thumb|250px|Lande, som anerkender staten Palæstina. Pr. 23. september 2025 var det 156 af FN's 193 medlemslande (hvoraf tre anerkendelser dog er omdiskuteret). thumb|653x653px|Kort over Vestbredden og Gazastriben.
Palæstina (arabisk: فلسطين, filastin), formelt Staten Palæstina, (: دولة , dawlat filastin) er en stat, som blev udråbt af den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) via vedtagelsen af den palæstinensiske uafhængighedserklæring 15. november 1988. Staten kræver suverænitet over de områder, som Israel besatte under seksdageskrigen i 1967, dvs. Gazastriben og Vestbredden inklusive Østjerusalem. På tidspunktet for erklæringen var PLO en eksilbevægelse, der ikke udøvede kontrol over noget territorium. Som følge af Oslo-aftalerne oprettedes i 1993 den palæstinensiske selvstyremyndighed, der fik begrænset kontrol over dele af Vestbredden samt Gazastriben, men den udøver ikke egentlig suverænitet over sit område. Staten Palæstina er derfor indtil videre en rent juridisk konstruktion, og oprettelsen og den efterfølgende diplomatiske anerkendelse fra de fleste af verdens nationer skal først og fremmest ses som diplomatiske tiltag, der har til formål at påvirke den internationale holdning til den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Staten er (pr. 23. september 2025) anerkendt af 156 af verdens 193 suveræne FN-medlemslande, hvoraf tre anerkendelser dog er omdiskuterede. Palæstina har siden 2012 haft observatørstatus i FN som en ikke-medlemsstat på linje med Vatikanstaten. Staten er bl.a. anerkendt af Sverige, Norge og Island. Senest har blandt andet Storbritannien, Canada, Australien, Frankrig, Portugal og Belgien i september 2025 anerkendt staten officielt. Blandt andet USA, Japan, Tyskland og Italien har ikke anerkendt Palæstina. Danmark har heller ikke anerkendt staten, men Palæstina har en diplomatisk mission i Danmark, og Danmark har et repræsentationskontor i Ramallah.
"Palæstina" bruges officielt som en kortform for Staten Palæstina, men samtidig homonymt for såvel det palæstinensiske selvstyre som Palæstina som en geografisk og historisk region, der omfatter såvel det nuværende Israel som Vestbredden og Gaza.
Historie og politik
Baggrund: De palæstinensiske flygtninge og PLO's oprettelse
Som følge af den arabisk-israelske krig 1948 blev omkring 7-800.000 palæstinensere gjort til flygtninge i den såkaldte nakba ("katastofe"). De blev bosat i flygtningelejre i Vestbredden, Gaza og forskellige arabiske lande, mens omkring 160.000 palæstinensere blev tilbage i det, der blev staten Israel. Dermed var den palæstinensiske befolkning blevet splittet, og palæstinensernes oprindelige nationale strukturer blev opløst. I løbet af 1950'erne blev der efterhånden dannet nye politiske organisationer blandt palæstinenserne, især i Gazastriben, hvor ikke mindst det sekulære parti Fatah, der senere blev dominerende i palæstinensisk politik, blev stiftet i 1959.
Organisationen PLO blev oprettet i 1964 efter initiativ fra Den Arabiske Liga som en paraplyorganisation for den palæstinensiske modstandsbevægelse. Organisationen var i starten primært et politisk redskab for ligaen. Med Yassir Arafats overtagelse af ledelsen i PLO i 1969 blev organisationen imidlertid et uafhængigt palæstinensisk organ med Arafats Fatah som den største medlemsorganisation. PLO lagde i de kommende år gennem 1970'erne og 1980'erne vægt på en væbnet befrielseskamp mod den israelske besættelse af de palæstinensiske områder. Samtidig bevægede PLO sig fra midten af 1970'erne i retning af at støtte en tostatsløsning i konflikten med Israel. I 1974 og 1977 vedtog det palæstinensiske nationalråd, dvs. palæstinensernes eksilparlament, således erklæringer om at oprette en "nationalstat" i Palæstina - en formulering, som modsat tidligere fraveg kravet om, at staten skulle dække hele det historiske Palæstina. I 1974 blev PLO ved et topmøde i Rabat anerkendt af de øvrige arabiske lande som det palæstinensiske folks eneste retmæssige repræsentant. Samme år anerkendte FN PLO som palæstinensernes repræsentant, og Arafat talte for FN's generalforsamling. Observatørstillingen gav PLO adgang til at tage ordet i FN's generalforsamling, men ikke at stemme. To år senere fik PLO fuldt medlemskab i Den Arabiske Liga.Leraand, Dag; Jensehaugen, Jørgen: PLO - Den palestinske frigjøringsorganisasjonen i Store norske leksikon på snl.no. Hentet 22. april 2024.
Uafhængighedserklæringen i 1988
Det palæstinensiske nationalråd udråbte ved sit møde i Algier i 1988 Staten Palæstina som en selvstændig stat bestående af Gaza og Vestbredden. Teksten til uafhængighedserklæringen var skrevet af den palæstinensiske nationaldigter Mahmoud Darwish.Lasse Ellegaard: Palæstinensernes nationaldigter er død. Artikel på information.dk 11. august 2008. Efter uafhængighedserklæringen besluttede FN's generalforsamling officielt, at man fremover ville anvende betegnelsen ”Palæstina” i FN-systemet i stedet for "Palæstinensiske Befrielsesorganisation" (PLO).
Samme år anerkendte PLO officielt Israels ret til at eksistere indenfor grænserne fra før seksdageskrigen i 1967 og afskrev al brug af terrorhandlinger. Det førte i starten af 1990'erne til forhandlinger mellem PLO og Israel i Norge, den såkaldte Oslo-proces. I 1993 underskrev begge parter en principaftale, hvorefter PLO anerkendte Israel, og Israel anerkendte PLO som "palæstinensernes repræsentant". Aftalen skabte et begrænset palæstinensisk selvstyre i Gazastriben og dele af Vestbredden. 17. maj 1994 overtog PLO formelt kontrollen i disse områder fra den israelske administration, og 1. juli 1994 kom Arafat selv til Gaza for igennem det nye organ Den palæstinensiske selvstyremyndighed at overtage kontrollen over Gaza og Jeriko.
Ifølge Oslo-aftalerne skulle en palæstinensisk stat officielt oprettes i maj 1999. Efter at den israelske premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet i 1995, og Benjamin Netanyahu, der ikke støttede fredsprocessen, blev ny israelsk premierminister i 1996, gik fredsprocessen imidlertid i stå. Blandt andet forøgede Israel kraftigt den israelske kolonisering af Vestbredden i form af oprettelsen af nye israelske bosættelser. Mens der var ca. 100.000 israelske bosættere på Vestbredden (eksklusive Østjerusalem), da Oslo-aftalerne blev indgået, var tallet i 2019 steget til omkring 650.000.Leraand, Dag; Jensehaugen, Jørgen: Palestinas historie etter 1948 i Store norske leksikon på snl.no. Hentet 22. april 2024.
Samtidig blev PLO's ledelse efter midten af 1990'erne i stigende grad mødt af kritik fra andre palæstinensere. Fredsprocessen med Israel gik i stå, og flere af PLO's mindre medlemsorganisationer modsatte sig Oslo-aftalen og den efterfølgende Cairo-aftale. Den militante palæstinensiske organisation Hamas, der ikke var medlem af PLO, vandt det palæstinensiske parlamentsvalg i 2006 og overtog efter en kort borgerkrigslignende strid med Fatah i 2007 hele kontrollen over Gaza, mens Fatah beholdt magten på Vestbredden. Dermed blev de palæstinensisk styrede områder splittet.
Observatørstat i FN
I 2011 iværksatte den palæstinensiske præsident Abbas en ansøgning om palæstinensisk medlemskab af FN, vel vidende, at USA ville nedlægge veto herimod i FN's sikkerhedsråd. Den palæstinensiske ansøgning blev opfattet som en demonstration af palæstinensernes utålmodighed over en manglende vilje hos især Israel og USA til at afslutte fredsprocessen. Ved at tage spørgsmålet om den palæstinensiske statsdannelse op i FN blev spørgsmålet formelt løftet ud af de bilaterale forhandlinger mellem Palæstina og Israel og gjort til et internationalt problem.
I november 2012 forelagde de palæstinensiske selvstyremyndigheder et forslag for FN's generalforsamling om, at Palæstina skulle opgraderes fra observatør (som PLO havde været siden 1974) til observatørstat uden stemmeret. Det svarede til den status, Vatikanstaten allerede havde i FN.Det stemmer de om i FN: Ritzautelegram på nyheder.tv2.dk 28. november 2012. 138 medlemmer stemte for forslaget (herunder Danmark), mens ni (herunder Israel og USA) stemte imod, og 41 afstod fra at stemme. Dermed blev forslaget vedtaget, sådan at Palæstina hermed opnåede status som observatørstat i FN.
I april 2024 stemte FN's sikkerhedsråd igen om et forslag om at gøre Palæstina til et fuldgyldigt medlem af FN. 12 af de 15 lande i sikkerhedsrådet stemte for forslaget, mens Storbritannien og Schweiz undlod at stemme. USA stemte som det eneste land imod og nedlagde veto mod beslutningen.US vetoes Palestinian request for full UN membership. Artikel på theguardian.com 18. april 2024. Den efterfølgende måned vedtog FN's generalforsamling en resolution, der opfordrede sikkerhedsrådet til at godkende fuldt medlemskab for Palæstina. 143 lande, deriblandt Danmark, stemte for forslaget, mens 25 undlod at stemme, og ni lande stemte imod.FN's Generalforsamling vil have Palæstina med i FN. Ritzautelegram på berlingske.dk 10. maj 2024.
Medlemskab i andre internationale organisationer
Palæstina regnes som medlem af de alliancefrie landes bevægelse fra 1976.International Organizations N-W. worldstatesmen.org, besøgt 11. maj 2024. Staten Palæstina blev fuldgyldigt medlem af Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) i 1989.
I oktober 2011 blev Palæstina optaget som fuldgyldigt medlem i FN-organisationen UNESCO, og i 2015 blev Palæstina medlem af Den Internationale Straffedomstol (hvor Israel ikke er medlem).Andersen, Lars Erslev: artiklen "Palæstina" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 23. april 2024. Palæstina er ligeledes tilsluttet FN's havretskonvention og en række andre organisationer i FN-netværket.Danmark bør gribe chancen for at anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Artikel i Information 16. februar 2024.
Idræt
Det palæstinensiske fodboldforbund, der blev stiftet i 1962 og arrangerer fodboldturneringer på Vestbredden og i Gaza, blev optaget i Asian Football Confederation og FIFA i 1998, efter at den Palæstinensiske Selvstyremyndighed havde overtaget administrationen i de palæstinensiske områder.
Den palæstinensiske olympiske komite blev anerkendt af IOC (Den Internationale Olympiske Komité) i 1993.Palestine Olympic Committee. olympics.com, besøgt 11. maj 2024. Palæstina deltog første gang i de olympiske lege i Atlanta i 1996 og har været repræsenteret ved hver olympiade siden med mellem to og seks deltagere. Landet har indtil videre ikke vundet nogen olympiske medaljer.
Diplomatisk anerkendelse af Palæstina