Hvidskægget honningæder (Phylidonyris novaehollandiae) er en art af honningædere, som er udbredt over hele det sydlige Australien. Det var en af de første australske fugle, der blev videnskabeligt klassificeret. Det engelske navn New Holland Honeyeater, refererer til et gammelt navn for Australien, der blev brugt langt op i det 19. århundrede.
Taksonomi Den hvidskæggede honningæder blev videnskabelig beskrevet i 1790 af den engelske ornitolog John Latham. Han placerede den sammen med træløbere i slægten Certhia og gav den det videnskabelige navn Certhia novaehollandiae. Latham baserede sig på beskrivelser og illustrationer i Journal of a Voyage to New South Wales af den irske læge John White, som havde været med den første flåde til Australien.
Den hvidskæggede honningæder er nu én af tre arter i slægten Phylidonyris, som blev introduceret af René Lesson i 1830.
Der er fem underarter: P. n. novaehollandiae (Latham, 1790) – det sydøstlige Queensland til det sydøstlige South Australia P. n. caudatus Salomonsen, 1966 – Bass Strait-øerne P. n. canescens (Latham, 1790) – Tasmanien P. n. campbelli (Mathews, 1923) – Kangaroo Island P. n. longirostris (Gould, 1846) – sydvestlige Western Australia
Beskrivelse Fuglen er omkring 18 cm lang og overvejende sort med en hvid iris, hvidt 'skæg', hvid bug med sorte striber og med gule bånd på vinger og hale. Kønnene ligner hinanden bortset fra, at hunnen gennemsnitligt er lidt mindre. Ungfugle har samme farver men grå øjne og 'skæg' ved næseborene.
Fuglen kan minde om den hvidkindede honningæder, som dog har hvide kinder og sorte øjne.
Adfærd Det er en meget aktiv fugl, som sjældent sidder stille længe nok til, at man kan se den grundigt. Når der er fare på færde, som f.eks. en rovfugl, vil hele flokken af honnigædere samles og afgive advarselskald. Fuglen menes at være monogam.
Føde Den hvidskæggede honningæder får størstedelen af sin føde fra blomsternektar. Den er en vigtig pollenspreder for mange blomsterarter, hvoraf mange er endemiske i Australien, som Banksia, Hakea, Xanthorrhoea og Akacier. Den hvidskæggede honningæder spiser også honningdug, som er et sukkerholdigt sekret, som produceres af plantelus i familien Psyllidae. Selvom fuglen primært spiser nektar, er den nødt til også at finde anden føde. Nektar indeholder ikke protein, og den hvidskæggede honningæder må supplere sin diæt med hvirvelløse dyr som insekter og edderkopper, der er rige på protein. Den søger nogle gange sin føde alene, men som regel sammen med andre artsfæller.
Yngleforhold Den hvidskæggede honningæders yngleforhold er veldokumenteret. I det sydlige og østlige Australien yngler den almindeligvis om foråret og efteråret, men i visse bestande ved kysten yngler den hele året når der er tilstrækkeligt med føde, og vejret ikke er dårligt. I Western Australia yngler den én gang om året i perioden fra juli til november, hvor der er rigeligt med nektar.
I yngleterritorierne bruger hannen en stor del af tiden på at forsvare reden og madressourcerne, mens hunnen bruger det meste af tiden på at bygge rede, ruge og sørge for ungerne. Rollerne er dog ikke ufravigelige. Almindeligvis søger hunnen føde tæt på reden, mens hannen gerne flyver til udkanten af territoriet.
Galleri
Referencer
Eksterne henvisninger
Call of New Holland honeyeaters Danske navne på alverdens fugle
Kategori:Fugle fra Australien Kategori:Spurvefugle