Frederik Andersen (født 12. oktober 1862 i Munke Bjergby, død 15. april 1936 i København) var en dansk skomager, fagforeningsleder og socialdemokratisk politiker. Han var rådmand i Københavns Kommune fra 1914 til 1933 og medlem af Folketinget fra 1918 til 1935.

Biografi Fr. Andersen blev født i 1862 i Munke Bjergby nord for Sorø. Hans far, Anders Christiansen, var husmand og murer. Han stod i lære som skomager i Slagelse og blev udlært i 1883. Året efter stiftende han både en afdeling af Skomagersvendenes Fagforbund og Socialdemokratiet (som dengang hed Socialdemokratisk Forbund) i Slagelse. Fr. Andersen var elev på Vejstrup Højskole ved Svendborg 1886-1887, før han i 1887 flyttede til København.

Han var hovedbestyrelsesmedlem og kasserer i Skomagerforbundet 1887-1892. Han arbejdede som forvalter ved Arbejdernes Fællesbageri fra 1893 til 1917.

Fr. Andersen var far til minister og medlem af Folketinget Alsing Andersen.

Politisk karriere Fr. Andersen var medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse fra 1898 og formand for partiafdelingen i Københavns 11. Valgkreds (dækkende Nørrebro nord for Nørrebrogade og Ydre Østerbro) fra 1900 til 1920.

Han blev i 1901 indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation og var fra 1914 til 1933 rådmand for magistratens 2. afdeling (finansafdelingen). I 1918 blev han valgt til Folketinget i Hovedstaden og derefter genvalgt i Østre Storkreds til 1935. Han var formand for Socialdemokratiets rigsdagsgruppe 1924-1926 og 1929-1935, og medlem af Udenrigspolitisk Nævn 1929-1935. Han havde også mange andre tillidshverv.

Referencer

Kategori:Folketingsmedlemmer i 1910'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1920'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1930'erne Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Socialdemokraterne Kategori:Rådmænd i København Kategori:Tidligere medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation fra Socialdemokraterne Kategori:Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation i 1900-tallet Kategori:Fagforeningsfolk fra Danmark