thumb| En stav af cordit fra Anden Verdenskrig thumb| En sektioneret britisk 18-punds feltkanon granatsplinter, første verdenskrig, med bundet snor for at simulere udseendet af det originale cordit-drivmiddel thumb| Nærbillede af cordit filamenter i en .30stav3 British Rifle patron (fremstillet i 1964) thumb| Afbrænding af en corditstreng fra en .303 britisk runde Cordit er en familie af røgfrie drivmidler udviklet og produceret i Storbritannien siden 1889 som erstatning for sortkrudt som et drivmiddel til skydevåben. Ligesom moderne krudt er cordit klassificeret som et lavt eksplosivt stof på grund af dets langsomme forbrændingshastigheder og dermed lave brisans. Disse producerer en subsonisk deflagrationsbølge snarere end den supersoniske detonationsbølge produceret af brisante sprængstoffer eller højeksplosiver. De varme gasser, der produceres ved afbrænding af krudt eller cordit, genererer tilstrækkeligt tryk til at drive en kugle eller granat til målet, men ikke så hurtigt, at det regelmæssigt ødelægger løbet.
Cordit blev oprindeligt brugt i .303 British, Mark I og II, standard riffelpatron mellem 1891 og 1915. Mangel på cordit under 1. verdenskrig førte til oprettelsen af "Devil's Porridge" ammunitionsfabrik (HM Factory, Gretna) på den engelsk-skotske grænse, som producerede omkring 800 tons cordit om ugen. Storbritannien importerede også nogle røgfrie pulvere udviklet i USA til brug i riffelpatroner. Cordit blev også brugt til store våben, såsom kampvognskanoner, artilleri og flådevåben. Det er hovedsageligt blevet brugt til dette formål siden slutningen af det 19. århundrede af Storbritannien og Commonwealth- landene. Dens anvendelse blev videreudviklet før Anden Verdenskrig, og som 2-og-3-tommmer UP-missiler til affyring som antiluftskyts. Små cordit raketladninger blev også udviklet til ejektorsæder lavet af Martin-Baker Company. Cordit blev også brugt i detonationssystemet til Little Boy-atombomben , der blev kastet over Hiroshima i august 1945.Coster-Mullen, John (2012). Atom Bombs: The Top Secret Inside Story of Little Boy and Fat Man. Waukesha, Wisconsin: J. Coster-Mullen. OCLC 298514167.
Udtrykket "cordit" forsvandt generelt fra officielle publikationer mellem krigene. Under Anden Verdenskrig blev dobbelt-base drivmidler meget udbredt, og der var en vis brug af triple-base drivmidler af artilleri. Triple-base drivmidler blev brugt i efterkrigstidens ammunitionsdesign og forbliver i produktion til britiske våben; de fleste dobbeltbase drivmidler forlod tjenesten, da Anden Verdenskrigs lagre blev brugt efter krigen. For håndvåben er det blevet erstattet af andre drivmidler, såsom Improved Military Rifle (IMR) linjen af ekstruderet pulver eller WC844 kugledrivmidlet, der i øjeblikket er i brug i 5,56×45 mm NATO. Produktionen ophørte i Storbritannien omkring slutningen af det 20. århundrede, med lukningen af den sidste af Anden Verdenskrigs cordit-fabrikker, ROF Bishopton. Triple-base drivmiddel til Storbritannien (for eksempel 105 mm L118 Light Gun) er nu fremstillet i Tyskland.
Adoptering af røgfrit pulver af den britiske regering
Erstatninger til sort krudt Sortkrudt, en eksplosiv blanding af svovl, trækul og kaliumnitrat (også kendt som salpeter), var det originale drivmiddel, der blev brugt i skydevåben og fyrværkeri. Det blev brugt fra omkring det 10. eller 11. århundrede og frem, men det havde ulemper, herunder den store mængde røg, det producerede. Med 19. århundredes udvikling af forskellige "nitrosprængstoffer", baseret på reaktionen af salpetersyreblandinger på materialer som cellulose og glycerin, begyndte en søgning efter en erstatning for krudt.
Tidlige europæiske røgfri pulvere Det første røgfri pulver blev udviklet i 1865 af Johann Edward Schultze. På tidspunktet for dette gennembrud var Schultze kaptajn for preussisk artilleri. Schultze steg til sidst til rang af oberst. Hans formulering var sammensat af nitrolignose afledt af nitrerede trækorn, imprægneret med salpeter eller bariumnitrat.
I 1882 introducerede Explosive Company of Stowmarket EC Powder, som indeholdt nitrocellulose og nitrater af kalium og barium i et korn, der var gelatineret med etheralkohol. Det havde grovere korn end andre nitrocellulosepulvere. Den viste sig uegnet til rifler, men den forblev i lang tid i brug til haglgeværerHogg OFG, 'Artillery: Its Origin, Heyday and Decline', Hurst & Company, London, 1989 og blev senere brugt til granater og fragmenteringsbomber.http://www.aeragon.com/o/me/ni.html#ecpowder Aeragon Site Index > Ordnance > Military Explosives > Nitrocellulose > EC Powder
I 1884 producerede den franske kemiker Paul Vieille et røgfrit drivmiddel, der havde en vis succes. Det var lavet af kollodium (nitrocellulose opløst i ethanol og ether), hvilket resulterede i et plastisk kolloidt stof, som blev rullet til meget tynde plader, derefter tørret og skåret op i små flager. Det blev straks vedtaget af det franske militær for deres Mle 1886 infanteririffel og kaldt Poudre B (for poudre blanche eller hvidt pulver) for at skelne det fra sortkrudt. Riflen og patronen udviklet til at bruge dette pulver var kendt generisk som 8mm Lebel navngivet for officeren, der udviklede sin 8 mm fuldkappet kugle.
Året efter, 1887, opfandt og patenterede Alfred Nobel et røgfrit drivmiddel, som han kaldte Ballistit. Den var sammensat af 10% kamfer, 45% nitroglycerin og 45% collodion (nitrocellulose). Med tiden havde kamferen en tendens til at fordampe, hvilket efterlod et ustabilt sprængstof.
Udvikling thumb| Sir James Dewar som arbejder En regeringskomité i Storbritannien, kendt som "Explosives Committee", ledet af Sir Frederick Abel, overvågede udenlandsk udvikling inden for sprængstoffer og indhentede prøver af Poudre B og Ballistit; ingen af disse røgfri pulvere blev anbefalet til vedtagelse af eksplosivkomitéen.
Abel, Sir James Dewar og W Kellner, som også var i udvalget, udviklede og patenterede i fællesskab (nr. 5.614 og 11.664 i navnene Abel og Dewar) i 1889 et nyt ballistitlignende drivmiddel bestående af (efter vægt) 58 % nitroglycerin, 37% skydebomuld (nitrocellulose) og 5% vaseline. Ved at bruge acetone som opløsningsmiddel blev det ekstruderet som spaghetti-lignende stænger, oprindeligt kaldet "cordpulver" eller "komiteens modifikation af Ballistit", men dette blev hurtigt forkortet til "Cordit".
Cordit begyndte som et dobbeltbaseret drivmiddel. I 1930'erne blev et trippelbaseret udviklet ved at inkludere en betydelig del af nitroguanidin. Det trippelbaserede drivmiddel reducerede ulemperne ved dobbeltbaseret drivmiddel - dets relativt høje temperatur og betydelige flash. Imperial Chemical Industries (ICI) 2-baserede AN- formulering, fra Anden Verdenskrig, havde også en meget lavere temperatur, men den manglede flashreduktionsegenskaberne for N- og NQ-trippelbaserede drivmidler.
Mens cordit er klassificeret som et eksplosivt stof, anvendes det ikke som et højeksplosivt stof. Den er designet til at deflagrere eller brænde for at producere højtryksgasser.
Nobel og Abel patenttvist Alfred Nobel sagsøgte Abel og Dewar for en påstået patentkrænkelse. Hans patent specificerede, at nitrocellulosen skulle være "af den velkendte opløselige slags". Efter at have tabt sagen, gik den til appelretten. Denne tvist nåede til sidst Overhuset i 1895, men den var endelig tabt, fordi ordene "af den velkendte opløselige slags" i hans patent blev anset for at betyde den opløselige kollodium, og derfor specifikt udelukkede den uopløselige skydebomuld. Den tvetydige sætning var "opløselig nitrocellulose": opløselig nitrocellulose var kendt som kollodium og var opløselig i alkohol. Det blev primært brugt til medicinsk og fotografisk brug. I modsætning hertil, uopløseligt i alkohol, var nitrocellulose kendt som skydebomuld og blev brugt som sprængstof. Nobels patent henviser til fremstilling af celluloid ved hjælp af kamfer og opløselig nitrocellulose; og dette blev antaget for at antyde, at Nobel specifikt skelnede mellem brugen af opløselig og uopløselig nitrocellulose. For en retsmedicinsk analyse af sagen se The History of Explosives Vol II; The Case for Cordite, John Williams (2014). Men i sin omfattende biografi fra 2019 om Alfred Nobel bemærker Ingrid Carlberg, hvor tæt Abel og Dewar fik lov til at følge Nobels arbejde i Paris, og hvor skuffet Nobel var over, hvordan denne tillid blev forrådt. Bogen argumenterer for Nobel som den oprindelige opfinder, og at sagen gik tabt på grund af en uvæsentlig teknikalitet.
Formuleringer Det blev hurtigt opdaget, at forbrændingshastigheden kunne varieres ved at ændre corditens overflade. Smalle stænger blev brugt i håndvåben og brændte relativt hurtigt, mens tykkere stænger ville brænde langsommere og blev brugt til længere løb, som dem der blev brugt i artilleri og flådevåben.
Cordite (Mk I) og Cordite MD Den originale Abel-Dewar-formulering blev hurtigt afløst, da den forårsagede overdreven slid af løbet. Det er siden blevet kendt som Cordite Mk I.
Sammensætningen af cordit blev ændret til 65 % skydebomuld, 30 % nitroglycerin (med 5 % vaseline beholdt) og 0,8 % acetone kort efter afslutningen af Anden Boerkrig. Dette var kendt som Cordite MD (modificeret).Britannica, The Editors of Encyclopaedia. "cordite". Encyclopedia Britannica, 13 Apr. 2017, https://www.britannica.com/technology/cordite . Læst 29. december 2021.
Cordite MD-patroner vejede typisk ca. 15 % mere end de Cordite Mk I-patroner, de erstattede, for at opnå samme mundingshastighed på grund af Cordite MDs iboende mindre kraftfulde natur.Example : BL 6-inch Mk VII gun : 20 lb cordite Mk I, 23 lb cordite MD. Table 8 in Treatise on Ammunition 1915.
Cordite RDB Under Første Verdenskrig var acetone en mangelvare i Storbritannien, og en ny eksperimentel form blev udviklet til brug af Royal Navy.Ministry of Munitions of War Dette var Cordite RDB (= Research Department formel B); som var 52 % kollodium, 42 % nitroglycerin og 6 % vaseline. Det blev produceret på HM Factory, Gretna; og Royal Navy Cordite Factory, Holton Heath.
Acetone til corditindustrien under 1. verdenskrig blev til sidst produceret gennem anstrengelser fra Dr. Chaim Weizmann, der anses for at være faderen til industriel fermentering. Da han var underviser ved Manchester University, opdagede Weizmann, hvordan man bruger bakteriel fermentering til at producere store mængder af mange ønskede stoffer. Han brugte bakterien Clostridium acetobutylicum (den såkaldte Weizmann-organisme) til at fremstille acetone. Weizmann overdrog rettighederne til fremstilling af acetone til Commercial Solvents Corporation i bytte for royalties.
Det blev senere opdaget at Cordite RDB blev ustabil, hvis den blev opbevaret for længe.
Cordite SC Forskningen i opløsningsmiddelfri Cordite RDB teknologisk meget lig ballistit fortsatte primært med tilsætning af stabilisatorer, som var baseret på tysk RP C/12 drivmiddel med betydelige mængder centralit (kaldet "carbamite" i britisk sprogbrug) og førte til den type, der almindeligvis brugt i Anden Verdenskrig som det vigtigste drivmiddel for flåden. I Storbritannien var dette kendt som Cordite SC (= Solventless Cordite), og det krævede produktionsfaciliteter adskilt fra klassisk cordit.
Cordite SC blev produceret i forskellige former og størrelser, så den særlige geometri af Cordite SC blev angivet ved brug af bogstaver eller tal, eller begge, efter SC. For eksempel var SC efterfulgt af et tal var en stangformet snor, hvor tallet repræsenterer diameteren i tusindedele af en tommer. "SC T" efterfulgt af to sæt tal angiver et rørformet drivmiddel, hvor tallene repræsenterer de to diametre i tusindedele af en tommer.
To-tommer (ca. 50 mm) og tre tommer (ca. 75 mm) diameter blev raket Cordite SC ladninger udviklet i stor hemmelighed før Anden Verdenskrig til luftværnsformål - de såkaldte Z-batterier, ved hjælp af ' Uroterede projektiler '.