Hans (født 2. februar 1455 i Aalborg, død 20. februar 1513 sammesteds) var konge af Danmark fra 1481 til 1513, af Norge fra 1483 til 1513 og af Sverige fra 1497 til 1501 som Johan II. Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.

Hans var gift med Christine af Sachsen, og sammen fik de fem eller seks børn.

Da Hans blev konge, var han den første danskfødte prins i over 100 år til at blive konge af Danmark.

Skønt Hans' far havde sørget for, at sønnen allerede som barn var blevet udpeget til tronfølger på møder, der repræsenterede de tre nordiske riger, og tillige også var blevet udset til efterfølger i hertugdømmerne, så var det efter Christian 1.'s død i 1481 kun i Danmark, at Hans forholdsvis gnidningsfrit kunne overtage tronen. I Norge lykkedes det først efter en del forhandlinger og stridigheder for Hans at blive anerkendt som konge i 1483, og samme år blev han også hyldet i hertugdømmerne, men i Sverige udviklede forhandlingerne om overdragelse af kongeværdigheden til Hans sig til et spil om, hvor meget eller lidt magt kongen skulle have, og først da svenskerne blev trætte af rigsforstanderen Sten Sture den ældre i 1497 så Hans en mulighed for at slå til, og efter at Hans' styrker havde nedkæmpet den bevæbnede bondehær i Dalarne i september 1497, kunne Hans endelig blive kronet til svensk konge i november 1497, hvorved de tre riger igen var samlet under den samme krone.

Efter et nederlag for kong Hans' styrker i Ditmarsken i 1500 opstod der snart efter igen uro i Sverige, og i august 1501 måtte Hans forlade Stockholm, og det lykkedes ham ikke i resten af sin regeringstid at få kontrol over Sverige igen.

Liv og gerning Opvækst Hans blev født på Aalborghus Slot som kongeparrets tredje søn. Han var den første danskfødte konge i mere end 100 år - hans forgængere var kommet fra det, der i dag er Tyskland, Polen eller Norge. Begge kong Hans' forældre kom fra Nordtyskland.Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 33), forlaget Vigmostad Bjørke, Bergen 2017, Begge hans storebrødre var døde som små, mens han havde to overlevende yngre søskende, Margrete, som giftede sig med Jakob 3., konge af Skotland og blev oldemor til Maria Stuart, og den 15 år yngre Frederik, som også blev konge af Danmark og Norge fra 1523 til 1533 som Frederik 1.Heise, s. 563

Udnævnelsen til konge De nordiske lande var valgkongedømmer, men Christian 1. havde sørget for at få sin ældste søn valgt til tronarving i alle landene; i Danmark i 1456 og i Norge og Sverige på et møde i Skara den 19. januar 1458; desuden havde Hertugdømmernes stænder den 20. maj 1466 erklæret ham for faderens efterfølger, såfremt han var eneste søn. Kom der flere sønner, skulle sagen ordnes på et møde af danske rigsråder og slesvig-holstenske landråder. Da Christian var død, satte landene betingelser for at ville acceptere Hans. I august 1481 trådte det norske rigsråd sammen i Bergen. Mødet i januar 1482 blev holdt i Oslo, og da kom der svenske udsendinge til, så man fik indgået en bindende aftale om, at Norge og Sverige skulle stå sammen ved det kommende kongevalg.Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 24)

Vigtigst i Norge var kravet om en egen norsk statskasse, så landets indtægter ikke mere forsvandt til Danmark, og om at magtpositionerne blev forbeholdt nordmænd, fx som høvedsmænd på fæstningerne. Murborge var almindelige på kontinentet, men sjældne i Norge, hvor der kun fandtes fem: Akershus, Bergenhus, Tønsberghus, Båhus og Vardøhus. Videre ønskede rigsrådet Shetland og Orknøerne tilbageført til Norge, efter at Christian 1. havde tilladt sig at pantsætte dem til Skotland. Kong Hans kunne først vælges til norsk konge, når nordmænd havde fuld kontrol over landet. Problemet var, at kong Hans allerede havde indsat en dansker, Jørgen Lauritzen, som kommandant på Båhus, Norges stærkeste fæstning (hvoraf navnet Båhuslen) - og Lauritzen nægtede at overgive den. Sommeren 1482 samlede det norske rigsråd dermed en væbnet skare ved Jarlsø. Norges rigsforstander, Jon Smør,Jon Svalesson Smør – Store norske leksikon ankom fra Bergen og satte sig i spidsen for skaren. Ærkebiskop Gaute drog i felten som militær leder sammen med biskopperne fra Bergen og Stavanger. De sejlede ud fra Oslofjorden, og i Marstrand, som den gang var Norges sydligste by, medtog de en gruppe kampklare bønder. De belejrede så Båhus fæstning, der lå på en 40 m høj klippe og ikke kunne indtages med magt. Men efter en måneds belejring overgav kong Hans borgen til nordmændene, mod løfte om, at de mødte til forhandlinger i Halmstad 13. januar 1483.Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 25)

Hertugdømmerne I Hertugdømmerne var situationen den, at enkedronning Dorothea sad inde med hele området som pant. Hun havde ønsket, at den yngre søn Frederik skulle udnævnes til herre over hele området, men Hans fik gennemtrumfet en deling af magten. Hyldingen foregik ved Levensau den 29. december 1483, året efter overtagelsen af regeringen, og da Frederik i 1490 blev myndig, foretoges den 10. august en deling af landene, ikke efter arealet, men efter indtægterne, hvorved kongen fik den segebergske del og hertugen den gottorpske, således kaldte efter hovedslottene.Hans, Konge i Danmark i: Salmonsens Konversations Leksikon, Anden Udgave, Bind X (1920), s. 831 For ikke at bryde traktaten om at hertugdømmerne skulle forblive udelt sammen, hed det sig, at Hans og Frederik skulle regere dem i fællesskab.

Norge thumb|Nidarosdomen, hvor både kong Hans og hans far var blevet kronet til konge af Norge. Svenskerne mødte ikke til det aftalte møde i Halmstad i januar 1483, men der underskrev kong Hans så Halmstad-recessen, der fastslog, at de nordiske lande skulle være selvstændige riger, skønt med en fælles konge, og at deres rigsråder skulle have en stærk og selvstændig stilling.Halmstad-recessen – Store norske leksikon   Norge var nu sikret sin egen statskasse og at styres efter sine egne love, og ingen udlænding kunne blive lensherre eller rådmand, medmindre han var gift med en norsk kvinde.Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 161) Ved kongens død skulle Norge gå tilbage til det norske rigsråd, ikke til kongens søn. Og hvis kong Hans ikke holdt sine løfter, havde norsk adel ret og pligt til at afsætte ham. Efter denne håndfæstning kunne Hans krones til norsk konge.Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 27) Samme år den 18. maj blev Hans og hans dronning Christine kronet i København af ærkebiskop Jens Brostrup.Heise, s. 564 Der blev for anledningen afholdt et "dystløb", dvs. en ridderturnering. H.C. Bering Liisberg: København i gamle dage og livet i København

Efter sin kongekroning i København rejste Hans direkte til Norge for at krones der. Han sejlede til Oslo, og sankthansaften 1483 startede han færden på hesteryg over Dovre til Trondhjem. Første gang en norsk konge blev kronet der, var i 1449. Den gang kæmpede kong Hans' far, Christian 1., med den svenske kong Karl om den norske krone, og i løbet af kun et år lod begge sig krone i Nidarosdomen for at knyttes til helgenkongen St. Olav. Kong Hans kunne have gjort som andre konger før ham og ladt sig krone i Oslo eller Bergen, men han fulgte sin fars eksempel og valgte Trondhjem.Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 14) Nogle få måneder efter kroningen døde den nye høvedsmand på Båhus, Jon Smør, i et forlis. Straks brød kong Hans sine løfter, og udnævnte som ny høvedsmand på Båhus en dansker.Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 28)

Sverige thumb|Kong Hans på en bislagssten ved den udvendige trappe til Riddersalen på Københavns Slot. Hugget i gotlandsk sandsten i 1503, tilskrevet Adam van Düren, er på Nationalmuseet. Også i Sverige fik unionsvennerne overhånd, og et aftalt møde i Kalmar fandt virkelig sted. Her modtog det svenske rigsråd og også Sten Sture Halmstad-håndfæstningen med få tilføjelser af hensyn til svenske forhold og forpligtede sig ved Kalmar-recessen af 7. september 1483 til at antage Hans til Sveriges konge. Den egentlige overdragelse af riget skulle finde sted det følgende år i Kalmar med kong Hans til stede, og tillige skulle besiddelsen af Gotland afgøres. Kalmar-recessen klarlagde, hvilken magt Hans ville få som konge af Sverige, og hvilken magt det svenske rigsråd skulle sidde med. Så genstod kun selve kongevalget, men Hans udeblev, da han ville have mere magt, end recessen åbnede for. Det svenske rigsråd ville godt have ham som konge, men uden reel magt, nærmest som den svenske konge i dag. Hans ville derimod være konge af Sverige med magt over landet. Endelig ville rigsforstanderen Sten Sture selv beholde den magt, han havde siddet med i 20 år. Resultatet var, at en del svenskere begyndte at vurdere, om en dansk konge, man sjældent så noget til, ikke var at foretrække fremfor en egenrådig rigsforstander, man ikke blev af med.Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 43-44)

Uløste problemer I de følgende år var Hans stadig optaget af forholdet til Sverige og til sin bror. Frederik var fortsat utilfreds med sin andel. Han gjorde endog krav på et større len i Danmark og en del af Norge, idet overenskomsten i Bergen af 29. august 1450 sagde, at kongesønner uden krone skulle forsørges på tilbørlig vis. Kong Hans nølede med at gøre krav på Sverige, også da Sten Sture kom i strid med lensmanden på Gotland Iver Axelsen Thott, fordi Thott drev sørøvervirksomhed i Østersøen og skadede hansestæderne, der var Sten Stures forbundsfæller. Thott opfordrede forgæves kong Hans til et fælles angreb på Sverige, og da Thott ikke kunne stå sig mod Sten Sture, overgav han øen til Hans mod at få sin gård Lilø i Skåne tilbage. I de følgende år blev forholdet mellem Sten Sture og det svenske rigsråd stedse mere spændt, og da Hans sluttede forbund med zar Ivan 3. af Rusland, frygtede svenskerne et angreb fra to sider og gjorde tilløb til at fuldbyrde Kalmar-recessen, men Sten Sture forstod stadig at trække alle forhandlinger i langdrag. Imidlertid angreb russerne Finland, og under sit halvhjertede forsvar kom Sture i strid med sin rival Svante Nilsson og blev ved sin hjemkomst til Stockholm afsat af rigsrådet i 1497. Han havde dog endnu almuen på sin side og belejrede sine modstandere, der var anført af ærkebiskop Jakob Ulfsson, på Stäket.

Kalmarunionen genoprettes I Danmark var enkedronning Dorothea, der altid tilrådede fred, død i 1495. I marts 1497 blev Sten Sture den ældre afsat af det svenske rigsråd. Til gengæld samlede han bønderne i Dalarne og nedbrændte ærkebispegården i Uppsala, hvorefter bispen lyste ham i band. Det hele udviklede sig til borgerkrig, og kong Hans besluttede at udnytte situationen. 24. juni 1497 gav han Henrik Krummedige besked om at belejre Älvsborg. I juli samlede kongen 5.000 mænd under sin personlige kommando i Blekinge. Der var både udskrevne bønder og adelens stående styrker; men forrest gik lejesoldaterne, den frygtede "sorte garde", som han tre år senere slap løs på befolkningen i Ditmarsken. Garden tog ingen fanger, den dræbte for fode, kendt for sine nådesløse fremstød på slagmarken og mod civilbefolkningen i Tyskland og Nederland. Da garden marcherede gennem Holsten på sin vej mod Sverige, flygtede bønderne i sikkerhed bag Lübecks bymur. Samtidig skulle styrker fra Norge trænge ind i Sverige vestfra.Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 41-43) I august sendte kong Hans besked til Krummedige, der stadig belejrede Älvsborg, at bønderne i det område skulle levere forsyninger til hæren. Hvis bønderne satte sig til modværge, fordi de selv behøvede maden, havde kong Hans instruksen parat: "Straf den almue, der er ulydig, og hug dem en hånd eller en fod af."Øystein Hellesøe Brekke: Knut Alvssons krig (s. 50)