thumb|350px|Skibet Jeannette i Le Havre, France, 1878
Jeannette-ekspeditionen fra 1879-81, officielt den amerikanske arktiske ekspedition, var et forsøg ledet af George W. De Long på at nå Nordpolen ved at forsøge en banebrydende ny rute fra Stillehavet gennem Beringstrædet. Forudsætningen var, at en tempereret strøm, Kuro Siwo, strømmede nordover ind i strædet, hvilket gav en adgang til et åbent polarhav og dermed til polen. Denne teori viste sig illusorisk; ekspeditionens skib, USS "Jeannette" og dets besætning på 33 mand, blev fanget af is og drev i næsten to år, før hun blev knust og sank nord for den sibiriske kyst. De Long førte derefter sine 32 mænd på en farlig rejse med slæde, trækkende Jeannettes hvalbåd og to kuttere og skiftede til sidst til disse små både for at sejle til Lena-deltaet i Sibirien. Under denne rejse, og i de efterfølgende uger med vandring i Sibirien før redningen, døde 20 af skibets mandskab, herunder De Long.
Den øverste eksponent for teorien om en varmtvandsport til Nordpolen var den tyske kartograf August Petermann. Han opfordrede James Gordon Bennett Jr., indehaveren af avisen New York Herald, til at finansiere en polarekspedition baseret på den hidtil ubenyttede Stillehavsrute. Bennett erhvervede en tidligere Royal Navy kanonbåd, "Pandora", og ændrede dens navn til "Jeannette". De Long, som Bennett valgte at lede ekspeditionen, var en flådeofficer med tidligere arktiske erfaringer. Selvom det i det væsentlige var et privat forsøg, hvor Bennett betalte alle regningerne, havde ekspeditionen den fulde støtte fra den amerikanske regering. Før afgang blev skibet registreret i US Navy som USS Jeannette, og sejlede under flådens love og disciplin.
Før ekspeditionen måtte opgives opdagede ekspeditionen nye øer - Ostrova De-Longa - og indsamlede værdifulde meteorologiske og oceanografiske data. Selvom Jeannettes skæbne undergravede den vidt troede åbne polarhavsteori, viste fremkomsten i 1884 af dele fra vraget på Grønlands sydvestlige kyst, at der eksisterede en havstrøm, der bevæger den permanente arktiske is fra øst til vest. Denne opdagelse inspirerede Fridtjof Nansen til at gennemføre Fram-ekspeditionen ni år senere. Et monument til ære for Jeannettes døde blev opført på United States Naval Academy i Annapolis i 1890.
Baggrund Tidlig arktisk udforskning thumb|Kort over Nordpolen, af Gerardus Mercator, udgivet 1606, som viser polen beliggende i et "åbent polarhav".
Den europæiske efterforskning af de arktiske regioner begyndte i det 16. århundrede med søgninger efter nye ruter til Stillehavet via nordøstlige og nordvestlige passager. Muligheden for en tredje rute, direkte over Nordpolen, blev rejst af den tidlige geograf Richard Hakluyt De tidlige opdagelsesrejsende havde ringe succes med at finde disse ruter, men gjorde vigtige geografiske opdagelser. Efterhånden blev søgen efter handelsruter sekundær til det prestigeformål at nå selve Nordpolen eller i det mindste at registrere et "fjerneste nord". I 1773 søgte en britisk flådeekspedition under kaptajn Constantine Phipps en rute til polen fra Seven Islands, men fandt vejen fuldstændigt blokeret af is. Den 28. maj 1806 opnåede hvalfangerkaptajnen William Scoresby fra Whitby en ny rekord nordlig breddegrad på 81 ° 30 'nord for Svalbard, før han blev standset af is.
Den fremherskende teori om polar geografi i hele denne periode var den, at der fandtes et tempereret "åbent Polarhav" omkring Nordpolen. Den observerbare syddrift af arktisk is blev antaget at skyldes den "skubbe" effekt af dette varmere vand. Ifølge historikeren Hampton Sides var teorien, trods manglen på videnskabelig dokumentation, "samlet en egen logik ... Ingen mængde modstridende beviser kunne fjerne det fra den kollektive fantasi". Den kendsgerning, at alle nordgående rejser før eller senere var blevet standset af is, blev rationaliseret ved en tro på, at det uopdagede hav var omkranset af en ring eller "annulus" af is, som man troede at kunne trænge igennem via en af flere varmtvandsporte eller -portaler. Den første søgen efter Nordpolen blev således en søgning efter en af disse adgangsveje.
Efter, at britiske flådespeditioner i 1818 og 1827-28 havde søgt nord for Spitsbergen men ikke havde fundet tegn på det formodede polarhav , blev søgningen opgivet i 25 år. I 1850-erne medførte søgningen efter den mistede Franklin-ekspedition et udbrud af indtrængen i det canadiske arktiske område. Fra disse fremstød, især et af Edward Inglefields i 1852, udvikledes teorien om, at Smith Sund, et nordligt farvand mellem Grønland og Ellesmere Island, kunne være en af de formodede adgangsveje til polarhavet. Dette førte en række ekspeditioner til dette område: Elisha Kent Kane i 1853-55, Isaac Israel Hayes i 1860-61, Charles Francis Hall i 1872-74, og George Nares i 1875-1876. Der blev ikke fundet nogen adgangsvej, selvom både Kane og Hayes fejlagtigt mente at have set det åbne polarhav på afstand.
August Petermann thumb|upright|left|August Petermann.
Smith Sund-ruten blev ikke promoveret af alle; blandt dem, der afviste den, var den i samtiden førende geograf og korttegner August Petermann fra Gotha i Tyskland, kendt som "Sage Gotha". Men fast troende på teorien om et åbent polarhav mente han, at den mest sandsynlige adgangsvej skulle findes ved at følge Golfstrømmen, som strømmede op langs Norges kyst til de uudforskede arktiske regioner. Peterman mente, at den varme strøm ville svække eller endda trænge ind i den beskyttende isring, og at et robust bygget dampskib, som sejlede ad strømruten således kunne bryde igennem til det formodede polarhav.
Efter, at to ekspeditioner sponsoreret af Petermann - den Tyske Nordpolsekspedition 1869-1870 ledet af Carl Koldewey og den Østrig-ungarske Nordpolsekspedition 1872–74 under ledelse af Karl Weyprecht og Julius von Payer - havde fulgt adskilte grene af Golfstrømmen, men i sidste ende uden at bryde gennem isen, voksede Petermann fortvivlelse. I året før tog han sit eget liv i 1878, overførte han sin argumentation til Kuro Siwo, en Stillehavsstrøm analyseret i 1850-erne af hydrografen Silas Bent. Petermann tilsluttede sig Bent i at tro på, at en gren af Kuro Siwo flød gennem Bering-strædet og kunne være stærk nok til at skabe en vej til polarhavet. På det tidspunkt havde ingen forsøgt at nå polarhavet ad denne rute.
George De Long thumb|upright|George Washington De Long.
I juli 1873 sendte US Navy USS "Juniata" til Grønland for at søge efterlevende fra Polaris-ekspeditionen, som var blevet opsplittet efter dets leder Charles Francis Halls død. "Juniata"s næstkommandør var George De Long, en 28-årig kandidat fra US Naval Academy, der gjorde sit første besøg i Arktis. Isforholdene forhindrede "Juniata" i at nå videre end Upernavik; De Long meldte sig til at tage skibets tender (en mindre båd), en lille damper ved navn "Little Juniata", i håb om at finde overlevende i Cape York, yderligere 400 sømil (740 km) mod nord.
Forsøget mislykkedes. "Little Juniata" blev udsat for ekstreme vejrforhold og blev tvunget til at trække sig tilbage nogle få kilometer fra Cape York. De Long vendte tilbage til "Juniata" i midten af august, da de ikke havde fundet spor af Polaris-besætningen (som i mellemtiden var blevet reddet af den skotske hvalfanger "Ravenscraig"), men oplevelsen havde dybt påvirket hans holdning. Efter tidligere at have beskrevet Grønlands kyst i et brev til sin kone Emma som "et kedeligt land i ørkenen ... Jeg håber, at jeg aldrig vil finde mig selv kastet væk i et helt forladt sted" (a dreary land of desolation ... I hope I may never find myself cast away in such a perfectly God-forsaken place), kom han hjem fængslet af arktiske. Emma skrev senere: "Den polære virus var i hans blod og ville ikke give ham hvile".
Den afbrudte Little Juniata-mission skaffede De Long offentlighedens opmærksomhed, og han så sig som en mulig leder af den næste amerikanske arktiske ekspedition. Han rettede henvendelse til Henry Grinnell, den filantropiske skibsmandat, der havde finansieret flere tidligere ekspeditioner. Grinnell var ikke villig til at yde økonomisk støtte, i stedet rådede han De Long til at henvende sig til James Gordon Bennett Jr., ejer og udgiver af New York Herald og en kendt sponsor af dristige projekter. De Long mødte Bennett i New York tidligt i 1874; dagbladet var imponeret af De Long og forsikrede ham om, at hans arktiske ambitioner ville have Heraldens entusiastiske støtte. I mellemtiden havde De Long ansøgt Navy Department om en arktisk kommando, en anmodning som, blev han informeret, ville "modtage behørig opmærksomhed".
James Gordon Bennett
James Gordon Bennett Jr., havde efterfulgt sin fader som indehaver af New York Herald i 1866. Han havde vundet anerkendelse i 1872, da hans reporter Henry Morton Stanley, sendt af Bennett til Afrika på udkig efter den britiske missionærforsker David Livingstone, meddelte, at Livingstone var blevet fundet. Bennett kendte nyhedsværdien af arktisk udforskning; to Herald-reportere havde ledsaget "Juniata", og i 1874 bidrog Bennett til at finansiere den britiske sømand Allen Young og hans sejlads med den tidligere kanonbåd "Pandora" på en af de sidste Franklin-eftersøgninger.
Bennett var interesseret i Petermanns teorier og rejste i 1877 til Gotha for at diskutere mulige arktiske ruter med geografen. Petermann troede, at såvel som at give den bedste vej til Nordpolen, ville passage gennem Beringstrædet ved hjælp af Kuro Siwo muliggøre en undersøgelse af den uudforskede, knap glimtede landmasse, der siden 1867 var kendt som "Wrangel's Land". Han opstillede den teori, at dette land kunne indgå i et transpolært kontinent, der var forbundet med Grønland; Hvis det er tilfældet, kunne det give en alternativ, landbaseret rute til polen, hvis ekspeditionen ikke finder en indsejling til polarhavet. "Min idé", fortalte han Bennett, "er den, at hvis en dør ikke åbner, så prøv en anden". Han tilbød Bennett fuld brug af sine kort og tegninger.
Petermanns råd overbeviste Bennett om, at en ny amerikansk polarekspedition skulle gennemføres. Efter sin tilbagekomst fra Gotha indkaldte han De Long for at anmode ham om at søge orlov fra flåden og at påbegynde søgningen efter et skib, der var egnet til arktisk udforskning ved hjælp af Petermanns Bering Stræde-rute.
Forberedelser Skib thumb|left| Pandora, cruising i Smith Sound under en af sine arktiske rejser under Allen Young.
Da der ikke var noget egnet skib i USA, gik De Long til England, hvor han fandt Youngs "Pandora" til salg for 6.000 dollars. Fartøjets arktiske historie gjorde det til at synes ideelt, men Youngs tøven med at sælge forsinkede købet indtil slutningen af 1877. Ved Bennetts anstrengelse vedtog kongressen lovgivning, der gav Navy Department fuld kontrol over ekspeditionen; det ville bruge det amerikanske flag, besætningen ville være stillet til rådighed af flåden og ville være underlagt flådens disciplin. Bennett forblev ansvarlig for finansieringen af virksomheden og forpligtede sig til at refundere regeringen for alle afholdte omkostninger. I mellemtiden blev De Long frigivet fra aktiv tjeneste for at overvåge Pandoras ombygning i England.
I juni 1878 blev "Pandora" efter en grundig renovering på Deptford ved Thames-flodmundingen sejlet til Le Havre i Frankrig, hvor hun den 4. juli blev omdøbt til "Jeannette" efter Bennetts søster, der udførte ceremonien. Den 15. juli sejlede skibet, bemandet med De Long og et lille besætningsmedlem, fra Le Havre for at starte den 18.000 sømil (33.000 km) lange rejse til San Francisco, den havn, hvorfra den arktiske ekspedition skulle sejle. De ankom den 27. december 1878 og overførte "Jeannette" til Mare Island Naval Shipyard for at gennemgå yderligere forarbejde til beredskab for en længere rejse i den arktiske is.