Sophie af Mecklenburg (4. september 1557 – 4. oktober 1631) var dronning af Danmark og Norge fra 1572 til 1588, som ægtefælle til Frederik 2. Hun var mor til blandt andre Christian 4. Fra 1590 til 1594 var hun formynder af Slesvig og Holsten i forbindelse med Christian 4.s mindreårighed.
Sophie var enebarn af Hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow og Elisabeth af Danmark, og blev i 1572 gift med sin danske kongefætter, Frederik 2., i et ægteskab som beskrives som bemærkelsesværdigt lykkeligt. Hun havde kun begrænset politisk indflydelse under deres ægteskab, selv om hun opretholdt sit eget hof og udøvede en vis grad af selvstændighed i forhold til protektioner. Sophie udviklede en interesse for astrologi, kemi, alkymi og iatrokemi Side 141, og støttede og besøgte Tycho Brahe på Ven i 1586 og senere. Hun er efterfølgende blevet beskrevet som en kvinde "med stor intellektuel kapacitet, især kendt som mæcen for videnskabsmænd". Hun blev enke i en alder af 31 år, og i de første par år efter Frederiks død forsøgte Sophie ihærdigt at konsolidere sin magtposition. Men i mangel af indenrigspolitiske allierede og konfronteret med en magtbevidst dansk adel lykkedes det hende kun delvist; selvom hun blev anerkendt som regent i Slesvig og Holsten, kom hendes bestræbelser på at lede formynderregeringen for sin mindreårige søn i direkte konflikt med det danske rigsråd og viste sig i sidste ende at være mislykket. I 1594 trak hun sig tilbage til sit enkesæde, der bestod af øerne Lolland og Falster. På trods af dette tilbageslag blev Sophies indflydelse ikke mindre i løbet af hendes enketid; tværtimod var hun ikke villig til at blive tilsidesat fra politiske anliggender, og hun styrkede i høj grad sin position gennem en enorm og stadigt voksende økonomisk indflydelse.
Gennem en dygtig forvaltning af sit enorme enkegods samlede hun en betydelig formue og blev den rigeste kvinde i Nordeuropa og den næstrigeste enkeltperson i Europa efter Maximilian 1. af Bayern. Side 26 Fra starten udviste Sophie usædvanlig foretagsomhed og beslutsomhed og gennemførte omfattende landbrugsreformer for at øge udbyttet og indtægterne på sit gods. Sophie udbetalte ofte penge fra sin "uudtømmelige pengekiste" og understøttede økonomisk sin søn samt rigsrådet og dermed i praksis hele den dansk-norske stat. Hun opretholdt en stor udlånsvirksomhed, tjente renter og ydede lån til blandt andre sin søn Christian 4., sin svigersøn kong Jakob 6. og 1., sit barnebarn hertug Frederik Ulrik af Braunschweig-Lüneburg og flere andre fyrstendømmer i det tysk-romerske rige. Da hun døde i 1631, bemærkede James Howell, sekretær for den engelske ambassadør i Danmark, at hun var "den rigeste dronning i kristendommen".
Dronning Sophie udøvede betydelig politisk indflydelse både nationalt og internationalt i sin enketid. Hun styrkede Danmarks protestantiske alliancer ved at arrangere indflydelsesrige ægteskaber for sine døtre og bidrog ofte selv med betydelige summer til medgift og smykker. Hun førte også en omfattende korrespondance med herskere og adelige i hele Nordeuropa, og gennem sine strategiske økonomiske underhandlinger "finansierede hun diplomati og krig", som den amerikanske historiker Merry E. Wiesner-Hanks beskriver det. Sophie spillede en vigtig rolle i udformningen af Danmarks udenrigspolitik, især under Trediveårskrigen, hvor hun påvirkede fredsforhandlingerne og bidrog til Lübeck-traktaten i 1629.
Nogle historikere, især tidligere, har enten ignoreret Sophie eller afvist hende som magtliderlig og grisk. Men forfattere fra det 19. og 20. århundrede, herunder Ellen Jørgensen og Johanne Skovgaard, betragtede hende som en kvinde med "enestående dygtighed" og "ukuelig virkelyst". Nyere revurderinger anerkender hendes bemærkelsesværdige entreprenørskab som enkefrue og især hendes evne til at forankre sig som en gennemgribende magtfaktor i det politiske landskab i det senreformatoriske Danmark og Europa.
Tidlige liv Sophie blev født den 4. september 1557 i Wismar i Mecklenburg som eneste barn af hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow i hans ægteskab med Elisabeth af Danmark, der var datter af Frederik 1. af Danmark.
I 1571 blev hun, kun 14 år gammel, forlovet med sin fætter, den 37-årige kong Frederik 2. af Danmark. Brylluppet fandt sted den 20. juli året efter på Københavns Slot.
Dronning left|thumb|314x314px|Portrætminiature af en ung dronning Sophie, ca. 23 år gammel, i ca. 1580. Ægteskabet blev, så vidt vides, meget lykkeligt. I sine dagbogsnotater omtaler Frederik 2. ægtefællen som "min Soffye". Hun fulgte ham på rejser rundt i landet, deltog i hans jagter og plejede ham, når han var syg, men blandede sig aldrig i regeringssager. Dronningen var en fornuftig og økonomisk husmoder, der omhyggeligt tog sig af sine børns opdragelse. Hun var bogligt interesseret, besøgte flere gange Tycho Brahe på Hven, samlede på folkeviser og tilskyndede Anders Sørensen Vedel til udgivelse af Danske Viser.
Ægteskabsmægler Omkring tidspunktet for Frederiks død var Sophies væsentligste aktivitet at være ægteskabsmægler for sine børn. Hendes datter, Anna af Danmark, giftede sig med Jakob 6. af Skotland og blev dermed dronning i 1589. Hun arrangerede ægteskabet mod rigsrådets vilje, men overtrumfede dem. Da Jakob kom til Danmark, gav hun ham en gave på 10.000 rigsdaler.Miles Kerr-Peterson & Michael Pearce, 'James VI's English Subsidy and Danish Dowry Accounts, 1588-1596', Scottish History Society Miscellany XVI (Woodbridge, 2020), p. 35. Hun var også dybt involveret i de forhandlinger, der førte til prinsesse Elisabeth bryllup med Henrik Julius, hertug af Braunschweig-Lüneburg. Hun førte tilsyn med indsamlingen af 150.000 daler til de to bryllupper og andre udgifter og brugte selv 50.000 på smykker.
I 1596 arrangerede hun ægteskabet mellem sin datter prinsesse Augusta og Johan Adolf, hertug af Holstein-Gottorp, hvilket forstærkede Danmarks forbindelser til de nordtyske lutheranske stater. Endelig forhandlede hun i 1602 prinsesse Hedvigs ægteskab med Christian 2., kurfyrste af Sachsen. Hun spillede også en nøglerolle i at finde ægtefæller til sine yngre sønner. Hun var hovedforhandler i ægteskabsarrangementerne mellem hendes søn Christian, tronarvingen, og prinsesse Anna Cathrine af Brandenburg, som Sophie kaldte en "ren perle".
Enkedronning
Formynderregering og konflikt med rigsrådet Som 31-årig blev dronning Sophie enke. Sønnen Christian var kun 11 år gammel og for ung til at overtage tronen. Der blev derfor indsat et formynderstyre. Forholdet mellem enkedronningen og rigsrådet var dårligt. Efter Frederik 2.s død blandede hun sig politisk. Hun prøvede energisk – som så mange dronninger før hende – efter tysk arveskik at skaffe sine yngre sønner andel i hertugdømmerne. I 1594 blev hun tvunget til at trække sig tilbage til sit enkesæde på Nykøbing Slot på Falster.
Livgedinget, godsejer og succesfuld entreprenør thumb|380x380px|Sophie af Mecklenburg som nylig enke i 1591. left|thumb|300x300px|Litografi af Nykøbing Slot, som var sæde for dronning Sophies enkegods. Som enkedronning havde Sophie ret til livgedning samt de slotte, der udgjorde hendes morgengave. Disse enorme godser omfattede Danmarks fjerdestørste ø Lolland og naboøen Falster, hvor Nykøbing slot lå, som hun også modtog. Hun fik også Aalholm Slot, Halsted Kloster, Vennerslund, Ravnsborg og de dertil hørende len. Det lykkedes hende at få 30.000 rigsdaler fra sin afdøde mands likvide midler samt en årlig indtægt på 8.000 rigsdaler fra Øresundstolden. I løbet af en årrække blev hendes krongods på Lolland og Falster udvidet, idet store ejendomme blev overdraget til enkegodset, bl.a. Corselitze og Skørringe, hvis besiddelser på Falster udgjorde over 100 bøndergods.
I sin lange enketid beskæftigede Sophie sig hovedsageligt med at forvalte sine godser, hvor hun i praksis var en uafhængig hersker. Hun beskyttede beboerne på sine herregårde og engagerede sig i storstilet handel og pengeudlån.Dansk Kvindebiografisk Leksikon Hun var meget interesseret i ny landbrugsteknologi, omlagde sin jord til stordrift, solgte korn og kvæg til Nordtyskland gennem sit store etablerede netværk i fyrstendømmerne, byggede møller og var især interesseret i kvægavl, som var en vigtig indtægtskilde i denne periode. Det stadig eksisterende Dronningens Pakhus i Nakskov blev bygget til hende i 1589-1591.
Enkedronning Sophie forvaltede sine godser på Lolland-Falster så godt, at hendes søn ved adskillige lejligheder kunne låne penge af hende til sine krige. Hun hjalp med at finansiere sin søn Christian 4.s felttog mod Sverige i 1611, Kalmarkrigen og hans indtræden i Trediveårskrigen i 1615. Ligeledes hjalp hun sin søn med et lån i 1605 på 140.000 rigsdaler, hvorefter Christian iværksatte en række ekspeditioner til Grønland. I 1614 optog Christian IV endnu et lån på 210.000 rigsdaler hos sin mor. I 1621 fik Rigsrådet to lån på henholdsvis 100.000 og 280.000 rigsdaler af enkedronningen til at dække statens underskud. Størstedelen af enkedronningens lån til sin søn blev aldrig tilbagebetalt.
I 1620-21 var enkedronning Sophie hovedbidragsyder til et lån på 300.000 rigsdaler fra den danske stat under Christian 4. til England under svigersønnen Jakob 6. og 1. Rentesatsen var på de "yderst fordelagtige" 6%. Ud over sine likvide midler, der beløb sig til millioner af gylden, havde hun også omfattende godsbesiddelser i den nordlige del af det tysk-romerske rige, som var pantsat af fyrstelige kreditorer. Dronningen inspicerede disse ejendomme under sine mange rejser.
Politisk indflydelse som enke thumb|480x480px|Dronning Sophie i ca. 1601, i en tysk samling af miniatureportrætter af europæiske herskere fra det 17. århundrede. På grund af sin store rigdom var enkedronning Sophie i stand til at udøve betydelig indflydelse på både danske indenrigsanliggender og den internationale politik i Nordeuropa under sin søn, Christian 4. I en periode fra sin mands død i 1588 til sin egen død 43 år senere var hun politisk aktiv i Danmark. Hun var konstant opmærksom på den aktuelle politiske udvikling i Europa og i kejserriget gennem intensiv korrespondance med protestantiske fyrster og sine mecklenburgske slægtninge.
Indenrigspolitisk påvirkede og støttede Sophie riget gennem løbende finansielle lån. Korrespondance viser også, at Sophie førte økonomiske diskussioner med sin søn om opkrævning af skatter. Interessant nok gav det danske rigsråd hende også den indrømmelse, at hun måtte modtage ambassadører og dermed i det væsentlige føre diplomati på Danmarks vegne. Hendes omfattende territorier i det sydlige Danmark omfattede også myndighed over en række birker (retskredse), hvor hun havde udøvende beføjelser til at udnævne birkedommere.
Enkedronningen havde betydelig politisk indflydelse internationalt som følge af sine lån til flere fyrstendømmer i det tysk-romerske rige, hvorved hun "[finansierede] diplomati og krig", som beskrevet af den amerikanske historiker Merry E. Wiesner-Hanks. Under Trediveårskrigen lånte hun penge til flere tyske protestantiske fyrster, og blandt hendes kreditorer var hendes barnebarn hertug Frederik Ulrich af Braunschweig-Lüneburg, som skyldte hende 300.000 danske rigsdaler, samt hendes svigersøn Johan Adolf, hertug af Holstein-Gottorp, som hun også lånte 300.000 rigsdaler til. Hun havde også økonomiske forbindelser med lederen af de katolske styrker, grev Tilly, som hun ønskede at danne en fælles kreditorfront med.
I 1620 blev hendes svigersøn, Frederik 5. af Pfalz, som var gift med hendes barnebarn Elizabeth Stuart, dronning af Bøhmen, afsat. Parret flygtede hurtigt fra Prag og bosatte sig i Haag, og i denne periode opretholdt Elizabeth og Sophie en hyppig korrespondance. I 1621 brugte enkedronning Sophie sine forbindelser i Hamborg, og med "en moderlig omsorg", skaffede hun 20.000 pund (svarende til ca. 4.500.000 pund i dag) til at støtte parrets umiddelbare behov og "til at tjene hendes højheds nuværende behov", som Sophie skrev.