Anne af Bretagne (; ) (25/26 januar 1477Alain Bouchart, in his work Grandes Chroniques de Bretagne emphasizes 25 January as Anne's day of birth, other contemporary authors such as Jean de Penguern dit Dizarvoez in his Généalogie de très haulte, très puissante, très excellente et très chrétienne royne de France et duchesse de Bretagne (1510), proposed on 26 January for her birth day. Anne de Bretagne. Une histoire, un mythe, Somogy, 2007, p. 21. The 25 January 1477 corresponded to 15 January 1477 in the Old Style (where the year began at Easter). – 9. januar 1514) var regerende hertuginde af Bretagne fra 1488 indtil sin død, og dronning af Frankrig fra 1491 til 1498 som hustru til Karl 8. og fra 1499 til sin død som hustru til Ludvig 12. Hun er den eneste, der har været dronning af Frankrig to gange. Under De Italienske Krige blev Anne også dronning af Napoli fra 1501 til 1504 og hertuginde af Milano 1499-1500 og fra 1500 til 1512.
Anne voksede op i Nantes samtidig med en række konflikter, hvor kongen af Frankrig forsøgte at hævde sin suverænitet over Bretagne. Hendes far, Frans 2., hertug af Bretagne, var den sidste af Huset Montfort. Efter hans død i 1488 blev Anne regerende hertuginde af Bretagne, grevinde af Nantes, Montfort og Richmond og viscountess af Limoges. Hun var kun 11 år på det tidspunkt, men hun var allerede en eftertragtet arving på grund af Bretagnes strategiske position. Det næste år blev hun gift med Maximilian 1. af Østrig ved stedfortræder, men Karl 8. af Frankrig så dette som en trussel, da hans rige befandt sig mellem Bretagne og Østrig. Han startede et militært felttog, der til sidst tvang hertuginden til at give afkald på sit ægteskab.
Anne giftede sig endelig med Karl 8. i 1491. Ingen af deres børn overlevede den tidlige barndom, og da kongen døde i 1498, overgik tronen til hans fætter Ludvig 12. Efter en aftale, der blev indgået for at sikre annekteringen af Bretagne, måtte Anne gifte sig med den nye konge. Ludvig 12. var dybt forelsket i sin hustru, og Anne havde mange muligheder for at genhævde sit hertugdømmes uafhængighed. De fik to døtre sammen, og selv om ingen af dem kunne arve den franske trone på grund af Den saliske lov, blev den ældste erklæret arving til Bretagne. Det lykkedes Anne at få samme datter forlovet med Karl af Østrig, barnebarn af Maximilian 1., men efter moderens død i 1514 blev hendes datter gift med sin fætter Frans 1. af Frankrig. Dette ægteskab førte senere til den formelle forening af Frankrig og Bretagne.
Anne er højt værdsat i Bretagne som en samvittighedsfuld hersker, der forsvarede hertugdømmet mod Frankrig. I den romantikken blev hun en figur for bretonsk patriotisme, og hun blev hædret med mange mindesmærker og statuer. Hendes kunstneriske arv er vigtig i Loiredalen, hvor hun tilbragte det meste af sit liv. Hun var navnlig ansvarlig, sammen med sine mænd, for arkitektoniske projekter på slottene i Blois og Amboise.
Liv
Tidlige år og uddannelse Anne blev født den 25. eller 26. januar 1477 på Château des ducs de BretagneLouis Dujardin: Quand naquit, quand mourut Anne de Bretagne? In: Bulletin de la Société Archéologique du Finistère vol. 88 (1962) pp. 301-309. i byen Nantes i det, der nu er Loire-Atlantique- departementet i Frankrig, som det ældste barn af Hertug Frans 2. af Bretagne og hans anden hustru Margrete af Foix, Infanta af Navarra. Fire år senere (før den 10. maj 1481) fik hendes forældre en anden datter, Isabella. Hendes mor døde, da hun var lille, mens hendes far døde, da Anne var elleve år gammel.
Det er sandsynligt, at hun lærte at læse og skrive på fransk og måske lidt latin. I modsætning til hvad der undertiden er blevet hævdet, var det usandsynligt, at hun lærte græsk eller hebraiskJean Kerhervé: Anne de Bretagne in: franceinter.fr [retrieved 21 December 2014]. og aldrig talte eller forstod det bretonske sprog.Georges Minois: Anne de Bretagne, Fayard, 1999, p. 17. Hun blev opdraget af en guvernante, Françoise de Dinan, Frue af Chateaubriant og gennem ægteskab grevinde af Laval.Sophie Cassagnes-Brouquet: Un manuscrit d'Anne de Bretagne : Les vies des femmes célèbres d'Antoine Dufour, Ouest-France, septembre 2007 (251 pages), p. 19. Derudover havde hun adskillige vejledere, herunder hendes butler og hofdigter, Jean Meschinot, der menes at have lært hende dans, sang og musik.Henri Pigaillem: Anne de Bretagne. Épouse de Charles VIII et de Louis XII, Pygmalion, 2008, p. 18.
Arving til Bretagne I denne periode var arvefølgeloven uklar, men inden Den bretonske arvefølgekrig opererede man hovedsageligt i henhold til semi-salisk lov, dvs. kvinder kunne arve, men kun hvis den mandlige linje var død. Guérande-traktaten fra 1365 fastslog imidlertid, at uden af en mandlig arving af Huset Montfort, ville arvingerne af Johanne af Penthièvre arve. Da Anne blev født, var hendes far den eneste mand fra det bretonske hus af Montfort, og Blois-Penthièvre-arvingen var en kvinde, Nicole af Blois, der i 1480 solgte sine rettigheder til Bretagne til Kong Ludvig 11. af Frankrig for et beløb på 50.000 écus.
Fraværet af en mandlig arving gav anledning til truslen om en dynastisk krise i hertugdømmet eller til dens direkte overførles til det kongelige domæne. For at undgå dette fik Frans 2. officielt anerkendt Anne som sin arving af Bretagnes stænderforsamling den 10. februar 1486.Anne of Brittany in: theanneboleynfiles.com [retrieved 22 December 2014]. Imidlertid forblev spørgsmålet om hendes ægteskab et diplomatisk spørgsmål.
Forlovelser Anne blev forlovet flere gange.
I 1480 blev hun officielt lovet i ægteskab til Edvard, prins af Wales, søn af Edvard 4. fra England; dog forsvandt drengen kort efter Edvard 4.'s død i 1483, antageligt myrdet - eftersigende efter ordre fra hans regent den senere Richard 3.Merlet, Lucien, and Maxime de Gombert: Récit des funérailles d'Anne de Bretagne, 1858, Introduction Maximilian, Romernes Konge og ærhertug af Østrig, enkemand efter Maria af Burgund, datter og arving efter Karl den Dristige . Alan 1. af Albret, søn af Katarina af Rohan og Johan 1. af Albret. Gennem sin mor var han et barnebarn af Hertug Johan 5. af Bretagne og dermed en mulig arving. Selvom han var en allieret med hertug Frans 2., nægtede Anne at gifte sig med ham, fordi hun fandt ham frastødende. Ludvig, hertug af Orléans, fætter til Kong Karl 8. og fremtidig konge, var en anden aspirant til hendes hånd, på trods af at han allerede var gift med kongens søster Johanne. Johan 4. af Chalon-Arlay, Prins af Oranje. Et barnebarn af Richard, greve af Étampes og nevø til Frans 2., var han den næste i arvefølgen efter Anne og Isabella. Edward Stafford, 3. hertug af Buckingham. I 1488 havde Henrik 7. af England foreslået et ægteskab mellem Buckingham og Anne, men i december 1489 betalte eksekutorerne af Henry Percy, 4. jarl af Northumberlands testamente, kongen 4000 £ for Buckinghams ægteskab med Percys ældste datter Eleanor .
Viscount Johan 2. af Rohan, også i arvefølgen til den bretonske trone, tilbød med støtte fra marskallen Jean 4. de Rieux et dobbeltægteskab, hvorved hans sønner François og Jean blev gift med henholsdvis Anne og hendes søster Isabella, men Frans 2. modsatte sig denne plan.
Ægteskaber I 1488 blev Frans 2. besejret i Slaget ved Saint-Aubin-du-Cormier, og dermed sluttede Den vanvittige krig (la Guerre Folle mellem Bretagne og Frankrig. I Sablé-traktaten (den 19. august 1488), der afsluttede fredsforhandligner, blev hertugen tvunget til at acceptere klausuler om, at hans døtre ikke måtte giftes uden tilladelse fra kongen af Frankrig.
Med Frans 2.'s død kort derefter (den 9. september 1488) som et resultat af et fald fra hans hest blev Bretagne kastet ind i en ny krise, der førte til den sidste Fransk-Bretonske krig. På sit dødsleje fik hertugen sin datter til at love aldrig at give tilladelse til hertugdømmets undertvingelse af Kongeriget Frankrig. Før han døde, udnævnte Frans 2. marskallen de Rieux til formynder for sin datter.Le Page, Dominique. "Pour en finir avec Anne de Bretagne". Archives départementales de Loire-Atlantique, 2004, p. 92. left|thumb|250x250px| Traktaten, der blev underskrevet på Annes vegne med Kongeriget England den 15. februar 1490. Underskrivelsen er egenhændigt og indeholder også hertugindes personlige segl. Archives nationales, Frankrig, AE/II/525. Efter at have flygtet fra Nantes efter i lyset af hendes rådgiveres uenighed om spørgsmålet om hendes ægteskab, blev Anne kronet til hertuginde af Bretagne i Rennes den 10. februar 1489.Anne of Brittany in: theanneboleynfiles.com [retrieved 22 December 2014]. I en alder af tretten år, den 19. december 1490, blev hun gift ved stedfortræder med Maximilian 1. af Østrig i Rennes Katedral. Det gav hende titlen Romernes dronning. Franskmændene betragtede dette som en alvorlig provokation, det overtrådte ikke bare Sablé-traktaten (kongen af Frankrig havde ikke givet sit samtykke til ægteskabet), men genintroducerede også en fjende af Frankrig som hersker i Bretagne, noget de havde ønsket at undgå i 14. og 15. århundrede. Ægteskabet viste sig også dårligt planlagt tidsmæssigt: Habsburgerne var for travlt optaget i Ungarn til at visse seriøs interesse til Bretagne, og kastilianerne havde travlt med at kæmpe i Granada.Labande-Mailfert, Yvonne. Charles VIII et son milieu: 1470-1498 - La jeunesse au pouvoir, Librairie C. Klincksieck, 1975, p. 93.
Selvom både Kastilien og England sendte et lille antal tropper for at supplere hertugdømmets hær, ønskede ingen af dem åben krig med Frankrig. Foråret 1491 bragte nye succeser fra den franske general La Trémoille (den tidligere sejrherre i Slaget ved Saint-Aubin-du-Cormier), og Kong Karl 8. af Frankrig drog til Rennes, hvor Anne opholdt sig, for at belejre byen, og dermed tvinge hende til at afstå fra ægteskabet med habsburgerne.Labande-Mailfert, Yvonne. Charles VIII. Le Page, Dominique; Nassiet, Michel. L'Union de la Bretagne à la France. Morlaix: Éditions Skol Vreizh, 2003.
Efter to måneders belejringOn 27 October 1491, the Estates of Brittany, called by Charles VIII in Vannes, advised Anne to marry the King of France. uden hjælp og ikke i stand til længere at modstå , faldt Rennes. Karl 8. gjorde sit indtog i byen den 15. november, og begge parter underskrev Rennes-traktaten, som afsluttede den Frankrigs fjerde militære felttog mod Bretagne. Efter at have nægtet alle foreslåede ægteskaber med franske fyrster, blev Anne forlovet med kongen den 17. november 1491. Derefter tog Anne, eskorteret af sin hær (tilsyneladende for at vise, at hun villigt havde accepteret ægteskabetLe Page and Nassiet, p. 102.), til Langeais for at blive gift. Østrig fremsatte diplomatiske protester (især til Paven) og hævdede, at ægteskabet var ulovligt, fordi bruden var uvillig, og fordi hun allerede var lovmæssigt gift med Maximilian, og fordi Karl 8. var lovmæssigt forlovet med Margrete af Østrig, Maximilians datter.