thumb|right|Notre Dame i Paris, et eksempel på højmiddelalderens arkitektur. thumb|250px|Glasmosaik fra Soissons, 1200-tallet. Højmiddelalderen i Europa går fra 900-tallet til første halvdel af 1200-tallet, dvs. mellem tidlig middelalder og senmiddelalder. Højmiddelalderen, specifikt som tiden efter ca. år 1050, er begyndelsen til den historiske tid i Danmark. I stedet for tidlig middelalder benytter den danske historietradition ofte den regionalt bestemte germansk jernalder, fulgt af vikingetiden til og med det 10. århundrede.
Middelalderen ansås længe for en nedgangsperiode i europæisk historie: Den mørke middelalder. Men særligt høj- og senmiddelalderen rummer en intellektuel, teknologisk og sociologisk udvikling og opblomstring. Truslen mod den græsk-romerske kultur fra de store folkevandringer var i den tidlige middelalder afløst af de germanske, slaviske og eurasiske hærforbunds assimilation af romerske værdier - frem for alt skrifttraditionen - og blev med tiden til de fyrstedømmer, der skulle præge historien de næste mange århundreder. Kristendommen var en uadskillelig del af denne udvikling og oplevede også en ekspansion, da regionerne hinsides de tidligere romerske provinser næsten alle blev kristnet, og befolkningerne i de ”gamle” kristne områder blev inddraget i kirkelivet. Sicilien og specielt Spanien blev under mauriske og saracenske herrer stærkt påvirket af den eksotiske arabisk-islamiske kultur. I højmiddelalderen betød tilbageerobringen, la Reconquista, at områderne igen blev en del af den pan-europæiske kristne kultur. Den frankiske og byzantiske kultur spredte sig langt ind i det østlige Europa, og i hele Europa intensiveredes handelen og overgik vel samlet set handelen i romersk tid. Endelig fik korstogene mod de muslimske områder i Mellemøsten stor indflydelse på handel, teknologi og religion. Omkring 1400 - i senmiddelalderen - havde den romersk-katolske kirke og dets overhoved, paven i Rom, bevist sin afgørende og toneangivende indflydelse i Europa.
Højmiddelalderen var præget af både intellektuelle og samfundsmæssige fornyelser: De europæiske fyrstedømmer konsolideredes, genopdagelsen af Aristoteles' værker iværksatte en ny filosofisk renæssance, og arkitekturen fik en ny stilart, gotikken.
Tendenser Det, som især prægede højmiddelalderen, var det hastigt stigende befolkningstal. Det fremkaldte store politiske og sociale forandringer, og flere historikere mener, at kontinentet var overbefolket omkring 1250. Det var med stor sandsynlighed en af grundene til, at Den sorte død fik så stort et omfang, men krige og økonomiske kriser kan også forklare det. I den feudale villikation - den administrativt organiserede landbrugsproduktion - blev skove og vildnis ryddet, og de tunge lerjorder kunne nu pløjes af den tunge hjulplov, et nyt landbrugsredskab, der mange steder afløste arden. Nye landsbyer og klostre blev grundlagt, og det totale høstudbytte steg. Befolkningstilvæksten var antagelig muliggjort af en klimaforandring.
Overskuddet i fødevareproduktionen medførte en velstandsstigning og en genopblomstring af fjernhandelen, så den nåede et niveau, der ikke var set siden det Vestromerske riges fald i 400-tallet. Handel gik gennem byer, og mens nye byer opstod i Nordeuropa, oplevede de gamle romerske byer i Sydeuropa en ny opblomstring. Handelen var dynamo for nyudviklinger inden for transportteknologien; den nye skibstype koggen havde stor betydning for det nordtyske Hanseforbund. Nye handelsruter over land og vand blev etableret og bandt kontinentet bedre sammen; gejstlige, diplomater og pilgrimme benyttede de nye transportmuligheder, og fjerntliggende europæiske regioner oplevede mere kontakt med fremmede i Europa.
Den vestlige kirke var i hele middelalderen en enhedskirke, der opretholdt en hierarkisk struktur. Den begyndte hos præsten i den enkelte sognekirke, der var underlagt en biskop og øverst paven i Rom. Klostrene var en organisation ved siden af den almindelige kirke; de var centre for lærdom og bøn. De bevarede resterne af den litterære tradition - arven fra den græsk-romerske højkultur - og havde bestemmende indflydelse på skrifttraditionen i fyrstedømmerne.
Samfund I middelalderen var samfundet i højere grad præget af forbindelser og fællesskaber, og alle indgik i forskellige netværk, vertikalt og horisontalt. Et af de vigtigste former for fællesskab blandt samfundets elite var slægten. Også troskabsbånd spillede en stor rolle, lige som gilder, sogne- og landsby/byfællesskaber. De middelalderlige fyrstedømmer var bundet sammen af aftaler om gensidig troskab, forlening af jord og løfter om krigstjeneste og beskyttelse mod ydre fjender. Kejserdømmet var konstant udfordret af indre stridigheder og ikke mindst af pavestolen. Den begyndende statsadministration i kongerigerne var lagt ud til embeder, der varetoges af hertuger, grever, marskgrever og biskopper samt fyrsternes kancelli (; ). Herunder retsvæsen og skatteopkrævning.
Augustins ide-formulering fra 400-tallet kan være med til at formidle højmiddelalderens kulturelle dualitet: Verdslighed og kirkelighed.
Verdsligheden: Det feudale samfund
Systemet med troskabseder og forleninger havde måske rod i det gamle germanske samfund, men næppe den skriftliggjorte bureaukratisering, der så småt begyndte at vise sig i den tidlige middelalder og udviklede sig til højmiddelalderens feudale samfund - mens der dog er en polemik om, hvad dette feudal-samfund egentlig var. Den enkelte kom hurtigt i dobbelte bindinger til både lensherre og slægt, eller til flere lensherrer. Disse bindinger kom ofte til at virke modsatrettet, hvis loyaliteten blev sat på prøve. Men i andre tilfælde kunne den ene forbindelse virke stabiliserende på konflikter, hvor den anden kunne virke destabiliserende og fremme en konfrontation. Det politiske system havde derfor en ekstremt dynamisk karakter, hvor en ny alliance fuldstændigt kunne vende om på magtforholdene. Bønderne, og deres medhjælpere, var derimod mere forankrede og til dels stavnsbundne.
Systemet opstod omkring år 1000 i Frankrig; her var det karolingiske retssystem gået i opløsning, og et klientelsystem - som det romerske klientel-system - blev igen dominerende. Initiativet for opretholdelse af lov og orden i lokalområdet blev overført til de lokale stormænd. I et samfund, hvor centraladministrationen havde mistet betydning og indflydelse, var lenssystemet en måde at institutionalisere den magt, der hvilede på voldsudøvelse, så den faktiske voldsanvendelse kunne begrænses mest muligt.T.N. Bisson (1994) er en videreudvikling af G. Dubys banebrydende teori I middelalderforskningen har beskrivelsen af feudalsystemet ofte været et forsøg på at udvikle en statisk model over samfundsformen, hvor samfundet i høj grad var præget af forandring. Diskussionen om, hvad feudalisme dækker over, og om den nogensinde reelt eksisterede, fylder derfor meget i forskningen.Denne debat kan bl.a. følges i Reynolds (1997), T.N. Bisson (1994) og kommentarerne i Past & Present (1997)
Statsmagten i Romerriget eller som den udviklede sig i moderne tid eksisterede nærmest ikke. Det var de personlige relationer, der holdt sammen på et kongerige. Men det spirende embedsvæsen og den skriftligt-administrative praksis i denne tid dannede også grundlaget for senere monarkier. Først i løbet af 1300-tallet - begyndelsen af senmiddelalderen - havde den kongelige centraladministration udviklet sig, så den kunne overtage ansvaret for domsafsigelse og opkrævning af skatter.
Kirkeligheden: Det gejstlige samfund Parallelt med det verdslige magtsystem - figurativt set - fandtes den gejstlige organisation, og formelt var alle kirker og klostre i den hellige romerske kirke og i det byzantiske rige og de koptiske kirker underlagt den romerske paves myndighed. I højmiddelalderen rådede pavestolen desuden over så store ressourcer og nød så stor prestige, at flere af periodens paver insisterede på, at de besad herredømmet over de verdslige fyrster og forsøgte at bruge deres indflydelse politisk i pavernes storhedstid.Nordberg (1994) pp. 247
Pavernes magt var på intet tidspunkt suveræn, og Innocens III, hvis pontifikat ofte regnes for et højdepunkt for det middelalderlige pavedømme, opnåede reelt kun fiaskoer med sine prestigeprojekter. I løbet af 1000-tallet havde pavestolens selvopfattelse ændret sig, og den optrådte nu langt mere selvbevidst. Den romersk-katolske og den græsk-sprogede østlige ortodokse kirke havde gensidigt bandlyst hinanden; det er Det store skisma der har varet til i dag. Nok et resultat af den øgede selvbevidsthed i Rom.Esmark & McGuire (1999) pp. 95
I det kirkelige hierarki opstod der i 100-tallet også en reformbevægelse for adskillelsen af de gejstlige og de verdslige funktioner i samfundet; en adskillelse som i det middelalderlige samfund faktisk var en umulighed - med biskopper, der også optrådte som verdslige fyrster med deraf følgende militære forpligtelser, og med verdslige fyrster, der gerne indsatte deres egne kandidater i gejstlige embeder. Hertil kom udnævnelsen af lægfolk som forvaltere over klostergods - verdslige abbeder, som i ældre tyske historieskildringer kaldes sekular-abbeder ().
I et samfund, der byggede på udveksling af gaver, embeder og alliancer, var en adskillelse mellem kirke og stat ikke mulig. Sammenstødet mellem reformbevægelsens ideer og det feudale samfunds mekanismer skabte i høj grad grundlaget for investiturstriden, der også markerede en væsentlig problemstilling i denne periode - magtens legitimitet.
Samfundsgrupper thumb|200px|left|Senmiddelalderlig afbildning af stændersamfundet (Johannes Lichtenberger, 1488) I de beskrivelser af samfundet, der kendes fra middelalderen, ses tre forskellige stænder, der var gudgivne og evige. Øverst i hierarkiet var de "bedende" (oratores, de gejstlige). Dernæst de "kæmpende" (bellatores, herunder konger, adel og riddere). Og nederst de "arbejdende" (laboratores): resten af samfundet. Sociologisk giver denne tredelte struktur ikke mening, når det højmiddelalderlige samfund skal beskrives, fordi den er for enkel og på trods af at rigdom og politisk indflydelse - de to store social-strukturelle faktorer - ofte fandtes øverst i det skematiserede hierarki. Denne opfattelse findes da også i videst udstrækning blandt medlemmer af gejstligheden og var måske mest af alt et udtryk for ønsketænkning.Nordberg (1985) pp. 162-166
Det almindelige historiesyn beskriver alternativt en pyramidestruktur: lens-pyramiden. Med udgangspunkt i de feudale lens- og edsforhold, bliver det råderetten over jorden, der karakteriserer rigdom og magt. I løbet af højmiddelalderen blev dette system udfordret af den voksende pengeøkonomi og den gradvise centralisering af magten hos kongerne. Bybefolkningerne stod i udkanten af lensvæsnet, med dets uddeling af brugsretten til jord. Deres liv var ikke direkte afhængigt af råderet over jord. En lille gruppe købmænd og bankierer overgik endda størstedelen af adelen i rigdom og politisk indflydelse.
Men det er stadig nærliggende og umiddelbart overskueligt at se på visse forskelle mellem de tre samfundsgrupperne, når fokus rettes mod funktioner.
De tre klassiske stænder Langt den største befolkningsgruppe var landbefolkningen; den var primært beskæftiget med fødevareproduktion. Ressourcerne var ujævnt fordelt, mellem landarbejdere, livegne, selvejere, storbønder og herremænd. En anden gruppe var de professionelle krigere, hvor ridderne var en særligt fremtrædende gruppe. Adelen var administratorer og nogen gange kongernes ligemænd eller rivaler. Det gejstlige hierarki med flere funktioner, der greb ind i det verdslige samfund.
Bybefolkningen bestod af en broget blanding af håndværkere, købmænd og arbejdere. En mindre gruppe tjenestefolk, der i hovedtræk delte livsforhold med det herskab de tjente hos, men som eventuelt kunne gøre brug af deres talent og få status og rigdom.