Skivekredsen er en tidligere valgkreds, der i 1920 blev en opstillingskreds i Viborg Amtskreds. Fra 2007 er kredsen en opstillingskreds i Vestjyllands Storkreds. Med undtagelse af afstemningsområderne i den nedlagte Fjends Kommune, der nu er en del af Viborg Vestkredsen, så er resten af Skivekredsen intakt og i arealmæssig forstand identisk med den nye Skive Kommune efter Strukturreformen i 2007.
Afstemningssteder i 2005 Den 8. februar 2005 var der 42.004 stemmeberettigede vælgere i kredsen.
Til og med Folketingsvalget 2022 rummede kredsen flg. kommuner og valgsteder::
Fjends Kommune (dog kun til og med valget i 2005) Mønsted Stoholm Vridsted
Sallingsund Kommune Durup Glyngøre Hjerk-Harre Roslev Skive Kommune Aakjærhallen Brårup Skole Hem Skole Højslev Skole Rønbjerghallen Skivehus Skole Ørslevkloster Skole Spøttrup Kommune Balling – Volling Brøndum – Hvidbjerg Håsum – Ramsing Krejbjerg Lem – Vejby Lihme Oddense – Otting Rødding Sundsøre Kommune Breum Fur Jebjerg-Lyby Selde Thise Thorum
Historie Generelt Fra 1848 var kredsen en blandet land- og bykreds. I begyndelsen var bønderne den største vælgergruppe. Frem til 1920 bevarede landmændene deres position som tungen på vægtskålen. De konservative bypartier og senere Socialdemokaterne lærte hurtigt, at hvis de skulle have en chance i kredsen, så skulle de opstille en landmand. De var sikre på at få stemmer i Skive by, mens der skulle kæmpes om landboernes stemmer. Netop kampen om landboernes stemmer gjorde, at valgkredsen i perioder blev betegnet som en udpræget kampkreds mærkværdig som få.
Efter deres nederlag ved valgene i 1848-1850 opstillede de konservative partier helst lokale gårdejere, eventuelt lokale proprietærer eller godsejere. De kunne også opstille konservative gårdejere eller godsejere udefra. I 1906 og 1909 opstillede Højre en landsbylærer, der boede nogenlunde midt i kredsen.
Fra 1898 og frem til 1918 opstillede Socialdemokraterne journalister eller husmænd, mens Venstre og de radikale fra 1848 til 1920 kun fik valgt lokale gårdejere eller husmænd.
I forhold til andre dele af Jylland, så har Skive-egnen ry for at være en radikal højborg. Traditionelt har de radikale stået stærk i Skivekredsen, i den tidligere Vinderup Kreds og i den vestlige del af Viborgkredsen. De bedste radikale valg fandt sted i de 117 år mellem 1902 og 2019
I 1800-tallet repræsenterede Bertel Nørgaard og Christian Jensen udprægede demokratiske synspunkter. I begyndelsen af 1900-tallet arbejdede Carl Hansen og Hans Nielsen for demokratiske reformer. I 1900-tallet er der ofte blevet valgt radikale i de tre kredse omkring Skive. Indtil 2025 var den lokale avis Skive Folkeblad Jyllands eneste tilbageværende radikale dagblad.
Stændertiden Skivekredsen, der var det 18. valgdistrikt i Jylland, blev oprettet i 1834 i forbindelse med valget til Den nørrejyske Stænderforsamling, der skulle mødes i Viborg.
Valgret havde selvejerbønder, der ejede mindst 4 tønder hartkorn og fæstebønder, der drev mindst 5 tønder hartkorn. Til valgbarhed krævedes der dobbelt på meget jord.
Kredsen havde 2 afstemningssteder: Afstemningsstedet i Skive, der omfattede de 4 herreder i Salling under Viborg Amt samt Estvad og Rønbjerg sogne under Ringkøbing Amt). Afstemningsstedet på Proprietærgården Landting ved Vinderup, der omfattede en række sogne i Ginding og Hjerm herreder.
Ved det første valg blev gårdejer og møller Søren Revsgaard fra Vium Mølle i Hjerk Sogn valgt som valgdistriktets repræsentant. Ved de efterfølgende valg blev selvejerbonde Peder Lydersen fra Hvidbjerg Sogn valgt som egnens stænderdeputerede.
Nabokredsene 17. og 18. valgdistrikt var geografisk flettet ind i hinanden. 18. distrikt havde 2 afstemningssteder, mens 17. distrikt havde 3 afstemningssteder, nemlig: Afstemningsstedet i Holstebro, der omfattede den sydlige del af Hjerm og Ginding Herreder. Afstemningsstedet i Viborg, der omfattede Nordfjends, resten af Fjends Herred og sognene omkring Viborg. Afstemningsstedet på Lerkenfeldt mellem Farsø og Vester Bølle, der omfattede Sydvesthimmerland.
Valgte i 17. valgdistrikt 1834: Selvejer Christian Skov fra Baadsgaard ved Højslev i Nordfjends. (Suppleant: proprietær Rasmus Bay fra Sødal i Rødding Sogn mellem Tjele og Viborg). 1841: Rasmus Bay til Sødal. (Suppleant: Boserup til Stubbegaard i Sevel Sogn). 1847: Mads Pagh Bruun til Bruunshaab, senere formand for Landstinget.
Sædegårdsejerne Godsejerne fra Salling stemte sammen med andre godsejere syd for Limfjorden (Viborg, Ringkøbing og Ribe amter).
Standsvalgte sædegårdsbesiddere fra Viborg Amt og den senere Vinderup kreds: 1834: Rasmus Ægidius til Kvistrup i Gimsing Sogn (i 17. valgdistrikt), Hans Jørgen Ring de Fønss til Ørslevkloster i Nordfjends. Førstesuppleant: Nis Nissen til Spøttrup.
Købstæderne Borgerne i Skive hørte til det 8. købstadsdistrikt, som foruden Skive også omfattede Thisted, Nykøbing Mors og Nibe købstæder. (Dengang var Løgstør ikke en købstad).
Mandatet tilfaldt skiftevis Thisted og Nykøbing. Trods ihærdige anstrengelser lykkedes det ikke for Skive at få mandatet. I 1841 blev tobaksfabrikant Thomas Funder valgt som deputeret for Jyllands 2. købstadsdistrikt (Aarhus og Skanderborg). Han blev genvalgt for perioden 1844 - 1848. I 1840 købte Funder hovedgården Astrup i Salling.
Gejstligheden Repræsentanterne for præster, provster og biskopper blev udnævnt af Kongen (i praksis af regeringen).
Den nørrejyske præstestand havde to medlemmer i stænderforsamlingen. Den ene var en biskop, mens den anden var en stiftsprovst, en amtsprovst eller en seminarieforstander.
Biskopper Kredsens knapt 40 sogne i Salling hører til Viborg Stift.
Indtil 1922 hørte Ginding og Hjerm til Ribe Stift. Dvs., at kredsens sogne mellem Skive og Struer: (Estvad-Rønbjerg, Ejsing, Sahl, Hjerm, Gimsing og Vejrum) hørte under biskoppen over Ribe Stift.
I 1836-1840 var det biskoppen i Viborg, der var medlem af stænderforsamlingen. I 1842-1848 var der biskoppen i Ribe, der var stænderdeputeret.
Nicolaj Esmark Øllgaard (1775–1863), der var biskop over Viborg Stift i 1830–1854, deltog i stænderforsamlingens møder i 1836, 1838 og 1840. I 1832 havde Nicolaj Øllgaard været én af de syv jyske oplyste mænd, der – sammen med 28 oplyste mænd fra Øerne – udarbejdede den endelige anordning om stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg.
Tage Müller (1780–1849), der var biskop over Ribe Stift i 1833–1849, deltog i stænderforsamlingens møder i 1842, 1844, 1846 og 1848. Tage Müller blev kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling.
Præster og provster Amtsprovst Henrik Christopher Schmidt (1774–1848), der deltog i stænderforsamlingens møder i 1836, var præst i Vær–Nebel fra 1800, amtsprovst i Skanderborg Amt fra 1812 (oprindeligt kun provst i Voer, Nim og Hads herreder), pensioneret i 1842.
Stiftsprovst Peter Tetens Hald (1802–1864), deltog i stænderforsamlingens møder i 1838 og 1840. Her optrådte han som liberal, og derfor blev han aldrig biskop.
P.T. Hald var søn af Søren Hald (1765-1809), præst i Oddense-Otting. I 1833 blev P.T. Hald kapellan ved Budolfi Kirke i Aalborg. Fra 1837 var han sognepræst ved domkirken og stiftsprovst for Aalborg Stift.
Stiftsprovst Laurids Schjødte (1792–1843), deltog i stænderforsamlingens møder i 1842. Han blev sognepræst for Viborg Domkirke samt for Asmild og Tapdrup Kirker i 1827. Året efter blev han tillige stiftsprovst over Viborg Stift. Da sognene i Salling hører til Viborg Stift, var Laurids Schjødte også stiftsprovst over Salling.
Amtsprovst Jens Møller, deltog i stænderforsamlingens møder i 1844 og 1846. Møller blev 1813 kapellan hos amtsprovsten for Hindborg m.fl., amtprovst A.P. Bregendahl var også præst i Skive-Resen, Møller blev i 1821 sognepræst for Grinderslev og Grønning i Viborg Stift, hvortil 1824 Tise Sogn lagdes, i 1834 blev han tillige provst for Salling og Fjends Herreder. Han var medlem af Viborg amtsråd i 1842–1854.
Præst og seminarieforstander Frederik Nielsen deltog i den sidste nørrejyske stænderforsamling i 1848. Nielsen valgtes som landstingsmand for Maribo Amt i 1859, og han mødte i de 3 følgende rigsdagssamlinger. Nielsen var sognepræst i Jebjerg-Lyby 1836–1843. I 1843–1856 var han forstander for Lyngby Seminarium i Djursland og tillige sognepræst for Lyngby-Albøge.
Vagtskifte i marts 1848 De to præster (biskop Tage Müller og forstander Frederik Nielsen) var de eneste med lokal tilknytning, der politisk overlevede marts 1848. T. Müller blev kongevalgt medlem af den grundlovgivede rigsforsamling efteråret 1848, og F. Nielsen blev senere valgt til landstinget for Maribo amt.
De stænderdeputerede bønder (P. Lydersen og S. Revsgaard) søgte ikke valg efter 1848, selv om især Peder Lydersen fortsat spillede en rolle i kulisserne.
Den grundlovgivende Forsamling
Ved valget til Den grundlovgivende Forsamling i 1848 blev valgretten kraftigt udvidet, og det blev bestemt, at de fire stænder (godsejere, præster, købstadsborgere og bønder) skulle stemme sammen.
Nu var det ikke standen, men kun bopælen, der bestemte, hvem man skulle stemme sammen med. Dette betød, at borgerne fra Skive By samt egnens godsejere og præster for første gang kom i valgkreds med Sallings bønder.
Sognene ved Vinderup og Struer blev afgivet til Holstebrokredsen, og de fleste landssogne i Hindborg Herred blev afgivet til Viborgkredsen. Til gengæld blev Skive by nu en del af kredsen.
Ved valget opstillede fremstående borgere fra Skive rektor Olsen fra Viborg, som de regnede med at få valgt. Der var to outsidere. Den ene var stiftsamtmanden over Viborg amt. Den anden var gårdejer Bertel Nørgaard fra Krejbjerg.
Ved valget brugte bønderne overraskende deres flertal og valgte Bertel Nørgaard. I 1849-1850 vakte genvalget af en bonde voldsom vrede i Skive by.
1849-1894 Fra 1849 til 1970 var Skivekredsen Viborg Amts første Kreds. Fra 1850 til 1920 skulle de andre folketingsmedlemmer derfor tiltale kredsens repræsentant som Det ærede Medlem fra Viborg Amts første KredsVed vedtagelsen af valgloven i 1849 fik Bertel Nørgaard ført Hindborg Herred tilbage til Skivekredsen. Indtil 1894 består kredsen af de fire herreder i Salling samt Skive by.
Fra 1850 var Bertel Nørgaard egnens ledende politiker. Han var bondeven og højskolemand, men stod i modsætning til grundtvigianerne. Nationalliberale politikere som Johan Grundtvig betragtede Sylvester Jørgensen fra Ringkøbingkredsen og Bertel Nørgaard fra Krejbjerg som de to mest yderligtgående bondevenner.
Bertel Nørgaard oprettede Krejbjerg højere Bondeskole, der senere blev til Oddense Landbrugsskole. Nørgaard fik en bevilling til sin højskole sat på finansloven, og grundlagde dermed den tradition, at Folketinget lovgiver om folkehøjskoler og landbrugsskoler.
Efter 1864 vandt Mellempartiet indpas i kredsen. Kredsens to ledende politikere (Christian Jensen og Søren Lybye) tilsluttede sig begge dette parti, og de var begge gårdejere. Kredsens tredje politiker (Brinck-Seidelin) tilsluttede oprindeligt også Mellempartiet, men blev senere højremand.
Efter 1870 tilsluttede Chr. Jensen sig Det forenede Venstre, mens Søren Lybye bevægede sig i retning af Højre. Søren Lybye fik næsten alle stemmer fra Skive by samt et mindretal af bøndernes stemmer. Flertallet af bønderne stemte på Chr. Jensen.
Højre svandt efterhånden ind. Omkring 1882 blev kredsen regnet for en sikker kreds for den radikale fløj af Venstre. Efter Chr. Jensens død i 1883 fik den moderate leder Holstein-Ledreborg opstillet gårdejer, senere kreditforeningsdirektør, Jens Peter Dalsgaard fra Harre.
J.P. Dalsgaard var ganske vist radikal, men Holstein-Ledreborg vurderede, at Dalsgaard kunne bevæges i moderat retning. Sådan kom det også til at gå. Frem til 1890 stod J.P. Dalsgaard i den radikalt prægede bergske gruppe af Venstre. Derefter tilhørte han den moderate del af Venstre.
J.P. Dalsgaard var kredsens folketingsmand 1883-1902. Derefter var han landstingsmand fra 1902 til sin død i 1923.