Sanday () er en af de beboede øer i Orkneyøerne ud for nordkysten af det skotske fastland. Med et areal på 50,43 km2,Haswell-Smith (2004) p. 392 er det tredjestørste af Orkneyøerne.Haswell-Smith (2004) s. 334. De vigtigste befolkningscentre er Lady Village og Kettletoft. Sanday kan nås med Orkney Ferries eller med fly (Sanday Airport) fra Kirkwall på Mainland. På Sanday forbinder en offentlig minibus efter behov til færgen.
I 2020 åbnede destilleriet Kimbland, som fremstiller gin og whisky.
Geografi Sanday ligger syd for North Ronaldsay og øst for Eday og Westray. Øen er naturligt delt i to omtrent lige store halvdele af Otterswick, en bugt der strækker sig ind fra nord, og Kettletoft Bay i syd. Den smalle landtange mellem dem udgjorde grænsen mellem de historiske sogne Cross og Burness mod vest og Lady mod øst.Steinnes (1959) s. 41 Forfatteren Eric Linklater beskrev Sandays form set fra luften som værende lig en gigantisk forstenet flagermus. Tresness, en landtangeø, strækker sig ud fra den sydlige del af Lady sogn. Den er forbundet med Sanday af en lang tombolo, som støttes af nogle af Skotlands højeste sandklitter.
Historie Forhistorisk tid
thumb|Quoyness kammergrav
Den neolitiske Quoyness kammergrav dateres til omkring 2900 f.v.t. En bue af bronzealderhøje omringer denne grav på Elsness-halvøen."The Quoyness Cairn, Sanday" . Orkneyjar. Hentet 19. juli 2012. En stor menneskeskabt høj ved Pool blev udgravet i 1980’erne. Dette viste en neolitisk struktur lavet af tørv eller brændt tørv, en senere delvist cirkulær struktur med brolægning og små rum fra inden vikingernes indtog, samt en rektangulær bygning i sten- og tørv dateret til slutningen af 700- eller begyndelsen af 800-tallet. Forskellige redskaber blev også fundet, herunder præ-norrøne nåle og keramik fra både før-vikingetid og norrøn tid. En overvægt af fiske- og dyreknogler antyder, at stedet blev brugt til kødforarbejdning.Batey, Colleen "Viking and Late Norse Orkney" s. 57-58 i Omand (2003).
Udgravninger af en høj i 1991 forud for vejbyggeri på Spurness-halvøen afslørede to kistebegravelser med nogle brændte menneskerester fra den tidlige til midterste del af bronzealderen. Bemærkelsesværdige fund var et stykke drivtømmer fra Amerika og et kar af fedtsten (steatit). Fedtsten findes ikke naturligt i Orkneyøerne, og analyser viste, at materialet kom fra Catpund i Shetlandsøerne, og at mennesker eller varer bevægede sig mellem de to øgrupper på dette tidspunkt.
Storme i januar 2005 blotlagde en bronzealder brandgrav i en høj ved Meur. Der findes flere ødelagte broch-tårne fra jernalderen på øen, såsom Broch of Wasso, en 5 m høj ved Tres Ness.
Kulturen, der byggede broch’erne, er stadig genstand for debat,Wickham-Jones (2007) s. 82 men det er kendt, at Orkneyøerne i den senere jernalder var en del af det piktiske kongerige, og at kristendommen fra mindst midten af 500-tallet havde spredt sig til øerne.Wickham-Jones (2007) s. 100 Det arkæologiske materiale fra denne periode er imidlertid sparsomt,Wickham-Jones (2007) s. 104 og man ved derfor kun lidt om livet på Sanday på dette tidspunkt ud over det, der kan udledes af viden om piktisk kultur andre steder. Det lokale kulturarvscenter viser en piktisk billedsten med et kors.
I september 2021 annoncerede arkæologer fra Central Lancashire University opdagelsen af to polerede stenkugler i en 5500 år gammel neolitisk grav. Ifølge Dr. Hugo Anderson var den ene genstand “på størrelse med en cricketbold, fuldstændig sfærisk og smukt forarbejdet".
Historisk tid
thumb|left|Den såkaldte Scar-drageplakette fundet i 1991.
Orkney blev en del af den skandinaviske politiske sfære fra omkring 800-tallet og frem. I 1991 blev Scar skibsbegravelsen opdaget på kysten af Sanday nær Burness. Denne norrøne båd, som havde været 6,5 m lang og 1,5 m bred, var rådnet væk og men der var bevaret over 300 jernnitter. Gravkammeret, dateret til 875–950 e.v.t., indeholdt resterne af en mand, en kvinde og et barn samt talrige gravgaver. Disse omfattede et sværd, kogger med pile, benkam, spillebrikker og Scar-drageplaketten lavet af hvalben.
I middelalderen havde Sanday 36 ouncelands, som muligvis var opdelt i to "huseby"-distrikter for skatteformål, hvor Lady mod øst dannede en enhed med Stronsay, og Cross og Burness mod vest blev kombineret med Eday og andre øer mod vest og nord. Hovedgården for det vestlige distrikt kan have ligget mellem Pool Bay og Warsetter på et sted kaldet Housay, som nu blot er en høj.Steinnes (1959) s. 46.
I midten af 1600-tallet noterede et anneks til Blaeus Atlas Novus over Skotland, at Sandays lave topografi betød, at ”skibbrud ofte sker for dem, der sejler der om natten. Indbyggerne på Sanday ønsker inderligt og ofte, at dette sker, så de kan få forsyninger af brændsel fra de forliste skibe”. Forfatteren tilføjede, at manglen på tørv betød, at tørret tang blev ”gemt som en skat” til madlavning, og at kun de bedre stillede havde råd til at bringe tørv fra Eday ”over det frygteligste hav”.Stewart, Walter (mid-1640s) "New Choreographic Description of the Orkneys" i Irvine (2006) s. 24. Oversat fra latin af Ian Cunningham.
thumb|right|Ruinerne af “modelgården” ved Stove.
I marts 1633 blev Marion Richart eller Layland fra Sanday anklaget for hekseri. Hendes barnebarn James Fisher sagde, at han havde set hende og Catrine Miller i et forladt hus kaldet House of Howing Greenay, siddende ved siden af djævelen i skikkelse af en ”sort mand”. Andre vidner hævdede, at hun havde forhekset en fiskers agn med sin kats poter, helbredt en syg kvinde med en besværgelse og forhekset mælk ud af køer på Stronsay. Hun blev stillet for retten i Kirkwall, fundet skyldig, kvalt og brændt.Miscellany of the Abbotsford Club, vol. 1 (Edinburgh, 1837), s. 150–163.
I begyndelsen af 1700-tallet beskrev pastor John Brand ølivet således: ”Både mænd og kvinder er moderigtigt klædt; ingen mænd her bruger plaider, som de gør i vores Højland; på North Isles of Sanda Westra etc. bærer mange af landbefolkningen et stykke hud, som af en sæl, almindeligvis kaldet en Selch, Calf eller lignende, som sko, fastgjort til fødderne med remme eller strimler af læder. Deres huse er i god stand og vel indrettet efter deres stand. De taler generelt engelsk.”Brand, Reverend John (1701) "A Brief Description of Orkney, Zetland, Pightland-Firth & Caithness".
thumb|left|Den nu nedlagte Sanday Light Railway.
Som led i landbrugsreformerne i 1800-tallet etablerede brødrene Malcolm og Samuel Laing en ”New Model Farm” nær Loth-færgeterminalen på øens sydlige ende. De indførte merinofår, og ruinerne af dampmaskinhuset samt den røde skorsten og kedelbygningen er stadig synlige. Selvom sådanne reformer øgede produktiviteten og blev bredt kopieret i Orkneyøerne, fattiggjorde de også den store befolkning af jordløse cottars (fæstebønder), som blev stadig mere marginaliserede.Thomson, William P. L. "Agricultural Improvement" i Omand (2003) s. 96"Archeology and History" . Sanday Tourism Association. Hentet 22. november 2014.
Under anden verdenskrig byggede Royal Air Force en Chain Home-radarstation ved Whale Head nær Lop Ness.[http://www.scotlandsplaces.gov.uk/record/rcahms/3597/sanday-whale-head-chain-home-radar-station/rcahms "Sanday, Whale Head Chain Home Radar Station"] . Scotland's Places. Hentet 22. november 2014. Dette nødvendiggjorde anlæggelsen af en stor militærlejr ved Langamay, som også havde en biograf.
Sanday havde også tidligere Storbritanniens nordligste passagerjernbane, en privat miniaturejernbane nær Braeswick, Sanday Light Railway.
I juni 2009 blev den 54-årige Robert Rose myrdet af indbyggerne John Campbell og Stephen Crummack. De begravede Roses krop i klitterne ved Sty Wick på øens sydside og kørte hans bil til Loth Pier for at få det til at se ud som om, han havde taget færgen fra øen.bbc.co.uk BBC Scotland, 2. marts 2010 Efter efterforskning blev Campbell dømt for mord og Crummack for manddrab, og parret blev idømt henholdsvis 16 og 11 års fængsel ved Justiciary Buildings, Glasgow i marts 2010.bbc.co.uk BBC Scotland, 30. marts 2010
Hvalfangerskibet Earl of Chatham, den tidligere Royal Navy-fregat HMS Hind (1749), forliste i Bay of Lopness ved Sanday i marts 1788. Tømmer fra vraget blev fundet af indbyggere på Sanday i 2024, da de blev blotlagt af flyttende sand. Forskning udført af Wessex Archaeology og Dendrochronicle fastslog den mest sandsynlige identifikation af vraget i 2025.
Noter
Referencer
Litteratur Haswell-Smith, Hamish (2004). The Scottish Islands. Edinburgh: Canongate. .
Eksterne henvisninger