Romantikken var en europæisk kulturstrømning inden for filosofi, litteratur, billedkunst og musik fra ca. 1800 til ca. 1870. Den varede indtil realismen og naturalismen. Den forudgående periode var oplysningstiden (ca. 1700-1800).
Strømningen opstod som en reaktion mod oplysningstiden og dens dyrkelse af fornuften. Romantikerne tog afstand fra hverdagslivets snusfornuftige og perspektivløse virkelighed.Litteraturhåndbogen, s. 570.
Romantikken i den danske litteratur indeholdt mange træk, som var typiske for denne europæiske kulturstrømning. Den romantiske litteratur havde temaer som dyrkelse af skønhed, følelse, fantasi og intuition ("anelse"), fremhævelse af naturen og kunsten, samt forherligelse af nationen og nationens fortid. Filosofisk set var den præget af idealisme.
Højromantikken (ca. 1800 – ca. 1830)
De to verdener I den romantiske litteratur i Danmark er det en gennemgående forestilling, at der findes to verdener. Den ene er den materielle eller fysiske verden, der opfattes med de fysiske sanser. Den anden er en usynlig åndelig eller guddommelig verden.Litteraturhåndbogen, s. 571.
Romantikerne betragter ikke de to verdener som ligeværdige. Den materielle verden er et lidt trist sted, præget af snusfornuft. Romantikerne føler sig ikke hjemme i denne verden, og de betragter den som et fængsel. De er dog bundet til at leve i den i kraft af, at de har en fysisk krop. Men i bund og grund er de fremmede i den. De ser den materielle verden som en uegentlig eller lavere verden.Litteraturens veje, Gad 1996, s. 457.
Den lavere, materielle verden fremstilles undertiden som et smertefuldt sted, som mennesket er fængslet i. Det lider af ”verdenssmerte” (på tysk: ”weltschmerz”) - lider under at befinde sig på dette fremmede sted, og det hentæres af længsel efter dets himmelske hjem. Et sådant verdenssyn ses i Schack Staffeldts digt Platonisme (1802)).
Den åndelige verden er derimod det sted, som mennesket egentlig hører hjemme i. Her hersker skønhed og harmoni, og er alt ideelt. Det er den verden, som mennesket bevidst eller ubevidst længes efter. Romantikerne betragter derfor den åndelige, guddommelige verden som den egentlige eller højere verden.
Denne åndelige verden er den primære verden, mens den materielle verden er den sekundære verden. Den egentlige virkelighed er ånd, ikke materie. Materien er blevet til ud fra ånden. Heri ligger romantikkens idealisme: at den egentlige virkelighed er af åndelig art.
Den åndelige verden ikke er synlig for menneskets fornuft, siger de romantiske filosoffer og forfattere. Fornuften bliver ikke regnet for at være den højeste måde at få erkendelse på. Det mente man i rationalismen, som er den periode, der gik forud for romantikken.
I stedet peger romantikerne på anelsen og følelsen som de vigtigste erkendelsesmidler. I tilværelsen findes der fænomener, som mennesket ikke kan fatte, og som kun kan ”anes”. Det kan for eksempel være den skønhed, der findes i naturen, eller den salighedsfølelse, der findes i forelskelsen. ”Anelse” kan oversættes med ”intuition”. Gennem intuitiv indføling i naturen kan man i den lavere verden ane den højere verden med dens uendelige skønhed.
thumb|Længsel og anelse i "den lavere verden" retter sig mod "den højere verden".
Det romantiske syn på forholdet mellem de to verdener kan illustreres ved figur 1. De to verdener er adskilt ved en stiplet linje. Herved illustreres det, at der ikke er en absolut grænse mellem dem. Det er i korte øjeblikke muligt at trænge fra den lavere verden op til den højere verden med al dens skønhed - for eksempel i oplevelsen af stor kunst. Længslen og anelsen findes hos mennesket i den lavere verden, og det retter sig mod den højere verden (illustreret ved pilen). Det, at mennesket har en længsel og en anelse, er tegn på, at det egentlig hører til i den højere verden.
I Schack Staffeldts digt Platonisme (1802) ses dette syn på de to verdener:
”Da vor æt fra ånders trængsel stødtes ned i sansers fængsel,mindet af vort fødeland fulgte med til trællens stand,men det blev på gravens rand snart til anelse og længsel.”
Den romantiske længsel efter den højere verden kan imidlertid ikke blive tilfredsstillet fuldt ud. Efter at have haft en ophøjet skønhedsoplevelse bliver mennesket kastet tilbage til det triste jordiske liv, der er præget af arbejde og bekymringer. Den romantiske stræben efter den højere verden vil i det lange løb mislykkes, så længe mennesket med sin fysiske krop er fængslet til den materielle verden.
Den romantiske kunstner, der har set ”et billede af det evige”Grundtvig: Om asalæren, indledningen (1807), vil gribes af en længsel efter at gense dette billede. Da længslen efter at blive genforenet med den højere verden ikke kan tilfredsstilles endegyldigt, vil vedkommende opleve en smerte ved at leve i den begrænsede fysiske verden:”Dog de falske syners skarehilder os i grusom snare;trylleriet svinder hen,og vi finder os igenstødte ned fra himmelen,hvor i drøm på ny vi vare.”(fra Schack Staffeldts digt Platonisme (1802))
Idealismen Der findes to forskellige betydninger af ”idealisme”:Lex.dk: Idealisme
Inden for filosofien er idealisme den opfattelse, at det åndelige er primært i forhold til det fysiske.Greb om begrebet: Hvad betyder "idealisme"? Revolution. Publikation af Revolutionære Socialister og Marxistiske Studerende Den fysiske verden betragtes som en verden, der er afledt af eller skabt af noget åndeligt. I denne forstand er romantikken idealistisk.
I daglig tale betyder ”idealisme”, at man handler ud fra idealer, at man stræber efter noget ”ideelt.” Man betragter verden ud fra, hvordan den bør være, og ikke ud fra, hvordan den faktisk er. Også i denne forstand er romantikken idealistisk. Den ser idealerne og det ideelle som en afglans af den højere verden.
Organismetanken thumb|Karl Friedrich Schinkel: Bredden af Spree ved Stralau. 1817. Ifølge den filosofiske idealisme er alt udsprunget af ånd eller bevidsthed. De tyske romantiske filosoffer Schelling og Hegel forestiller sig en ”verdensånd” (ofte identificeret med Gud), der har skabt alt, og som gennemtrænger alt, også den fysiske verden.Svend Erik Stybe: Idehistorie, s. 294-95 og s. 297-98 I kraft af denne ånd udgør hele verden – også mennesket − en sammenhængende organisme, ligesom en organisme i dyrenes verden. Alle verdens fænomener er organisk forbundet med hinanden. Det romantiske menneske føler sig som en del af denne omfattende organisme.
Det er den romantiske organismetanke: Alting indgår i en sammenhængende harmonisk organisme, der viser sig i naturen, kunsten og historien. Organismetanken er tanken om alle tings enhed.
I Danmark er organismetanken dominerende i årene fra 1800 til 1807. Den ses for eksempel hos digteren Adam Oehlenschläger. I hans digt "Simon Peder" (fra digtcyklussen Jesu Kristi gentagne liv i den årlige natur (1805) udtrykkes tanken således: ”At for sig er alting intet, men i alt er alting alt.” Det vil sige: Isoleret set er hver enkeltting meningsløs, men set som et led i den store sammenhæng er den meningsfuld. Organismetanken kaldes også universalromantik, fordi den angår hele verdensaltet.
Naturen thumb|P.C. Skovgaard: Bøgeskov i maj. 1857. thumb|Christen Købke: Efterårsmorgen ved Sortedamssøen. 1838.
Verdensånden viser sig først og fremmest i naturen. Romantikerne sværmer for naturen, fordi de tror, at den er gennemtrængt af den guddommelige ånd.Ideologihistorie I, s. 77 Naturen er besjælet − fuld af hemmeligheder.”En stor, en hellig ånd usynlig vankeri al naturens vidtudstrakte egne”og vækker anelser om livets glæde.”(fra Oehlenschlägers digt Maria (fra Sanct Hansaften-spil))
I naturen ses verdensåndens skabende virksomhed. Her hersker orden og balance, og her er det oprindelige og det ægte.
Verdensånden bølger gennem naturen fra den rene åndelige fuldkommenhed ned i den fysiske ufuldkommenhed og tilbage igen. Her er forklaringen på de skabelsesprocesser, der sker om foråret og de nedbrydningsprocesser, der sker om efteråret. Alt sammen er udtryk for verdensåndens virksomhed. Meget karakteristisk kalder den danske fysiker H.C. Ørsted en af sine bøger Aanden i Naturen (1850).
Dyrkelsen af naturen ses tydeligt hos Oehlenschläger. I hans digt Guldhornene (1803) taler han om dem, der har en særlig evne til at "ane" det guddommelige i naturen:”som ane det højei naturens øje,som tilbedende bævefor guddommens stråler,i sole, i violeri det mindste, i det største.”Et andet udtryk for romantikkens natursyn findes i Oehlenschlägers digt Hymne (fra Sanct Hansaften-spil (1803)). Her bliver naturen skildret som et sted, hvor den højere, guddommelige verden viser sig i al sin skønhed og kærlighed. Også kærligheden mellem to unge mennesker ses som udtryk for guddommelige kræfter i naturen:
thumb|Caspar David Friedrich: Elskende par. 1807.”Tryllende harmoni!i midnatsdunkle jord.Salige sympati!Hellige poesi!uden ord.Sammensmeltning af lund og søog stjerner og omslynget yngling og mø.Favn mod favntolker hele naturen kærligheds navn.” Kunsten I romantikken betragter man den geniale kunstner som en privilegeret person - en af ”de sjældne få” (som Oehlenschläger udtrykker det). Kunstnerens fantasi, oplevelser og erfaringer ligger ud over, hvad almindelige mennesker kan præstere.
I kraft af sin fantasi er kunstneren i kontakt med den højere, åndelige verden og er i stand til at manifestere noget af den i sit kunstværk.Litteraturens veje, s. 457 Kunstnerens inspiration kommer ”ovenfra”, fra den højere verden. Derved formidler han noget af den skønhed, der findes i den højere verden.”Derfor mildt os skæbnen lærteskabe selv, hvad vi begærte:Fantasien af sit skødfrydfantomer stige bød,som i fængslets nat og mørketrylle det bønhørte hjerte.”(fra Schack Staffeldt digt Platonisme)
Det er netop et kendetegn ved den romantiske kunst, at den er smuk. Der er ingen kras realisme, ingen ækelhed i udtrykket. Selv når den romantiske kunst er virkelighedsnær, beskriver den virkeligheden på en poetisk, forskønnende måde. Det er præcis det, der menes, når man siger, at noget er ”romantisk” eller ”romantiserende”.
Nationalromantikken thumb|J. Th. Lundbye: En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs. 1839. thumb|C.A. Lorentzen: Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallin) i Estland den 15. juni 1219. 1809.
Verdensånden viser sig ikke kun i naturen. Den viser sig også i historien. De begivenheder, der sker i verden − rigers opstigning og fald − følger de love, der gælder for naturens organismer.Ideologihistorie I, s. 44.
Det samme gælder for de enkelte nationer. Ligesom en organisme i naturen udvikler sig på en ordnet, harmonisk måde mellem fødsel og død, således udvikler nationerne sig ordnet og harmonisk gennem historien. Den romantiske filosof Henrik Steffens udtrykker tanken således:”Intet i historien, ingen enkelt tidsalders, ingen enkelt nations individualitet kan forstås fuldkomment, uden ved dens nødvendige forbindelse med hele historien.”(Henrik Steffens: Indledning til filosofiske forelæsninger)
I denne sammenhæng udvikler der sig en interesse for det nationale og den nationale fortid. En samlet betegnelse for denne tendens er nationalromantik.Litteraturens veje, s. 122 Man betragter nationen som en folkelig organisme. Den er opbygget af traditioner, der går langt tilbage i historien. Ved at studere sin nationale fortid kan man lære sin nation og sin nationale egenart at kende.
I nationalromantikkens tid blomstrer interessen for nationens sagn, myter, folkeeventyr og folkeviser. Alt sammen er med til at opbygge en national identitet og en nationalfølelse.