thumb|Tidligt tonet fotografi af Palazzo Pitti, stadig kendt som La Residenza Reale som følge af Kong Victor Emmanuel II boede her mellem 1865 og 1871, da Firenze var hovedstad i Italien. Palazzo Pitti ([paˈlattso ˈpitti]) er et stort renæssancepalads i Firenze, Italien. Det ligger på sydsiden af floden Arno, nær Ponte Vecchio. Kernen daterer sig til 1458, og var oprindeligt bolig for den ambitiøse bankier Luca Pitti.
Paladset blev købt af Medici-familien i 1549 og blev hovedresidens for den herskende familie i Storhertugdømmet Toscana. Det udvidedes som en skatkiste for senere generationers samlinger af malerier, smykker og andre luksuriøse ejendele.
I slutningen af det 18. århundrede blev paladset brugt som en magtbase for Napoleon og senere i en kort periode som det vigtigste kongelige palads i det forenede Italien. Slottet og dets inventar blev doneret til det italienske folk af Kong Victor Emmanuel III i 1919.
Paladset er nu det største museumskompleks i Firenze. Hovedbygningen i paladset (kaldet corps de logis) er 32.000 kvadratmeter. Det er opdelt i flere vigtige gallerier eller museer, der er nærmere beskrevet nedenfor.
Historie
Tidlige historie thumb|Luca Pitti (1398–1472) begyndte at arbejde på paladset i 1458. thumb|Eleonora di Toledo, Hertuginde af Firenze, købte paladset fra Pitti i 1549 for Medici-familien. Portræt af Bronzino. Opførelsen af denne store bygning blev bestilt i 1458 af den florentinske bankier Luca Pitti (1398-1472), den primære støtte og ven af Cosimo de' Medici. Palazzo Pittis tidlige historie er en blanding af fakta og myter. Pitti havde tilsyneladende bestemt at vinduerne skulle være større end indgangen til Palazzo Medici. Kunsthistorikeren Giorgio Vasari har foreslået, at Brunelleschi var paladsets arkitekt, og at hans elev Luca Fancelli blot var hans assistent på den opgave. Men i dag er det Fancelli, der generelt er krediteret. Udover tydelige forskelle fra den ældste arkitekts stil, så døde Brunelleschi 12 år før opførelsen af paladset begyndte. Det arkitektoniske udtryk og udførelsen af vinduer tyder på, at arkitekten var mere erfaren i utilitaristisk indenlandsk arkitektur end i de humanistiske regler, der er defineret af Alberti i sin bog' De Re Aedificatoria.Dynes, p. 67
Selvom det oprindelige palads var imponerende, ville det på ingen måde have været en rival til den florentinske Medici-residens, hverken i størrelse eller indhold. Hvem arkitekten bag Palazzo Pitti end var, så bevægede han sig imod den moderne modetendens: det rustikke murværk, som giver paladset en alvorlig og magtfuld atmosfære, som forstærkes af den tredobbelt serie af syv hvælvingsåbninger, der minder om en romersk akvædukt. Den romerske stil appellerede til den lokale kærlighed til den nye stil all'antica. Dette originale design har overlevet frem til nutiden: gentagelsen i facaden blev fortsat under tilføjelserne til paladset, og dens indflydelse kan ses i mange 16-hundretals efterligninger og 19-tals opblomstringer. Arbejdet blev stoppet efter Pitti led økonomiske tab efter Cosimo de' Medicis død i 1464. Luca Pitti døde i 1472 uden at have gjort bygningen færdig.Moretti, John. Frommer's Florence, Tuscany & Umbria. Frommer's, 2006. p. 174.
Medicierne left|thumb|En lynette malet i 1599 af Giusto Utens, viser paladset før dens forlængelser, med amfiteateret og Boboli haverne bagved. Den røde sten udgravet fra stedet blev brugt i udvidelser til paladset. Bygningen blev solgt i 1549 af Buonaccorso Pitti, en efterkommer af Luca Pitti, til Eleonora di Toledo. Eleonora blev kåret til Cosimo I de 'Medici i Toscana, senere Storhertug. Ved indflytningen i slottet fik Cosimo Vasari til at udvide bygningen til at passe i hans smag. Slottet blev mere end fordoblet ved at tilføje en ny fløj langs bagenden. Vasari byggede også Vasari korridoren, en gangbro fra Cosimos gamle palads og regeringsbygningen Palazzo Vecchio, gennem Uffizi, over Ponte Vecchio til Palazzo Pitti. Dette gjorde det muligt for Storhertugen og hans familie at bevæge sig let og sikkert fra deres officielle bopæl til Palazzo Pitti. I begyndelsen blev Palazzo Pitti hovedsagelig brugt til modtagelse af officielle gæster og til lejlighedsvise opgaver for retten, mens Medicis' hovedbolig forblev Palazzo Vecchio. Det var først under Eleonoras søn Francesco I og hans kone Johanna af Østrig, at palæet blev permanent bolig og hjemsted for Medicis' kunstsamling.
Et område på Boboli-bakken bag palæet blev erhvervet for at skabe en stor park og haver, i dag kendt som Boboli-haverne. Landskabsarkitekten ansat til dette var hofarkitekten Niccolò Tribolo, der døde det følgende år. Han blev efterfulgt af Bartolommeo Ammanati. Det originale design af haverne er centreret omkring et amfiteater bag corps de logis af palazzo. Det første skuespil, der blev opført der, var Andria af Terence i 1476. Det blev fulgt af mange klassisk inspirerede spil af florentinske dramatikere som Giovan Battista Cini. Opført til at fornøje det højkulturelle Medici-hof, indeholdt de kunstfærdige dekorationer designet af hofarkitekt Baldassarre Lanci.Dynes, p. 70–71, 74
Cortilen og udvidelser thumb|19-hundretals arkitekturtegning med plan over paladset Med haveprojektet godt i vej, vendte Ammanati sin opmærksomhed mod at skabe en stor gårdsplads live bag hovedfacaden for at forbinde palæet til dens nye have. Denne gårdhave har en rustik stensætning, der er blevet bredt kopieret, især til det parisiske Palais du Luxembourg af Marie af Medici. I hovedfacaden skabte Ammanati også de fineste finestre inginocchiate ("knælende" vinduer) under henvisning til deres forestillede lighed med en prie-dieu (bønskammel), der erstattede indgangskarnaperne i hver ende. I løbet af årene 1558-70 skabte Ammanati en monumental trappe for at føre mere pomp til piano nobile, og han udvidede sidefløjene til haven, der omfavnede gårdspladsen gravet ind i den stejle skrånende bakke på samme niveau som piazzaen foran. Derfra var den synlig gennem kælderens centrale bue. På havesiden af gårdspladen byggede Amannati en grotte kaldet "Mosesgrotten" på grund af den porfyr-statue, der står i den. På terrassen over dette, på niveau med piano nobile vinduerne, byggede Ammanati et springvand centreret på aksen. Det blev senere erstattet af Fontana del Carciofo ("Artiskokens Fountain"), designet af Giambolognas tidligere assistent Francesco Susini og færdiggjort i 1641.Dynes p. 69
I 1616 blev der afholdt en konkurrence i designudvidelser til hovedfacaden med tre buer i hver ende. Giulio Parigi vandt.Arbejdet på nordsiden begyndte i 1618, og på sydsiden i 1631 af Alfonso Parigi. I løbet af det 18. århundrede blev to vinkelrette fløje konstrueret af arkitekten Giuseppe Ruggeri for at forbedre og understrege udbredelsen af via Romana, som skaber en piazza centreret på facaden. Prototypen på Cour d'honneur, der blev kopieret i Frankrig. Sporadiske mindre tilføjelser og ændringer blev lavet i mange år derefter under andre herskere og arkitekter.Chiarini, pp. 13–14
På den ene side af haverne er den bizarre grotte designet af Bernardo Buontalenti. Den nederste facade blev påbegyndt af Vasari, men den øverste etagers arkitektur er skabt af "dryppende" pimpstenstalaktitter med Medici-våbenskjoldet i midten. Det indre er ligeledes en mellemting mellem arkitektur og natur. Det første kammer har kopier af Michelangelos fire ufærdige slaver, der kommer ud fra hjørnerne og synes at bære hvælvet med en åben oculus i centrum og malet som en rustikt bur med dyr, figurer og vegetation. Figurer, dyr og træer af er lavet i stuk og ru pimpsten pryder de nedre vægge. En kort passage fører til et lille andet kammer og til et tredje, der har et central springvand med Giambolognas Venus i midten af bassinet, som kigger frygtsomt over hendes skulder på de fire satyrer, der spytter vandstråler på hende fra kanten.L.H. Heydenreich, Luwig & Lotz Wolfgang (1974), Architecture in Italy 1400–1600, Pelican History of Art
Husene Lorraine og Savoyen Palæet forblev den vigtigste Medici-bolig indtil den sidste mandlige Medici-arving Gian Gastone de' Medici døde i 1737. Den blev derefter beboet kort af hans søster, den aldrende Electress Palatine. Ved hendes død uddøde Medici-dynastiet, og palæet overgik til den nye Storhertug af Toscana, det østrigske hus Lorraine (Habsburg), i skikkelse af Frans 1. Stefan.Masson, p. 144 Den østrigske besiddelse blev kort afbrudt af Napoleon, som brugte palæet under hans herredømme over Italien.Levey, p. 451.Da Toscana gik fra Huset Loraine (Habsburg) til Huset Savoyen i 1860, gik Palazzo Pitti med. Efter Risorgimento, da Firenze kort var hovedstaden i Kongeriget Italien, boede Victor Emanuel 2. i palæet indtil 1871. Hans barnebarn Victor Emanuel 3. forærede palæet til landet i 1919.Masson, p. 172 Palazzo og andre bygninger i Boboli Haverne blev så opdelt i fem separate kunstgallerier og et museum, der ikke kun indeholder meget af dets oprindelige indhold, men også uvurderlige genstande fra mange andre samlinger erhvervet af staten. De 140 værelser, der er åbne for offentligheden, er en del af et interiør, som i vid udstrækning er et senere produkt end den oprindelige del af strukturen. De er hovedsagelig skabt i to faser: en i det 17. århundrede og den anden i begyndelsen af det 18. århundrede. Nogle tidligere interiører forbliver, og der er stadig senere tilføjelser som tronsalen. I 2005 opdagedes nogle glemte badeværelser fra det 17. århundrede i palæet med bemærkelsesværdige eksempler på samtidig installation, der meget ligner badeværelserne i det 21. århundrede.Chiarini, pp. 11–19
Palatina-galleriet Se en delvis liste af værker i Samlingerne i Palazzo Pitti left|thumb|Udsnit af Jupiter-værelset, viser fresker og stuk af Pietro da Cortona. Palazzo Pittis hovedgalleri Palatina-galleriet indeholder en stor samling af over 500 primært renæssancemalerier, som engang var en del af Medicis' og deres efterfølgeres private kunstsamling. Galleriet, der forbinder til de kongelige lejligheder, indeholder værker af Raphael, Titian, Perugino (Klagesang over den Døde Kristus), Correggio, Peter Paul Rubens og Pietro da Cortona. Galleriet har stadig karakter af en privat samling, og kunstværkerne vises og hænger meget, som de ville have gjort i de store rum, som de var beregnet til snarere end at følge en kronologisk rækkefølge eller arrangeret efter kunstskole.
De fineste værelser blev dekoreret af Pietro da Cortona i barok stil. Først og fremmest malede han et lille rum på hovedetagen kaldet Sala della Stufa med en serie, der skildrer menneskehedens fire aldre; Guldalderen og sølvalderen blev malet i 1637, efterfulgt i 1641 af bronzealder og jernalder. De betragtes blandt hans mesterværker. Kunstneren blev efterfølgende bedt om at male de store hertugelige modtagelsesrum; én suite med fem værelser på forsiden af palæet. I disse fem planetariske rum er det guddommelige hierarki vist baseret på den politologiske kosmologi; Venus, Apollo, Mars, Jupiter (Medici tronsal) og Saturnus, men uden Mercur og Månen, som burde have været før Venus. Disse udsmykkede lofter med fresker og udførligt stukarbejde fejrer i høj grad Medici-slægten og udbredelsen af dygtige lederskab. Cortona forlod Firenze i 1647, og hans elev og samarbejdspartner Ciro Ferri gennemførte serien i 1660'erne. De skulle inspirere de senere Planetværelser ved Louis XIVs Versailles, designet af Le Brun.
Samlingen blev først åbnet for offentligheden i slutningen af det 18. århundrede, omend modvilligt, af storhertug Leopold 2. af Toscana, der som Toscanas første oplyste hersker var ivrig efter at opnå popularitet efter afslutningen af Medici styret.
Værelserne i Palatina-gallerierne thumb|Artemisia Gentileschis Judith og hendes tjener med hovedet af Holofernes 1613-1618 Palatina-galleriet har 28 værelser, blandt dem:Palatina-galleriet på firenze-oltrarno.net