Johan af Brienne ( 1170 – 7. marts, 1237), også kendt som Johan 1., var konge af Jerusalem 1210-1225 og latinsk kejser af Konstantinopel 1229-1237. Han var den yngste søn af Erard 2. af Brienne, en rig adelsmand fra Champagne. Johan, der oprindeligt var tiltænkt en gejstlig karriere, blev ridder og ejede små godser i Champagne omkring år 1200. Efter sin bror Walter 3.'s død regerede han Grevskabet Brienne på vegne af sin mindreårige nevø Walter 4., som opholdt sig i det sydlige Italien.
Baronerne i Kongeriget Jerusalem foreslog, at Johan skulle giftes med deres dronning, Maria. Med samtykke fra Filip 2. af Frankrig og pave Innocens 3. forlod han Frankrig til fordel for Det hellige land og giftede sig med dronningen, og sammen blev de kronet i 1210. Efter Marias død i 1212 administrerede Johan kongeriget som regent for deres spæde datter, Isabella 2. Johan af Ibelin, en magtfuld herre, forsøgte at afsætte ham. Johan var leder af Det 5. korstog. Selvom hans krav om at være den øverste leder af korsfarerhæren aldrig enstemmigt blev anerkendt, blev hans ret til at styre Damietta (i Egypten) bekræftet kort efter at byen var faldett til korsfarerne i 1219. Han gjorde i 1220 krav på Det Armenske Kongerige Kilikien på vegne af sin anden hustru, Stephanie af Armenien. Efter at Stephanie og deres spæde barn døde det år, vendte Johan tilbage til Egypten. Det 5. korstog sluttede med fiasko (herunder egypternes generopring af Damietta) i 1221.
Johan var den første konge af Jerusalem, der besøgte Europa (Italien, Frankrig, England, León, Kastilien og Tyskland) for at søge hjælp til Det hellige land. Han gav sin datter i ægteskab til den tysk-romerske kejser Frederik 2. i 1225, og Frederik gjorde en ende på Johans styre over kongeriget Jerusalem. Selv om paverne forsøgte at overtale Frederik til at tilbagelevere kongeriget til Johan, betragtede de Jerusalems baroner Frederik som deres lovlige hersker. Johan administrerede de pavelige domæner i Toscana, blev podestà i Perugia og var hærfører for pave Gregor 9's hær under Gregors krig mod Frederik i 1228 og 1229.
Han blev valgt til kejser i 1229 som overordnet medhersker (med Balduin 2.) for Det Latinske Kejserrige og blev kronet i Konstantinopel i 1231. Johan 3. Vatatzes, kejser af Nikæa, og Ivan Asen 2. af Bulgarien besatte de sidste latinske territorier i Thrakien og Lilleasien og belejrede Konstantinopel i begyndelsen af 1235. Johan ledede forsvaret af sin hovedstad i løbet af den måneder lange belejring, hvor belejrerne først trak sig tilbage, efter at Godfred 2. af Achaia og de italienske byers forenede flåder havde besejret deres flåde i 1236. Det følgende år døde Johan som franciskansk munk.
Tidlige liv Johan var den yngste af de fire sønner af Erard 2, greve af Brienne og Agnes af Montfaucon. Han virkede "overordentlig gammel ... omkring 80"George Akropolites: The History (ch. 27.), p. 184. for den 14-årige Georgios Akropolites, senere statsmand og historiker, i 1231. Hvis Akropolites' skøn var korrekt, var Johan blevet født omkring 1150. Ingen andre forfattere fra det 13. århundrede beskrev imidlertid Johan som en gammel mand. Hans far omtalte Johans brødre som "børn" i 1177 og nævnte læreren for Johans ældste bror, Walter 3., i 1184. Dette antyder, at Johans brødre blev født i slutningen af 1160'erne. Moderne historikere er enige om, at Johan blev født efter 1168, sandsynligvis i 1170'erne.
Selvom hans far tiltænkt Johan en gejstlig karriere, var han ifølge Trubaduren fra Reims' fortællinger fra slutningen af det 13. århundrede "uvillig". I stedet, fortsætter trubaduren, flygtede Johan til sin morbror i Clairvaux Kloster. Opmuntret af sine fæller blev han ridder og vandt sig et ry i turneringer og kampe. Selvom elementer i Trubaduren fra Reims' fortællinger tilsyneladende er opfundet (for eksempel havde Johan ikke en morbror i Clairvaux), skriver historikeren Guy Perry, at det muligvis har bevaret detaljer om Johans liv. En gejstlig karriere var i det 12. århundrede i Frankrig ikke usædvanlig for de yngste sønner af adelsmænd. Hvis hans far dog havde sendt Johan til et kloster, forlod han, inden han nåede en alder, hvor han kunne aflægge munkeløfte. Johan "udviklede tydeligt den fysik, der var nødvendig for at kæmpe godt" i sin ungdom, fordi kilderne fra det 13. århundrede Akropolites og Salimbene di Adam fremhæver hans fysiske styrke.
Erard 2. sluttede sig til Det 3. korstog og døde i Det hellige land i 1191. Hans ældste søn, Walter 3., efterfulgte ham i Brienne. Johan blev første gang nævnt i et charter fra 1192 (eller 1194) udstedt af hans bror, hvilket antydede, at han var en fremtrædende skikkelse ved Walters hof. Ifølge en version af Ernouls krønike deltog Johan i en krig mod Peter 2. af Courtenay. Selv om Trubaduren fra Reims' fortællinger hævdede, at han blev kaldt "Johan uden Land", holdt Johan ifølge samtidige chartre Jessains, Onjon, Trannes og to andre landsbyer i Grevskabet Champagne omkring 1200. I 1201 gav Theobald 3. ham yderligere godser i Mâcon, Longsols og andre steder. Theobalds enke, Blanka af Navarra, overtalte Johan til at sælge sin besiddelse i Mâcon, idet hun sagde, at det var hendes enkesæde.
Walter 3. af Brienne døde i juni 1205, mens han kæmpede i det sydlige Italien. Hans enke, Elvira af Sicilien, fødte en posthum søn, Walter 4., der voksede op i Italien. Johan overtog titlen som greve af Brienne og begyndte i 1205 eller 1206 at administrere grevskabet på sin nevøs vegne. Som en førende vasal af greven af Champagne besøgte Johan Blanka af Navarras hof (hun regerede Champagne, mens hendes søn var mindreårig). Ifølge en version af Ernouls krønike elskede hun Johan "mere end nogen mand i verden". Dette irriterede Filip 2. af Frankrig.
De to versioner af Ernouls krønike fortæller forskellige historier om Johans vej til tronen i Jerusalem. Ifølge den ene version sendte Jerusalems førende baroner i 1208 udsendinge til Frankrig og bad Filip 2. om at vælge en fransk adelsmand som mand til deres dronning, Maria. Filip 2. foreslog Johan som måde på at at slippe af med ham. I den anden version tilskyndede en ikke-navngivet ridder Jerusalems baroner til at vælge Johan, der accepterede deres tilbud med Filips samtykke. Johan besøgte pave Innocens 3. i Rom. Paven donerede 40.000 mark til forsvaret af Det hellige land, idet han fastslog, at Johan kun kunne bruge pengene med samtykke fra den latinske patriark af Jerusalem og tempelriddernes og Johanniterordenens stormestre.
Konge af Jerusalem
Medregent alt=Multi-coloured map|right|thumb| Kongeriget Jerusalem og de andre korsfarerstater i begyndelsen af det 13. århundrede Johan landede i Akko den 13. september 1210. Den efterfølgende dag viede patriarken af Jerusalem Albert af Vercelli ham til dronning Maria. Johan og Maria blev kronet i Tyrus den 3. oktober. Våbenhvilen, der var blevet indgået af Marias forgænger Amalrik og ayyubidernes sultan Al-Adil 1., endte med Johans ankomst. Selvom Al-Adil var villig til at forny den, ville Jerusalems baroner ikke underskrive en ny traktat uden Johans samtykke. Under Johan og Marias kroning plyndrede Al-Adils søn Al-Mu'azzam Isa området omkring Akko, men angreb ikke byen. Atter tilbage i Akko plyndrede Johan de nærliggende muslimske bosættelser som gengældelse.
Selvom omkring 300 franske riddere havde fulgt ,ed ham til Det hellige land, sluttede ingen indflydelsesrige adelsmænd sig til ham. De foretrak at deltage i det franske Albigensiske korstog eller så ham ikke som betydelig nok. Johans fætter, Walter af Montbéliard, sluttede sig først til ham, efter at han var blevet udvist fra Cypern. Montbéliard ledte en flådekspedition til Egypten for at plyndre Nildeltaet. Efter at de fleste af de franske korsfarere havde forladt Det hellige land, indgik Johan en ny våbenhvile med Al-Adil i midten af 1211 og sendte udsendinge til pave Innocens og opfordrede ham til at forkynde et nyt korstog.
Konflikter Maria døde kort efter at have født deres datter, Isabella, i slutningen af 1212. Hendes død udløste en juridisk tvist, hvor Johan af Ibelin, som havde administreret Jerusalem inden Johans kroning, satte spørgsmålstegn ved den kongens ret til at herske som enkemand. Kongen sendte Ralf af Merencourt, biskop af Sidon, til Rom for hjælp at søge Den Hellige Stols hjælp. Pave Innocens bekræftede i begyndelsen af 1213 Johan som retmæssig hersker over Det hellige land og opfordrede prælaterne til at støtte ham med gejstlige sanktioner, hvis det var nødvendigt. De fleste af de Jerusalems baroner forblev loyale over for kongen og anerkendte hans ret til at administrere riget på hans spæde datters vegne. Johan af Ibelin forlod Det hellige land og bosatte sig på Cypern.
Forholdet mellem Johan af Brienne og Hugo 1. af Cypern var anspændt. Hugo beordrede fængslingen af Johans støtter på Cypern og frigav dem kun på pave Innocens befaling. Under krigen arvefølgelkrigen om Antiokia tilsluttede Johan sig Bohemund 4. af Antioka og tempelridderne mod Raimund-Ruben af Antiokia og Leo 2., af Det Armenske Kongerige Kilikien, som blev støttet af Hugo og johannitterne. Johan sendte imidlertid kun 50 riddere for at bekæmpe mod armenierne i Antiokia i 1213. Leo 1. indgik en fredsaftale med tempelridderne sent på året, og han og Johan forsonedes. Johan blev gift med Leo ældste datter, Stephanie (også kendt som Rita), i 1214 og Stephanie modtog en medgift på 30.000 besanter. Uenighederne mellem Johan, Leo 1., Hugo 1. og Bohemund 4. er dokumenteret af pave Innocens breve, der opfordrer dem til at forene deres uoverensstemmelser, inden Det 5. korstog nåede Det hellige land.
Det 5. korstog Pave Innocens proklamerede Det 5. korstog i 1213 med "befrielsen af Det hellige land" (generobringen af Jerusalem) som hovedmål. De første korsfarerstyrker under ledelse af Leopold 6. af Østrig landede i Akko i begyndelsen af september 1217. Andreas 2- af Ungarn og hans hær fulgte efter i den samme måned og Hugo 1. af Cypern og Bohemund 4. af Antiokia sluttede sig snart til korsfarerne. Dog vendte hundredvis af korsfarere hurtigt tilbage til Europa på grund af hungersnød efter det foregående års dårlige høst. Der blev afholdt et krigsråd i Andreas 2.'s telt, da han betragtede sig selv som den øverste leder af korsfarerhæren. Andre ledere, særligt Johan, anerkendte ikke Andreas' lederskab. Korsfarerne plyndrede det nærliggende territorium, der blev styret af Al-Adil 1., for mad og foder, og tvang sultanen til at trække sig tilbage i november 1217. I december belejrede Johan Ayyubidernes fæstning på Tabor-bjerget, kun i følgeskab med Bohemund 4. af Antiokia. Han var ikke i stand til at indtage det, hvilket "opmuntrede de vantro", ifølge den samtidige krønikeskriver Jacques de Vitry. alt=Illumination of soldiers firing arrows from a boat|left|thumb| Frisiske korsfarere angriber et tårn nær Damietta under Det 5. korstog (fra Matthew Paris' Chronica Majora fra det 13. århundrede). Andreas 2. besluttede at vende hjem og forlod korsfarernes lejr sammen med Hugo 1. og Bohemund 4. i begyndelsen af 1218. Selvom den militære aktion blev suspenderet efter deres afrejse, forstærkede korsfarerne befæstningerne ved Cæsarea og Atlit. Efter at nye styrker var ankommet fra Det tysk-romerske Rige i april, besluttede de at invadere Egypten. De valgte Johan som øverste leder og gav ham retten til at herske over det land, de erobrede. Hans lederskab var primært formelt, da han sjældent kunne påtvinge sin autoritet over en hær bestående af tropper fra mange lande.
Korsfarerne påbegyndte belejringen af Damietta på Nilen i maj 1217. Selvom de indtog et strategisk vigtigt tårn på en nærliggende ø den 24. august kontrollerede Al-Kamil (som havde efterfulgt Al-Adil 1. i Egypten) sejladsen på Nilen. I september ankom forstærkninger under pave Honorius 3.'s legat kardinal Pelagius, som betragtede sig selv som korstogets øverste leder, fra Italien.