Med Edgars død blev arvefølgen problematisk.Fleming, p. 314. Ethelred overtog magten i 978 efter mordet på sin bror, Edward, men England blev herefter invaderet af Svend Tveskæg, der var søn af den danske konge.Fleming, pp. 314–315. Der blev gjort forsøg på at betale Svend for ikke at angribe ved brug af danegæld, men det fejlede, og han overtog tronen i 1013. Svends søn, Knud, afviklede mange af de gamle engelske familier, da han overtog magten i 1016.Fleming, p. 315. Ethelreds søn, Edward Bekenderen, havde overlevet i eksil i Normandiet, og han vendte tilbage for at gøre krav på tronen i 1042. Edward var barnløs, og arvefølgen blev bragt i spil. England blev domineret af Godwin-familien, der havde draget fordel af danernes invasion og fået enorm rigdom. Da Edward døde i 1066, gjorde Harold Godwinson krav på tronen og besejrede en norsk rival, Harald Hårdråde, under slaget ved Stamford Bridge.Fleming, p. 311; Huscroft, pp. 11, 13, 22-24.

Højmiddelalderen (1066–1272)

thumb|Udsnit af Bayeux-tapetet der viser de sidste stadier af slaget ved Hastings.

I 1066 udnyttede Vilhelm, hertug af Normandiet, den engelske arvefølgekrise og invaderede.Carpenter, pp. 67, 72-73. Med en hær af normannere og lejesoldater besejrede han Harold under slaget ved Hastings, og han besatte hurtigt Sydengland.Carpenter, pp. 72–74. Vilhelm brugte en række borge til at kontrollere vigtig magtcentre, og han gav udstrakte landområder til sine normanniske følgere og supplerede eller eliminerede den tidligere angelsaksiske elite.Carpenter, pp. 74–77; Prior, pp. 225–228. Der udbrød mange oprør, men Vilhelm slog dem ned, inden han gik ind i Nordøstengland, hvor han fik kontrol over York og plyndrede regionen.Carpenter, pp. 76. Visse normanniske herremænd brugte England som udgangspunkt for angreb i South og North Wales, spredte sig op i dalene og etablerede Marcher-territorier.Carpenter, pp. 110–112. Ved Vilhelms død i 1087 var England den største del af et angelnormannisk rige, der blev styret af et netværk af adelige med landområder over hele England, Normandiet og Wales.Carpenter, pp. 125–126. Englands voksende rigdom var uhyre vigtig for de normanniske konger, så de kunne få magt til også at dække andre regioner med felttog langs Normandiets grænser.Prestwich (1992b), pp. 70–71, 74.

Det normanniske styre viste sig at være ustabilt; arvefølgen blev udfordret, og det førte til voldelige konflikter mellem tronkræverne og deres adelige følgere.Chibnall, p. 64. Vilhelm 2. arvede tronen, men stod over for oprør, der forsøgte at erstatte ham med hans ældre bror Robert eller hans fætter Stephen af Aumale.Carpenter, pp. 131–133. I 1100 døde Vilhelm 2. mens han var på jagt. På trods af Roberts krav på tronen, tog hans yngre bror, Henrik 1., hurtigt magten.Carpenter, pp. 134–135. Der udbrød krig, hvilket endte med Roberts nederlag ved Tinchebrai og hans efterfølgende livstidsfængsling. Roberts søn, Clito, var fortsat på fri fod, og han var centrum for nye oprør, til han døde i 1128.Huscroft, pp. 65, 69–71; Carpenter, pp. 124, 138-140. Henriks eneste ægte søn, William, døde ombord på White Ship, der gik ned i 1120. Det indledte en ny arvefølgekrise: Henriks nevø Stefan af Blois gjorde krav på tronen i 1135, men blev udfordret af Henriks datter Matilda.Chibnall, pp. 64–65, 75. Der udbrød borgerkrig i England og Normandiet. Det resulterede i en lang periode med krig og ufred, som senere fik navnet Anarkiet. Matildas søn, Henrik, indgik endeligt fred i Winchester og overtog som konge 1154.Davis, p. 78; King (2010), p. 281; Review of King Stephen, (review no. 1038) , David Crouch, Reviews in History, accessed 12 May 2011.

Henrik 2. var den første af de angevinske herskere over England. Det blev han kaldt, også da han kun var greve af Anjou i Nordfrankrig.Carpenter, p. 191. Henrik havde også fået en stor del af hertugdømmet Aquitaine via et giftemål, og England blev en vigtig del af et rige som spredte sig over store dele af Vesteuropa, som senere blev kaldt Angevinriget.Carpenter, p. 191; Aurell (2003), p. 15. Henrik genindsatte den kongelige autoritet og genopbyggede de royale finanser, krævede magten i Irland og fremmede angelnormannisk kolonisering i landet.White (2000), pp. 2–7; King (2007), p. 40. Henrik styrkede Englands grænser mod Wales og Skotland, og han brugte landets rigdom til en langtrukken krig med sine rivaler i Frankrig, men endnu engang viste arvefølgen sig at blive problematisk.Warren (2000), pp. 161, 561–562. Adskillige oprør brød ud, som blev ledet af Henriks børn, der var ivrige efter få fat i magt og land, og de blev nogle gang støttet af Frankrig, Skotland og walisiske prinser. Efter en sidste konfrontation med Henrik overtog hans søn Richard 1. Englands trone i 1189.Warren (2000), pp. 131–136, 619-622.