Heinrich Steffens (også Henrik Steffens eller Henrich Steffens) (født 2. maj 1773 i Stavanger, død 13. februar 1845 i Berlin) var naturfilosof og kaldes dansk romantiks fødselshjælper.
Heinrich Steffens var en dansk-norsk naturvidenskabsmand, der kom til at spille en afgørende rolle for romantikkens udbredelse i Danmark og Den danske Guldalders start. Det skete ved en række forelæsninger på Elers kollegium i 1802-03. De kom senere i bogform under titlen Indledning til philosophiske Forelæsninger. I denne forelæsningsrække redegjorde han for tanker om historiens udvikling og menneskets psykologi, som kom til at have en afgørende betydning for Adam Gottlob Oehlenschläger, især gennem historieopfattelsen og geni-tanken.
Aage Henriksen slutter sit afsnit "Steffens' tanker om udviklingen i natur og historie" således:
Familieforhold og opvækst i Trondheim, Helsingør, Roskilde og København
Faderen, Henrich Steffens, var af holstensk slægt, født 1744 i Sydamerika. Som distriktslæge i Ods Herred havde han ægtet Susanna Christina Bang (1751-1788), søster til N. F. S. Grundtvigs moder og brødrene Mynsters plejefader. I 1773 blev han af regeringen sendt til Stavanger for at oprette et hospital, og her blev sønnen Henrich født som den næstældste af seks søskende. Tre år senere blev Steffens Sr. forflyttet til Trondhjem som regimentskirurg. I 1779 kom han til Helsingør, i 1784 til Roskilde, i 1787 til København og i 1792 til Rendsborg, hvor han i 1798 døde.
Steffens Sr. var en begavet, men urolig og opfarende natur, en slet husholder, men stærkt interesseret i sine børns opdragelse. Moderen var alvorlig og mild, stærkt religiøs, men af et skrøbeligt helbred og for det meste sengeliggende.
Steffens Jr. havde arvet ikke så få træk af faderens natur. Ilter og livlig som denne vakte han som barn ofte de ældres uvilje ved sin påtrængende snakkesalighed og stærke selvfølelse. Hverken i tale eller gerning var han i kammeraternes øjne ganske pålidelig. Men var der end adskilligt, der stødte fra, ikke mindst en vis usund mangel på ligevægt, der faldt hans mere sindige kammerater stærkt i øjnene, lå der dog bag alt dette så megen blødhed og hjertets godhed, at man tilgav ham og holdt af ham alligevel.
I Helsingør og Roskilde havde han gået i disse byers lærde skoler, i København blev han privat forberedt til universitetet. 1790 blev han student, og året efter tog han Anden Eksamen, filosofikum. Hans moder havde ønsket, at han skulle studere teologi, og selv havde han i sine barneår drømt om det samme. Hans senere omgivelser førte ham imidlertid i andre retninger. Både i hjemmet og hos morbroderen, overlægen, den senere professor, Frederik Ludvig Bang I, 495 Frederik Ludvig Bang, 1747–1820, morbroder, overlæge, senere professor, var det først og fremmest medicinere, han stødte sammen med. Ole Hieronymus Mynster XII, 22 Ole Hieronymus Mynster, 1772–1818, læge, broder til Jacob Peter Mynster 1775–1854, biskop over biskop over Sjællands stift 1834–1854 havde en stor indflydelse på Steffens som på alle sine omgangsfæller.
Naturvidenskaberne Endnu et par andre omstændigheder trådte til, og Steffens førtes således efterhånden mere og mere ind på studiet af naturvidenskaberne, særlig de beskrivende og frem for alt mineralogien og den dertil sig knyttende geologi. Da faderen, nærmest på grund af pengevanskeligheder, i 1792 lod sig forflytte til Rendsborg, måtte sønnen overtage en huslærerplads hos en slægtning i Ods Herred; men da han hurtigt viste sig ganske uskikket til denne gerning, tog morbroderen sig af ham, så at han atter kunne vende tilbage til hovedstaden og der fortsætte sine studier. Han afsluttede dem 1794 ved en art eksamen for et privat selskab til det naturhistoriske studiums fremme – Naturhistorie-Selskabet oprettet 1789 – ved hvilken han blev eksamineret af Martin Vahl og H.C. Schumacher.Da disse fag, botanik og mineralogi, stod svagt på universitetet, havde en kreds af privatpersoner i 1789 stiftet Naturhistorie-Selskabet og ansat botanikeren og Linné-eleven Martin Vahl (XVIII, 165) og medicineren Heinrich Christian Friedrich Schumacher (XV, 364) som professorer i henholdsvis botanik og mineralogi med pligt til at undervise og eksaminere i disse fag Ved universitetet var interessen for disse grene af naturvidenskaben endnu ikke ret vågnet.
Mislykket undersøgelsesrejse til den norske vestkyst Fra dette naturhistoriske selskab fik Steffens endvidere et stipendium, for hvilket han skulle foretage en undersøgelsesrejse til Norge. Særlig ønskede man oplysninger om bløddyr langs den norske vestkyst og om bjergformationen i omegnen af Bergen. Steffens drog af sted i maj 1794. Hvad enten nu grunden har ligget i opgavens vanskelighed eller i hans personlige udygtighed over for et sådant praktisk foretagende, så mislykkedes hans undersøgelser fuldstændig, og da han nødig ville vende tilbage til København med uforrettet sag, fattede han den beslutning at gå til Tyskland. Med den dér vågnende nye ånd følte han sig i sit inderste beslægtet; over for vennerne i København havde han altid følt sig delvis fremmed.
Fra Bergen til Hamborg og derfra til Kiel Med en gammel grønlandsfarer forlod han i oktober 1794 Bergen for at gå til Hamborg. I en storm kom skibet imidlertid på grund i Elben og måtte forlades, og Steffens kom således til Hamborg omtrent blottet for alt. I en temmelig trøstesløs forfatning levede han her vinteren over, og først i den yderste nød henvendte han sig det følgende forår til sin fader i Rendsborg, hos hvem han derpå levede et års tid.
Hans københavnske venner havde imidlertid på forskellige måder sørget for ham, og med anbefalingsskrivelser i lommen kunne han endelig i foråret 1796 drage til Kiel. Her blev forholdene atter lysere for ham. Han fik straks en del privattimer i naturhistorie, og efter at han havde aflagt en prøve for professoren i naturvidenskab, Johan Christian Fabricius,V, 26 entomolog, der er kendt for sin omfattende taksonomi over insekter, baseret på munddelenes struktur (frem for vingernes, som det hidtil havde været almindeligt). fik han endog tilladelse til at holde forelæsninger som privatdocent ved universitetet. Ved sin livlighed og omgængelighed vandt han efterhånden både studenter og professorer for sig og sluttede forskellige varige venskabsforbindelser med jævnaldrende videnskabsdyrkere.
Sammen med disse begyndte han nu omfattende studier af den nyere tyske filosofi og poesi; året efter blev han dr. phil. og udgav anonymt sit første lille skrift: "Ueber die Mineralogie und das mineralogische Studium" (1797). Det var endnu ikke filosofisk, og han betragtede det snart selv med stor ringeagt. Foreløbig var han imidlertid fornøjet både med skriftet og med sin nye værdighed og gjorde en rejse til København, hvor han blev vel modtaget af alle.
I Kiel bekendt med Spinozas skrifter Efter at være vendt tilbage til Kiel fik han fat i Jacobis skrift "Jacobis skrift om Spinoza" : måske dette: Über die Lehre des Spinoza, in Briefen an Mendelssohn. Breslau 1785 (3. Ausgabe 1789) om Spinoza, og dermed begyndte den indre omvæltning i hans bevidsthed, der hurtigt førte ham bort fra den empiriske naturvidenskab til filosofien og særlig til den samtidig opblomstrende romantiske naturfilosofi, der i et og alt stemte med hans hele væsen.
Fra Jacobi vendte han sig til selve Spinoza, lukkede sig inde med ham og studerede ved nat og dag med den yderste lidenskabelighed. En kort tid blev han afbrudt i disse beskæftigelser, da han i marts 1798 kaldtes til Rendsborg til faderens dødsleje. Men ved sin tilbagekomst til Kiel forefandt han Schellings nys udkomne bøger: "Ideen zu einer philosophie der Natur" og "Die Weltseele". De var som skrevet for ham, og med glødende henrykkelse sluttede han sig til deres unge forfatter.
Kiel bliver for lille og vennerne i København "jammerlige Hverdagsmennesker"
Men Kiel blev ham nu for lille; han måtte ud for at se de romantiske rørelser på nærmere hold, og virkelig lykkedes det ham også gennem forskellige velyndere hos grev Schimmelmann at opnå et rejselegat fra Fonden ad usus publicos, rigtignok nærmest til naturvidenskabelige studier i udlandet. I anledning af sagen havde han atter besøgt København, hvor hans venner nu forekom ham som lutter "jammerlige Hverdagsmennesker".
Studierejse fra 1798 til 1802
Rejsen varede fra foråret 1798 til foråret 1802. Det første par år opholdt han sig nærmest i Jena, hvor romantikerne havde deres hovedkvarter, og hvor han efterhånden sluttede venskab med Schelling og brødrene August Wilhelm Schlegel og Friedrich Schlegel, Ludwig Tieck og Novalis, ligesom han også blev venlig modtaget af Goethe, Schiller, Fichte med flere. På en udflugt til Halle og Berlin lærte han Schleiermacher og sin tilkommende svigerfader, komponisten Johann Friedrich Reichardt at kende.
Her fik han imidlertid et vink fra København om, at det egentlig var bjergværksdrift, han skulle studere, og meget mod sit ønske begav han sig derfor til Freiberg, hvor den berømte geolog Abraham Gottlob Werner (1749-1817)SWerner fremlagde en kontroversiel teori om jordens stratifikation og dannede det nu forældede begreb neptunisme. blev hans lærer. Steffens var imidlertid en flygtig elev. Foruden Jena tiltrak nu også det nærliggende Dresden ham, særlig efter at Schelling havde opstillet kunsten og geniet som et vigtigt moment i det romantiske system.
1801 udkom Steffens hovedværk S1801 udgav Steffens sit hovedarbejde: Beiträge zur innern Naturgeschichte der Erde, Bidrag til Jordens indre naturhistorie. Han kombinerede her sine naturvidenskabelige kundskaber med de Schellingske romantiske fantasier, og da han havde en glimrende fremstillingsevne, vakte skriftet den største opmærksomhed og hilstes af hele den romantiske kreds med levende beundring. Over Halle, hvor han forlovede sig med Hanna Reichardt, vendte han så i foråret 1802 tilbage til Danmark, hvor han nu håbede at kunne få en fast ansættelse.
1802 til København med de nye ideer
"Indledning til filosofiske Forelæsninger" fra 1803
Han kom som en apostel for den nye lære. Med denne skulle Danmark nu vækkes af sin døs for at begynde et højere og friere åndeligt liv. Med ildfuld veltalenhed forkyndte Steffens de nye anskuelser dels på de berømte forelæsninger, han i vintrene 1802–3 og 1803–4 holdt på Elers' Kollegium, og hvoraf han 1803 udgav de første under titlen Indledning til filosofiske Forelæsninger, og dels og vel i endnu højere grad ved sin daglige optræden i private kredse. Vel bekendt er således hans lange samtale med Oehlenschläger, der havde Guldhornene til umiddelbar følge. Alle vegne vakte og tændte han. En sådan veltalenhed, en sådan ild var man ikke vant til.
Sit egentlige mål nåede han imidlertid ikke. Han havde blandt sine tilhørere mænd som Oehlenschlager og fætteren Grundtvig, begge Ørsted'erne – Hans Christian Ørsted og Anders Sandøe Ørsted – og mange flere, der siden udmærkede sig på forskellig måde. Enhver af disse havde et åbent blik for hans store, vækkende betydning. Men ingen af dem blev ubetinget tilhænger. Alle modtog de det nye med selvstændig kritik, en kritik, der havde været Steffens selv ganske fremmed eller højst kun havde dæmret et øjeblik for hans bevidsthed, da han en gang i Bamberg traf nogle unge læger, som praktisk ville overføre naturfilosofien i deres lægevirksomhed.
Den danske romantik, der samtidig spirede frem, blev derfor vidt forskellig fra den tyske, og end ikke Oehlenschläger, som vel var den, der personlig nærmest sluttede sig til Steffens, blev strengt taget noget øjeblik i sit liv fuldstændig tysk romantiker.
Jordbunden var i Danmark sundere end i Tyskland. Det meget sygelig overdrevne hos Steffens stødte selv vennerne fra, og for de fjernerestående kom hertil endnu hans forfængelighed og overmodige selvfølelse, der ofte gav sig uforsigtige udslag. Den ældre slægt så derfor i Steffens blot en usund fantast, som det ikke ville være heldigt at knytte til sig.