thumb|Udsnit af De Smets kort med indianer-territorierne som beskrevet i Fort Laramie traktaten, 1851
Fort Laramie traktaten (1851) er en vigtig traktat indgået i 1851 mellem ni selvstændige nationer til stede på den nordamerikanske prærie, nemlig U.S.A. og otte indianerstammer. Ved at tilslutte sig traktaten enedes parterne om de fremtidige retningslinjer for et ellers konfliktfyldt område. Af deltagende præriestammer, hvoraf flere var arvefjender, var der assiniboinerne, arikara-, mandan- og hidatsa-stammen (kaldet gros ventre-stammen i traktaten), crowerne, cheyenne- og arapaho-stammen samt lakotaerne (teton-siouxerne).
Traktaten skulle dels skabe fred mellem de indbyrdes stridende stammer og dels forebygge konflikter mellem de enkelte stammer og U.S.A. Sidstnævnte nation var især repræsenteret i området af en øget strøm af gennemrejsende nybyggere og guldgravere. Traktaten fastlagde samtidig grænserne for de enkelte stammers territorier afgrænset både nordpå og østpå af Missouri River. Tilsammen spændte territorierne over områder i North – og South Dakota, Montana, Wyoming, Nebraska, Kansas og Colorado. U.S.A. erhvervede ikke nye landområder med traktaten, men sikrede sig retten til at anlægge veje og bygge forter i de respektive stammers territorier. Til gengæld skulle U.S.A. købe varer efter eget valg for samlet 50.000 dollars hvert af de følgende ti år og levere dem til stammerne.Kappler, Charles J.: Indian Affairs. Laws and Treaties. Vol. 2. Washington, 1904.
Traktaten har navn efter militærstationen Fort Laramie ved North Platte River i Wyoming, hvor det var meningen at repræsentanterne for stammerne og U.S.A. skulle samles. Af praktiske grunde stod forhandlingerne 50 km øst for fortet ved et tilløb til North Platte River i Nebraska, og traktaten kaldes derfor også Horse Creek traktaten.Stands In Timber, John and Margot Liberty: Cheyenne Memories. Lincoln and London, 1972. Cheyennerne og visse andre stammer huskede mødet som ”den store uddeling” på grund af amerikanernes uddeling af tæpper, sukker og kaffe samt andet i forbindelse med de lange forhandlinger. Grange, Roger T.: ”The Garnier Oglala Winter Count.” Plains Anthropologist. Vol. 8, No. 20 (May 1963). Pp. 74-79. Flere lakotaer lagde vægt på det exceptionelle ved, at de indgik en fredsaftale med arvefjenderne i crow-stammen og fremdrog dette resultat af mødet i deres vintertællinger.Mallery, Gerrick: ”Pictographs of the North American Indians.” Fourth Annual Report of the Bureau of Ethnology, 1882-’83. Smithsonian Institution. Washington, 1886.
(Flere år senere indgik lakotaerne og U.S.A. en ny traktat ved Fort Laramie, der gerne kaldes Fort Laramie traktaten (1868) for at undgå forveksling mellem de to aftaler.)
Tidligere relationer mellem traktatens parter I 1851 havde U.S.A. udkæmpet en enkelt kamp med én af de underskrivende stammer, nemlig arikara-stammen i 1823. Ved den lejlighed havde hæren fået støtte af bl.a. flere lakotaer, der skiftevis handlede med og lå i krig med arikaraerne.Meyer, Roy W.: The Village Indians of the Upper Missouri. The Mandans, Hidatsas, and Arikaras. Lincoln and London.1977. Ellers stødte lakotaerne sammen med assiniboiner og især crower, men også med mandan- og hidatsa-indianere, der fra gammel tid var to allierede folk. Til den sidstnævnte alliance hørte også arikaraerne, der tidligere havde ligget i konflikt med de to andre stammer byindianere. Ud over de talstærke lakotaer regnede byindianerne medlemmerne af assiniboine-stammen for fjender.McGinnis, Anthony: Counting Coup and Cutting Horses. Intertribal Warfare on the Northern Plains, 1738-1889. Crowerne kom ligeledes fra tid til anden i kamp med assiniboinerne, og de udkæmpede kampe med og erobrede heste fra både lakotaerne og disses allierede i cheyenne- og arapaho-stammen; og vice versa.
Den første tale om en traktat thumb|upright 0.7|Den originale Fort Laramie traktat fra 1851 Op mod 25.000 emigranter og guldgravere krydsede prærien fra øst til vest i 1849 ad dels Oregon Trail langs Platte River og dels ved at følge Santa Fe Trails sydligere hjulspor.National Historic Trails. Auto Tour Route Interpretive Guide. Nebraska and Northeastern Colorado. National Park Service. August 2006. Ruten til Santa Fe gik knap nok gennem områder krævet af nogle af stammerne, men lå i udkanten af dem.Comprehensive management and use plan. Santa Fe National Historic Trail. May 1990. U.S. Department of the Interior. U.S. Government Printing Office. Emigranterne bragte sygdomme som kolera ind på prærien, og undervejs fældede de træer og nedlagde vildt, hvilket indianerne så på med stigende bekymring.Hyde, George E.: Life of George Bent. Written from His Letters. Norman, 1987.
De første amerikanske røster om at forebygge konflikter ved at kompensere indianerne for deres tab og samtidig få en traktatgaranteret ret til at gennemkrydse områderne kom i juni 1849.Kvasnicka, Robert M. and Herman J. Viola: The Commissioners of Indian Affairs, 1824-1977. Lincoln and London, 1979. I foråret 1851 bevilgede kongressen 100.000 dollars til formålet. Omkring september stillede de sammenkaldte indianere hundredevis af tipier op ved Horse CreekDe Smet, P.J.: Western Missions and Missionaries. A Series of Letters. New York. 1863. for at deltage i det hidtil største møde mellem en række af præriens stammer.
Brulé-lakotaen Conquering Bear var én af flere høvdinge, der ville tale på vegne af lakotaerne og til slut underskrive traktaten.Bettelyoun, Susan Bordeaux and Josephine Waggoner: With My Own Eyes. A Lakota Woman Tells Her People’s History. Lincoln and London. 1998. Fire cheyenne-høvdinge ville deltage i traktatforhandlingerne, hvoraf Yellow Wolf var den ene.Weist, Tom: A History of the Cheyenne People. Billings, 1984. Little Owl, Cut Nose og Big Man repræsenterede arapahoerne.Fowler, Loretta: Arapaho Politics, 1851-1978. Lincoln and London. 1982. Høvding Big Robber (faktisk Big Shadow) havde taget vejen til Horse Creek som en af to talsmænd for crowerne. Høvdingene Crazy Bear og The First Who Flies ville varetage assiniboinernes interesser. Miller, David R., Dennis J.Smith, Joseph R.McGeshick, James Shanley, and Caleb Shields: The History of the Fort Peck Assiniboine and Sioux Tribes, 1800-2000. Poplar and Helena, 2008. Hidatsa høvding Four Bears og muligvis mandan høvding Red Roan Cow ville tage del i forhandlingerne sammen med arikara høvdingene Bear Chief og Gray Prarie Eagle. Inspektør David D. Mitchell og indianeragent (befuldmægtiget) Thomas Fitzpatrick repræsenterede U.S.A. Ellers var der tolke til stede og også jesuit-præsten fader De Smet.
Traktaten To ugers forhandlinger mellem parterne endte med vedtagelsen af Fort Laramie traktaten den 17. september. De underskrivende parter lovede at skabe en ”effektiv og varig fred” (artikel 1). U.S.A. sikrede sig retten til at anlægge veje og bygge militærstationer og andre bygninger i de respektive stammers områder (artikel 2). U.S.A. lovede at beskytte indianerne mod udplyndring og forøvelse af hærværk begået af amerikanere, når traktaten var endeligt vedtaget af senatet (artikel 3). De forskellige stammer lovede omvendt at kompensere amerikanerne, hvis de gjorde uret mod dem (artikel 4). Stammerne anerkendte de fastsatte grænser for de fem indianerterritorier defineret i traktaten (artikel 5); som følge af cheyenne- og arapaho-stammens tætte relationer var de fælles om ét territorium, og det samme var tilfældet med arikara-, mandan- og hidatsa-stammen. Stammerne accepterede at vælge en ”overhøvding”, der fremover skulle agere som talsmand for stammen under nye forhandlinger med U.S.A. (artikel 6). Som en godtgørelse til stammerne lovede U.S.A. at distribuere varer (”årsydelser”) i form af f.eks. landbrugsredskaber og husdyr for samlet 50.000 dollars i halvtreds år (artikel 7). U.S.A. kunne reducere eller stoppe årsydelsen til stammer, der brød traktaten (artikel 8).
Traktaten skulle godkendes af senatet efter afslutningen af forhandlingerne på prærien.
Bemærkelsesværdige ting ved traktaten thumb|Et mere nøjagtigt kort end De Smets med de fem indianer-territorier fastlagt i traktaten
Ved ratificeringen i senatet den 24. maj 1852 blev artikel 7 ændret, så U.S.A. kun skulle betale årsydelsen på 50.000 dollars i ti år, men med mulighed for at forlænge perioden med fem år. Alle stammer accepterede i sidste ende dette,Bernholz, Charles D.: ”Citation Abuse and Legal Writing: A Note on the Treaty of Fort Laramie with Sioux, etc., 1851 and 11 Stat. 749.” Legal Reference Services Quarterly. Vol. 29, No. 2, (2010). Pp. 133-148. skønt en fodnote i et værk fra 1904 med alle U.S.A.s indianertraktater samlet ét sted fastslog noget andet og førte til en antagelse om, at crowerne ikke var gået med til denne forringelse af vilkårene. Crowernes accept kom den 18. september 1854.Kappler, Charles J.: Indian Affairs: Laws and Treaties. Vol. 4. Government Printing Office, 1929). En anden fodnote har affødt forvirring om traktatens gyldighed;Royce, Charles C.: Indian Land Cessions in the United States. Bureau of American Ethnology. Eighteenth Annual Report. Part 2. Washington, 1899. traktaten er gyldig og bindende. Traktaten blev forlænget med de fem år, der var mulighed for af præsident Franklin Pierce.
Traktatens artikel 5 fastlægger grænserne for blackfoot-stammens territorium i Montana, skønt ingen sortfødder deltog i forhandlingerne ved Horse Creek. Traktaten har ikke en eneste ”underskrift” (kaldet ”X-mærke”) fra en blackfoot høvding. Denne del af traktaten ses der derfor gerne bort fra. Den første gyldige traktat mellem U.S.A. og sortfødderne og disses allierede i gros ventre-stammen regnes for en traktat indgået i 1855.Fowler, Loretta: Shared Symbols, Contested Meanings. Gros Ventre Culture and History, 1778-1984. Ithaca and London, 1987.
Lakotaerne gjorde krav på et landområde i Nebraska fra sammenløbet af North Platte – og South Platte River og derfra i en snorlige grænse mod nordøst til White Rivers udløb i Missouri River i South Dakota. Dette krav gik U.S.A. ind på. Senere viste det sig, at pawnee-stammen (der ikke var repræsenteret under forhandlingerne ved Horse Creek) fremsatte overlappende krav;Blaine, Martha Royce: Pawnee Passage, 1870-1875. Norman and London, 1990. U.S.A. anerkendte disse i forbindelse med pawnee-stammens afståelse af land i 1857.
Da traktaten kun beskæftigede sig med landområder syd og vest for Missouri River, fik mandan- og hidatsa-stammen ikke traktat på området nord for Missouri River, hvor deres fælles hovedby, Like-a-Fishhook Village, lå. Bl.a. af hensyn til dem slog artikel 5 fast, at indianerne fortsat kunne have legitime krav på land i andre områder.
Den østlige grænse for crowernes traktatområde fulgte Powder River fra udløbet i Yellowstone River og sydpå lige til flodens udspring. Derfra forsatte grænsen videre langs bjergkæden i Black Hills. De samme Black Hills er nævnt som en del af den vestlige grænse for lakotaernes traktatområde. De omtalte Black Hills er højderyggene i en bjergkæde i Wyoming, der engang efter 1851 skiftede navn til Laramie Mountains;Doyle, Susan Badger: Journeys to the Land of Gold. Emigrant Diaries from the Bozeman Trail, 1863-1866. Vol. 2. Helena. 2000. de skal ikke forveksles med Black Hills i South Dakota, som klart var omfattet af lakotaernes territoriale krav i 1851.
Cheyennerne og arpahoernes traktatområde skulle ifølge teksten have en sydlig grænse, der fulgte Arkansas River fra dens udspring og østpå. Dette blev imidlertid siden udlagt, så grænsen over en lang strækning fulgte flodsengen af det sydligste tilløb til Arkansas River, Las Animas River. De to stammer fik således udvidet deres traktatområde i Colorado så betragteligt mod syd, at det overlappede ikke-fastlagte comanche krav.”Historical data and remarks”. U.S Serial Set, Number 4015, 56. Congress, 1. Session.
Efter traktaten trådte i kraft