Sang-Værk til den Danske Kirke er en samling af salmer skrevet af N.F.S. Grundtvig, som udkom 1836-1837. Værket er udgivet i København på den Wahlske Boghandels Forlag. Værket betegnes som gennembruddet for Grundtvigs salmedigtning.Solten (2014), s. 116. Den indgår i Grundtvigs gennemgående ambition om at erstatte den gældende salmebog, Evangelisk-kristelig Psalmebog. Sangværk til den Danske Kirke er dog ikke i sig selv udformet som en salmebog, men som en bredere fremlæggelse af salmetekster.Elbek, Jørgen: "Grundtvig og de latinske salmer". Grundtvig-Studier. 1959. Side 7–64.
Tilblivelse Grundtvig havde siden 1810/1811 haft ambitioner om at lave en større salmesamling (denne ambition er udtrykt i det offentlige følgebrev, "Hr. Sandsiger", til hans første offentliggjorte salme, "De hellige tre Konger" ("Dejlig er den Himmel blaa"), og det er den ambition, han indløser med Sang-Værk til den Danske Kirke (1836-1837). Jørgen Elbek beskriver det således: "En af de livsopgaver, Grundtvig tidligst fik sat sig og senest fik løst, var en reform af den danske salmesang. Da planen blev ført ud i livet med Sang-Værk til den danske Kirke 1836-1837, havde den groet i ham en lille menneskealder."Jørgen Elbek: Grundtvig og de græske salmer. København: G.E.C. GADs Forlag. Side 5.
Værket blev muliggjort, da hans gode ven og beundrer Gunni Busck stillede midler til rådighed, så Grundtvig kunne koncentere sig alene om salmedigtningen. Værket efterfølges af Sang-Værk til Den Danske Kirke-Skole (1839-1870). Fra og med udgivelsen af sangværket spiller salmedigtningen hovedrollen i Grundtvigs lyriske forfatterskab.
Titel Værket er opkaldt efter det klokkespil ("Sangværket"), der sad i Vor Frue Kirkes tårn, indtil det blev ramt og skudt ned under Københavns bombardement. "Grundvigs salmedigtning skal være en erstatning for denne tabte musik."Lundgreen-Nielsen (UÅ), 36.
Indhold Efter samlingens "For-Spil", der er et længere uddrag (59 strofer) af Nyaars-Morgen, rummer Sang-Værk til den Dansk Kirke 401 salmer. Samlingens første del består er en række salmer til generelt brug i kirkeåret.Se Rode (1996) og Auken (1999). Anden del rummer en salmer fordelt over de store kristne højtid med hovedvægten lagt på salmer til jul, påske og pinse. Delene er ikke formelt markerede i værket, men kan aflæses af salmernes indhold. Salmerne i anden del er dels gendigtninger fra en række historiske menigheder, dels originale salmer fra Grundtvigs egen hånd. Gendigtningerne følger et fast kronologisk mønster svarende til Grundtvigs forestilling om de syv hovedmenigheder (se fx Christenhedens Syvstjerne). Det betyder at gendigtningerne i hvert hovedafsnit kommer i følgende rækkefølge: hebræisk, græsk, latinsk, angelsaksisk, tysk, dansk. Den syvende menighed kan ikke repræsenteres, da den endnu er fremtidig.Eksempel på, hvordan Grundtvig gendigter tidligere kilder til moderne salmer kan ses i Auken & Damsgaard, 2016; Bugge, 2016; Pedersen, 1991; Stevns 1949. I Blandt de digtere, Grundtvig gendigter i Sang-Værk til den Danske Kirke, er Thomas Kingo, Martin Luther, og H.A. Brorson. Af disse er Kingo klart den hyppigste med 28 gendigtede tekster. Af samlingens 401 tekster er omtrent de 280 gendigtninger i en eller anden form. Mange af disse opfattes i dag primært som salmer af Grundtvig og kun i mindre omfang som gendigtninger af ældre tekster.
Sang-Værk til den Danske Kirke rummer en række af Grundtvigs betydeligste salmer, herunder "Hil dig, Frelser og Forsoner", "I Kveld blev der banket paa Helvedes Port" og "Reis op dit Hoved, al Christenhed".
Betydning Sang-Værk til den Danske Kirke betragtes i Grundtvigforskningen som Grundtvigs betydeligste enkelsamling af salmer. Den er blevet kaldt "en mageløs religiøs digtbog" Sammen med Kingos Vinterparten (1869) og Brorsons Troens rare klenodie (1739) er Sang-Værk til den Danske Kirke de vigtigste salmesamlinger i dansk litteratur. Grundtvig optog selv en række af salmerne fra Sang-værk til den Danske Kirke i de forskellige oplag af Fest-Psalmer. En lang række af salmerne fra sangværket er efterfølgende blevet optaget i danske salmebøger og andre sangbøger, herunder i talrige udgaver af Højskolesangbogen.
Sang-Værk til Den Danske Kirke-Skole I årene efter udgivelsen af sangværket påbegyndte Grundtvig et andet bind under samme titel: Sang-Værk til den Danske Kirke. Andet Binds første og andet Hefte (1839-1841). Planen var at skrive bibelhistoriske sange til brug for den kirkelige undervisning i kristendom. Planen gik dog i stå efter andet hæfte, og først i 1870 blev projektet fuldført med udgivelsen af Sang-Værk til Den Danske Kirke-Skole.
Terminologi Titlen "Sang-Værk" anvendes altså i Grundtvigs eget forfatterskab om tre foreskellige værker, Sang-Værk til den Danske Kirke, Sang-Værk til den Danske Kirke. Andet Binds første og andet Hefte og Sang-Værk til Den Danske Kirke-Skole.
Derudover har to samleværker efter Grundtvigs død også brugt titlen. Den nyeste – og tekskritisk mest korrekte af disse – er Grundtvigs Sang-Værk I-VI, som udkom på Det danske forlag 1944-1964. Heri udgør Sang-Værk til den Danske Kirke bind I, mens Sang-Værk til Den Danske Kirke-Skole udgør bind II. Det er denne udgave, som ligger til grund for udgivelsen af Grundtvigs salmer på Arkiv for dansk litteratur.
Endelig sker det , at skribenter, der diskuterer Grundtvigs salmedigtning generelt, omtaler den som hans sangværk.J.P. Bang: Grundtvigs Arv. København: Kirkeligt Samfund. 1925.
Kilder
Litteratur
Førsteudgave Grundtvig, N.F.S. (1836-1837), Sang-Værk til den Danske Kirke, København, Wahlske Boghandels Forlag.
Senere udgaver
Grundtvig, N.F.S. Sang-Værk til den Danske Kirke (1836-1837). I Stevns, M. (m.fl., udg). Grundtvigs Sang-Værk 1. København: Det danske Forlag. 1944. Værket hos Grundtvigs Værker.
Sekundærlitteratur
Albeck, G. (1965). Dansk litteraturhistorie 2. København: Politikens Forlag. 159-164. Auken, S. (1999). "Sangværket som udviklingsroman. Om Randi Habersaat Rodes bog Barneglad og engleklog (1996)". Grundtvig-Studier. 195-207. Auken, S. & Damsgaard, J. (2016). "Grundtvigs Brorson". I Grundtvig-Studier. 47-78. Bugge, K. E. (2016). "The Genesis of a Poem". I Grundtvig-Studier. 109-138. Elbek, Jørgen: "Grundtvig og de latinske salmer". Grundtvig-Studier. 1959. Side 7–64. Lundgreen-Nielsen, F. (UÅ). Grundtvig . Forfatterportræt på Arkiv for dansk litteratur. Pedersen, J. (1991)."Den dybe sammenhæng. Om Grundtvigs salme "Hil dig, frelser og forsoner" som gengivelse af den cisterciensiske "Salve, mundi salutare" set på baggrund af hans forhold til den middelalderlige hymnedigtning". I Fra Augustin til Johannes V. Jensen. København: Museum Tusculanums Forlag. 165-203. Rode, R.H. (1996) Barneglad og engleklog: Grundtvigs selvforståelse i Sang-værk til den danske Kirke. København: C.A. Reitzel. Solten, T. B. (2014). Troens øjeblik. Et tematisk, hermeneutisk og genreorienteret studie i N.F.S. Grundtvigs salmer. Phd. Københavns Universitet. Stevns, M. (1949). "Grundtvig og Kingos salmer". Grundtvig-Studier, 16-34.
Kategori:Salmer af N.F.S. Grundtvig Kategori:N.F.S. Grundtvig