thumb|Bisonjagt som gengivet af Karl Bodmer

Bisonjagt var livsfundamentet for en række nordamerikanske prærieindianere gennem flere årtusinder indtil 1880erne. Da var bisonen tæt på udryddelse især som følge af kommerciel jagt for at mætte fremmede markeders behov for skind.Gilman, Carolyn and Mary Jane Schneider: The Way to Independence. Memories of a Hidatsa Indian Family, 1840-1920. St. Paul, 1987.

Nordamerikanske prærieindianere Indianerne jagtede bisoner i store fællesjagter overvåget af et krigerselskab efter afholdelse af påkrævede ceremonier, og de drog frit på jagt alene og sammen med venner som familieforsørgere.Hilger, Sister M. Inez: Arapaho Child Life and Its Cultural Background. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 148. Washington, 1952. Storvildtet blev enten nedlagt med våben, drevet til spring ned i afgrunde eller fanget i indhegninger og dræbt. Når isen i præriens store floder brød op om foråret, hoppede bl.a. hidatsaerne fra isflage til isflage og trak bisoner druknet i vinterens løb ind til land og nød dem.Wilson, Gilbert L.: Waheenee. An Indian Girl’s Story told by herself to Gilbert L. Wilson. Lincoln and London, 1981. Uanset metode risikerede bisonjægerne ofte liv og lemmer under forsøget på at sikre sig et bytte.Nabokov, Peter: Two Leggings. The Making of a Crow Warrior. Lincoln and London, 1982.

Bisonjagten forsynede indianerne med frisk kød, og den gav dem også mulighed for at opbygge et forråd af pemmikan til hårde tider. Især lejrenes efterårs- og tidlige vinterjagter var vigtige for at klare sig gennem årets koldeste måneder. Biprodukter af jagten var f.eks. bolig og klæder syet af skind. Garvede huder og tørret kød kunne byttes til majs hos præriens indfødte agerdyrkereMilloy, John S.: The Plains Cree: Trade, Diplomacy and War, 1790 to 1870. Winnipeg. 1988. og i historisk tid også til klædestoffer og metalredskaber i de hvides handelsstationer.

Med indianernes anskaffelse af heste op gennem 1700-tallet ændrede bisonjagten karakter og i det hele taget forandrede livet på prærien sig. Vildtet var lettere at finde og derpå at følge over længere distancer, og en god jagthest indhentede nemt en flygtende bisonko.Boyd, Maurice (ed.): Kiowa Voices. Ceremonial Dance, Ritual and Song. Vol. I. Fort Worth, 1981. Muligheden for at jage bisoner til hest fik et helt folk til at ændre levevis i 1790erne og starte på en ny tilværelse som prærieindianere, nemlig plains cree.

Stammer i Rocky Mountains bjergdale som flathead,Peterson, Jacqueline with Laura Peers: Sacred Encounters. Father De Smet and the Indians of the Rocky Mountain West. Norman and London, 1993. kootenai og pend d’oreille fulgte gamle stier over bjergpas for at nå ned til præriens bisonområder trods faren for at skulle kæmpe mod blackfoot stammen.McGinnis, Anthony: Counting Coups and Cutting Horses. Intertribal Warfare on the Northern Plains, 1738-1889. Evergreen, 1990.

Ved at bygge deres tilværelse op om vellykkede bisonjagter risikerede prærieindianerne at sulte under dårlige jagtperioder.

Lejrene stødte gentagne gange sammen med jægerfolk fra andre stammer, der var lige så afhængige af bisoner, på grund af den evige kamp om retten til de bedste jagtmarker.Bettelyoun, Susan Bordeaux and Josephine Waggoner: With My Own Eyes. A Lakota Woman Tells Her People’s History. Lincoln and London. 1998. Bisonjægere på jagt alene eller i små grupper risikerede at miste livet til en krigsgruppe, mens de fokuserede på jagten eller var optaget af at partere et bytte.

Bisonjagt – en ældgammel beskæftigelse Et fundsted i North Dakota, (32MN234), med et helt lag bisonknogler og flere pilespidser menes at vise, hvor dyrene i en bisonhjord blev omringet, nedlagt og parteret for omkring 8.000 år siden.Gregg, Michael L. and Amy Bleier: ”The Garrison Study Unit. 2008.” Historic Preservation in North Dakota: A Statewide Comprehensive Plan.

Ved starten på vor tidsregning var jægerne på den nordlige prærie stadig afhængige af bisonen, og 1.000 år senere udgjorde den også langt størstedelen af byttedyrene nedlagt af de første byboende agerbrugere ved Missouri River.Blakeslee, Donald J. and John O’Shea: The Gorge of the Missouri: An Archaeological Survey of Lewis and Clark Lake, Nebraska and South Dakota. Vol. 1. Wichita State University, 1983. Situationen var stort set den samme andre steder på prærien.Huffman, Thomas N. and Frank Lee Earley: Caddoan Archaeology on the High Plains: A Conceptual Nexus of Bison, Lodges, Maize, and Rock Art. American Antiquity. Vol. 79, No. 4 (October 2014). Pp. 655-678.

Bisonjagt i historisk tid thumb|En assiniboine lavede denne tegning af sig selv på bisonjagt under et besøg i handelsstationen Fort Union, North Dakota Den spanske soldat Castañeda i Coronado ekspeditionen beskrev et sydligt præriefolk kaldt querechos som tipiboende bisonjægere med hunde til at trække deres bagage på travoiser i 1542.Winship, George Parker: The Coronado Expedition, 1540-1542. Fourteenth Annual Report of the Bureau of Ethnology. Part 1. Smithsonian Institution. 1892-’93. Washington, 1896.

I 1808 så en pelsopkøber 50 taovaya/wichita jægere til hest nedlægge 41 bisoner på kort tid med kun bue og pil samt spyd/lanse.Flores, Dan L. (Ed.): Journal of an Indian Trader. Anthony Glass and the Texas Trading Frontier, 1790-1810. College Station, 1985.

Bisonjagt med våben Våben anvendt under bisonjagten Til bisonjagt anvendte indianerne længe bue og pil samt spyd/lanse.

Jagtpile kunne bære et personligt mærke for at forhindre skænderier over nedlagt bytte efter en fællesjagt. Hyde, George E.: Life of George Bent. Written From His Letters. Norman, 1987. En dygtig jæger kunne skyde en pil helt igennem kroppen på en bison; med held formåede en bereden bueskytte at nedlægge to bisoner, der løb side om side, med den samme pil. Geværer kunne bruges, men lyden af skud gjorde en flygtende hjord endnu mere skræmt, og krudt og kugler måtte købes hos de hvide. Først efter 1875 ser ildvåben ud til helt at have erstattet bue og pil.

På tæt hold brugte indianerne en stenkølle til at gøre det af med sårede dyr, der f.eks. lå anskudt i en indhegning.

Bisonjagt uden brug af hest thumb|Bisonjagt på snesko Før indianerne fik heste omringede folkene i en lejr en hjord bisoner og indsnævrede cirklen, til mændene kunne nedlægge dyrene med pileskud. Dyrene kunne også kredses ind ved at antænde præriegræsset omkring dem. Om vinteren lod crow høvding One Heart hurtigløbere drive bisoner ud på den tilfrosne Yellowstone River, hvor det glatte underlag gjorde det svært for dyrene at flygte.Medicine Crow, Joseph: From The Heart Of The Crow Country. The Crow Indians’ Own Stories. New York, 1992. Assiniboiner i skjul lokkede bisonkøer indenfor skudhold ved at imitere en kalvs brølen, og om vinteren tvang fodfolk med snesko på bisonerne ud i dybe snedriver og gjorde det af med dem der.Wheat, Joe Ben: The Olsen-Chubbuck Site. A Paleo-Indian Bison Kill. American Antiquity, Vol. 37, No. 1, part 2. (1972).

Omkring 8.000 år f.Kr. blev mindst 190 bisoner dræbt med spyd efter at indianere havde drevet dem ned i et to meter dybt og tre meter smalt flodleje med et lavt vandløb, hvorfra de ikke kunne komme op igen.

En fælles bisonjagt til hest For at gennemføre en langvarig fællesjagt på prærien med op til 5.000 mænd, kvinder og børn i lejrene måtte der gerne vælges en leder, der påtog sig hovedansvaret for jagten.Wilson, Gilbert L.: The Horse and the Dog in Hidatsa Culture. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. XV, part II. New York, 1924. Der skulle måske også gennemføres en ceremoni, som f.eks. pawnee stammens the Great Washing Ceremoni. Efter dette obligatoriske renselses-ritual kunne stammen gennemtrave prærien uden frygt for at skræmme bisonerne bort.Murie, James R.: Ceremonies of the Pawnee. Part I: The Skiri. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 27. City of Washington, 1981. De byboende mandaners sommerjagt fulgte en forud planlagt prærierute efter først at have afholdt okipa-ceremonien, hvis formål bl.a. var at sikre talrige bisoner på jagtmarkerne.

Planlagte jagter blev aflyst, hvis lejrens spejdere rapporterede om overlegne fjender på de udsete jagtmarker,Bowers, Alfred W.: Mandan Social and Ceremonial Organization. Moscow, Idaho, 1991. eller hvis utvetydige tegn afslørede en fjendtlig lejrs nærvær.Linderman, Frank B.: Pretty-shield. Medicine Woman of the Crows. Lincoln and London. 1974.

En jæger efterså sin bue og sine pile før enhver jagt og hvæssede sin kniv.Blaine, Martha Royce: Pawnee Passage, 1870-1875. Norman and London, 1990. Modige drenge jagtede bisoner fra 16 års alderen.Hilger, Sister M. Inez: Arapaho Child Life and Its Cultural Background. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 148. Washington, 1952. For at beskytte sig mod insektbid om sommeren smurte nogle jægere sig ind i vådt ler.

Det var elementært altid at nærme sig en bisonhjord op mod vinden. Mens jægerne til hest indtog deres positioner lige op til en fællesjagt, holdt et lejr-politi opsyn med dem og straffede enhver, der prøvede at øge sine egne chancer for en god jagt uden hensyn til det fælles vel. Blandt lakotaerne havde akicitaerne denne opgave, mens black mouth alders-selskabet forhindrede ivrige hidatsaer fra at starte en jagt i utide.

På signal galoperede jægerne frem mod hjorden. De indhentede og red forbi de tunge bisontyre og nåede snart op til de eftertragtede køer og kvier forrest i den flygtende hjord.Ewers, John C.: The Horse In Blackfoot Indian Culture. With Comperative Material From Other Western Tribes. Smithsonian Institution. Bureau Of American Ethnology. Bulletin 159. Washington 1955. Her red de helt tæt på et udvalgt dyr, skød en pil mod det og udså sig så et nyt bytte. Dårligt stillede jægere uden heste og derfor til fods skød efter det første dyr, de kom i nærheden af og fik sjældent flere chancer for at nedlægge bisoner den dag.

Jægerne og eventuelle hjælpere stod for grovparteringen af storvildtet ude på jagtmarkerne.Fletcher, Alice C. & Francis La Flesche: The Omaha Tribe. Vol. 1. Lincoln and London. 1992. Leveren og eventuelt andre indvolde blev gerne nydt rå på stedet. Om vinteren varmede en jæger måske først sine hænder i en nedlagt bisonkos skede for at undgå at bruge en skarp kniv med stivfrosne fingre. I sommerens hede holdt drenge fluer væk fra kødet ved at vifte med løvfyldte grene. Kødklumperne blev bragt tilbage til lejren på medbragte pakdyr eller pakket og båret på ryggen. Mænd med et rigt bytte forventedes frivilligt at tilbyde mindre heldige jægere, gamle folk samt enker en god udskæring eller en hel bison.Anderson, Jeffrey D. (Ed.): One Hundred Years of Old Man Sage. An Arapaho Life. Lincoln and London, 2003.

Kvinderne findelte kødet i lejren og tørrede det, ligesom de forarbejdede de hjembragte skind.

Bisoner fanget i indhegninger thumb|Bisoner drevet ind i en indhegning - en længe brugt jagtteknik på prærien) Indianerne sikrede sig kød til mange dage ved at fange bisoner i konstruerede indhegninger. Dyrene lod sig lokke frem mod indelukket af en løber iført bisonskind med horn, mens ryttere pressede på dem bagfra og ind i fælden. Jægerne klatrede op på hegnet, hvorfra det var let at dræbe dyrene med pileskud eller spyd. En fordel ved denne type jagt var, at den nøjagtige slagteplads var kendt på forhånd. Lejren kunne rejses tæt ved, så det nedlagte bytte kun skulle transporteres over en kort afstand.

Runde indhegninger var det mest brugte, men indianerne byggede dem også firkantede og i andre former.Verbicky-Todd, Eleanor: Communal Buffalo Hunting Among The Plains Indians. Occasional Paper No. 24. Archaeological Survey of Alberta. Alberta Culture. 1984.