António José Martins Seguro (født 11. marts 1962) er en portugisisk politiker fra det socialdemokratiske Partido Socialista. Han var partileder 2011-2014, men trak sig fra aktiv politik efter at have mistet lederposten i et kampvalg til udfordreren António Costa. I forbindelse med Portugals præsidentvalg 2026 vendte han tilbage til det politiske liv, stillede op og vandt præsidentvalgets to valgrunder 18. januar og 8. februar 2026. Han vil dermed afløse den konservative Marcelo Rebelo de Sousa som Portugals præsident.
Politisk karriere
Seguro blev født i den lille by Penamacor i 1962. Han tilsluttede sig tidligt Socialistpartiets ungdomsorganisation, som han blev generalsekretær for. I 1991 blev han første gang valgt til parlametet og havde fra 1995 flere mindre ministerposter i António Guterres' regeringer. 1991-2001 var han medlem af Europa-Parlamentet, men forlod dette for at hellige sig den nationale politik. I 2011 blev han leder af socialistpartiet, men efter et skuffende resultat ved Europa-Parlamentsvalget 2014 blev han udfordret af António Costa og tabte et kampvalg om lederposten til denne. Han trak sig derpå tilbage fra det politiske liv og underviste i mere end 10 år i internationale forhold ved Universidade Autónoma de Lisboa. Han vendte først tilbage til portugisisk politik i forbindelse med Portugals præsidentvalg 2026. Han beskrives som en moderat politiker, der flere gange har været kritiseret af socialistpartiets venstrefløj for sin centristiske linje.
Præsidentvalget i 2025 thumb|Seguro under sin sejrstale ved præsidentvalgets 1. runde 18. januar 2026.
Seguro stillede op til Portugals præsidentvalg 18. januar 2025 og fik overraskende flest stemmer i valgets første runde, nemlig 31,1 %. Da det ikke var et absolut flertal, kom der en anden runde 8. februar, hvor Seguro stod overfor valgets nr. 2, André Ventura fra den yderste højrefløj, der i første runde havde fået 23,5 % af stemmerne. Her vandt Seguro med 66,8 % af stemmerne mod 33,2 % til Ventura. Seguro vil dermed afløse den konservative Marcelo Rebelo de Sousa som præsident.
Det var første gang siden 1986, at Portugals præsidentvalg ikke blev afgjort allerede i 1. runde, hvilket blev tilskrevet et fragmenteret politisk landskab, hvor det yderste højre som i andre lande havde fået tilslutning, og hvor mange vælgere var utilfredse med de traditionelle partier.
Præsidentposten er i Portugal først og fremmest ceremoniel, men præsidenten har dog mulighed for i krisetider at opløse parlamentet og udskrive nyvalg eller afsætte premierministeren.
Kilder
Kategori:Politikere fra Portugal