thumb|upright=.6|Evangelisten Lukas med oksen. Med ejendomsfællesskab hos urmenigheden i Jerusalem hentydes til Lukas' beretninger i Apostlenes Gerninger (ApG): : "... Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. ..." : "... og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. ..."
Med henvisning til disse passager i Det Nye Testamente (NT) har mange kristne grupper i kirkens historie forsøgt at dele og forvalte deres ejendom helt eller delvist. I forskningen spørges der om, hvor motivet for kollektivt ejerskab kommer fra, hvordan NT-teksterne vedrører det, hvilken slags det var, hvilken historisk virkelighed der lå bag, og hvilken betydning det kan have i dag.
Det Nye Testamente Tekster vedrørende ejendomsfællesskab
thumb|upright=.6|Peters pinseprædiken. Udtrykket 'de var fælles om alt' findes to gange næsten enslydende i Apostlenes Gerniger. De er formelt, sprogligt og indholdsmæssigt tæt relaterede opsummeringer, og evangelisten Lukas betragtes som forfatter til begge.Kiyoshi Mineshige: Besitzverzicht und Almosen bei Lukas: Wesen und Forderung des lukanischen Vermögensethos. Mohr/Siebeck, Tübingen 2003, , s. 218.
Efter pinseunderet og Peters første prædiken opsummeres i Apostlenes Gerniger kapitel 2 de væsentligste kendetræk for urmenigheden i Jerusalem: "... De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst." (-47)
Ordet koinonia ('fællesskab') bruger Lukas kun på dette sted. Som udtrykket hapanta koina ('havde alt fælles') betyder det i NT ikke kun personlig harmoni eller overensstemmelse, men også fælles brug af ejendom. Fordelingen af midlerne fra salg til trængende er derfor en grundlæggende del af dette fællesskab og tillægges samme betydning som apostlenes læreTil udtrykket 'apostlenes lære' se Leif Grane: Kirken i historien, De første århundreder, 1973 , side 12 : "... At menigheden holdt fast ved apostlenes lære er også et jødisk element. Selvfølgelig menes her påskebudskabet og de følger, man udledte af det, og ikke 'de skriftkloges overleveringer'. Der tænkes på en lære, som efter jødisk skik videreførtes i korte, bestemt formulerede udsagn (jfr. f.eks. I. Kor. 15) ..." (-5 'Kristuskerygma' eller 'kerneforkyndelse') Se evt. også Det Nye Testamentes kanon#Autoritet, bordfællesskabet (hvor fællesspisning og nadver endnu var adskilt), bøn og mission. For dette fik de det jødiske folks sympati: "... og havde hele folkets yndest" eller "... alle i folket var glade for dem" ( Formuleringen "... alle i folket var glade for dem" (ApG 2,47) er fra Anne Sophie og Paul Seidelins udgave af Det Nye Testamente, Det danske Bibelselskab, 1974 ff) Kiyoshi Mineshige: Besitzverzicht und Almosen bei Lukas: Wesen und Forderung des lukanischen Vermögensethos. Tübingen 2003, s. 221.
thumb|upright=.6|Helligånden kommer til disciplene i pinsen. Disse kendetegn fremstiller teksten som virkninger af den ved pinseunderet udgydte hellige ånd, Helligånden, og Peters prædiken pinsedag, der slutter med opfordringen: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave" [...] "Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!" (/). Det efterfølges af massedåb blandt tilhørerne, og ejendomsfællesskabet viser, at de har modtaget den lovede ånd og fulgt opfordringen til omvendelse (-47.Peter Böhlemann: Jesus und der Täufer: Schlüssel zur Theologie und Ethik des Lukas. Cambridge University Press, 1997, , s. 309.
Efter flere vellykkede missioneringer vender ApG tilbage til emnet ejendomsfællesskab og forklarer dens karakter og formål:
"Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov."(-35)
Privat ejendom bestod ifølge dette formelt, men hver døbt afstod eller kunne afstå fra sine ejendomsrettigheder til fordel for de øvrige medlemmer af fællesskabet. Om den således opnåede tilstand af fælles ejerskab brugte Lukas udtrykket hapanta koina analogt med det tidligere hellenistiske venskabsideal, så urmenigheden også kunne være forbillede for ikke-jøder.Gerd Theißen: "Urchristlicher Liebeskommunismus: Zum „Sitz im Leben“ des Topos απαντα κοιναvin: ApG 2,44 und 4,32." I: Tornd Fornberg, David Hellholm (udg.): Texts and Contexts. Biblical Texts in Their Textual and Situational Contexts. Scandinavian University Press, Kopenhagen/Oslo 1995, s. 689-711.
Efter disse opsummeringer følger der i Apostlenes Gerninger eksempler: "Josef, en levit, der stammede fra Cypern, og som af apostlene fik tilnavnet Barnabas – det betyder Trøstens søn – solgte en mark, han havde, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder." -37) ... thumb|upright=.6|Raffaello Santi: Ananias' død (1515) "Men en mand, der hed Ananias, og hans kone, Safira, solgte en ejendom, og med sin kones vidende stak han nogle af pengene til side og kom kun med en del af dem og lagde dem for apostlenes fødder. Da sagde Peter: »Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet for Helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side? Var jorden ikke din før salget? Og havde du ikke rådighed over pengene efter salget? Hvordan kunne du finde på at gøre dette? Det er ikke mennesker, men Gud, du har løjet for.« Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og udåndede; og alle, der hørte det, blev grebet af stor frygt. Men de unge mænd rejste sig, svøbte et klæde om ham, bar ham ud og begravede ham. Omkring tre timer senere kom Ananias' kone ind uden at vide, hvad der var sket. Peter spurgte hende: »Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?« Hun svarede: »Ja, det var det.« Da sagde Peter til hende: »Hvorfor er I dog blevet enige om at udæske Herrens ånd? Hør, der lyder fodtrin uden for døren af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud.« I samme øjeblik faldt hun om for hans fødder og udåndede. Da de unge mænd kom ind og fandt hende død, bar de også hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand. Og hele menigheden og alle, som hørte det, blev grebet af stor frygt." (-11)
Eksemplet med Ananias og hans kone Safira viser modsætningen mellem den ønskede adfærd – at give hele overskuddet fra et ejendomssalg til fællesskabet – og den kritisable eller ligefrem fordømte adfærd at beholde noget af provenuet for sig selv. Ifølge Peters reaktion var ejendomssalg og donationer frivillige, men at unddrage en del var for ham at lyve over for Gud, fordi giveren foregav at ville videregive det hele. Derved brød han det fællesskab der var skabt af Helligånden, et fællesskab som skulle gavne de trængendes behov. Derfor burde det faktiske salgsoverskud ved en frivillig gave ikke skjules Walter Schmithals: Die Apostelgeschichte des Lukas. Zürcher Bibelkommentare NT 3.2. Theologischer Verlag, Zürich 1982, , s. 56., og en tidligere meddelt donation skulle overdrages fuldt ud.Kiyoshi Mineshige: Besitzverzicht und Almosen bei Lukas: Wesen und Forderung des lukanischen Vermögensethos. Tübingen 2003, s. 232–234 Apostlenes Gerninger beskæftiger sig derefter ikke med ejendomsfællesskab.
Tekster om udligning mellem fællesskaber
Ifølge Apostlenes Gerninger (-7) var det ikke altid sikkert, at der blev sørget for alle: i den daglige maduddeling var enkerne efter de græsktalende jødekristne blevet overset, hvorfor et fællesmøde havde overført den uddeling apostlene selv havde stået for til en nyvalgt gruppe på syv diakoner.Kiyoshi Mineshige: Besitzverzicht und Almosen bei Lukas: Wesen und Forderung des lukanischen Vermögensethos. Tübingen 2003, s. 245f. Til den jødiske fattigforsorg og forfordelingen – ugunstige behandling – af enkerne se evt. opslaget "Udenfor og indenfor" om 'hellenisterne' og 'hebræerne'.
Yderligere NT-tekster vidner om andre fællesskabers indsamling til urmenigheden i Jerusalem. De viser, at der stadig var nød dér, og derfor var indført en ejendomsudligning mellem menighederne. Apostlenes Gerninger (-30) nævner en sådan indsamling fra Antiokia, og ifølge Galaterbrevet () blev der på Apostelmødet i Jerusalem (omkring år 48) aftalt en løbende indsamling til urmenigheden, som Paulus ønskede at indsamle hvor han havde grundlagt menigheder. En tænkelig årsag til en sådan indsamling kunne være en hungersnød i regionen omkring årene 47-48.Friedrich W. Horn: Das Ende des Paulus. Walter de Gruyter, 2001, , s. 29. Eksemplet fra urmenigheden i Jerusalem kan have inspireret til den eksterne indsamling.Oscar Cullmann: "Ökumenische Kollekte und Gütergemeinschaft im Urchristentum." I: Oscar Cullmann: Vorträge und Aufsätze 1925–1962. Mohr/Siebeck, Tübingen 1966, , s. 600-604.
Paulus berettede i Romerbrevet om overdragelsen af en sådan indsamling "til de fattige blandt de hellige i Jerusalem" og skrev om giverne: "Men nu rejser jeg til Jerusalem med hjælp til de hellige. Makedonien og Akaja har nemlig besluttet, at de vil samle ind til en fællesgave til de fattige blandt de hellige i Jerusalem. De har besluttet det, og de står også i gæld til dem; for når de som hedninger har fået del i deres åndelige goder, skylder de også at hjælpe dem med materielle goder. Når jeg så har fuldført det og sikret dem denne høst, vil jeg rejse til Spanien og besøge jer på vejen. Og jeg ved, at når jeg kommer, vil jeg komme med Kristi velsignelse i hele dens fylde." (-29 ; Jf. ) Så Paulus forstod ikke disse indsamlinger som en karitativ eller velgørende tjeneste, men som de hedningekristnes pligt, at de på den måde kunne takke de jødekristne for det modtagne frelsesbudskab og bekræfte deres varige forbindelse.Christoph J. Karlson: "Zum sozio-kulturellen und theologischen Hintergrund der paulinischen Kollekte." I: Frank Adloff, Eckhard Priller, Rupert Strachwitz (udg.): Prosoziales Verhalten. Lucius & Lucius, 2010, , s. 24-27.
I Andet Korinterbrevet (-15) tilskyndede Paulus menigheden i Korinth til at fortsætte den tidligere indsamling til urmenigheden i Jerusalem: "Brødre, vi vil gøre jer bekendt med den nåde, Gud har vist menighederne i Makedonien: Under stor prøvelse og trængsel er deres overstrømmende glæde og dybe fattigdom strømmet over i den rigeste gavmildhed. For de gav efter evne, ja, over evne, det kan jeg bevidne; på eget initiativ har de indtrængende bedt os om at måtte være med i gaven til de hellige. De gjorde ikke blot sådan, som vi havde håbet, nej, de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os, så vi har bedt Titus om at bringe indsamlingen hos jer til afslutning, sådan som han tidligere satte den i gang.