Johanne Schjørring, egentlig Helene Johanne Caroline Schjørring (født 4. juni 1836 i Hem ved Skive, død 9. marts 1910 på Frederiksberg) var en dansk forfatter, der i anden halvdel af 1800-tallet udgav en lang række populære romaner og fortællinger. Hendes bøger blev læst vidt og bredt i danske hjem og oversat til flere sprog, især tysk.

Liv Johanne Schjørring voksede op i en præstegård på Skiveegnen i et hjem præget af patriarkalsk orden. Den nærliggende Limfjorden lærte hun at kende på jagtture sammen med sin far, sine to brødre og familiens huslærer. Efter moderens død måtte hun som 16-årig overtage husførelsen i hjemmet, men hun fandt alligevel tid til at læse latin, skrive digte og fordybe sig i litteraturen.

Hun ønskede oprindelig at blive skuespillerinde, men faderen modsatte sig dette. I sit ægteskab fandt hun dog støtte til sine kunstneriske ambitioner, og hendes mand tilskyndede hende til at skrive. Først efter hans tidlige død, da hun stod tilbage med to små børn og et tredje på vej, tog hun forfatterskabet op for alvor.

Hendes romaner og noveller behandler ofte forholdet mellem mand og kvinde og ægteskabets følelsesmæssige liv. Stilen er jævn og underholdende, og bøgerne var især populære i samtidens borgerlige hjem.

Hendes tidlige værker, som Havets Datter (1875) og Rige Dage (1877), kredser om kærlighedens prøvelser og idealet om det harmoniske parforhold. Med tiden blev hendes fortællinger præget af samtidens realisme og naturalisme. I Esthers Historie (1884) skildres en hustru, der føler sig forsømt af sin mand, men alligevel vælger kærligheden og ægteskabets fællesskab frem for frigørelsen.

Johanne Schjørring forholdt sig længe skeptisk til kvindebevægelsen og skildrede i novellen En Nutids-Begivenhed (1880) de negative følger af kvindelig frigørelse. Senere ændrede hun dog holdning og blev medlem af Dansk Kvindesamfund. I 1895 redigerede hun sammen med Jenny Blicher-Clausen og Laura Kieler festskriftet til Kvindernes Udstilling i København.

Hendes bøger blev udgivet i flere oplag og oversat til tysk, hollandsk, ungarsk og engelsk. I 1883 blev hun en af de første ti kvindelige forfattere, der kom på finansloven.

Johanne Schjørring døde på Frederiksberg i 1910 og blev begravet på Holmens Kirkegård.

Forfatterskab Johanne Schjørring debuterede i 1873 med novellen Den tause Mund under pseudonymet Noctua i avisen Fædrelandet, hvor redaktøren Carl Ploug opmuntrede hende til at fortsætte. Året efter udgav hun sin første bog, Fortællinger og Skizzer (1874). Herefter fulgte en lang række romaner, fortællinger og skildringer, blandt andet:

Havets Datter. En Historie fra Vesterhavet (1875) Fra Vaar til Høst (1876) Rige Dage (1877) Fem Fortællinger (1880) Den gamle Herregaard (1881) Esthers Historie (1884) For Vind og Vove (1887) Elisabeth af Rusland. Historisk Skuespil i fem Akter (1891) Fra en Middelhavsrejse (1892) Slesvigske Kvinder i 1848–1864 (1895) Et Hjem paa Heden (1896) Sirius (1900)

Hun udsendte i alt 27 bøger i løbet af 34 år, heriblandt også børnebøger, rejsebreve og historiske skuespil. Derudover bidrog hun flittigt til aviser, magasiner og antologier og redigerede i 1886–87 to årgange af ugebladet Vort Hjem, som omhandlede husvæsen, opdragelse og kvinders interesser.

Referencer

Kategori:Personer fra Skive Kommune Kategori:Novelleforfattere fra Danmark Kategori:Romanforfattere fra Danmark Kategori:Børnebogsforfattere fra Danmark Kategori:Manuskriptforfattere fra Danmark Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Personer i Dansk Kvindebiografisk Leksikon