thumb|310px|Handynastiets magtområde i 87 f.Kr. med hovedstaden Chang'an. Han-dynastiet (漢朝) var et af Kinas længstvarende og mægtigste dynastier, som, bortset fra Xin-dynastiet under Wang Mangs interregnum (9 – 23 e.Kr.), havde magten fra 206 f.Kr. til 220 e.Kr. Dette dynasti har givet navnet til hankineser, det vil sige den befolkningsgruppe, som udgør flertallet af befolkningen i dagens Kina. Under Han-dynastiet blev konfucianismen statsreligion, og Kinas indflydelse blev udstrakt til Vietnam, Centralasien, Mongoliet og Korea.
Han-dynastiet inddeles i det vestlige eller ældre Han-dynasti (202 f. Kr. — 9 e. Kr.) og det østlige eller yngre Han-dynasti (23—220 e. Kr.). Det vestlige residerede i Chang'an (det nuværende Xi'an), det østlige i Luoyang (i provinsen Henan).Salmonsen, s. 786
Han-dynastiet, grundlagt af Liu Bang (som kejser Gaozu), fyrste af Han, regnes for Kinas første nationale dynasti og betegner Kinas klassiske, i mange henseender mest blomstrende og lykkeligste periode. "Sønner af Han" har kineserne, navnlig i Nord-Kina, kaldt sig ind til nyere tid. I Han-dynastiets tid blev Konfutse den af staten anerkendte, næsten hellige autoritet for alt stats- og privatliv. Under Han blev Kina en bureaukratisk styret embedsstat, hver mand af folket havde muligheden for ad eksaminernes trinstige at nå de højeste værdigheder og embeder.
Han-dynastiets betydeligste hersker var kejser Wudi (141—87 f. Kr.), under hvem Kina udvidedes ved kolonisation i stor stil syd for Yangtze-floden og ved erobringer vest på i Turkestan.
Virkningen af den kulturelle forbindelse med Indien over Indo-Skythien og Turkestan viser sig også i Kinas religionshistorie. Under kejser Míngdì (57—75 e. Kr.) indførtes buddhismen i Kina; kejseren siges selv i sit 3. regeringsår at have sendt bud til Indien efter buddhistiske præster og bøger. Míngdì fortsatte energisk udvidelses-politikken i Centralasien; hans hærfører Ban Chao nåede på sine erobringstog mod vest det Kaspiske Hav, hvorfra han forberedte et angreb på Romerriget. I året 166 kom til det kinesiske hof en sendefærd af syrisk-romerske købmænd, der menes udsendte af kejser Antun (Marcus Aurelius), en af de få lejligheder, hvor romere og kinesere er kommet i direkte personlig forbindelse. Betegnende for Han-tidens Kina er dets livlige samkvem med den omliggende verden i modsætning til senere tiders isolation. De sidste Han-kejsere var svage skyggefyrster, under hvem centralregeringen mistede enhver myndighed, mens hærførere og statsmænd stredes om magten.
Historie Tiden fra 206 f.Kr. og frem til Wang Mangs interregnum benævnes Vestlige Han eller Ældre Han.Hovedstaden blev efter Wang Mangs interregnum flyttet østpå fra Chang'an til Luoyang, hvorfor dynastiet ofte deles op i Vestlige og Østlige Han. Den ældre opdeling i det Tidlige og Sene Handynasti anvendes idag sjældent for at undgå sammenblanding med et Senere Handynasti under De fem dynastier og De ti rigers tid. Tiden prægedes af krig med stammerne i nord, Xiongnu, som blev ledet af Mao-tun. Kejser Han Wudi formåede at trænge de invaderende tilbage men under store omkostninger for statskassen. Bondeklassen led på grund af høje skatter og udskrivning til krigstjeneste. Endvidere kunne de blive tvunget gøre dagsværk på op til 90 dage pr år. Nepotisme var udbredt indenfor alle dele af forvaltningen endda på højeste niveau: enkekejserinderne og deres familjer regerede ofte i praksis på vegne af en mindreårig kejser. Wang Mang var brorsøn til en af disse kejserinder.Wang Mang på Nationalencyklopedin.
Tiden efter Wang Mangs interregnum og frem til dynastiets fald benævnes Østlige Han eller Yngre Han. Wang Mangs politik førte til omfattende utilfredshed blandt alle dele af samfundet. Mange fattige sluttede sig til de røde øjenbryn, og en prins af Handynastiet samlede en hærMalmqvist, Göran: Wang Mangs interregnum (9–23 e.Kr.) fra Nationalencyklopedins netudgave. og indtog 22 e.Kr. hovedstaden. Bondeoprøret blev slået ned og Wang Mangs reformer trukket tillbage. Kina oplevede en mere stabil periode og man antog en mere ekspansionistisk politik. Mere og mere blev magten decentraliseret, og riget begyndte at falde fra hinanden. I 184 udbrød de gule turbaners oprør, og riget blev nogle årtier senere splittet i tre.
Vestlige Han thumb|Et båredække i silke fra Mawangdui, Changsha, Hunan. Det blev brugt til Lady Dais ligkiste. Lady Dai, som døde 168 f.Kr., var markis Li Cangs hustru. Li Cang, som døde 186 f.Kr., var kansler for Changsha.Hansen (2000), s. 117–119.
Kinas første imperiedynasti var Qin-dynastiet fra 221 til 206 f.Kr. Qin-dynastiet havde forenet Kinas stridende stater gennem erobring, men imperiet blev instabilt efter, at den første kejser Qin Shi Huangdi var død. I løbet af fire år var dynastiets autoritet kollapset på grund af oprør.Ebrey (1999), s. 60–61. To tidligere oprørsledere, Xiang Yu og Liu Bang, kæmpede om hvem, som skulle vinde overherredømmet over Kina, som på dette tidspunkt var blevet delt i 18 Kongeriger, hvor alle bekendte loyalitet til en af oprørslederne.Loewe (1986), s. 116–122. Selv om Xiang Yu viste sig at være en kapabel hærfører, blev han besejret af Liu Bang ved slaget ved Gaixia, i det som i dag er Anhui. Liu Bang blev sidenhen kendt som kejser Gaozu og regerede fra 202 til 195 f.Kr.Davis (2001), s. 44–46. Chang'an blev valgt til det genforenede Han-riges hovedstad.Loewe (1986), s. 122.
I begyndelsen af det Vestlige Han-dynasti fandtes 13 centralt kontrollerede præfekturer i den vestlige tredjedel af riget, mens de østlige to tredjedele var inddelte i ti halvautonome kongeriger.Loewe (1986), s. 122–125. Visse af dem blev styret af hærførere, som var blevet udpeget til konger, selv om de 157 f.Kr. var blevet erstattede med personer fra Liu-familien, eftersom loyaliteten hos de, som ikke tilhørte slægten, blev betvivlet. Efter flere oprør af Han-konger, hvoraf det største var de syv staters oprør i 154 f.Kr., gennemførtes en række reformer, som begyndte 145 f.Kr., og som begrænsede disse kongerigers størrelser og magt.Loewe (1986), s. 139–144. Kongerne måtte ikke længe ansætte personale selv, og i stedet for blev embedsmændene udpeget af det kejserlige hof. Konger blev formelle chefer over deres forleninger og fik en del af skatten som indkomst.Bielenstein (1980), s. 106; Ch'ü (1972), s. 76. Disse kongeriger blev aldrig helt opgivne men fandtes igennem hele resten af Vestlige og Østlige Han.Bielenstein (1980), s. 105.
Nord for Kina erobrede de nomadiske Xiongnu-stammer flere stammer, som boede på den eurasiske steppe. Under slutningen af høvdingen Modu Chanyus styre kontrollerede han Manchuriet, Mongoliet og Tarimbækkenet og underkuede over tyve stater øst for Samarkand.Di Cosmo (2001), s. 175–189 samt 196–198; Torday (1997), s. 80–81; Yü (1986), s. 387–388. De Han-fremstillede jernvåben, som solgtes til Xiongnu, begyndte at forurolige Gaozu, som etablerede en handelsembargo mod gruppen.Torday (1997), 75–77. Som gengældelse invaderede Xiongnu Shanxi-provinsen, hvor de besejrede Han ved Baideng 200 f.Kr.Torday (1997), s. 75-77; Di Cosmo (2001), s. 190–192. Efter forhandlinger inkluderende politiske ægteskaber i 198 f.Kr. var Xiongnus og Hans ledere ligestillede i en kongelig ægteskabsalliance, men Han blev tvunget til at sende store mængder skatter, som silkeklæder, mad og vin til Xiongnu.Yü (1967), s. 9–10; Morton and Lewis (2005), s. 52; Di Cosmo (2001), s. 192–195.
Trods dette plyndrede Xiongnu med jævne mellemrum Hans territorier syd for Den Kinesiske Mur.Yü (1986), s. 388–389; Torday (1997), s. 77 samt 82–83; Di Cosmo (2002), s. 195–196. En majoritetsbeslutning blandt Han bestemte at forsøge at fastholde ægteskabsoverenskommelsen. Da Xiongnu fortsatte at plyndreTorday (1997), s. 83–84; Yü (1986), s. 389–390. valgte man dog det følgende år at snigmyrde Chanyu og derved skabe kaos i Xiongnus rige, hvilket skulle blive til Hans fordel.Yü (1986), s. 389–390; Di Cosmo (2001), s. 211–214. Da dette mislykkedes 133 f.Kr.,Torday (1997), s. 91–92 startede kejser Wu en serie massive militærinvasioner i Xiongnus territorier. Angrebene kulminerede 119 f.Kr. med striden ved Mobei, hvor Hans hærledere Huo Quibing og Wei Wing tvang Xiongnus ledere til at flygte nordpå mod Gobiørkenen.Yü (1986), s. 390; Di Cosmo (2001), s. 237–240. Efter Wus styre fortsatte Hans styrker at stå imod Xiongnu. Xiongnus leder Huhanye Chanyu (呼韓邪) underkastede sig til sidst Han som en vasal 51 f.Kr.. Zhizhi Chanyu, som rivaliserede med Huhanye Chanyu om tronen, blev myrdet af Chen Tang og Gan Yanshou (甘延壽/甘延寿) ved slaget ved Zhizhi, i dagens Taraz, Kazakstan.Loewe (1986), s. 196–197 samt 211–213; Yü (1986), s. 395–398.
thumb|left|En forgyldt oljelampa i bronze i form af en knæbøjande kvindelig tjener, dateret til 200 f.Kr., fundet i Dou Wans grav, som var Liu Shengs hustru.Ebrey (1999), s. 66; Wang (1982), s. 100.
121 f.Kr. fordrev Hans styrker Xiongnu fra et enormt territorium, som strakte sig fra Hexikorridoren til Lop Nur. De slog en invasion fra Xiongnu og Qiang tilbage i dette nordvestlige territorium i 111 f.Kr.. Samme år etablerede Hans ledere fire nye grænsepræfekturer i denne region: Jiuquan, Zhangyi, Dunhuang og WuweiChang (2007), s. 5–8; Di Cosmo (2002), s. 241–242; Yü (1986), s. 391. Flertallet af grænsebefolkningen var soldater.Chang (2007), 34–35. I visse tilfælde tvang lederne bønder til nye grænsebosætninger, sammen med regeringsejede slaver og dømte, som arbejdede hårdt.Chang (2007), s. 6, 15–16 samt 44–45. Lederne opmuntrede også ufrie til at frivilligt at flytte til grænsen.Chang (2007), s. 15–16, 33–35 samt 42–43.
Inden Hans ekspansion ind i Centralasien havde diplomaten Zhang Qians rejser fra 139 til 125 f.Kr. etableret kinesiske kontakter med mange omkringliggende civilisationer. Alla lande, som han passerede, fik før eller senere ambassader fra Han.Di Cosmo (2002), s. 247–249; Morton and Lewis (2005), s. 54–55; Yü (1986), s. 407; Ebrey (1999), s. 69; Torday (1997), s. 104–117. Disse forbindelser blev begyndelsen på Silkevejens handelsnetværk, som gik til Romerriget og tog varer fra Han som silke til Rom og romersk gods som glas til Kina.An (2002), 83; Ebrey (1999), 70. Fra omkring 115 til 60 f.Kr. stred Hanstyrker mod Xiongnu for kontrol over bystaterne i oaserne i Tarimbäckenet. Han sejrede til sidst og etablerede protektorater 60 f.Kr.Di Cosmo (2002), s. 250–251; Yü (1986), s. 390–391 samt 409–411; Chang (2007), s. 174; Loewe (1986), s. 198. Den marine sejr ved Nanyue 111 f.Kr. udøvede Hans rige til hvad som i dag er moderne Guangdong, Guangxi, og nordlige Vietnam. Yunnan blev en del af riget i og med erobringen af Dianriget år 109 f.Kr., fulgt af dele af den koreanske halvø, med de koloniale etableringer af præfekturer som Xuantu og Lelang 108 f.Kr.Ebrey (1999), s. 83; Yü (1986), s. 448–453. I den først kendte nationale folketællingen i Kina foretaget i år 2 registreredes 57.671.400 personer i 12.366.470 familier.Nishijima (1986), s. 595–596.