Mordet på Julius Cæsar blev udført af en gruppe senatorer på Ides af marts (15. marts) i 44 f.Kr. under et møde i Senatet ved Pompejus' curia i Pompejus' Teater i Rom, hvor senatorerne stak Cæsar 23 gange. De hævdede at handle på baggrund af frygt for, at Cæsars hidtil usete magtkoncentration under hans diktatur underminerede den Romerske Republik. Mindst 60 til 70 senatorer var del af sammensværgelsen, som var ledet af Marcus Junius Brutus, Gajus Cassius Longinus og Decimus Junius Brutus Albinus.
Til trods for Cæsars død var de sammensvorne ude af stand til at genoprette republikkens institutioner. Mordet ledte til, at Cæsar blev en martyr. Ligeledes afstedkom mordet Befriernes Borgerkrig, som førte til en sejr fortriumviri (de cæsarianske). I sidste ende sejrede Octavian over de to andre triumviri (Antonius og Lepidus) og koncentrerede magten om sig selv. Ocativan fik herefter tildelt titlen Augustus i 27 f.Kr., som normalvis accepteres at være datoen, der markerer enden på den Romerske Republik og begyndelsen på Principat-perioden for det Romerske Kejserrige.
Baggrund Cæsar havde tidligere tjent som romersk konsul i 59 f.Kr., hvor han havde haft en uformel alliance – kendt som det Første Triumvirat – med to af de mest magtfulde personer i Rom: Pompejus og Crassus. Under hans periode som konsul var det lykkes Cæsar at gennemtrumfe forskellige reformer, men han havde samtidig skabt sig en masse politiske fjender i blandt den konservative del af Senatet. Cæsar sikrede sig derfor, mod slutningen af sin periode som konsul, ét efterfølgende guvernørskab over Gallien. Under dette guvernørskab sejrede Cæsar under Gallerkrigene (58–50 f.Kr.) og lykkes med at erobre hele den galliske regionen (omtrent svarende til nutidens Frankrig). I 50 f.Kr. havde Cæsar derfor ikke alene opbygget sig en stor politisk base i Rom, men han havde ligeledes opbygget sig en stærk hær – bestående af mange erfarne legioner, der havdekæmpet under Cæsars ledelse i Gallien i mange år.
Som reaktion på Cæsars stigende magt, havde det konservative Senat krævet, at Cæsar opløste sin hær og vendte hjem som civil – dette nægtede Cæsar dog. I stedet krydsede Cæsar Rubicon-floden med sin hær, hvilket kastede Rom ind i en borgerkrig (49–45 f.Kr.). Han besejrede her sine modstandere og blev Roms altoverskyggende mest magtfulde person. Cæsar blev første gang udpeget diktator i 49 f.Kr., hvilket var en embede han efterfølgende løbende fik forlænget og/eller genudpeget til. Det sluttede med, at han blev udnævnt til dictator perpetuo ("diktator i evighed") i begyndelsen af 44. f.Kr.
Årsager til mordet Den romerske historiker Titus Livius beskriver tre hændelser, der fandt sted fra 45 til 44 f.Kr. som de primære årsager til Cæsars mord – de såkaldte "tre sidste strå" for nogle romere.
Den første hændelse fandt sted i december 45 f.Kr. eller muligvis tidligt i 44 f.Kr. I henhold til den romerske historiker Cassius Dio besluttede Senatet, efter at have stemt for at tildele Cæsar et stort antal æresbevisninger, at præsentere disse hædersbeviser for ham formelt. Senatorerne marcherede derfor som en delegation til Templet for Venus Genetrix. Da de ankom, krævede etikette, at Cæsar skulle rejse sig for at hilse på senatorerne, men han rejste sig ikke. Han jokede også med deres nyheder og sagde, at hans æresbevisninger skulle skæres ned i stedet for at blive øget. Den romerske historiker Sveton skrev (næsten 150 år senere), at Cæsar undlod at rejse sig i Templet, enten fordi han blev tilbageholdt af konsulen Lucius Cornelius Balbus, eller fordi han veg tilbage for forslaget om at rejse sig.Suetonius, Julius 78 Uagtet ræsonnementet gav Cæsar det indtryk, at han ikke længere brød sig om Senatet, idet han praktisk talt afviste en senatorisk gave og ikke anerkende delegationens tilstedeværelse med ordentlig etikette.thumb| Mulig buste af Julius Cæsar, posthumt portræt i marmor, 44-30 f.Kr., Museo Pio-Clementino, VatikanmuseerneDen anden hændelse fandt sted i 44 f.Kr. En dag i januar opdagede tribunerne Gaius Epidius Marullus og Lucius Caesetius Flavus et diadem på hovedet af statuen af Cæsar på Rostra i Forum Romanum. I henhold til Sveton beordrede tribunerne, at kransen skulle fjernes, da den var et symbol på Jupiter og kongelighed.Plutarch, Caesar 61 Ingen vidste, hvem der havde anbragt diademet, men Cæsar havde en mistanke om, at tribunerne havde sørget for, at det dukkede op, så de kunne få æren af at fjerne det. Sagerne eskalerede kort efter den 26. januar, da Cæsar red til hest til Rom ad Via Appia. Nogle få medlemmer af mængden hilste ham som rex ("konge"), hvortil Cæsar svarede: "Jeg er ikke Rex, men Cæsar" ("Non sum Rex, sed Cæsar").Suetonius, Julius 79.2 Dette var et ordspil; "Rex" var et familienavn såvel som en latinsk titel. Marullus og Flavus – de førnævnte tribuner – begejstrede og beordrede manden, der først havde råbt "rex", arresteret. I et senere møde i Senatet anklagede Cæsar tribunerne for at forsøge at skabe modstand mod ham og fik dem fjernet fra deres embede og udelukket fra Senatet. De romerske plebejere tog deres tribuner alvorligt som repræsentanter for det almindelige folk; Cæsars handlinger mod tribunerne satte ham på den forkerte side af den offentlige mening.
Den tredje hændelse fandt sted ved festivalen Lupercalia, den 15. februar 44 f.Kr. Marcus Antonius, som var blevet valgt til medkonsul med Cæsar, klatrede op på Rostra og placerede et diadem på Cæsars hoved og sagde: "Folket giver dig dette gennem mig." Mens nogle få medlemmer af folkemængden klappede, reagerede de fleste med tavshed. Cæsar fjernede diademet fra sit hoved; Antonius placerede den igen på ham, kun for at få det samme svar fra mængden. Til sidst lagde Cæsar det til side og brugte det som et offer til Jupiter Optimus Maximus. "Jupiter alene er romernes konge", sagde Cæsar, som fik en entusiastisk respons fra folkemængden. På det tidspunkt troede mange, at Cæsars afvisning af diademet var en måde for ham at se, om der var støtte nok til, at han kunne blive konge, og foragtede ham for det.
I henhold til Sveton skete Cæsars attentat i sidste ende primært på grund af bekymringer om, at han ønskede at krone sig selv til konge af Rom.Suetonius, Life of Julius Caesar xxxi Disse bekymringer blev forværret af de "tre sidste strå" i 45 og 44 f.Kr. På få måneder havde Cæsar ikke respekteret Senatet, fjernet Folketribunerne og leget med monarki. I februar var den sammensværgelse, der ville ende med at myrde ham, ved at blive født.
Sammensværgelsen thumb| Byen Rom, 44 f.Kr|260x260px Sammensværgelsen om at myrde Julius Cæsar begyndte med et møde mellem Cassius Longinus og hans svoger Marcus Brutus om aftenen den 22. februar 44. f.Kr., da de to efter nogen diskussion blev enige om, at der måtte gøres noget for at forhindre Cæsar i at blive konge.
De to mænd begyndte derefter at rekruttere andre. Mens det kun tog én mand at myrde en anden, mente Brutus, at for at mordet på Cæsar kunne betragtes som en legitim fjernelse af en tyran, som var udført for deres lands skyld, måtte et stort antal af Roms førende mænd være bag mordet. De forsøgte at finde en balance: de havde til formål at rekruttere nok mænd til at omringe Cæsar og bekæmpe hans tilhængere, men ikke så mange, at de ville risikere at blive opdaget. De foretrak venner frem for bekendte og rekrutterede hverken hensynsløse unge eller svage ældre. De rekrutterede derfor senatorer i en alder af fyrre, ligesom dem selv. Mændene vurderede hver potentiel rekrut ud fra, hvad der virkede som, uskyldige spørgsmål. De gamle kilder rapporterer, at i sidste ende sluttede omkring tres til firs sammensvorne sig til plottet, selvom sidstnævnte tal kan være en skrivefejl.
Bemærkelsesværdige sammensvorne omfattede Pacuvius Labeo, som svarede bekræftende den 2. marts, da Brutus spurgte ham, om det var klogt for en mand at bringe sig selv i fare, hvis det betød at overvinde onde eller tåbelige mænd; Decimus Brutus, der tiltrådte den 7. marts efter at være blevet kontaktet af Labeo og Cassius; Gajus Trebonius, Tillius Cimber, Minucius Basilus og brødrene Casca (Publius og en anden, hvis navn er ukendt), alle mænd fra Cæsars egne rækker; og Pontius Aquila, som var blevet personligt ydmyget af Cæsar. Ifølge Nikolaos fra Damaskus (en historiker, der leverede fra 64 f.Kr. til 4 e.Kr.) inkluderede de sammensvorne Cæsars soldater, officerer og civile medarbejdere, og selvom nogle sluttede sig til sammensværgelsen på grund af bekymring over Cæsars autoritarisme, havde mange egne motiver såsom jalousi: følelsen af, at Cæsar ikke havde belønnet dem nok eller at han havde givet for mange penge til Pompejus' tidligere støtter. De sammensvorne mødtes ikke åbent, men samledes i stedet hemmeligt i hinandens hjem og i små grupper for at udarbejde en plan.
Først diskuterede de sammensvorne tilføjelsen af to andre mænd til sammensværgelsen. Cicero, den berømte taler, blev betroet af både Cassius og Brutus, og havde ikke gjort det til nogen hemmelighed, at han anså Cæsars styre for undertrykkende. Han havde også stor popularitet blandt almindelige mennesker og et stort netværk af venner, som ville være med til at tiltrække andre til at slutte sig til deres sag. Imidlertid anså de sammensvorne Cicero for at være for forsigtig; på det tidspunkt var Cicero over tres, og de sammensvorne mente, at han ville være for tilbøjelig til at sætte sikkerhed over fart, når han planlagde attentatet. Dernæst overvejede de sammensvorne Marcus Antonius, på niogtredive år og en af Cæsars bedste generaler. De sammensvorne var enige om at forsøge at rekruttere ham, indtil Gajus Trebonius talte. Han afslørede, at han personligt havde henvendt sig til Antonius sommeren før og bedt ham om at deltage i en anden sammensværgelse for at afslutte Cæsars liv, og Antonius havde afvist ham. Denne afvisning af den gamle sammensværgelse fik de sammensvorne til at beslutte sig for ikke at rekruttere Antonius.
Nu fandt en ny idé imidlertid sted. Antonius var stærk på grund af sin fortrolighed med soldaterne og magtfuld på grund af sit konsulskab. Hvis Antonius ikke skulle slutte sig til dem, så skulle de også myrde Antonius. I sidste ende blev denne idé udvidet og endte med at delle de sammensvorne i to fraktioner. Optimaterne, de "bedste mænd" i Rom, blandt de sammensvorne ønskede at gå tilbage til den måde, tingene var før Cæsar. Dette ville indebære at dræbe både Cæsar og alle mændene omkring ham – inklusive Antonius – og afskaffe alle Cæsars reformer. De tidligere tilhængere af Cæsar blandt de sammensvorne var ikke enige i dette. De kunne lide Cæsars reformer og ønskede ikke en udrensning af Cæsars tilhængere. Men selv de blev enige om at dræbe Antonius.
Brutus var uenig i begge. Han argumenterede for, at dét at dræbe Cæsar og ikke gøre andet var den mulighed, som de skulle vælge. De sammensvorne hævdede at handle baseret på principperne om lov og retfærdighed, påpegede han, og det ville være uretfærdigt at dræbe Antonius. Mens mordet på Cæsar ville blive betragtet som et drab på en tyran, ville drabet på Cæsars tilhængere kun blive set som en politisk udrensning og som arbejdet fra Pompejus tidligere tilhængere. Ved at holde Cæsars reformer intakte ville de både beholde støtten fra det romerske folk, som Brutus mente var imod Cæsar (da de betragtede ham som en konge), og støtten fra Cæsars soldater og andre støtter. Hans argument overbeviste de andre sammensvorne. De begyndte herefter at planlægge Cæsars mord.