alt=|thumb|350x350px|Karate-træning med Shinpan Gusukuma ved Shuri Slot, ca. 1938, Okinawa, Japan Okinawansk kampsport, eller okinawansk kampkunst omfatter de traditionelle kampsportssystemer, der opstod blandt den oprindelige befolkning på Okinawaøen, herunder karate, tegumi og kobudō. På grund af øens strategiske placering mellem Japans hovedøer og Taiwan blev Okinawa i århundreder påvirket af kulturelle udvekslinger gennem handel med både Kina, Japan og Sydøstasien, hvilket fik afgørende betydning for udviklingen af lokale kampformer. Den tidligste kendte form for ubevæbnet selvforsvar blev kaldt tōde (唐手), bogstaveligt ”kinesisk hånd”, og var også kendt som Okinawa-te (沖縄手), tūdi eller uchinādi i lokale dialekter.
Tōde var oprindeligt påvirket af kinesisk quanfa (拳法), og efterhånden som systemet udviklede sig, opstod der på Okinawa to hovedretninger: Shōrei-ryū og Shōrin-ryū. Shōrei-ryū lagde vægt på styrke, stabilitet og åndedræt, mens Shōrin-ryū fokuserede på teknik, hastighed og smidighed – et forhold der ofte sammenlignes med de kinesiske principper yin og yang. På dette tidspunkt fandtes betegnelsen karate endnu ikke; kunsten blev kaldt tōde (”Tang-hånd” eller ”kinesisk hånd”) eller blot te (手, ”hånd”). Senere blev navnet ændret til karate (空手), hvor kara oprindeligt betød ”kinesisk”, men i det 20. århundrede blev betydningen ændret til ”tom”, således at karate kom til at betyde ”den tomme hånd”. Denne ændring afspejlede både en filosofisk og kulturel distance fra Kina og understregede samtidig forskellen fra kobudō (kamp med våben).
Okinawa-te udviklede sig lokalt til tre hovedskoler: Naha-te, Shuri-te og Tomari-te, opkaldt efter byerne hvor de blev praktiseret. Naha-te var stærkt påvirket af sydkinesisk kung fu (især Fujian-stilene), mens Shuri-te og Tomari-te havde mere til fælles med de hurtigere og mere bevægelige nordkinesiske systemer. Fra Naha-te udsprang senere to centrale skoler: Uechi-ryū, grundlagt af Kanbun Uechi, og Gōjū-ryū, som blev udviklet af Chōjun Miyagi efter hans lærer Kanryō Higaonna. Disse stilarter bevarede mange elementer af kinesisk kampkunst, såsom vejrtrækningsteknikker, cirkulære bevægelser og et fokus på indre styrke.
I begyndelsen af det 20. århundrede blev tōde (senere karate) anerkendt som et værdifuldt fysisk og pædagogisk redskab, især takket være Gichin Funakoshi, der spillede en central rolle i at introducere karate til det japanske fastland. Hans indsats førte til, at karate i 1900-tallet blev integreret i de japanske skoler som en disciplin, der fremmede både fysisk sundhed og moralsk udvikling. Denne udvikling markerede overgangen fra de traditionelle kampformer (kobudō) til de moderne budō-discipliner, som lagde vægt på personlig udvikling og etik såvel som kampteknik.
Historie De tidligste forløbere for de moderne okinawanske kampsystemer menes at være blevet introduceret på Okinawa i det 7. århundrede af besøgende fra Kina, herunder buddhistiske og daoistiske munke. Øvelsen af disse kinesiske kampformer på øen førte over flere århundreder til udviklingen af de lokale kampsystemer kendt som te (手, på okinawansk: ti, “hånd”).
I det 14. århundrede begyndte Okinawas tre kongeriger – Chūzan, Hokuzan og Nanzan – at betale tribut til den kinesiske Ming-dynasti, hvilket førte til, at kinesiske diplomater og handelsfolk bosatte sig på øen. Nogle af disse kinesere underviste de lokale i kinesiske kampformer som quanfa (拳法, “lovene om nævens kunst”), kendt på Okinawa som kempō. Okinawanerne kombinerede disse kinesiske systemer med deres egne lokale kampsystemer og udviklede tōde (唐手, udtalt tuudii, “Tang-hånd” eller “kinesisk hånd”), som også blev kaldt Okinawa-te (沖縄手).[http://www.msisshinryu.com/masters/index2.shtml Okinawan Masters] . msisshinryu.com. Hentet 20. juni 2011.
I 1429 blev de tre kongeriger samlet til Kongeriget Ryukyu. Da kong Shō Shin kom til magten i 1477, forbød han udøvelsen af kampkunst af frygt for, at kunsten kunne bruges til bedrag og oprør. Tōde og kobudō blev derfor praktiseret i hemmelighed. Forbuddet blev videreført i 1609, efter at Okinawa blev invaderet af det japanske Satsuma-domainet. Denne forbudspolitik bidrog til udviklingen af kobudō, hvor redskaber fra husholdning og landbrug blev anvendt som våben.
I løbet af det 18. århundrede udviklede forskellige former for te sig i tre byer – Shuri, Naha og Tomari. Disse stilarter blev kaldt henholdsvis Shuri-te, Naha-te og Tomari-te. Hver af disse var lokale varianter af okinawansk kampkunst, som senere kom til at danne grundlaget for det moderne karate.
Betegnelserne Shuri-te, Naha-te og Tomari-te tilhørte samme familie af kampformer, som samlet blev omtalt som tōde-jutsu eller blot tōde.
Ifølge Funakoshi Gichin beskrev de ældre mestre i begyndelsen af Meiji-perioden (1868–1912) den kinesisk påvirkede kampkunst som tōde (唐手), mens de lokale, oprindelige systemer blev kaldt Okinawa-te (沖縄手).Gichin Funakoshi, "Treasured Edition: Karate-do Ichiro", Miki Shorin, 2004, s. 95 I Karatedō Kyōhan (1935) skrev Funakoshi, at mange krigere i en tid præget af beundring for Kina rejste til landet for at studere kinesisk kampkunst og kombinerede disse teknikker med de ældre, lokale metoder, kaldet Okinawa-te. Resultatet var udviklingen af tōde (唐手), som senere blev kendt som karate.Gichin Tomakoshi, "Karate-do Kyohan", Okura Kobundo, 1933, s. 2 Ifølge Mabuni Kenwa blev betegnelsen karate først taget i brug omkring år 1901, da kunsten blev introduceret i det lokale skolesystem. Før denne tid brugte de okinawanske udøvere blot ordet te (手) om deres kampkunst.
Efter Taishō-perioden (efter 1926) begyndte Okinawa-te og karate-jutsu systematisk at blive undervist i det øvrige Japan.Donn F. Draeger (1974). Modern Bujutsu & Budo. Weatherhill, New York & Tokyo. s. 125.
Tōde Den tidligste form for ubevæbnet kampkunst på Okinawa blev kaldt tōde (唐手) eller okinawa-te (沖縄手), hvilket betyder "kinesisk hånd". Tōde var i sin oprindelse stærkt påvirket af kinesisk quanfa (拳法). Med tiden udviklede der sig forskellige skoler og retninger, som senere dannede grundlag for de moderne karatestile. I denne periode eksisterede betegnelsen "karate" endnu ikke; kunsten blev omtalt som tōde ("Tang-hånd", dvs. kinesisk) eller blot te (手, "hånd").
Efterhånden ændrede navnet sig til karate (空手), hvor ordet kara oprindeligt betød "kinesisk", men i det 20. århundrede fik en ny fortolkning som "tom" eller "uden" i betydningen "tom hånd", for at adskille den ubevæbnede kamp fra kobudō (kamp med våben). Tōde blev anerkendt som et værdifuldt undervisningsredskab i skolesystemet omkring år 1900, især takket være Gichin Funakoshi, der senere blev kendt som grundlæggeren af moderne karate.
Okinawa-te udviklede sig gradvist i tre regionale retninger, der blev navngivet efter deres oprindelsesområder: Naha-te, Shuri-te og Tomari-te.
Naha-te
Naha-te (那覇手, "Nahas hånd") var en af de tre hovedretninger inden for okinawansk kampsport, som senere dannede grundlaget for karate. Stilen opstod omkring byen Naha, et vigtigt handelscentrum i det tidligere Kongeriget Ryukyu, og var stærkt påvirket af kinesiske kampkunster fra det sydlige Fujian i Kina, herunder systemer som bai he quan (白鶴拳, "Hvid trane-stil"). Disse teknikker blev indført til Okinawa gennem handel, diplomatiske forbindelser og bosættelser i det kinesiske kvarter Kume-mura i Naha i løbet af det 18. og 19. århundrede.
Naha-te var karakteriseret ved kraftfulde bevægelser, kontrolleret åndedræt (ibuki), lavt tyngdepunkt, og vægt på indre energi (ki). Systemet fokuserede på styrke, udholdenhed og præcision i teknikken. Mange elementer, såsom brugen af den spændte krop, dyb vejrtrækning og cirkulære bevægelser, minder om kinesiske systemer fra det sydkinesiske kung fu.
Den moderne udvikling af Naha-te forbindes især med mesteren Kanryō Higaonna (東恩納 寛量, 1853–1915), som studerede kinesisk kampkunst i Fujian og bragte teknikkerne tilbage til Okinawa. Hans system blev videreført af hans elev Chōjun Miyagi (宮城 長順, 1888–1953), som formaliserede træningsmetoderne og kaldte sin stil Gōjū-ryū (剛柔流, "den hårde og bløde stil"), i dag en af de fire store karatestilarter i Japan. En anden af Higaonnas elever, Jūhatsu Kyōda (許田 重発, 1887–1968), grundlagde stilen Tōon-ryū (東恩流).
Også Kanbun Uechi (上地 完文, 1877–1948), der studerede kinesisk kampsport i Fuzhou, udviklede et beslægtet system kendt som Uechi-ryū. Disse stilarter regnes alle som direkte efterkommere af Naha-te-traditionen.
De mest berømte mestre i Naha-te-traditionen var:
Arakaki Seishō (新垣 世璋, 1840–1920)
Kanryō Higaonna (1853–1915)
Chōjun Miyagi (1888–1953)
Jūhatsu Kyōda (1887–1968)
Kanbun Uechi (1877–1948)
Kenwa Mabuni (摩文仁 賢和, 1889–1952)
Vigtige kata i Naha-te-traditionen omfatter:
Sanchin (サンチン) Saifa (砕破) Seiyunchin (制引戦) Shisochin (四向戦) Seipai (十八手) Seisan (十三)
De senere stilarter, som stammer fra Naha-te, omfatter Gōjū-ryū, Tōon-ryū, Ryūei-ryū og Uechi-ryū.
Shuri-te
Shuri-te (首里手, "Shuris hånd") var en traditionel kampkunst, som opstod i byen Shuri, den tidligere hovedstad i Kongeriget Ryukyu. Shuri var politisk centrum og hjemsted for adelen og samuraiklassen på Okinawa. Denne skole lagde vægt på hurtighed, fleksibilitet og økonomiske bevægelser, i modsætning til den mere kraftbetonede Naha-te.
Shuri-te byggede i høj grad på lokale selvforsvarsteknikker (te) kombineret med påvirkning fra nordkinesiske kampkunster (quanfa), som blev bragt til Okinawa gennem diplomatiske missioner og udveksling. Teknikkerne var eksplosive og direkte, med vægt på hurtige slag, spark og hurtig forflytning.
Nogle af de mest kendte mestre i Shuri-te-linjen var:
Sakukawa Kanga (佐久川 寛賀, 1782–1862)
Matsumura Sōkon (松村 宗棍, 1809–1899), ofte anset som "Shuri-te’s fader"
Ankō Itosu (糸洲 安恒, 1831–1915), som indførte karate i skolesystemet
Ankō Asato (安里 安恒, 1827–1903)
Gichin Funakoshi (船越 義珍, 1868–1957), grundlægger af Shōtōkan
Chōmo Hanashiro (花城 長茂, 1869–1945), den første til at skrive ordet "karate" med tegnet 空 (”tom”)
Chōtoku Kyan (喜屋武 朝徳, 1870–1945)
Chōki Motobu (本部 朝基, 1870–1944)
Vigtige kata i Shuri-te-traditionen omfatter:
Naihanchi (ナイハンチ) Pinan/Heian (平安) Kūsankū (観空) Passai (披塞) Jion (慈恩) Jitte (十手) Sōchin (壯鎭) Chintō (鎮闘)
Shuri-te blev fundamentet for mange moderne karatestilarter, herunder Shōtōkan-ryū, Wadō-ryū, Shitō-ryū, Shōrin-ryū, Shūdōkan og Motobu-ryū.
Tomari-te
Tomari-te (泊手, "Tomaris hånd") udviklede sig i den lille fiskerby Tomari nær Shuri. Stilen havde både ligheder med Shuri-te og egne særpræg, blandt andet påvirkning fra lokale kampformer og kinesiske systemer introduceret af handelsmænd og diplomater.
Tomari-te var præget af bevægelighed, kast, greb og kontrolteknikker, og blev betragtet som et bindeled mellem Shuri-te og Naha-te. Den havde et mere praktisk fokus på selvforsvar og var mindre formaliseret end de to andre hovedskoler.
Blandt de mest kendte mestre i Tomari-te var:
Matsumora Kōsaku (松茂良 興作, 1829–1898)
Oyadomari Kōkan (親泊 興寛, 1827–1905)
Chōtoku Kyan (喜屋武 朝徳, 1870–1945)
Chōki Motobu (本部 朝基, 1870–1944)
Vigtige kata i Tomari-te omfatter:
Ananku (安南空) Wankan (王冠) Wanshū (汪楫) Passai (披塞) Naihanchi (ナイハンチ)
Efterhånden blev Tomari-te integreret i de større karatesystemer og bidrog til udviklingen af Shōrin-ryū, Shōrinji-ryū, Motobu-ryū og Matsumora-ryū.
Geografisk placering af Okinawa thumb|250x250px|Ryukyu-øerne, området der udgør Okinawa-præfekturet og Okinawaøen (2)