Krig og fred (film fra 1967)

Krig og fred (, translit.: Vojna i mir) er en sovjetisk spillefilm i fire dele udgivet i årene 1966-1967. Filmen er instrueret af Sergej Bondartjuk, der også er medforfatter til filmens manuskript, der er baseret på Lev Tolstojs roman Krig og fred fra 1869.Война и мир Filmens hovedrolle som Pierre Bezukhov spilles af Bondartjuk. Øvrige hovedroller spilles af Vjatjeslav Tikhonov og Ljudmila Saveljeva.

Filmen er produceret af filmstudiet Mosfilm mellem 1961 og 1967 med betydelig støtte fra de sovjetiske myndigheder og den sovjetiske hær, der leverede hundredevis af heste og titusinder soldater som statister. Filmen kostede 8,29 mio. rubler, hvilket var den indtil da dyreste sovjetiske filmproduktion. Filmen blev en publikumssucces og solgte i Sovjetunionen 135 millioner billetter. Filmen modtog førsteprisen ved Moskvas Internationale Filmfestival og modtog en Oscar for bedste fremmedsprogede film. Filmen er siden sin udgivelse anset som den største storfilm nogensinde.

Filmen, der samlet varer over syv timer, er opdelt i fire dele, der hver er af spillefilmlængde.

Handling Del 1 - Krig og fred: Andrej Bolkonskij Den uægte søn af en rig adelsmand, Pierre Bezukhov, introduceres i 1805 i Sankt Petersborg til det højere cirkler. Hans ven, fyrst Andrej Bolkonskij, slutter sig til den kejserlige russiske hær som adjudant for general Mikhail Kutuzov i tredje koalitionskrig mod Napoleon. Da Pierres far genkender ham, tiltrækker Pierre Hélène Kuraginas opmærksomhed og gifter sig med hende. Men gennem rygter erfarer han, at hun har været ham utro med Fjodor Dolokhov. I mellemtiden deltager Andrej i det mislykkede felttog i Østrig, hvor han er vidne til Slaget ved Schöngrabern og Slaget ved Austerlitz. Han bliver hårdt såret og anses som faldet. Han vender tilbage til sin fars gods lige i tide til at se sin hustru Lisa dø under fødslen af deres barn.

Del 2 - Krig og fred: Natasja Rostova I slutningen af 1809 deltager den 16-årige datter af greven, Natasja, i sit første bal. Andrej Bolkonskij bliver forelsket i den unge pige og planlægger at gifte sig med hende, men hans far forlanger, at han venter. Andrej rejser udenlands, og Natasja venter længselsfuldt på ham. Men hun møder så den smukke Anatole Kuragin, der også forelsker sig i Natasja. Hun vælger Anatole over Andrej, men ombestemmer sig umiddelbart ingen hun skulle stikke af sammen med Anatole. Andrej Balkonskij har imidlertid hørt om hendes planer og erklærer forlovelsen for ovre. Natasja bryder sammen. Pierre Bezukhov prøver at berolige hende og erklærer pludselig sin kærlighed overfor hende.

Del 3 - Krig og fred: År 1812 I 1812 invaderer Napoleon Rusland. Feltmarkal Kutuzov udpeges af zaren til at forsvare Rusland. Kutuzov beder Andrej Balkonskij om at indtræde i Kutuzovs stab, men Balkonskij ønsker at være officer på slagmarken. Pierre Bezukhov ankommer til slagmarken op til det forestående slag ved Borodino og melder sig frivilligt til tjeneste ved et artilleribatteri. Andrejs enhed afventer som reserve, men Andrej rammes at en granat og han og Anatole bliver alvorligt såret. Slaget involverer hundreder af tusinde soldater, flere tusinde heste og hundreder af kanoner på begge sider. Napoleons hær tvinger den russiske hær på tilbagetog, og Napoleon kan rykke mod Moskva, der ligger ubeskyttet hen.

Del 4: Krig og fred: Pierre Bezukhov Russerne brænder Moskva ned før Napoleons ankomst til byen og Rostov-familien flygter fra deres gods. Med på flugten tager de de soldater, der har søgt tilflugt hos dem, herunder også Andrej, som - ubekendt for Rostov-familien - også har opholdt sig på godset. Pierre har forklædt sig som en landarbejder forsøger at dræbe Napoleon, men tages til fange. Han føres som krigsfange med Grande Armée på dennes tilbagetog, indtil han bliver befriet af partisaner. Den franske hær besejres af feltmarskal Kutuzov ved slaget ved Krasnoj. Andrej genkendes og bliver bragt til sit gods. Han tilgiver på sit dødsleje Natasja, der genforenes med Pierre Bezukhov og Moskva genopbygges.

Medvirkende

Sergej Bondartjuk som Pierre Bezukhov Ljudmila Saveljeva som Natasja Rostova Vjatjeslav Tikhonov som Andrej Bolkonskij Boris Zakhava som Mikhail Kutuzov Anatolij Ktorov som Nikolaj Bolkonskij Antonina Sjuranova som Maria Bolkonskaja Oleg Tabakov som Nikolaj Rostov Viktor Stanitsyn som Ilja Rostov Kira Golovko som Natalja Rostova Irina Skobtseva som Hélène Kuragina Vasilij Lanovoy som Anatole Kuragin Irina Gubanova som Sonja Rostova Oleg Jefremov som Fjodor Dolokhov Eduard Martsevitj som Boris Drubetskoj Aleksandr Borisov som onkel Rostov Nikolaj Rybnikov som Vasilij Denisov Viktor Murganov som Aleksandr 1. af Rusland Larisa Borisenko som Mlle. Bourienne Georgij Milljar som Morel Nonna Mordjukova som Anisja Anna Timirjova som gammel dame Boris Khmelnitskij som Bolkonskijs adjudant Valerij Jeremitjev som Aleksandr Ostermann-Tolstoj Boris Smirnov som Vasilij Kuragin Nikolaj Tolkatjov som Kirill Bezukhov Dzhemma Firsova som Katisje Mamontova Mikhail Khrabrov som Platon Karatajev Nikolaj Trofimov som Tushin Vladislav Strsjeltjik som Napoleon Jānis Grantiņš som Ludwig von Wolzogen Dz. Eizentāls som Carl von Clausewitz Galina Kravtjenko som Marja Karagina Boris Moltjanov som Louis-Nicolas Davout Lev Poljakov som Jacques Lauriston Rodion Aleksandrov som Aleksandr Balasjov Anastasija Vertinskaja som Lisa Bolkonskaja Giuli Tjokhonelidze som Pjotr Bagration Vadim Safronov som Frans II Jean-Claude Ballard som Ramballe Jelena Tjapkina som Marja Dmitrijevna Sergej Jermilov som Petja Rostov Nikita Mikhalkov som Petja Rostovs dobbel under jagtscenen (ukrediteret) Herberts Zommers som grev Benningsen Nikolai Bubnov som Karl Mack von Leiberich Angelina Stepanova som Anna Scherer Erwin Knausmüller som Franz von Weyrother Mikhail Pogorsjelskij som Michael Andreas Barclay de Tolly Leonid Vidavskij som Paisi Kajsarov Nikolaj Grinko som Dessalles

Produktion

Begyndelse I august 1959 blev King Vidors amerikansk-italienske co-produktion Krig og fred udgivet i Sovjetunionen, hvor den solgte 31,4 millioner billetter og opnåede stor anerkendelse. Det forestående 150-års jubilæum for den franske invasion, såvel som den verdensomspændende succes med Vidors filmatisering af det russiske nationalepos – på et tidspunkt, hvor USSR og USA konkurrerede om prestige – motiverede den sovjetiske kulturminister Jekaterina Furtseva til at planlægge en sovjetisk film om begivenhederne baseret på Lev Tolstojs roman.Razzakov. o Vojne. s. 6. Et åbent brev, som udkom i den sovjetiske presse, underskrevet af mange af landets filmskabere, erklærede: "Det er en æressag for den sovjetiske filmindustri at producere en film, der vil overgå den amerikansk-italienske kunstnerisk og autentisk."

I løbet af 1960 foreslog flere førende sovjetiske instruktører sig selv til at lede projektet, herunder Mikhail Romm og Sergej Gerasimov. Men snart var den eneste reelle kandidat tilbage Ivan Pyrjev. Da det forekom sikkert, at Pyrjev ville få opgaven, opfordrede flere embedsmænd i kulturministeriet den fyrreårige Sergej Bondartjuk, der netop havde færdiggjort sin debutfilm, En mands skæbne, at ansøge om opgaven. Bondartjuk havde ikke søgt stillingen og kendte ikke til forslaget, før han modtog et brev fra ministeriet med opfordringen. Han valgte at tage udfordringen op og konkurrere med Pyrjev om opgaven.Razzakov. Gibelʹ sovetskogo kino. s. 74.

Fedor Razzakov skrev, at invitationen af Bondartjuk blev orkestreret af Pyrjevs mange fjender i etablissementet, som var fast besluttet på ikke at lade ham modtage det lukrative projekt. I begyndelsen af februar 1961 blev et brev, der støttede Bondartjuk, sendt til ministeren, underskrevet af flere prominente personer fra filmindustrien. I første omgang dekreterede kulturministeren, at begge kandidater hver især skulle indspille en pilot, der skulle vurderes af en kommission. Pyrjev trak dog hurtigt sit bud tilbage, ifølge Razzakov fordi han indså, at hans chancer var små: Bondartjuk, hvis karriere først begyndte under tøbruddet under Khrusjtjov, repræsenterede en generation af unge instruktører, der blev forfremmet den sovjetiske regering for at erstatte de ældre filmskabere fra Stalin-æraen. Efter Pyrjev havde trukket sig, fik Bondartjuk opgaven.Razzakov. Gibelʹ sovetskogo kino. s. 75.

Manuskriptet skrives thumb|Bondartjuks manuskript til Krig og fred Den 3. april 1961 sendte generaldirektøren for Mosfilm-studierne, Vladimir Surin, en ansøgning til kulturministeriet med anmodning om tilladelse til en film i tre dele baseret på Tolstojs Krig og fred samt ønske om 150.000 rubler til projektet. Mosfilm fik tilladelsen og blev tildelt 30.000 rubler, hvorefter arbejdet med filmen blev sat i gang.Razzakov. o Vojne. s. 224.

Bondartjuk hyrede dramatikeren Vasilij Solovjov til at assistere med manuskriptet. De to besluttede at lade filmen bestå af fire dele og at nedtone eller helt udelukke flere af Tolstojs sidehistorier for ikke at gøre filmen for kompliceret, ligesom Tolstojs syn på filosofi og historie blev væsentligt redigeret.Muskyi. s. 274.

Mosfilm godkendte det færdige manuskript den 27. februar 1962. Den 20. marts godkendte kulturminister Furtsjeva scenariet i et plenum i kulturministeriet med deltagelse af Surin og næstformanden for Statskomitéen for Kinematografi og anmodede alle relevante instanser til at bistå producenterne, herunder Forsvarsministeriet, som blev anset for at være central i at yde støtte til projektet.Razzakov. o Vojne. s. 225. Producenterne udpegede tre militærrådgivere: to generaler for Sovjetunionens hær og en generalløjtnant.Palatnikova. s. 75. Hæren påtog sig at levere tusindvis af soldater som statister til optagelserne.

Mere end fyrre museer bidrog med historiske artefakter, såsom lysekroner, møbler og bestik, for at skabe et autentisk indtryk af det tidlige 19. århundredes Rusland. Der blev syet tusindvis af kostumer, hovedsageligt militæruniformer af den slags, der blev båret i Napoleonskrigene,Muskyi. s. 275. Der blev støbt 60 kanoner og fremstillet 120 hestevogne til produktionen. Den sovjetiske hær havde langt forinden afskaffet sine kavalerienhederne, men bidrog med heste hentet fra militærdistrikterne i Kaukasus og Turkmenistan, der blev benyttet som trækheste for bjergartilleri. Herudover leverede landbrugsministeriet ni hundrede heste, ligesom Moskvas beredne politi også bidrog med heste til filmen.

Casting thumb|Den 19-årige Ljudmila Saveljeva fik den kvindelige hovedrolle som Natasja Rostova Fastlæggelsen af filmens medvirkende begyndte i maj 1961. Filmens hovedrolle som fyrst Andrej Bolkonskij blev tildelt skuespilleren Oleg Strisjenov, der imidlertid i foråret 1962 blev optaget i ensemblet ved Moskva Kunstteater, hvorefter han meldte afbud. Bondartjuk klagede til kulturminister Furtseva, der forgæves forsøgte at få Strisjenov til at ændre sin beslutning. Bondartjuk forsøgte herefter at få Innokentij Smoktunovskij til at spille rollen i stedet for at medvirke i Grigorij Kozintsevs Hamlet. Smoktunovskij accepterede, men Kozintsev ville ikke skifte hovedrollen i sin film og benyttede sin indflydelse i kulturministeriet til få sin skuespiller tilbage. Ministeriet foreslog herefter at give rollen til Vjatjeslav Tikhonov. Tikhonov ankom til optagelserne i december 1962, tre måneder efter optagelserne var begyndt.Razzakov. Tajnoe stanovitsja javnym. p. 18.

Bondartjuk så for sig, at karakteren Pierre Bezukhov havde stor fysisk styrke, og ønskede i første omgang at give rollen til den olympiske vægtløfter Jurij Vlasov, der imidlertid efter prøver meldte fra til rollen, da han erkendte at være uden evner for skuespil.Razzakov. Tajnoe stanovitsja javnym. p. 247. Bondartjuk tog herefter selv rollen. Bondartjuks hustru Irina Skobtseva, spillede rollen som Hélène Kuragina, Pierres første hustru.