thumb|Greater Cahokia (Cahokia -, East St. Louis - og St. Louis distriktet) thumb|Emerald Acropolis – et tidligt anlagt center for religiøs fordybelse 24 km øst for Greater Cahokia Greater Cahokia er den samlende betegnelse for mississippi-kulturens forhistoriske storby Cahokia, Illinois, samt de over 200 anlagte jordhøjeTainter, Joseph A.: "Cahokia: Urbanization, Metabolism, and Collapse." Frontiers in Sustainable Villages. Vol. 1 (December 2019). Pp. 1-16. og by- og landbrugs-områder, der strakte sig ca. 14 km vest for byen i et smalt bælte.Pauketat, Timothy R., Andrew C. Fortier, Susan M. Alt and Thomas E. Emerson: "A Mississippian conflagration at East St. Louis and its political-historical implications." Journal of Field Archaeology. Vol. 38, No.3 (2013). Pp. 210-226.
Greater Cahokia dækkede et areal på mindst 15 km2, hvoraf en lille del lå vest for Mississippi River i Missouri.Emerson, Thomas E., Kristin M. Hedman, Mary L. Simon, Mathew A. Fort, and Kelsey E. Witt: ”Isotopic Confirmation of the Timing and Intensity of Maize Consumption in Greater Cahokia.” American Antiquity. Vol. 85, No. 2. 2020. Pp. 241–262. I storhedstiden (ca. 1050 til 1100) var Greater Cahokia nok befolket af mellem 10.000 til 15.500 borgere.Fritz, Gayle J.: Feeding Cahokia. Early Agriculture in the North American Heartland. University of Alabama Press. 2019.
Områder op til 50 km væk var tilknyttet Greater Cahokia. Sydpå lå bl.a. et stort landbrugsområde, Richland Complex, og i øst rejste jordhøjene med tempelkomplekset Emerald Acropolis sig.Alt, M. Susan: ”From Weeping Hills to lost Caves. A Search for Vibrant Matter in greater Cahokia.” Pp. 19-39. i Susan M. Alt and Timothy R. Pauketat (Eds.): New Materialisms, Ancient Urbanisms. London and New York. 2020. Mitchell Site var anlagt 10 km nordpå.
Arkæologer opdeler Greater Cahokia i tre distrikter med diffuse grænser, der hver især havde et tættere bebygget areal omkring anlagte jordhøje: Fra øst mod vest er der Cahokia distriktet, East St. Louis distriktet og St. Louis distriktet i Missouri. De to sidste distriktsnavne skyldes, at både det moderne East St. Louis og St. Louis er grundlagt oven på de indfødte amerikaneres byarealer fra det 11. århundrede.Fowler, Melvin L.: The Cahokia Atlas. A Historical Atlas of Cahokia Archaeology. Springfield. 1989. Af samme grund er udelukkende flere af Cahokias menneskeskabte jordhøje forholdsvis intakte.Timothy R. Pauketat, Susan M. Alt, Alleen M. Betzenhauser, Jeffery D. Kructen, AND Erin M. Benson: "Cahokia as Urban Anomaly." Journal of Urban Archaeology. 7 (2023). Pp. 253–274.
Greater Cahokia
Generelt om Greater Cahokia thumb|Et udsnit af Cahokia thumb|Dagligliv i storbyen thumb|En jordhøj med en lang, smal højderyg. Karakteristisk for Greater Cahokias gravhøje thumb|Tempel med en markørpæl foran Fælles for Greater Cahokias tre distrikter var deres hurtige og overraskende opståen i et landskab præget af vand i form af Mississippi River, mindre vandløb, søer, sumpe og vandfyldte lånehuller samt underjordiske bække i kalkstenshuler. Vådområderne og de omgivende arealer menes at have været tillagt hellige kræfter eller magiske egenskaber af Greater Cahokias grundlæggere, og det var nok afgørende for placeringen af deres byer og templer på stedet.
Distrikterne var topstyret af politiske/religiøse ledere i et brud med fortiden.Emerson, Thomas E.: ”An Introdoction to Cahokia 2002: Diversity, Complexity, and History.” Midcontinental Journal of Archaeology. Vol. 27, No. 2 (Fall 2002). Pp. 127-148.
Byernes sammensatte og til start voldsomt voksende befolkninger boede i grenhytter med et sænket gulvAlt, Susan M. and Timothy R. Pauketat: ”Why Wall Trenches?” Southeastern Archaeology. Vol. 30, No. 1 (Summer 2011). Pp. 108-122. og stråtækt tag. En af mississippikulturens nyskabelser var gravede render i bygningernes omkreds til støtte for præ-fabrikerede ydervægge af flettede grene eller rør. I hvert distrikt stod der desuden iøjnefaldende templer, runde svedehytter og huse af forskellige størrelser og typer. I nogle af bygningerne opbevarede stedets religiøse ledere nok ceremonielle genstande, mens andre tjente som f.eks. små forrådskamre.
Store, åbne pladser mellem monumentale jordhøje samt placeringen af høje og op til en meter tykke markørpæle ved templer og gravhøje var også et fællestræk for de tre distrikter.Alt, Susan M, Jeffery D. Kruchten and Timothy R. Pauketat: ”The Construction and Use of Cahokia's Grand Plaza.” Journal of Field Archaeology. Vol. 35, No. 2 (June 2010). Pp. 131- 146. Flere hundrede afdøde, deriblandt et fåtal fremtrædende folk, blev begravet i især jordhøje med en smal højderyg i længderetningen.
Lånehuller med et areal på op til 12 hektarer lå spredt i Greater Cahokia. Det var derfra jorden og prærieslammet til højene var taget. Visse af dem var nok bevidst gravet rummelige nok til at forvandle dem til store vandhuller med fisk i, når Mississippi River gik over sine bredder. Byboerne benyttede andre af lånehullerne som lossepladser og latrin-områder.
Hvert distrikt havde et eller flere perleværksteder, hvor man fremstillede tusindevis af kunstperler af bl.a. konkylier fra den Mexicanske golf.Kozuch, Laura: “Shell bead crafting at Greater Cahokia.” North American Archaeologist. Vol. 43, No. 1 (2022). Pp. 64-94
Dyrket majs og anden avl fra haven, fisk, svømmefugle samt vildt udgjorde hovedparten af kosten for de arbejdende bybefolkninger. Under folkefester på de centrale bypladser som afslutning på fuldførte ceremonier svælgede indbyggerne i rådyr, svaner, præriehøns og store fisk.Pauketat, Timothy R., Lucretia S. Kelly, Gayle J. Fritz, Neal H. Lopinot, Scott Elias and Eve Hargrave: “The Residues of Feasting and Public Ritual at Early Cahokia.” American Antiquity. Vol. 67, No. 2 (Apr., 2002). Pp. 257-279.
Røgofre til de øverste magter i form af brændte majskolber viklet ind i vævet stof er fundet flere steder i Greater Cahokia. Rester af talrige nedbrændte hytter forklares med hyppige fornyelses-ritualer, hvor cahokianerne med forsæt skilte sig af med alt det gamle.
Da Greater Cahokia begyndte at gå i opløsning efter 1150, afskærmede man de politiske/religiøse lederes bykvarterer fra de omgivende samfund med et højt hegn eller en palisade.Benson, Larry V., Timothy R. Pauketat and Edward R. Cook: ”Cahokia's Boom and Bust in the Context of Climate Change”. American Antiquity. Vol. 74, No. 3 (Jul., 2009). Pp. 467-483.
Efter senest 1275 var det storfamilier og frivillige fællesskaber, der stod for initiativerne og aktiviteterne i Greater Cahokia. Væk var topstyringen og med den også elitens prangede bygninger og de overdådige perle-begravelser af folk af rang. Befolkningstallet var nok halveret fra 1050, så der levede mellem 5.000 og 7.000 folk i regionen.
Inden 1350 var Greater Cahokia stort set affolket.
Cahokia distriktet thumb|Cahokia som byen nok så ud i dens glansperiode thumb|Den hævede Rattlesnake Causeway gennem et sumpet område forbandt selve Cahokia og gravhøjen Rattlesnake Mound en km borte Storbyen Cahokia lå knap 12 km øst for Mississippi River. Den var centrum i klart det største distrikt af samme navn med et areal på mindst 10 km2. Det strakte sig vestpå i en tynd forgrening langs Horseshoe Lake og gled over i East St. Louis distriktet ca. otte km borte.
Af Cahokias omkring 120 jordhøjeMcNutt, Charles H.: Cahokia in Context. Hegemony and Diaspora. University of Florida Press. 2020. er Monks Mound den mest monumentale med en højde på ca. 30 meter og skabt af over 600.000 m3 jord båret hen til højen i kurve. Et antal bygninger knejsede på højens flade top. Det største hus eller tempel havde et gulvareal på mere end 400 m2 (dog muligvis overgået af en 1200-tals bygning på 800 m2). En 24 hektar stor, planeret centerplads (Grand Plaza) strakte sig umiddelbart syd for Monks Mound. Fra det store torv kunne man gå tørskoet gennem et sumpet område til gravhøjen Rattlesnake Mound en km sydpå ad en anlagt, hævet vej.
Omkring to km2 af Cahokia distriktets areal var tætbebygget med mindst 400 strukturer per km2. Resten var et mere åbent terræn med beskedne hytter, haver, åbne pladser, gravede lånehuller, jordhøje og naturlige vådområder.
Mindst syv perleværksteder har været aktive i distriktet. thumb|Et lille stykke genskabt palisade ved Cahokia Mounds State Historic Site thumb|Cahokias “Woodhenge” regnes for en parallel til Stonehenge En mere end tre km lang palisade afskærmede Grand Plaza og Monks Mound fra de mere jævne kvarterer engang efter 1150.
Omkring 1160 lagde en storbrand flere kvarterer øde,Pompeania, David P., Aubrey L. Hillmana, Matthew S. Finkenbindera, Daniel J. Baina, Alexander Correa-Metrioe, Katherine M. Pompeanif, Mark B. Abbotta: ”The environmental impact of a pre-Columbian city based on geochemical insights from lake sediment cores recovered near Cahokia.” Quaternary Research. 2018. Pp. 714-728. muligvis som en kontrolleret handling sådan som det skete i East St. Louis distriktet.
Cahokias elite konstruerede det første ”Woodhenge” af mindst fire mellem 1100 og 1200.Pauketat, Timothy R.: Cahokia: Domination and Ideology In the Mississippian World. Lincoln. 2000. Ved hjælp af aflæsninger på en kæmpecirkel af opstillede pæle kunne de fastslå f.eks. solhverv og jævndøgn.Wittry, Warren L.: ”Cahokia Woodhenge Update.” Archaeoastronomi. Vol. 3, No. 1. (Winter 1980). Pp. 12-14.
Indbyggertallet faldt til højst 4.500 over midten af 1200-tallet efter en generel udvandring. De tilbageblevne trak deres bebyggelser sammen i mindre klynger.
Lige før eller noget efter indgangen til 1300-tallet var Cahokia stort set affolket.
East St. Louis distriktet East St. Louis distriktet var det mellemste distrikt med et areal på ca. 2,9 km2. Det lå ca. otte km fra Cahokia mod øst og med Mississippi River to km vestpå. Af alle mississippikulturens bygge- og anlægsprojekter overgik alene Cahokia East St. Louis distriktet.
Distriktet opstod nok sideløbende med at selve Cahokia blev grundlagt, omkring 1050. Tidligt opførte man en jordhøj omkring en ældre køkkenmødding, og 200 år senere hævede i alt 45 menneskeskabte jordhøje sig i distriktet. Ingen af dem eksisterer mere.
thumb|Byliv En generel flytning fra land til by fandt sted de næste 50 år, så mindst 5.000 indbyggere levede i East St. Louis distriktet ved indgangen til 1100-tallet. En fjerdedel eller flere var tilflyttere fra fjerne egne som Arkansas og Indiana, der følte sig draget af det banebrydende sociale/kulturelle/religiøse eksperiment, der pågik i Greater Cahokia.
Der er fundet spor efter 1500 hytter og andre bygninger som rådslagningshuse eller templer på et 11 hektar stort område. En gren- og stråhytte holdt 10 til 15 år, hvorpå en ny blev bygget på pladsen. Højtstående familier boede i vinkel- eller T-formede huse i særlige bydele, der var tætbebyggede, men mærkeligt nok kun tyndt befolket.
I starten af 1100 tallet hævede og nivellerede bybefolkningen en del af distriktet i Mississippi floddalen ved at påfylde sand- og leragtige materialer. I en periode fungerede det hævede område måske som et åbent torv; et gennemgående element i cahokianernes byplanlægning var store centerpladser. Nye bygninger kom til, f.eks. en rotunde med en diameter på 27 meter.
Fra 1150 fik distriktet over 100 nye hytter, der nogle steder stod så tæt som tre hytter pr. 100 m2. Størrelsen varierede fra fire til 23 m2. Hytterne var ikke ordinære hjem, for de var sjældent beboet. Hyttebyen var omgivet af et dobbelt hegn eller palisade. Alle hytterne brændte omkring 1160-1170, tilsyneladende antændt efter en plan og som et ritual, idet bydelen ikke blev genopført.