Mogens Granborg (født 22. august 1947 på Frederiksberg) er en dansk civilingeniør, tidligere koncerndirektør og bestyrelsesformand.
Granborg blev efter studentereksamen fra Falkonergårdens Gymnasium i 1966 uddannet cand.polyt. i 1971 og tog i 1975 en HD i finansiering.
Som nyuddannet kom han i 1972 til FDB. Siden kom han til Incentive og Carlsberg, inden han i 1989 blev direktør i De Danske Sukkerfabrikker, der samme år fusionerede med De Danske Spritfabrikker og blev til Danisco. Under hans ledelse voksede omsætningen i sukkerdivisonen fra 2 milliarder kroner til 7-8 milliarder kroner. Han forlod direktørposten i 2009.
I 2002 blev han af transportminister Flemming Hansen indsat som bestyrelsesformand for DSB for at få en "stærk erhvervsmæssig profil" på posten. Han trak sig i 2011 i kølvandet på en mediestorm om økonomisk rod i datterselskabet DSBFirst og fyringen af daværende direktør Søren Eriksen. Han begrundede sit selvvalgte exit med helbredshensyn.
Derudover har Mogens Granborg været formand for Dyrup og for Monberg & Thorsen, ligesom han har fungeret som mentor for nye virksomheder i regi af tænketanken ATV.
Referencer
Kategori:Personer fra Frederiksberg Kategori:Studenter fra Falkonergårdens Gymnasium og HF Kategori:Civilingeniører fra Danmark Kategori:Direktører fra Danmark Kategori:Personer i Kraks Blå Bog Kategori:Riddere af 1. grad af Dannebrog