thumb|alt=A dark gray and red sphere representing the Earth lies against a black background to the right of an orange circular object representing the Sun|Illustration af en afsveden jordklode til højre for Solen som 'rød kæmpe' om 5-7 mia. år
Jordens biologiske og geologiske fremtid kan ekstrapoleres ud fra anslåede langtidsvirkninger af flere forhold, herunder kemiske forhold på jordoverfladen, hastigheden for afkøling af Jordens indre, forskellige forhold vedrørende tyngderelationer med andre objekter i solsystemet og en stigning i Solens lysstyrke. En usikker faktor i denne ekstrapolering er bedømmelsen af indflydelsen af den af mennesket introducerede teknologi, 'klimateknik' eller geoengineering, der kan vise sig at forårsage betydelige ændringer på planeten. Menneskelig aktivitet er involveret i den sjette store eller holocæne massedød, og virkningerne kan vare i op til fem millioner år. Hvis teknologi viser sig at udrydde menneskeheden, kan Jorden derefter muligvis gradvist vende tilbage til et langsommere evolutionært tempo, der kun beror på langvarige naturlige processer.
Over tidsintervaller på flere hundrede millioner år kan tilfældige astronomiske begivenheder udgøre en global risiko for biosfæren, hvilket kan resultere i masseuddøen. Det kunne være indslag af kometer eller asteroider eller en stor stjerneeksplosion, en supernova, inden for en radius fra Solen på ca. 100 lysår. Andre store geologiske begivenheder er mere forudsigelige. Milankovićteorien forudsiger, at Jorden vil fortsætte med at gennemgå istider i det mindste indtil den kvartære glaciation ophører. Disse perioder er forårsaget af variationer i excentricitet, aksehældning og præcession af Jordens bane. Som en del af den igangværende superkontinentcyklus vil pladetektonik sandsynligvis resultere i et superkontinent om 250-350 millioner år. På et tidspunkt inden for de næste 1,5-4,5 milliarder år kan Jordens aksiale hældning begynde at gennemgå kaotiske variationer med ændringer i den aksiale hældning på op til 90°.
Solens lysstyrke vil støt stige, hvilket resulterer i en stigning i den solstråling, der når Jorden (en: 'solar irradiance'). Det vil resultere i en højere forvitringsrate af silikatmineral, hvilket vil medføre et fald i niveauet af kuldioxid i atmosfæren. I løbet af de næste ca. 600 millioner år vil niveauet for kuldioxid falde til under det niveau, der er nødvendigt for at opretholde planters kulstoffiksering ved fotosyntese ('C3 fiksering', se kulstofkredsløb, stofskiftevej). Nogle planter bruger 'C4-kulstoffikseringsmetoden', hvilket giver dem mulighed for at eksistere ved kuldioxidkoncentrationer helt ned til 10 ppm, milliontedele. Den langsigtede tendens er dog, at plantelivet uddør og dermed også næsten alt dyreliv, da planter indgår som producent i fødekæden på Jorden.
Om ca. en milliard år vil sollysets styrke være omkring 10% højere end i øjeblikket. Det vil gøre atmosfæren til et 'fugtigt drivhus' og resultere i en 'løbsk' fordampning af verdenshavene ved positiv tilbagekobling. Som en sandsynlig konsekvens vil pladetektonikken ophøreTil '.. når pladetektonikken ophører' : "Here's What'll Happen When Plate Tectonics Grinds to a Halt" af Robin George Andrews fra 29. august, 2018. NationalGeographic.com ('Her er hvad der vil ske, når pladetektonikken ophører') og med den hele kulstofkredsløbet. Efter denne begivenhed – om ca. 2-3 milliarder år – kan Jordens magnetiske dynamo ophøre, hvilket får magnetosfæren til at henfalde og fører til et accelereret tab af flygtige stoffer, 'volatiler', fra den ydre atmosfære, exosfæren. Om fire milliarder år vil stigningen i Jordens overfladetemperatur forårsage en løbsk drivhuseffekt, der opvarmer overfladen nok til at smelte den. På det tidspunkt vil alt liv på Jorden blive udryddet. Den mest sandsynlige skæbne for Jorden er at den bliver opslugt af Solen om ca. 7,5 milliarder år, efter at stjernen er blevet en rød kæmpe og har udvidet sig ud over Jordens nuværende bane.
Menneskelig indflydelse
thumb|Protestmarch mod atomvåben i Oxford, 1980
Mennesket spiller en nøglerolle i biosfæren, idet den store menneskelige befolkning dominerer mange af Jordens økosystemer. Det har resulteret i en udbredt, vedvarende masseuddøen af andre arter under den nuværende geologiske epoke, holocæn, se geokronologi. Det store tab af arter forårsaget af menneskelig indflydelse siden 1950'erne er blevet kaldt en 'biotisk krise', hvor anslået 10% af det samlede antal arter var forsvundet i 2007. Med den nuværende hastighed er ca. 30% af arterne i fare for udryddelse i løbet af de næste hundrede år. Den holocæne massedød er resultatet af ødelæggelse af levesteder, udbredelsen af invasive arter, jagt og klimaændringer. I dag har menneskelig aktivitet haft en betydelig indflydelse på Jordens overflade. Mere end en tredjedel af landoverfladen er blevet ændret ved menneskelige handlinger, og mennesker bruger ca. 20% af den globale primære produktion. Koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren er steget med næsten 30% siden begyndelsen af den industrielle revolution.
Konsekvenserne af en vedvarende biotisk krise er forventet at vare i mindst fem millioner år. Det kan resultere i et fald i biodiversitet og homogenisering af biomer, ledsaget af en spredning af opportunistiske arter som skadedyr og ukrudt. Nye arter kan også opstå; især taksa, der klarer sig godt i menneskedominerede økosystemer, kan hurtigt diversificere sig til mange nye arter. Mikrober drager sandsynligvis fordel af forøgelsen af næringsrige miljønicher. Der opstår sandsynligvis ingen nye arter fra eksisterende store hvirveldyr, og fødekæder vil sandsynligvis blive afkortede.
Der er flere scenarier for kendte risici, der kan have en global indflydelse på Jorden. Fra menneskehedens perspektiv kan man opdele i dem der kan overvindes og dem der ikke kan. Til de risici menneskeheden udgør for sig selv hører klimaforandringer, misbrug af nanoteknologi ('grey goo', gråt vammelt stads), en omfattende krig med kernevåben, krigsførelse med en programmeret superintelligens, en genetisk manipuleret sygdom eller en katastrofe forårsaget af et fysisk eksperiment. Tilsvarende kan flere naturlige begivenheder udgøre en dommedagstrussel, herunder en meget ondartet sygdom, virkningen af en asteroide eller komet, løbsk drivhuseffekt og opbrug af visse ressourcer. Der kan også være muligheden for et angreb ved fra en udenjordisk livsform. De faktiske odds for at disse scenarier skulle forekomme, er vanskelige, hvis ikke umulige, at udlede.
Hvis mennesket (homo sapiens) bliver udryddet, vil de forskellige strukturer, der skyldes mennesket, begynde at forfalde. De største strukturer har en anslået halveringstid for nedbrydning på ca. 1.000 år. De sidste overlevende strukturer vil sandsynligvis være åbne miner, store deponeringsanlæg, større motorveje, brede kanalgennemskæringer og jorddæmninger (en: earth-fill flank dams). Nogle store stenmonumenter som pyramiderne i Giza Nekropolis eller skulpturerne ved Mount Rushmore kan muligvis stadig eksistere i en eller anden form efter en million år.Life After People er en tv-serie om nedbrydningen af strukturer hvis mennesket forsvinder (note i det engelske forlæg)
Tilfældige hændelser thumb|Meteorkrateret Barringer i Flagstaff, Arizona tyder på en påvirkning af himmelobjekter på Jorden (meteoritnedslag)
Når solen kredser om Mælkevejen, kan 'vandrende stjerner'Udtrykket 'vandrende stjerner' har man brugt om planeterne som man kunne se vandre hen over himlen i modsætning til fiksstjernerne – Her drejer det sig imidlertid om stjerner, se evt. "Spot These Wandering Stars In June's Night Sky" fra Space.com ("Find disse vandrende stjerner på junis nattehimmel') − "What is a runaway star?" fra Earthsky.org og 'Runaway stars' ('Undslupne stjerner, 'Bortløbende stjerner' ?) nærme sig tæt nok til at have en forstyrrende indflydelse på solsystemet. Et tæt stjernemøde kan forårsage en markant reduktion i periheliumafstandene (~apsis?) til kometer i Oortskyen – en hypotetisk sværm af utallige små islegemer (kometkerner), som kredser omkring solsystemet inden for et halvt lysår. Et sådant møde kan udløse en stigning på omkring 40 gange i antallet af kometer, der når det indre solsystem. Nedslag fra en sådan sværm af kometer kan udløse en masseudryddelse af livet på Jorden. Sådanne forstyrrende møder forekommer i gennemsnit en gang for hver 45 millioner år. Den gennemsnitlige tid der er nødvendig for, at solen kolliderer med en anden stjerne i dens nærhed er ca. 3 × 1013 år, hvilket er meget længere end den anslåede alder for Mælkevejen som er ~ 1,3 × 1010 år. Det kan tages som en indikation af den lave sandsynlighed for, at en sådan begivenhed finder sted i løbet af Jordens levetid.
Den energi der udløses fra nedslaget af en asteroide eller komet med en diameter på 5-10 km eller større er tilstrækkelig til at skabe en global miljøkatastrofe og forårsage en statistisk signifikant stigning i antallet af arter der udryddes. Blandt de skadelige virkninger af et større nedslag er en sky af fint støv der dækker planeten, hvilket forhindrer noget af det direkte sollys i at nå jordoverfladen (~diffus stråling) og sænker derved landtemperaturen med ca. 15 °C inden for en uge og forhindrer fotosyntesen i flere måneder – svarende til en atomvinter, nuklear vinter. Den gennemsnitlige tid mellem større nedslag anslås at være mindst 100 millioner år. I løbet af de sidste 540 millioner år har simuleringer vist at en sådan påvirkningsgrad er tilstrækkelig til at forårsage 5-6 større og 20-30 begivenheder af lavere sværhedsgrad. Det svarer til den geologiske registrering af betydelige udryddelser under phanerozoikum, 'de synlige dyrs tidsalder', som er den æon hvor det rigeste dyreliv har eksisteretTil 'geologisk tidsskala', se geokronologi og evt. også 'Geologisk tidsskala' i Den Store Danske af Erik ThomsenEksempler: Superæon – Æon – Æra – Periode – Epoke – Alder. Sådanne begivenheder kan forventes at fortsætte ind i fremtiden.
En supernova er en kataklysmisk eksplosion af en stjerne'Kataklysme' : en pludselig ødelæggende begivenhed. Dansk Fremmedordbog. I Mælkevejen forekommer supernovaeksplosioner i gennemsnit en gang hvert 40. år. I løbet af Jordens historie har flere sådanne begivenheder sandsynligvis fundet sted inden for en afstand af 100 lysår – en 'nærjordisk supernova'. Eksplosioner inden for denne afstand kan forurene planeten med radioisotoper og muligvis påvirke biosfæren. Gammastråler udsendt fra en supernova reagerer med nitrogen i atmosfæren og producerer nitrogenoxider. Disse molekyler medvirker til nedbrydning af ozonlaget, der beskytter overfladen mod ultraviolet (UV) stråling fra solen. En stigning i UVB-stråling på kun 10-30% er tilstrækkelig til at forårsage en betydelig påvirkning af livet, især på planteplanktonet, der danner basen i den oceaniske fødekæde. En supernovaeksplosion i en afstand af 26 lysår halverer ozonsøjletætheden. I gennemsnit forekommer en supernovaeksplosion inden for 32 lysår en gang hvert par hundrede millioner år, hvilket resulterer i udtynding af af ozonlaget i flere hundrede år. I løbet af de næste to milliarder år vil der være omkring 20 supernovaeksplosioner og gammaglimt, der kan have en betydelig indflydelse på klodens biosfære.
Den trinvis voksende virkning af gravitationsforstyrrelser (perturbationer) mellem planeterne får det indre solsystem som helhed til at opføre sig kaotisk over lange tidsperioder. Det påvirker ikke solsystemets stabilitet i intervaller på nogle få millioner år eller mindre, men over milliarder af år bliver planeternes baner uforudsigelige. Computersimuleringer af solsystemets udvikling over de næste fem milliarder år antyder, at der er en lille (mindre end 1%) chance for, at der kan forekomme en kollision mellem Jorden og enten Merkur, Venus eller Mars. I det samme interval er chancerne for, at Jorden bliver sendt ud af solsystemet af en forbipasserende stjerne i størrelsesordenen én pr. 105.