Ross Dane (også kaldet Nybyggerne i Alberta) er en roman skrevet 1928 af den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose. Romanen er den første i Sandemoses Canada-trilogi, som også indeholder "En sømand går i land" fra 1931 og "September" fra 1939.Hanne Dalgaard Sejersen (2010): Aksel Sandemose: September – eneren og flokken
Handling Romanen består af to dele, hvor første del igen er opdelt i 17 kapitler, anden del i 12. Handlingen i første del udspiller sig over en periode på ca. to år i begyndelsen af 1900-tallet, mens anden del springer nogle år frem i tiden og foregår over en længere årrække. Stedet er den sydlige del af den canadiske delstat Alberta. Her opbygger en flok danske udvandrere, med Ross Dane i spidsen, en koloni på den øde, men frugtbare prærie, som viser sig velegnet til hvedeavl. Første del Kap 1+2. I romanens begyndelse møder læseren den 25-årige danske udvandrersøn Rasmus Dansker, eller Ross Dane, som blind passager på et tog, som en forårsdag er på vej fra North Dakota mod Canada. Rasmus er på vej efter den flok heste, han har investeret i, men som er stukket af fra ham. Da han bliver opdaget og smidt af toget, slår han følgeskab med den fransk-indianske jævnaldrende Charles Villeneuve, som også har forstand på heste. En nat lykkes det de to at befri Rasmus' heste, men ejerne er snart i hælene på dem, og det kommer til en konfrontation.
Kap 3. I byen i Saskatchewan sælger Rasmus sine heste for en god pris, og møder så den danske familie Pedersen, en mand med to små døtre og to større sønner, som i en primitiv prærievogn er på vej mod Alberta for at finde lykken. Rasmus og Charles beslutter at følges med familien Pedersen mod “det solrige Alberta”.
Kap 4+5. Selskabet, som nu også omfatter den danske religiøse fritænker Jensen, “et vandrende monument over mennneskelig surhed”, rejser gennem smuk natur med et rigt dyreliv, inklusiv enorme mængder myg. En tilløben hund, med “en stemme som en kvinde i barnsnød”, giver Rasmus navnet Nicoline; hunden er god til at holde de nærgående prærieulve på afstand. Men pludselig får Charles på fornemmelsen, at en præriebrand nærmer sig, og man må straks prøve at klare sig igennem flammehavet. Vognen bliver kørt ud i et vandhul, og alt dækket til med våde klude og lagner. Man skærmer sig mod flammerne så godt man kan, men da branden er passeret, varer det ikke længe, før det sætter i med voldsomt haglvejr, med store hagl. Alle overlever såvel præriebrand som haglvejr, selv Jensen, som i tumulten er havnet nede under vognen. Næste morgen er det strålende solskin, og mens Rasmus ser til dyrene, får han øje på Jensen, som har gang i noget lidt borte. Da Rasmus går ham på klingen, viser det sig, Jensen er i gang med at tørre en masse pengesedler, som overlevede branden, men blev våde i uvejret.
Nogle dage senere krydser man grænsen til Alberta, og i nærheden af gør man ophold på en ranch beboet af et midaldrende ægtepar og en ung pige, Eva - som straks fanger Rasmus’ opmærksomhed: “Hellige Madonna, for en pige, der gik ovre i huset”. Rasmus er betaget af Eva og siger, at han tænker at komme tilbage til foråret. “Så ses vi til foråret”, svarer hun.
Kap 6. Efter at være rejst gennem øde, sumpede egne, hvor vandet er giftigt for mennesker, kommer selskabet endelig på en varm højsommerdag frem til den frugtbare dal Beaver Coulee, hvor man beslutter sig for at slå sig ned. Mens Rasmus og familien Pedersen begynder at indrette sig, går Charles på elgjagt, og tænker på hvordan han er splittet mellem sin indianske mors kultur og sin fars overlegne franske. Han ville gerne have giftet sig med en hvid kvinde, men har nu fået børn med en indiansk pige, “en høj, stærk injun-kvinde med onde øjne, mærkelig smuk alligevel. Hun havde et tandsæt som en bjørn”.
Kap 7. Man går i gang med at bygge hus til familien Pedersen inden vinteren, men først må Rasmus i gang med den krævende opgave at afrette Charles’ stude, så de kan bruges til at slæbe træ fra skoven. Alle hjælper til, og da Pedersens hus er færdigt, bygger Rasmus tæt ved et hus til sig selv. Jensen foreslår Rasmus kompagniskab, at de deles om huset, men Rasmus afviser. Da Rasmus og Pedersen tager ind til byen for at få skøde på deres respektive jord, viser det sig, Jensen allerede har fået skøde på Rasmus’ jordlod. En rasende Rasmus beslutter sig nu for vha studene at flytte hele sit hus til en ny beliggenhed, så kan Jensen godt beholde grunden.
Kap 8. Rasmus udvider sit hus, så der også er plads til Eva - og fortryder, han ikke tog hende med, da han var i Youngstown. Rasmus og Pedersen pløjer prærie op om kap, mens Jensen nu forsøger at indynde sig hos Pedersen, som ender med at smide ham ud, se citat. Lige inden vinteren tager Jensen sig sammen og bygger sig et hus.
Kap 9. Pedersens ældste søn Theodor har tuberkulose, og hans far regner med han dør af det. Men Rasmus kan godt lide drengen og mener at vide, at det er godt med frisk luft mod sygdommen, og han bygger derfor Theodor et lille hus med udluftning, hvor drengen kan ligge og komme sig. Theodor liver op, nu hvor der er håb for ham. Jensen bliver jaloux på Rasmus, som således hjælper Pedersen, og da Jensen betvivler, Theodors hus vil hjælpe drengen, truer Pedersen ham med bank og sammenligner ham med Kain, som Gud gjorde fredløs og som derfor altid troede, folk var ude efter ham.Historien om Kain og Abel, i bibelenonline Imens er det som om Nicoline-hunden driller Rasmus: når Rasmus følger hundens spor i sneen, ender sporet ved Rasmus’ hus; og når hunden viser sig inden for skudvidde, har Rasmus ikke sin bøsse med sig.
Kap 10. Ude på prærien opdager Rasmus et område med bæverrotter, hvis skind er værdifulde, og han øjner en indtægtsmulighed og begynder at bygge fælder. Pedersen er nysgerrig, men Rasmus holder ham hen. Da Rasmus næste dag skal ud og sætte fælder op, bliver det snestorm, så himmel og jord står i et, og Rasmus søger tilflugt i sin seng, mens han prøver at varme sin stue op, for sneen fyger ind og isen kryber hen ad væggene. Ved midnat banker Charles på døren og beder om nattely; han har været på jagt og er kold og træt, de to lægger sig sammen i Rasmus’ seng, hvor Rasmus i mørket, med tanke på Eva, fortæller om de piger, han som dreng var forelsket i. Over morgenmaden næste morgen diskuterer de to, hvordan de skal få ram på Nicoline.
Kap 11. Den strenge vinter har bidt sig fast. Rasmus bruger tiden på at jage prærieulv og bæverrotte, mens Jensen er gået i hi: han ligger dag og nat i sin seng og udklækker fremtidsplaner: til foråret vil han låne Pedersens plov og opdyrke sin jordlod, og når han har sået, vil han tage til Youngstown og fri til Eva. Han håber, hun har en far, han kan låne et par arbejdsheste af, og han bliver enig med sig selv om, hun ikke behøver nogen bryllupsgave: “Alvorlige hensigter var i sig selv en stor gave”. På en jagt støder Rasmus på Nicoline, han skyder, men rammer forbi, han skyder igen, og kan se, han har skudt hundens hale af. Nicoline stikker af med halen i munden. Theodor ligger i sit hus og skræmmes af nattens lyde, fra ugler og ulve. Men også af et uhyggeligt skrig, fra et fremmed dyr. Charles kan fortælle, at det er lossen, Theodor har hørt. De mange uhyggelige lyde går Theodor på, og han frygter, han skal dø.
Kap 12. Mens Rasmus indvier Pedersen i sine planer om bæverrotte-fangst, får Nicoline indsmigret sig hos Jensen, som under hundens daglige besøg får tosomhed til gengæld for mad. Da Rasmus en dag følger Nicolines spor, i sin jagt på hunden, opdager han til sin undren, at de ender ved Jensens dør. Rasmus lægger sig i baghold, og da hunden dukker op på sit daglige besøg, dræber han den med et enkelt skud. En forfærdet Jensen går snart efter over til den intetanende Pedersen og låner en hest, under påskud af at skulle et ærinde i byen, og hverken Jensen eller hest viser sig nogensinde igen i Beaver Coulee.
Kap 13. Endelig bliver det forår. Sneen smelter, og bækken bliver til en elv, og dagen efter til en flod - som meget belejligt, men dog til Pedersens fortrydelse, flytter Jensens hus hen ved siden af Rasmus’. Rasmus og Pedersen er dog ikke mere uvenner, end at de sammen tager til byen for at købe maskiner. Så dukker “galizieren Fjodor Murazezsky” med kone og børneflok op i Beaver Coulee og bygger hus på Jensens homestead - og gør over for Rasmus krav på Jensens hus, men Rasmus afviser kravet. Hele foråret knokler Fjodors familie og Rasmus med at opdyrke deres respektive jordlodder. - Så beslutter Rasmus sig for at tage på frierfærd til Youngstown. En tidlig morgen møder han Eva. Han er spændt på hendes reaktion, men frieriet går glat, se citat, og inden aften er Rasmus og Eva blevet gift, og de nygifte er på vej tilbage til Beaver Coulee.
Kap 14. Hjemme igen er der ballade, for Fjodor har fjernet Jensens hus fra Rasmus’ grund. Pedersen lovede godtnok at passe på Rasmus’ ting, mens han var borte, men Pedersen er en konfliktsky natur. Eva er dog fortrøstningsfuld mht. Jensens hus, og hun går straks i gang med at indrette Rasmus’ hus, samt beordrer et læhegn på plads inden vinteren. Og så forlanger hun, at Rasmus skal være hende tro, ellers rejser hun. Næste formiddag får familien Murazezsky besøg af Rasmus og Eva, som efter lidt håndgemæng spænder Jensens hus for Rasmus’ stude og trækker det hjem igen. Pedersen er betænkelig ved Rasmus’ konfrontatoriske adfærd, for “man skal kun søge ufred, når der er penge på spil”. Eva viser sig at have sparet en pæn sum penge op, som hun videre deler med Rasmus. Han køber træ for pengene, og bygger og bygger. Eva fortæller Rasmus, hun er gravid.
Kap 15. Theodor keder sig på sit sygeleje, han ville hellere stå op og hjælpe sin far. Og så er han varm på Eva, som af og til kommer med lækkerier til ham, se citat, og jaloux på Rasmus, som har Eva for sig selv.
Da galicieren Ivan med familie ankommer til dalen, synes Rasmus, modsat Pedersen, at det bliver for meget med de fremmede. Høsten af hvede er i gang, og både Rasmus, Pedersen og Fjodor høster med hver deres selvbinder. Ivan har fra Fjodor hørt om kontroversen med Rasmus, men han kan også fortælle, at Fjodor har været nærgående over for Ivans fjortenårige datter. Så ændrer Rasmus holdning til de nyankomne, og han og Eva tilbyder dem nu at overtage huset, som de tog fra Fjodor (og som i sin tid Jensen byggede). Herover bliver Pedersen fortørnet, men Rasmus affærdiger ham. Så kommer Fjodor en dag til Pedersen og beklager sig over, at Fjodor ikke må være med, når Rasmus og Pedersen skal leje tærskeværk til kornet. Pedersen synes også, det er tosset at holde Fjodor udenfor her, og går til Rasmus. Som først er afvisende, men efter lidt overtalelse fra Pedersens side skifter Rasmus også her holdning, “men stole på ham vil vi ikke, derfor tærsker vi hos ham sidst”.
Kap 16. Eva er forstemt, for hun synes, Rasmus er blevet hende ligegyldig, se citat. Men Rasmus bemærker ikke hendes anfægtelse. Han har travlt med at tærske, og nu er de nået til Fjodors korn, som de bliver færdige med, lige da sneen kommer. Fjodor er sur på Ivan, fordi han sladrede til Rasmus om Fjodor og Ivans datter.
Kap 17. Høsten har været god i Beaver Coulee, men nu venter et hårdt arbejde med at køre kornet til byen på store slæder, i frosten henover den snedækkede prærie. Theodor, som stadig elsker Eva, begynder at få det bedre, men ingen regner ham alligevel for noget, for Pedersen sætter hele sin lid til sin yngre søn Frederik, som ligner sin far mere og mere, bortset fra han har mere forstand på penge end faderen. Pedersens to døtre lever deres helt eget liv, for sig selv “i en egen nedre region på farmen”. En februardag får Eva veer, “Eva var i barnsnød”, og Frederik rider til byen efter doktor, mens Rasmus, tynget af dårlig samvittighed (han vil ikke have hjælp, heller ikke af Ivans kone), hjælper sin forpinte og skrigende kone så godt han kan. Dagen efter rygtes det i Beaver Coulee, at Eva har “født tre levedygtige drenge”.
Andel del