Ole Faarup (født 20. august 1934 på Frederiksberg død 27. februar 2025Dødsannonce på afdøde,dk, besøgt 15. august 2025.) var en dansk møbelhandler og kunstsamler.
Faarup ejede en af Danmarks største privatejede kunstsamlinger, som ved hans død i 2025 overgik til Ole Faarups Kunstfond. Værdien af Faarups kunstsamling vurderedes inden salget af de mest værdifulde værker i 2025 at ville indbringe fonden mindst 300 millioner kroner.
Levnedsløb
Ole Faarup blev født på Frederiksberg i 1934 og boede her til sin død. Han voksede op i en kunstinteresseret lægefamilie. Ole læste selv oprindelig medicin, men via et studiejob hos en møbelhandler endte han selv med at blive handelsuddannet indenfor møbelbranchen. I 1959 tog han højere handelseksamen ved Niels Brock og blev derpå ansat i Georg Jensens Sølvsmedie A/S. I 1960'erne arbejde han i New York og brugte hele sin fritid på gallerier og i kunstmiljøet. Han vendte senere tilbage til Danmark og ejede i 35 år forretningen "3 Falke Møbler" på Frederiksberg. I 1980 stiftede han desuden Ole Faarup Møbler ApS - Im- og Eksport - Totalentreprise.
Kunstinteresse og kunstsamling
Faarup, der var ugift, var passioneret kunstelsker og -samler. Han stiftede Det Danske Kunstsamler Selskab og mødte igennem sit liv virkelig mange, ofte unge og ukendte kunstnere, hvis værker han købte, og som siden blev kendte navne. Det gjaldt blandt andet to hovedværker af den skotske kunstner Peter Doig, som ved Faarups død i 2025 var blevet en af verdens dyreste nulevende malere.
Faarup brugte over 50 år på at opbygge sin private kunstsamling, som befandt sig i hans eget hjem på Frederiksberg.Nu kan du opleve Danmarks største, private kunstsamling på klods hold: Men du skal skynde dig. Artikel på bobedre.dk 15. august 2025. Ved sin død havde Faarup omkring 600 værker i sin samling, hvorfra han ofte udlånte til museer, også nogle af de største kunstmuseer i verden. Udover Peter Doig ejede han blandt andet værker af Chris Ofili, Jean-Michel Basquiat, Per Kirkeby, Ejler Bille, Sonja Ferlov Mancoba, Esben Weile Kjær og Kinga Bartis. Han betegnedes i medierne som en af Danmarks største og vigtigste kunstsamlere.Andreas Thorsen: “I en forjaget tid, hvor hele verden synes klar til at gå i krig, har vi brug for kunst, fordi kunst er ro.” Mød Danmarks største kunstsamler. Artikel på zetland.dk 19. oktober 2017.Ole ejer Danmarks største kunstsamling, som er svimlende summer værd. Kig ind i et unikt hjem, du ikke sådan lige glemmer igen. Artikel på bobedre.dk 7. september 2024.
Ole Faarups Kunstfond
I 2025 stiftede boet efter ham Ole Faarups Kunstfond, som arvede hele hans formue i form af kunstværker, møbler, ejendomme mm. Fondens midler skulle fremover gå til danske, grønlandske og færøske kunstnere under 50 år, bl.a. til museumskøb af deres værker og støtte til udstillinger. Ifølge dagbladet Børsen vurderedes det, at salget af hans efterladte værdier ville indbringe mindst 300 millioner kr. til fonden. I august 2025 blev 85 af de væsentligste værker fra Faarups private kunstsamling for eneste gang nogensinde udstillet for offentligheden i Kunsthal N på Nørrebro i København i fire dage, inden de senere på efteråret sammen med 55 andre værker skulle sælges på auktion i London, og samlingen dermed spredes for alle vinde.Michael Solgaard: Kunstsamler donerer over 300 mio. kr. til kunstfond efter sin død. I fire dag kan alle se hans værker på Nørrebro. Artikel i Børsen 15. august 2025.
Fondsstøtten gives ved, at danske museer og offentlige samlinger kan ansøge om indkøb af værker af yngre danske kunstnere, herunder færøske og grønlandske kunstnere, samt af yngre udenlandske kunstnere. Ligeledes kan udenlandske museer ansøge om indkøb af værker af yngre danske kunstnere, herunder færøske og grønlandske kunstnere. Desuden kan der gives støtte, når en yngre dansk, herunder færøsk og grønlandsk, kunstner har sin første store udstilling i udlandet.
Andet
Faarup var optaget i Kraks Blå BogOle Faarup. Opslag på blaabog.dk, besøgt 15. august 2025. og ridder af Dannebrog.
Kilder
Eksterne henvisninger Ole Faarups Kunstfond
Kategori:Personer fra Frederiksberg Kategori:Erhvervsfolk fra Danmark Kategori:Kunstsamlere fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Riddere af Dannebrog