Marie (Maria Karolina Zofia Felicja) Leszczyńska (; polsk IPA: [marja lɛʂˈtʂɨj̃ska]; 23. juni 1703 – 24. juni 1768), var en polsk prinsesse og dronning af Frankrig fra 1725 indtil sin død i 1768 gennem sit ægteskab med Ludvig 15. Datteren af Kong Stanislaw 1. af Polen og Katarina Opalinska, blev med sin 42 år den længstsiddende dronning i fransk historie. Marie var en hengiven katolik gennem hele sit liv og var populær blandt det franske folk for sin generøsitet og introducerede mange polske skikke til kongehoffet i Versailles. Hun var bedstemor til Ludvig 16., Ludvig 18. og Karl 10. af Frankrig.
Tidlige liv left|thumb|254x254px| Prinsesse Marie i 1712 af Johan Starbus. Marie blev født som Maria Karolina Zofia Felicja Leszczyńska var den næstældste datter af Stanislaw 1. Leszczyński og hans hustru Katarina Opalinska. Hun havde en ældre søster, Anna Leszczyńska, der døde af lungebetændelse i 1717.André Rossinot, Emmanuel Haymann, Stanislas, le roi philosophe, p. 93, Michel Lafon, Paris 2004.
Maries tidlige liv blev præget af hendes fars politiske ulykke. Ironisk nok var Kong Stanislaws håbløse politiske karriere i sidste ende årsagen til, at hans datter Maria blev valgt som bruden til Kong Ludvig 15. af Frankrig. Uden politiske forbindelser blev hans datter af franskmændene betragtet som fri for byrden ved internationale alliancer.
Hun blev født i Trzebnica () i Nedre Schlesien, året før hendes far blev gjort til konge af Polen af Karl 12. af Sverige, der havde invaderet landet i 1704. I 1709 blev hendes far afsat, da den svenske hær mistede den militære overhånd i Polen, og familien blev givet tilflugt af Karl 12. i den svenske by Kristianstad i Skåne. Lundh-Eriksson, Nanna: Hedvig Eleonora. Wahlström & Widstrand (1947) Under flugten blev Marie adskilt fra resten af sin familie; hun blev senere fundet sammen med sin sygeplejerske gemt i en krybbe i en stald, dog hævdes det i en anden version, at det faktisk var en hule i en gammel mineskakt. I Sverige blev familien taget imod af enkedronning Hedvig Eleonora af Slesvig-Holstein-Gottorp og blev et populært medlem af samfundslivet på adelens godser omkring Kristianstad. I 1712 gjorde de et officielt besøg til kurbyen Medevi, hvor enkedronningen ofte opholdt sig. I denne periode i sit liv begyndte Marie at tale svensk med en skånsk accent. Som dronning af Frankrig var hun kendt for at byde svenske ambassadører velkommen til Frankrig med sætningen "Velkommen, kæreste hjerte!" på svensk.
I 1714 gav Karl 12. dem tilladelse til at leve i hans len Zweibrücken i Det tysk-romerske Rige, hvor de blev understøttet af indtægten fra Zweibrücken. De boede der indtil Karl 12.'s død i 1718.Lundh-Eriksson, Nanna: Hedvig Eleonora. Wahlström & Widstrand (1947) Zweibrücken overgik derefter til hans fætter. Disse lande var tilsvarende Stanislaws konfiskerede polske besiddelser. Stanislaw appellerede til Frankrigs regent, hertugen af Orléans, og til hertugen af Lorraine om hjælp, hvor dronningen af Sverige optrådte som hans mægler.Clarissa Campbell Orr: Queenship in Europe 1660-1815: The Role of the Consort. Cambridge University Press (2004)
I 1718 fik familien med støtte fra hertugen af Lorraine lov til at bosætte sig i Wissembourg i provinsen Alsace, som var blevet annekteret af Frankrig, et sted foreslået af Filip 2., hertug af Orléans, en nevø af Ludvig 14. og regent i Kongeriget Frankrig, mens Ludvig 15. var mindreårig. Familien levede et beskedent liv i et stort byhus på den franske regents regning.
Deres livsstil i Wissembourg blev betragtet som meget under standard for en kongelig på det tidspunkt. De boede i et lille hus og kunne ikke betale lønnen for deres lille følge, hvorfra nogle få "tjente som en undskyldning for en æresvagter", og den tidligere dronning Katarinas juveler blev angiveligt holdt som sikkerhed af en pengeudlåner.
Mens hendes mor og bedstemor Anna Leszczyńska efter sigende led af en vis bitterhed over deres eksil og tab af position, hvilket forværrede deres forhold til Stanislaw, som de lejlighedsvis anklagede for deres eksil, var Marie derimod tæt på sin far og brugte megen tid på at tale med ham, skønt hun åbenlyst var af mere rationel karakter. Åbenbart havde Marie "talent for lidelse i tavshed og aldrig at trætte andre med sine problemer", og siges at have udviklet "en dyb og intens fromhed" der gav "hendes ungdommelige sind modenhed af en kvinde, der ikke længere ønskede lykke”.
Ægteskab
Tidlige forhandlinger Marie blev ikke beskrevet som en skønhed. I stedet blev hendes karakteristika på ægteskabsmarkedet angivet at være af behagelig, veluddannet og yndefuld karakter i manerer og bevægelser.Clarissa Campbell Orr: Queenship in Europe 1660-1815: The Role of the Consort. Cambridge University Press (2004) I 1720 blev hun foreslået som en brud til Ludvig Henrik af Bourbon, prins af Condé (som foretrak at være og var kendt som hertugen af Bourbon snarere end prins af Condé), men hendes eventuelle svigermor nægtede at give sit samtykke. Kavaleri-regimentet, der blevet stillet til rådighed af regenten til beskyttelse af familien, omfattede officeren Marquis de Courtanvaux, der blev forelsket i Marie og bad regenten om, at blive ophøjet til hertug for at bede om hendes hånd. Men da regenten nægtede, blev ægteskabet umuligt på grund af hans lave rang. Ludvig Georg, markgreve af Baden-Baden blev foreslået, men disse forhandlinger faldt igennem på grund af hendes utilstrækkelige medgift. Stanislaw forsøgte uden held at arrangere et ægteskab mellem hende og greven af Charolais, broderen til hertugen af Bourbon. I 1724 blev hun af Grev d'Argensson foreslået som en brud til den nye hertug af Orléans, men hendes eventuelle svigermor ønskede en dynastisk match med politisk fordel. thumb| Marie Leszczynska på en mønt. thumb| Marie Leszczyńska, af Jean-Baptiste van Loo thumb| Maries våbenskjold som dronning af Frankrig I 1723 var hertugen af Bourbon blevet Frankrigs regent for den mindreårige Ludvig 15.. Regenten var under stærk indflydelse af sin elskerinde, Madame de Prie. Der var langvarige forhandlinger om et ægteskab mellem Marie og hertugen af Bourbon, der for nylig var blevet enkemand. Madame de Prie gik ind for matchet, da hun ikke opfattede den antagelige uattraktive Marie som en trussel mod sig.Clarissa Campbell Orr: Queenship in Europe 1660-1815: The Role of the Consort. Cambridge University Press (2004) Ægteskabsforhandlingerne blev imidlertid snart overskygget, da Ludvig 15.'s ægteskab blev en prioriteret. Samme år blev den unge konge syg, og af frygt for konsekvenserne af den ugifte konge, der døde uden en arving, foreslog hertugen at få den unge konge gift så hurtigt som muligt. Ludvig 15. var allerede blevet forlovet med Infanta Mariana Victoria af Spanien, som var blevet bragt til Frankrig som hans fremtidige dronning nogle år tidligere og blev omtalt som Infanta-dronningen. Infantaen var dog stadig et barn og kunne ikke forventes at blive gravid før om flere år, mens Ludvig 15., der var femten år, allerede havde nået puberteten. Efter at Ludvig blev alvorligt syg, var der en stor frygt for, at han ville dø, før han havde haft tid til at få en arving til tronen. Skulle det ske, ville tronen overgå til Orléans-slægten. Dette var et uønsket scenarie for hertugen af Bourbon, som selv ville have foretrukket, at tronen skulle gå videre til den spanske linje snarere end til Orléans-slægten. Forlovelsen mellem Ludvig 15. og den spanske Infanta blev ophævet, og sidstnævnte blev sendt tilbage til Spanien, meget til spaniernes ærgrelse. Hertugen af Bourbon og Madame de Prie indledte forhandlinger om kongens øjeblikkelige vielse til Marie.
Forhandlinger om ægteskab med kongen Marie var på en liste med 99 kvalificerede europæiske prinsesser til at blive gift med den unge konge. Hun var ikke det første valg på listen. Hun var kommet på listen, fordi hun var en katolsk prinsesse og derfor opfyldte minimumskriterierne, men blev tidligt fjernet, da listen blev reduceret fra 99 til 17, fordi hun var for fattig.Clarissa Campbell Orr: Queenship in Europe 1660-1815: The Role of the Consort. Cambridge University Press (2004) Da listen på 17 (herunder Barbara af Portugal, prinsesse Charlotte Amalie af Danmark, Elisabeth Theresa af Lorraine og Henrietta Maria d'Este) blev reduceret til fire, frembød de foretrukne valg imidlertid adskillige problemer. Anne og Amelia af Storbritannien, der blev betragtet under forståelse, at de ville konvertere til den katolske tro ved ægteskab, blev favoriseret af hertugen af Bourbon og Madame de Prie, fordi det blev støttet af deres politiske finansierer. Kardinal Fleury, Ludvig 15. tutor, forhindrede nemt det britiske match af åbenlyse religiøse grunde. De sidste to var søstrene til hertugen af Bourbon, Henriette-Louise og Therese-Alexandrine, som kongen selv nægtede at gifte sig på grund af kardinal Fleurys modstand. Kardinal Fleury favoriserede selv et match med prinsesse Karoline af Hessen-Rheinfels-Rotenburg, som blev støttet af Ludvig 15.'s morfar, kongen af Savoyen, gennem hans spion Maria Vittoria af Savoyen-Carignano .
I disse komplicerede stridigheder om valget af en kongelig ægteskabspartner fremkom Marie Leszczyńska til sidst som et valg, der var acceptabelt for både hertugen af Bourbons og Madame de Pries partiet, såvel som kardinal Fleurys parti, hovedsageligt fordi hun var politisk ukontroversiel og ikke tilhørte nogen af de alliancer, der kunne skade nogen af parterne.Clarissa Campbell Orr: Queenship in Europe 1660-1815: The Role of the Consort. Cambridge University Press (2004) På dette tidspunkt var der allerede forhandlinger om ægteskab mellem Marie og hertugen af Bourbon. Hertugen af d'Argensson havde allerede efterladt en positiv rapport om hende, og grundarbejdet var gjort. Kardinal Fleury accepterede valget, da Marie ikke udgjorde nogen trussel mod ham på grund af hendes mangel på forbindelser, mens hertugen af Bourbon og Madame de Prie, netop fordi hun manglede ethvert personligt magtgrundlag, forventede, at hun ville stå i gæld til dem for sin position. Marie blev til sidst valgt, fordi hun var en sund voksen katolsk prinsesse, som var klar til at få børn umiddelbart efter brylluppet. Efter sigende fik Madame de Prie fremstillet et smigrende portræt af Marie, hvor hun bevidst blev malet for at ligne kongens yndlingsportræt af hans mor, og da han blev vist det, blev han imponeret og udbrød: "Hun er den smukkeste af dem alle! ", og blev begejstret for matchet, en episode, der tiltrak en vis opmærksomhed. left|thumb|365x365px| Maria Leszczyńska i 1730 af Alexis Simon Belle.