thumb|Demonstration arrangeret af Sozialistischer Deutscher Studentenbund Sozialistischer Deutscher Studentenbund (SDS) var en vesttysk politisk studentersammenslutning, der blev etableret i 1946 og opløst i 1970.
SDS var fra stiftelsen tæt knyttet til Vesttysklands socialdemokratiske parti SPD. Efter uenigheder om bl.a. Tysklands genoprustning og atombevæbning afbrød SPD i 1960 tilknytningen til studenterforbundet, og i 1961 blev alle medlemmer af SDS ekskluderet af SPD. Fra 1962 og frem til forbundets opløsning i 1970 var studenterforbundet partipolitisk uafhængigt, men så sig selv som tilhørende den internationale bevægelse Nye Venstre. Efter 1966 indgik studenterforbundet i den vesttyske udenomsparlamentariske opposition (APO), der opstod, da SPD og CDU/CSU indgik regering, hvilket eliminerede en slagkraftig opposition i Forbundsdagen. Organisationen havde væsentlig indflydelse i den tyske studenterbevægelse i 1960'erne, og særligt efter mordforsøget på studenterlederen Rudi Dutschke den 11. april 1968, hvor organisationen opdelte sig i forskellige venstreorienterede og indbyrdes stærkt uenige fraktioner. Enkelte medlemmer videreførte det politiske engagement i egentlige terrorgrupper, såsom Andreas Baader, Ulrike Meinhof og Jan-Carl Raspe, der alle blev tilknyttet terrorgruppen Rote Armee Fraktion.
Stiftelse Sozialistischer Deutscher Studentenbund opstod som en sammenlægning af de studentergrupper, der blev dannet på universiteterne efter 2. verdenskrig. Nogle af grupperingerne var tæt forbundet med det tyske socialdemokrati SPD og støttede SPDs distancering fra det tyske kommunistparti KPD, medens andre anså sig som hævet over partipolitik. SPD under ledelse af Erich Ollenhauer arrangerede kontakter med de forskellige grupperinger og inviterede dem alle til et møde i Hamborg i juli 1946. Mere end 90 delegerede fra 20 universiteter deltog i den stiftende kongres, der blev arrangeret fra den 3. til 6. september 1946. Kun gruppen ved Humboldt-Universitet i Berlin kom fra den sovjetiske besættelseszone.
Det var ved stiftelsen et kontroversielt spørgsmål, om det nye studenterforbund skulle være en socialdemokratisk organisation, eller om forbundet skulle være fri af partiinteresser. Ollenhauer sikrede et kompromis ved at opnå den nye organisations tilslutning til demokratisk socialisme, men uden at kræve medlemskab af SPD og at acceptere organisatorisk uafhængighed. Med vedtagelsen af vedtægter, der gav de lokale afdelinger vidtstrakt autonomi, blev SDS stiftet som en organisation, der formelt var uafhængig af SPD. Principprogrammet, der efterfølgende blev enstemmigt godkendt, krævede muliggørelse af "den frie udvikling af personligheden gennem social retfærdighed", hvilket alene kunne realiseres gennem "overbeviste socialisters handlinger", uanset om de handler "ud fra religiøse, etiske eller økonomiske motiver". Principprogrammet stemte delvist ordret overens med kravene fra SPD-formanden Kurt Schumacher, der på kongressens anden dag opfordrede de delegerede og medlemmerne til at arbejde for SPDs idéer og senere at melde sig ind i partiet. Ifølge et referat skrevet af kristensocialisten Emil Fuchs blev der oprettet en faggruppe til at opnå en forståelse mellem kristendom og socialisme. Etisk socialisme var repræsenteret ved bl.a. den første SDS-formand Heinz-Joachim Heydorn. Willy Albrecht: Den socialistiske tyske studenterforening (SDS). Bonn 1994, s. 32-45.
Udvikling indtil 1950 Den 5. januar 1947 tilbød SPD politisk og økonomisk støtte til SDS mod at forbundets vedtægter blev ændret, således at kun medlemmer af SPD eller partiløse kunne optages i SDS. De fleste lokalafdelinger afviste dog at ændre vedtægter, men på den anden delegatkonference i august 1947 besluttede et flertal imidlertid, at "et medlemskab og en bekendelse til fordel for KPD/SED ikke er forenelig med demokratisk og liberal socialisme". Da SDS' landsråd havde eneret til at ekskludere medlemmer, var lokalafdelingerne enige om ikke selv generelt at ekskludere kommunister. I Münster blev dog ekskluderet alle kommunister. Willy Albrecht: The Socialist German Student Union (SDS). Bonn 1994, s. 59–67.
Politisk ønskede SDS, at universiteterne skal være åbne for alle uanset deres sociale situation samt præferenceoptagelse af socialt dårligt stillede ansøgere. Et forslag om, at udelukke tidligere værnemagtsofficerer med mindre de havde vist modstand mod nationalsocialismen og/eller deltaget i genopbygning af et demokrati, blev kun snævert nedstemt efter indgriben fra formanden Helmut Schmidt. I 1948 krævede et SDS-udvalg reformer af de videregående uddannelser, således at disse blev gratis og med studieløn for alle studerende. Willy Albrecht: 'Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, p. 108–111. Efter valget af den nye formand John van Nes Ziegler i juli 1948 flyttede den føderale bestyrelse sit sæde til Köln, og året efter blev det vedtaget kun at vælge én formand for forbundet i stedet for to. Willy Albrecht: Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, p. 73–80. I efteråret 1950 indtrådte SDS i Den Socialistiske bevægelse for De Forenede Stater i Europa (Mouvement Socialiste pour les États-Unis d'Europe, MSEUE), der var stiftet i 1947, men SDS forlod allerede i 1952 bevægelsen. Willy Albrecht: Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, p. 107.
1950'erne - Modstand mod genoprustning og atomvåben og forhold til genforening Efter anden verdenskrigs afslutning og ved indledningen til Den kolde krig var spørgsmålet om Vesttysklands genoprustning et kontroversielt emne.
SPD støttede en genoprustning af Vesttyskland. Trods pres fra SPD afviste SDS på flere kongresser at støtte den vesttyske genoprustning. SDS var som SPD imod, at Vesttyskland tilsluttede sig et vestligt forsvarssamarbejde, bl.a. Vesttysklands tilslutning til Det europæiske forsvarsfællesskab i 1952 og vesttysk militært samarbejde med andre vestlige nationer.Willy Albrecht: Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, S. 181–185. Spørgsmålet om genoprustning førte til splittelse i SDS i begyndelsen af 1950'erne, men efter Folkeopstanden i DDR i juni 1953 og SPD's nederlag ved forbundsdagsvalget senere på året mistede de anti-militaristiske fraktioner i SDS midlertidigt indflydelse.Tilman Fichter: SDS und SPD. Opladen 1988, S. 188–193. På en forsvarskonference i september/oktober 1953 fremlagde Lohmar sin holdning: Individuel frihed var blevet realiseret i Forbundsrepublikken, hvilket gav grundlaget for en enestående social lighed, og denne lighed måtte beskyttes militært mod den sovjetiske trussel. For ikke at hindre tysk genforening var en militært neutral zone i Europa bedre end vestlig integration. Da et flertal af vælgerne accepterede dette, var etablering af et vesttysk Bundeswehr nødvendig. Efter flere afstemninger vedtog SDS med snævert flertal en resolution baseret på Lohmars oplæg. SDS var dog fortsat splittet i spørgsmålet.Willy Albrecht: Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, S. 186–192.
Da et flertal i Forbundsdagen vedtog oprettelsen af Bundeswehr og tilslutning til NATO, besluttede SDS enstemmigt i december 1954 at bekæmpe genoprustning med lovlige udenomsparlamentariske midler og krævede bl.a. ret til at nægte værnepligt af politiske grunde. I 1955 erklærede SDS kampen mod genoprustning som en "forudsætning for al socialistisk politik" og opfordrede for første gang til politiske strejker som følge af genoprustningen, som SDS betegnede som en "svækkelse af den demokratiske grundorden". SDS indledte herefter en radikal modstand mod enhver form for opbygning af en tysk hær. Lohmar så dette som et brud med den hidtidige accept af, at SPD havde udenrigspolitisk forrang, hvorfor han trådte tilbage og blev afløst af Otto Fichtner.Willy Albrecht: Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, p. 221–225.
Sideløbende med debatten om genoprustning drøftede SDS tysk genforening. SDS' delegeretkonference vedtog i 1954 at pålægge forbundsregeringen af presse de fire sejrsherrerUSA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen havde som sejrherrer efter 2. verdenskrig opdelt Tyskland i besættelseszoner. De tre vestlige besættelseszoner fungerede samlet som Forbundsrepublikken, her overfor stod den sovjetiske besættelseszone, SBZ, der i 1949 erklærede sig som en selvstændig stat, DDR. til at indlede forhandlinger om genforening. Efter pres fra Lohmar blev et forslag på konferencen om ikke længere at udelukke direkte samtaler med DDR ændret til at tillade samtaler om underordnede spørgsmål. Et snævert flertal på konferencen afviste alle kontakter mellem vest- og østtyske universiteter. Da DDR's ungdomsforbund FDJ forsøgte at opnå kontakt til SDS, opfordrede Lohmar til, at DDR løslod fængslede studerende og tillod fri videnskab og modstand mod oprustning i DDR, som han fortsatte med at kalde "SBZ" (den Sovjetiske besættelseszone). Da nogle SDS-grupper besluttede at kontakte DDR-universiteter, afholdt Lohmar den første ekstraordinære SDS-føderale kongres (april 1955). Han antog, at delingen af Tyskland ville blive gennemført ved Paris-traktaterne, men han holdt fast ved målet om en alliancefri landsdækkende stat, og holdt fast i, at opnåelsen heraf krævede forhandling med Sovjetunionen og ikke med DDR's myndigheder. Kun apolitiske, personlige og videnskabelige kontakter med DDR-borgere burde fremmes. Dette mødte en betydelig modstand i SDS, hvorfor den endeligt vedtagne retningslinje alene udelukkede diskussioner med "stalinistiske organisationer".Willy Albrecht: Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, S. 208–213.
Der var dog fortsat i SDS betydelig modstand mod organisationens restriktive politik om østkontakter. Lokalafdelingen i Frankfurt krævede adgang til kontakter til alle i DDR og trods modstand fra Lohmar blev på den efterfølgende delegeretkonference i 1955 vedtaget en ny retningslinje, der stort set svarede til Frankfurt-afdelingens krav. Et forslag om at afholde næste konference i Leipzig i DDR blev dog nedstemt.Willy Albrecht: Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, pp. 213–221.
Kamp mod atomvåben Vesttyskland blev optaget i NATO den 9. maj 1955 og allerede den 14. maj 1955 svarede østblokken igen med etableringen af Warszawapagten, hvorved fronterne i Den Kolde Krig blev trukket yderligere op. I 1956 blev det kendt, at forbundsregeringen ønskede at udstyre Bundeswehr med atomvåben. Planerne om at lade atomvåben indgå som en del af Vesttysklands militær blev mødt med omfattende protester i Vesttyskland og i SDS. SDS støttede de oprettede organisationer “Antimilitaristische Aktion” og “Kampf dem Atomtod”, og da Forbundsdagen i marts 1958 besluttede at udstyre Bundeswehr med atomvåben, betegnede SDS beslutningen som “Tysklands undergang” og fremhævede, at beslutningen måtte bekæmpes med civil ulydighed. SDS arrangerede store anti-atomvåben demonstrationer, hvor bl.a. deltog SDS og SPD-politikeren Helmut Schmidt.Willy Albrecht: Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, pp. 246–253.
Efter SPD’s valgnederlag ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen i 1958 undlod SPD at gøre atomspørgsmålet til et politisk tema og indstillede støtten til SDS’ modstanderkampagner. SDS fastholdt imidlertid sin modstand mod vesttyske atomvåben og forsøgte at påvirke SPD til at fastholde sin oprindelige modstand. På kongressen i 1958 vedtoges en resolution, der opfordrede til snarlige forhandlinger med DDR’s regering om en fredsaftale og mulige former for en "midlertidig konføderation". SPD-repræsentanterne Helmut Schmidt og Kurt Mattick forlod derefter kongressen i protest. Uenighederne første til en voksende splittelse mellem SDS og SPD.Willy Albrecht: Der Sozialistische Deutsche Studentenbund (SDS). Bonn 1994, pp. 310–314 og 318-322.