Kongen af JerusalemGuy. 2012. Encyclopædia Britannica Online. Retrieved 27 August 2012, from http://www.britannica.com/EBchecked/topic/249989/Guy var den øverste hersker over Kongeriget Jerusalem, korsfarerstaten, der blev grundlagt af kristne fyrster i 1099, efter at Jerusalem var blevet indtaget under Det 1. korstog.
Godfred af Bouillon, den første hersker over Kongeriget Jerusalem, afviste selv kongetitlen og valgte i stedet titlen "Forsvarer af Den hellige grav". Således blev titlen konge kun introduceret for hans efterfølger, Kong Balduin 1. i 1100. Byen Jerusalem blev tabt i 1187, men Kongeriget Jerusalem overlevede og flyttede sin hovedstad til Akko i 1191. Byen Jerusalem blev generobret under Det 6. korstog i 1229–39 og 1241–44. Kongeriget Jerusalem blev endelig opløst efter Akkos fald og afslutningen på korstogene til Det Hellige Land i 1291.
Efter at korsfarerstaterne var ophørt med at eksistere, blev der gjort krav på titlen som Konge af Jerusalem af en række europæiske fyrsteslægter, der nedstammede fra Kongerne af Cypern eller Kongerne af Napoli. Den (rent ceremonielle) titel Konge af Jerusalem bruges i øjeblikket af Felipe 6. af Spanien. Otto von Habsburg gjorde krav som Huset Habsburgs prætendent og ligeledes gjorde kongerne af Italien indtil 1946.
Kongerne af Jerusalem (1099–1291) Kongeriget Jerusalem havde sin oprindelse i Det 1. korstog , da Godfred fra Bouillon, efter at have nægtet en krone og kongetitlen "med erklæringen om, at han aldrig ville bære en krone af guld, når hans Frelser havde båret en tornekrone", tog titlen Advocatus Sancti Sepulchri (beskytter af Den hellige grav) i 1099 og blev indsat som hersker over Jerusalem i Fødselskirken i Betlehem.
Året efter døde Godfred. Hans bror Balduin 1. var den første, der brugte titlen konge og den første, der blev kronet til konge i selve Gravkirken i Jerusalem.
Kongeembedet i Jerusalem var delvist et valgmonarki og delvist arveligt. På sit højeste i midten af det 12. århundrede var der i kongeriget en kongelig familie og en relativ klar arvefølge. Ikke desto mindre blev kongen valgt eller i det mindste anerkendt af "Haute Cour" (Høje hof), kongerigets feudalråd. Her blev kongen betragtet som en "primus inter pares" (den først blandt ligemænd), og i hans fravær blev hans pligter udført af hans seneschal.
Paladset opført til kongerne af Jerusalem, der blev brugt fra 1160'erne og fremefter, lå syd for Jerusalems citadel.Adrian J. Boas. Jerusalem in the Time of the Crusades: Society, Landscape and Art in the Holy City under Frankish Rule. Pages 79-82. Routledge 2009. . Kongeriget Jerusalem indførte franske feudale strukturer til Levanten. Kongen havde personligt flere len indføjet i det kongelige domæne, der varierede fra konge til konge. Han var også ansvarlig for at led kongeriget i kamp, skønt denne pligt kunne overføres til en konstabel.
Mens flere moderne europæiske stater bevægede sig mod centraliserede monarkier, mistede kongen af Jerusalem mere og mere magt til de stærkeste af hans baroner. Dette skyldtes delvist mange af kongernes unge alder og hyppigheden af regenter fra adelsmændenes rækker.
Efter Jerusalems fald i 1187 blev kongerigets hovedstad flyttet til Akko, hvor den forblev indtil 1291, dog foregik kroningerne i Tyrus .
I denne periode var kongeembedet ofte bare en formel titel, som blev holdt af en europæisk hersker, der aldrig faktisk boede i Akko. Da den unge Konrad 3. var konge og boede i Sydtyskland, gjorde hans fars grandfætter, Hugo af Brienne, krav på regentskabet over Kongeriget Jerusalem og indirekte hans plads i arven. Kravet blev fremsat i 1264 som den ældste efterkommer og retmæssig arving efter hans oldemor Dronning Isabella 1., hendes næstældste datter Alix af Champagne, hvis ældste datter var Hugos mor. Men han blev forbigået af Haute Cour til fordel for hans fætter, Hugo af Antiochia, den fremtidige Hugo 3. af Cypern og Hugo 1. af Jerusalem.
Efter at Konrad 3. var blevet henrettet af Karl 1. af Sicilien i 1268 blev kongeriget holdt af Lusignan-slægten, som samtidig var konger af Cypern. Imidlertid købte Karl 1. af Sicilien rettighederne fra en af kongerigets arvinger i 1277.
I det år sendte han Roger af Sanseverino til østpå som sin forvalter. Roger indtog Akko og opnåede en tvungen hyldest fra baronerne. Roger blev tilbagekaldt i 1282 på grund af Den sicilianske vesper og efterlod Odo Poilechien i hans sted for at regere. Hans ressourcer og autoritet var minimal, og han blev afsat af Henrik 2. af Cypern, da han ankom fra Cypern til sin kroning som konge af Jerusalem.
Akko blev erobret af Mamelukkerne i 1291, hvilket gjorde en ende på korsfarernes tilstedeværelse på fastlandet.
Huset Boulogne (1099–1118) Monark Billede Fødsel Ægteskab Død Godfred (Beskytter af Hellig Grav, men ikke konge) 1099-1100 116x116px ca. 1060 Boulogne-sur-Mer, Frankrig eller Baisy, Brabant Søn af Eustace 2., greve af Boulogne og Ida af Lorraine aldrig gift 18. juli 1100Jerusalem, Kongeriget JerusalemCa. 40 år Balduin 1. 1100-1118 100x100px ca. 1058 Lorraine, Frankrig Søn af Eustace 2., greve af Boulogne og Ida af Lorraine Godehilde de Toeni Ingen børn Arda af Armenien 1097 Ingen børn Adelaide del Vasto
1112
Ingen børn 2. april 1118 Al-Arish, Egypten Ca. 60 år
Huset Rethel (1118–1153) Monark Billede Fødsel Ægteskab Død Balduin 2.1118-1131 213x213px ?? Frankrig Søn af Hugo 1., greve af Rethel og Melisende af Montlhéry Morphia de Melitene 1101 Fire døtre 21. august 1131 Jerusalem, Kongeriget Jerusalem Melisende 1131-1153 med Fulko indtil 1143 med Balduin 3. fra 1143 128x128px 1105 Jerusalem, Kongeriget Jerusalem Datter af Balduin 2. og Morphia de Melitene Fulko 5., greve af Anjou 2. juni 1129 2 sønner 11. september 1161 Jerusalem, Kongeriget Jerusalem 56 år
Huset Anjou (1153–1205) I 1127 Fulko 5., greve af Anjou en ambassade fra Kong Balduin 2. af Jerusalem. Balduin 2. havde ingen mandlige arvinger, men havde allerede udpeget sin datter Melisende til at efterfølge ham. Balduin 2. ville beskytte sin datters arv ved at gifte hende bort til en magtfuld herre. Fulko var en velhavende korsfarer og erfaren hærleder og en enkemand. Hans erfaring fra slagmarken ville være uvurderlig for en grænsestat, der altid var i krig.
Fulko holdt dog fast på at opnå bedre vilkår end blot dronningens prinsgemal. Han ville være konge sammen med Melisende. Taget Fulkos formue og militære bedrifter i betragtning indvilligede Balduin 2. Fulko gjorde derefter afkald på sine titler til fordel for sin søn Godfred og sejlede afsted for at blive konge af Jerusalem, og han giftede sig med Melisende den 2. juni 1129. Senere styrkede Balduin 2. Melisendes position i kongeriget ved at gøre hende til den eneste værge for hendes søn med Fulko, Balduin 3., født i 1130.
Fulko og Melisende blev fælles herskere over Jerusalem i 1131 efter Balduin 2.'s død. Fra starten overtog Fulko alene regeringsstyret og ekskluderede helt Melisende. Han foretrak landsmænd fra Anjou frem for den oprindelige adel. De andre korsfarerstater mod nord frygtede, at Fulko ville forsøge at pålægge Jerusalems overherredømme over dem, som Balduin 2. havde gjort, men da Fulko var langt mindre magtfuld end sin afdøde svigerfar, afviste de nordlige stater hans myndighed. left|thumb|183x183px| Fulkos død, som afbildet i MS af Vilhelm af Tyrus' Historia og Old French Continuation, malet i Akko, 13. årh. Bib. Nat. Française . Også i Jerusalem blev Fulko hadet af den anden generation af kristne i Jerusalem, der var vokset op der efter Det 1. korstog. Disse "indfødte" fokuserede på Melisendes fætter, den populære Hugo 2. af Le Puiset, greve af Jaffa, der var hengiven loyal overfor dronningen. Fulko så Hugo som en rival, og i 1134, for at skade Hugo, anklagede han ham for utroskab med Melisende. Hugo gjorde oprør i protest og sluttede sig til Jaffa ved at alliere sig med muslimerne i Ashkelon. Han var i stand til at besejre den hær, der blev sendt mod ham af Fulko, men denne situation var ikke holdbar. Jerusalems katolske patriark greb ind i konflikten, måske efter anmodning fra Melisende. Fulko gik med til en fred, og Hugo blev udvist fra kongeriget i tre år, en lempelig straf.
Der blev imidlertid forsøgt et attentat på Hugo. Fulko eller hans støtter blev almindeligt set som ansvarlige, skønt direkte beviser aldrig er dukket op. Skandalen var alt hvad, der skulle til for, at dronningens parti skulle overtage regeringsmagten i det, der var et paladskup. Forfatter og historiker Bernard Hamilton skrev, at Fulkos støtter "gik rundt i frygt for deres liv" i paladset. Den samtidige krønikeskriver og historiker Vilhelm af Tyrus skrev om Fulko "han forsøgte aldrig at tage initiativet, selv ikke i trivielle anliggender, uden (Melisendes) samtykke". Resultatet var, at Melisende havde den direkte og ubestridelige kontrol over regeringen fra 1136 og frem. På et tidspunkt før 1136 havde Fulko forsonet sig med sin hustru og en anden søn, Amalrik blev født.
I 1143, mens kongen og dronningen var på ferie i Akko, blev Fulko dræbt i en jagtulykke. Hans hest snublede, faldt, og Fulkos kranium blev knust af sadlen, "og hans hjernemasse sprøjtede ud fra både ører og næsebor", som Vilhelm af Tyrus beskriver. Han blev ført tilbage til Akko, hvor han lå bevidstløs i tre dage, før han døde. Han blev begravet i Gravkirken i Jerusalem. Selvom deres ægteskab begyndte i konflikt, sørgede Melisende for ham både privat såvel som offentligt. Fulko blev overlevet af sin søn Godfred af Anjou fra hans første ægteskab, og Balduin 3. og Amalrik 1. med Melisende.
Balduin 3. besteg tronen med sin mor som medregent i 1143. Hans tidlige regeringstid blev præget af skænderier med sin mor over kontrollen over Jerusalem indtil 1153, da han personligt overtog styret. Han døde i 1163 uden arvinger, og kongeriget blev arvet af hans bror, Amalrik 1., skønt der var en vis modstand blandt adelen til Amalriks hustru Agnes. De var villige til at acceptere ægteskabet i 1157, da Balduin 3. stadig var i stand til at få en arving, men nu nægtede "Haute Cour" at anerkende Amalrik som konge, medmindre hans ægteskab med Agnes blev annulleret. Fjendtligheden mod Agnes er nok blevet overdrevet af krønikeskriveren Vilhelm af Tyrus, som hun havde forhindret i at blive den katolske patriark af Jerusalem årtier senere, samt af Vilhelms efterfølgere som Ernoul, der insinuerer en ringeagt af hendes moralske karakter: "bil telle n'est que roine doie iestre di si haute cite comme de Jherusalem" ("der skulle ikke være en sådan dronning for en så hellig by som Jerusalem").
Ikke desto mindre var blodsslægtskabet nok til modstanden. Amalrik accepterede og besteg tronen uden en hustru, skønt Agnes fortsatte med at have titlen grevinde af Jaffa og Ascalon og modtog en pension fra dette lens indkomst. Kirken bestemte, at Amalrik og Agnes' børn var legitime og bevarede deres plads i arvefølgen. Gennem sine børn havde Agnes stor indflydelse i Jerusalem i næsten 20 år. Almarik blev efterfulgt af sin søn med Agnes, Balduin 4. left|thumb|200x200px| Brylluppet mellem Amalrik 1. af Jerusalem og Maria Komnene i Tyrus Almariks hustruer var Agnes af Courtenay, nu gift med Rainald Garnier, og Maria Komnene, enkedronningen, der havde giftet sig med Balian af Ibelin i 1177. Hans datter med Agnes, Sibylla, var allerede voksen, mor til en søn og var tydeligvis i en stærk position til at efterfølge sin bror, men Marias datter Isabella havde støtte fra sin stedfars familie Ibelinerne.right|thumb|200x200px| Vilhelm af Tyrus opdager Balduins første symptomer på spedalskhed (MS af Estoire d'Eracle (fransk oversættelse af Vilhelm af Tyrus Historia )), malet i Frankrig, 1250'erne. British Library, London.)