Flavien Ranaivo (født 13. maj 1914 i Arivonimamo på Madagaskar, død 20. december 1999 i Troyes, Frankrig) var en madagaskisk forfatter, embedsmand og journalist. Han boede i Frankrig fra begyndelsen af 1970'erne. Han er især kendt for sine tre digtsamlinger.
Biografi Oplysningerne om Flavien Ranaivos liv er delvist usikre. Han modtog sin uddannelse på skoler i Antananarivo, Madagaskars hovedstad. Fra midten af 1930'erne arbejdede han i landets informationsministerium. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig virkede han i nogle år som journalist, hvorefter han igen fik vigtige offentlige poster. Ranaivo anses generelt for at have haft yderligtgående politiske holdninger, men hans forfatterskab er ikke præget af politisk digtning. Han forlod Madagaskar på et tidspunkt, hvor landet var underlagt et stærkt autoritært venstreradikalt styre, og bosatte sig senere i Frankrig.
Ranaivos lyrik blev tidligt bemærket af den senegalesiske digter Léopold Sédar Senghor. I 1947 medtog Senghor en række af Ranaivos digte i en antologi med lyrik af forfattere fra Afrika syd for Sahara, forsynet med en indledning af Jean-Paul Sartre. Antologien fik stor betydning for kendskabet i Europa til afrikansk lyrik.
Der er tydelige ligheder mellem Senghors og Ranaivos digtning, men også markante forskelle. Ranaivo byggede i høj grad på og videreudviklede lyriske former fra Madagaskars mundtlige litteratur, især formen hain-teny. Han var desuden inspireret af fransk lyrik, navnlig renæssancens digtere, men den afrikanske tradition spillede den største rolle for hans poetiske udtryk. På Ranaivos tid var det usædvanligt, at franskskrivende digtere fra Madagaskar hentede inspiration i deres egen folkedigtning. En vigtig forgænger var Jean-Joseph Rabearivelo, som Ranaivo lærte meget af.
Hain-teny og poetisk stil Hain-teny er en central form i Madagaskars mundtlige litteratur og kan bestå af kærlighedssange eller dialogiske vekselsange mellem en ung kvinde og en ung mand, ofte præget af ironi, leg og indirekte tilnærmelser. Formen er blevet sammenlignet med nordiske stev, en sammenligning som også findes i nyere fransksproget litteraturforskning.
Ranaivos digte, der bygger på hain-teny, er ofte mere muntre og spøgefulde end Rabearivelos lyrik, som var præget af tungsind. Begge digtere deler dog en kort, koncentreret udtryksform og en evne til at udtrykke stærke følelser med få og dagligdags ord.
Ranaivo skrev hovedsageligt i vers libres (frie vers), hvor rytmen spiller en væsentlig rolle. Hans brug af billeder kan minde om surrealistisk digtning, men i modsætning til de europæiske surrealister er hans udtryk mere direkte og entydigt.
Udgivelser Ranaivo debuterede i 1947 med digtsamlingen L'Ombre et le vent (Skyggen og vinden). I 1955 udgav han Mes chansons de toujours (Mine vedvarende sange), som regnes for hans mest kendte værk. Den tredje digtsamling, Le retour au bercail (Tilbage til folden), udkom i 1962. Derudover skrev han en bog, der præsenterede Madagaskars geografi, historie og kultur for et europæisk publikum.
En stor del af Ranaivos lyrik er oversat til engelsk og er repræsenteret i mange antologier over afrikansk lyrik. De er ikke oversat til dansk. I 2012 valgte BBC et digt af Ranaivo som repræsentant for Madagaskar, da radiokanalen præsenterede oplæsninger af et digt fra hvert land, der deltog i De Olympiske Lege i London.
Referencer
Kategori:Personer fra Madagaskar Kategori:Digtere Kategori:Skønlitterære forfattere