Semjon Mikhailovitj Budjonnyj ( ; født 13 april (25. april gregoriansk kalender) 1883 på landejendommen ”Kosjurin”, Kalmytskij okrug i Vojska Donskogo Oblast (Don-kosakkernes land]) [nuværende Rostov oblast] 26. oktober 1973) var en Russisk Kavaleriofficer og militær kommandør under den Russisk-japanske krig, Den russiske borgerkrig, Polsk-Sovjetiske krig samt 2. verdenskrig. Han var en af de 5 første sovjetiske marskaler og tæt politisk allieret med Joseph Stalin.
De tidlige år Semjon Budjonnyjs forældre var landarbejdere og børn af tidligere livegne. Faderes familie var efter livegenskabets ophør flyttet fra Voronesj til det rigere landbrugsområde ved Don, men kosakkerne betegnede dem for ”ikke-bosatte bønder” og udøvede hånds- og halsret over disse tilflyttere. Budjonnyjs far (Mikhail Ivanovitj) drog som landarbejder rundt mellem landsbyerne i området indtil han mødte og giftede sig med Melanja Nikititjna Jemtjenko. Forældrene slog sig ned på gården ”Kosjurin” og det var her Budjonnyj blev født i 1883. Gården lå nær landsbyen ”Platovskaja” (Proletarskij distriktet i Rostov oblast), hvor de boede frem til 1890. Efter et kort ophold i Stavropolregionen flyttede familien til en gård 40 kilometer vest for Platovskaja, hvor Budjonnyj som niårig begyndte at arbejde hos først en købmand og senere hos en smed, som lærte ham at læse og skrive. I efteråret 1903 blev Budjonnyj indkaldt til militæret og under den Russisk-japanske krig fra 1904-05 blev han som kavalerist sendt til Manchuriet til genopbygning af det 26. kosakregiment. Efter krigen fortsatte han sin tjeneste i militæret i Primoskij dragon regimentet, der var udstationeret udenfor Vladivostok. I 1907 blev han optaget på St. Petersborg officerrideskole, hvorfra han afsluttede sin eksamen som den bedste i sin årgang med rang af juniorofficer. Han returnerede til sit regiment, hvor han virkede som rideinstruktør. Ved starten af 1. verdenskrig blev Budjonnyj tilknyttet en reserve kavaleri dragon bataljon. thumb|left|Budjonnyj i 1912
1. Verdenskrig I september 1914 blev han tilknyttet 18. Severskij dragonregiment opkaldt efter den danske kong ”Christian den IX”, der var en del af den Kaukasiske Kavaleridivision og som var indsat på østfronten. Her blev han første gang hædret med en orden (Sankt Georg korset af 4. klasse), for at angribe en tysk forsyningskonvoj ved Brzezina i det nuværende Polen, selvom der fra de overordnede officerer var generel modvilje eller uduelighed.
I november 2016 blev den Kaukasisike Kavaleridivision overflyttet til den kaukasiske front, for at kæmpe mod Det Osmanniske Rige. Her kom Budjonnyj i klammeri med en overordnet sergentmajor i dragonen om den dårlige behandling af soldaterne og manglen på føde. Sergentmajoren havde slået ud efter Budjonnyj, der svarede igen ved at slå officeren ned. Soldaterne havde bakket Budjonnyj op og forklaret, at officeren var blevet sparket af en hest. Budjonnyj fik frataget sin orden, men kunne have været stillet for en krigsret (militær) og dømt til døden.
Budjonnyj fortsatte dog med at gøre sig fortjent til at blive dekoreret med Sankt Georg korset. Ordenens 4. klasse blev tildelt for anden gang i forbindelse med kampene omkring Van (nuv. østlige Tyrkiet). Han modtog ordenens 3. klasse for kampene mod tyrkerne ved Mandalij på vejen mod Baghdad og ordenens 2. klasse for at arbejde bag fjendens linjer i 22 dage. Ordenens 1. klasse fik han efter det lykkedes ham at fange en underofficer og seks mand.
Revolutionerne Efter tsarstyrets fald med februarrevolutionen i 1917 blev Budjonnyj valgt til formand for eskadronkomiteen og medlem af regimentskomiteen, som på dette tidspunkt befandt sig i Jekatarinofeld (nuv. Bolnisi), små 50 kilometer fra Tblisi. Da den Kaukasiske kavaleridivision i begyndelsen af juli blev flyttet til Minsk, blev der fortaget nye valg blandt soldaterne og Budjonnyj blev valgt som formand for regimentsudvalget og næstformand for divisionskomiteen. I praksis fungerede han som formand for divisionskomiteen, fordi formanden kort tid efter valget blev syg af tuberkulose. Aktiviteterne i soldaterkomiteerne skete under ledelse af bolsjevikkernes militære organisation på den russiske vestfront og partiorganisationen i Minsk. Budjonnyj blev personligt forbundet med Mikhail Frunse, der under Kornilov-oprøret var stabschef for de revolutionære tropper i Minsk-regionen. I tiden op til den bolsjevikiske revolution havde de anbefalet generalerne og de ledende officerer til at forlade Minsk og de fleste sluttede sig til Piłsudskijs legion i Polen, mens de mest ivrige tsartilhængere flygtede til det sydlige Rusland, hvor de søgte støtte hos de monarkistisk indstillede kosakenheder. Da nyheden om sejren i oktoberoprøret i Petrograd nåede frem til fronten, ønskede Budjonnyj at trække sine bolsjevik-sindede regimenter til Severskij-stepperne, så de derfra kunne organisere og forsvare sovjetmagten. Ved afstemning blandt soldaterne var der imidlertid større opbakning bag et forslag om at demobilisere, så de kunne tage hjem og få jord til at opbygge et liv i fred. Budjonnyj valgte herefter selv at tage et våben og en saddel og vende tilbage til Platovskaja i Don-regionen, så han der på stedet kunne kæmpe for sovjetterne.
Røde Kavaleri thumb|Kliment Vorosjilov, Budjonnyj, Mikhail Frunse and Nikolaj Bukharin med 1. Kavaleriarmé i Novomoskovsk, 1921 Efter sin hjemvenden til sin hjemegn, blev han den 12. januar 1918 valgt til formand for byens ”Arbejder-, bonde-, kosak- og soldater sovjet”. Den 18. februar 1918 blev Budjonnyj indvalgt som medlem af præsidiet for Salsk distriktet, hvor han blev formand for landdistriktsafdelingen. Natten til den 23. februar organiserede han en enhed på 24 personer, der ville tilbageerobre Platovskaja fra de hvide styrker og Budjonnyj fik snart tilknytning fra en masse nye rekrutter. Om morgenen havde han fået befriet 400 indbyggere og de havde dræbt 350 hvide soldater. Hans enhed bestod nu af 520 mand, hvoraf han den 27. februar oprettede det, som senere Store russiske encyklopædi skulle blive kendt som den første 120 mand store eskadron i det ”Røde Kavaleri”, kendt som 1. kavaleriarme ( ). Med tiden blev han valgt til bataljonschef. Budjonnyj mødtes med Stalin og Vorosjilov i juli 1918 og begge støttede idéen om oprettelsen af et kavalerikorps, der skulle kæmpe på den bolsjevikiske side i borgerkrigen. Da Trotskij (Folkekommissæren for militære anliggender) efterfølgende besøgte det sydlige Rusland, sagde han til Budjonnyj, at kavaleriet var ”en meget aristokratisk familie af soldater, der bliver kommanderet af prinser, baroner og grever”.
På trods af Trotskij blev den 1. kavaleriarme oprettet i oktober 1918 i Tsaritsyn med Boris Dumenko () som kommandant og med Budjonnyj som næstkommanderende. Budjonnyj blev medlem af det Russiske Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne) i 1919. I løbet af sommeren 1919, mens det Røde Kavaleri kæmpede mod de Hvides general Anton Denikin, beskrev Trotskij dem samtidig som ”Budjonnyjs korps, en horde og Budjonnyj - deres ataman bagmand … Han er dagens Stenka Rasin og hvorhen han vil lede dem, der vil de gå: I dag for de røde, i morgen for de Hvide.”
Imidlertid skaffede Budjonnyj sig en spektakulær sejr i borgerkrigens største kavalerislag, da han i oktober angreb og besejrede den Hvide hærs korps ledet af Konstantin Mamontov (). Den 25. oktober udsendte Trotskij en besked hvori han forudsiger, at den Hvide hær ikke vil kunne rejse sig efter dette nederlag, og hylder Budjonnyj som ”en ægte arbejder- og bondekriger”. Militære skrifter fra Lev Trotskij, bind 2 1919 (engelsk) thumb|right|Marts 1920. Det Røde Kavaleris kommandører, Kliment Vorosjilov siddende i midten og med Budjonnyj ved sin side (nr. 3 fra højre).
Under den Polsk-Sovjetiske krig Da Polen erklærede sin uafhængighed, var der ingen aftale mellem deres regering og de sovjetiske autoriteter om hvor grænserne skulle trækkes. I april 1920 fik Budjonnyjs kavaleri til opgave, at drive de polske tropper ud af det, der i dag er Ukraine. Den 5. juni tog han del i generobringen af Kyiv og over de næste få dage, blev polakkerne drevet vestover. I starten af krigen fik Budjonnyj tildelt den sydlige front, som var under Stalins kommando. Den 15. august spurgte han den øverstkommanderende for de sovjetiske styrker i Polen, Mikhail Tukhatjevskij, om lov til at trække mod nord og hjælpe til med indtagelsen af Warszawa. Med Stalins accept søgte han først at indtage Lviv. Uden at dette lykkedes blev han omdirigeret mod nord; men på dette tidspunkt var Tukhatjevskij styrker trængt tilbage, hvilket medførte en generel tilbagetrækning af de sovjetiske styrker. Efter at Budjonnyj tabte slaget ved Komarów, måtte han trække sig tilbage til sovjetisk kontrolleret område.
Budjonnyj deltog i tilbageerobringen af Krim under den sidste fase af borgerkrigen.
Omdømme Uanset nederlaget i Polen var Budjonnyj en af Sovjetruslands militære helte ved afslutningen af borgerkrigen. Sammen med Semjon Timosjenko og Kliment Vorosjilov var han en af lederne i hærens kavaleriklike, der støttede Stalin
I 1920, skrev den sovjetiske komponist Dmitrij Pokrass () sangen "Budjonnyjs March", som var en af de første sange, der blev populær over hele Sovjetunionen.
Forfatteren Isaak Babel () red sammen med Budjonnyj kavaleri i Polen og publicerede en række noveller om oplevelserne, der modtog verdensomspændende anerkendelse som en af de største bidrag til sovjetlitteraturen – men som fornærmede Budjonnyj i en sådan grad, at Budjonnyj ”foretog et udfald på tryk” i marts 1924 og krævede, at det Røde Kavaleris omdømme skulle beskyttes mod ”bagvaskelse” af en ”degenereret litterat”. Dette fremprovokerede et svar fra Maksim Gorkij, den dengang mest kendte nulevende russiske forfatter, men i 1928 vendte Budjonnyj i et brev til Gorkij tilbage til sit angreb og anklagede Babel for ”ondskabsfuld, bevidst og arrogant bagvaskelse”, som Gorkij sagde var en ”ufortjent fornærmelse”.
William Reswick, en korrespondent for det amerikanske nyhedsbureau AP beskrev en festligholdelse backstage pi em opera om 10 årsdagen for revolutionen, hvor:
Senere militær karriere
thumb|Semjon Budjonnyj fejrer internationale kvindedag i Fagforeningernes hus, 8. marts 1924. Fra 1921–1923 var Budjonnyj næstkommanderende for det Norkaukasiske militære Distrikt. Budjonnyj ankom 1923 til Tjetjenien med en proklamation fra den Centrale Eksekutivkomite, der annoncerede oprettelsen af den Autonome Tjetjenske Region. Samme år blev han også blev han også udpeget som assisterende kommandør for den Røde Hærs Kavaleri. I perioden 1924-37 var han inspektør for kavaleriet i den Røde Hær. Han brugte megen tid og kræfter på organisering og ledelse af ridefaciliteter og udvikling af nye hesteracer.
Budjonnyj blev anset for en modig og farverig kavaleriofficer, men udviste foragt for værktøjerne i moderne krigsførelse, særdeles overfor kampvogne, som han sammen med Grigorij Kulik () betegnede som ”uegnede til nogensinde at kunne erstatte kavaleriet”. Dette bragte ham i direkte konflikt med Tukhatjevskij, som var ansvarlig for våbenudvikling og som forudså den nært forestående mekaniske krigsførelse. Selv efter arrestationen af Tukhatjevskij stoppede den Røde Hær ikke med at udvikle mekaniserede styrker i stor skala og hver front havde adskillige sådanne korps tilknyttet som et andet kampled omkring 1940-41; men Budjonnyj blev aldrig kritiseret for at have et andet synspunkt, fordi han var en trofast allieret med Stalin og Vorosjilov.
Budjonnyj dimitterede fra Frunse Militær Akademiet i 1932. I 1934 blev han kandidatmedlem af SUKPs centralkomite.
Rolle under Den store udrensning
thumb|left|De første 5 marskaller for USSR i november 1935, bagerst fra venstre: Semjon Budjonnyj, Vasilij Bljukher, Aleksandr Jegorov, Kliment Vorosjilov og Mikhail Tukhatjevskij. Kun Budjonnyj og Vorosjilov overlevede Stalins udrensninger.