Fattigvæsen var den institution, der skulle sikre forsørgelse og "aktivering" af de fattige. Efter vor tids standard var fattigvæsenet usselt og de ældste indretninger etisk uforsvarlige, men dets oprettelse banede vejen for den udviklingen mod moderne social forsørgelse og rehabilitering. Det at blive indskrevet i fattigvæsenet var et social tabu i sig selv og begrænsede de få privilegerer, et menneske havde. Ved demokratiets indførsel blev man umyndiggjort, hvis man blev indskrevet, da det i tiden blev opfattet som om, det var den enkeltes skyld at havne i fattigdom. Det gjaldt også ved, hvad der i dag er bred enighed om ville være udefrakommende kræfter, såsom en fejlslagen høst. I 1890'erne var omkring 10% af Aalborgs borgere indskrevet i fattigvæsenet.
Historie Før reformationen var det almindeligt, at munke ordner, typisk i klostre, tog sig af de svageste i samfundet, både økonomisk men også helbredsmæssigt. Efter reformationen og den protestantiske tros udbredelse, begyndte købstæder at oprette deres eget fattigvæsen for at varetage denne opgave, ofte varetaget og styret af præster. Nu blev fattigvæsenet oftest helt afhængigt af private gaver og donationer for at opretholde dets virke, som typisk bestod i at brødføde de fattigste, da kirkerne modsat klostrene ikke havde samme indtægt fra agerbrug og virksomhedsdrift.
I 1708 blev det forbudt at tigge i Danmark samtidig med, at købstæder og landområder fik ansvar for at forsøge de værdigt trængende. Dette betød, at de, der havde det så økonomisk svært, at de ikke kunne skaffe mad selv, kunne søge om hjælp. Dette førte hurtigt til, at landsbyer og købstæder oprettede organiserede institutioner til varetage dette ansvar, typisk i form af fattiggårde og -huse. Her var det ofte stadig gejstlige personer fra kirkevæsenet, der havde ansvaret, mens den øverste myndighed var Den Kongelige Fattigdirektion. Hertil kom en kommission af præster, byfogeder, magistrater og borgere, der førte de såkaldte fattiginspektioner.
I starten af 1800-tallet blev det klart, at indtægter fra skatter og donationer ikke var tilstrækkelige til driften af fattigvæsenet, og der blev indført nye forordninger, som gav flere muligheder. Desuden ble de fattige inddelt i tre klasser efter behov.
Ved vedtagelse af Landkommunalloven i 1867 blev fattigvæsenet underlagt de nye sognekommuner, der senere blev omdannet til moderne kommuner, som siden har udviklet den moderne socialhjælp.
Referencer
Kategori:Fattigdom