thumb|United States Mint, Philadelphia

Et møntværk er en industriel facilitet, der fremstiller mønter, som kan bruges som valuta.

Møntværkers historie hænger tæt sammen med mønternes historie. I begyndelsen var hammerprægede mønter eller støbte mønter de primære metoder til møntfremstilling, med produktionsmængder på så lidt som hundreder eller tusinder. I moderne møntværker fremstilles prægestempler i stort antal, og plancheter omdannes til maskinprægede mønter i milliardvis.

Med masseproduktion af valuta tages produktionsomkostninger i betragtning ved møntprægning. For eksempel koster det United States Mint langt mindre end 25 cent at fremstille en quarter (en 25-cent-mønt), og forskellen mellem produktionsomkostning og pålydende værdi (kaldet seigniorage) hjælper med at finansiere møntmyndigheden. Omvendt kostede en amerikansk penny ($0,01) 0,015 dollars at fremstille i 2016.

Historie

De første prægede mønter Det første møntværk blev sandsynligvis etableret i Lydien i det 7. århundrede f.Kr. til prægning af guld, sølv og elektrum (legering af sølv og guld). De første mønter, der vides at være præget på europæisk jord, stammer fra øen Égina. En elektron-stater med billede af en skildpadde dateres til det 7. århundrede f.Kr.British Museum Catalogue 11 – Attica Megaris Aegina, 700 – 550 BC, plate XXIII. Et møntværk fandtes i den antikke by Cydonia på Kreta mindst så tidligt som det 5. århundrede f.Kr..UKBullion, Cydonia – The Ancient City of Crete, UKBullion Blog, 23 March 2016

thumb|Bronzeform til fremstilling af banliang-mønter, Warring States-perioden (475–221 f.Kr.), Qin, fra en udgravning i Qishan, Baoji, Shaanxi-provinsen, Kina

Omtrent samtidig opstod mønter og møntværker uafhængigt i Kina og spredte sig til Korea og Japan. Fremstillingen af mønter i den Romerske Republik, fra omkring det 4. århundrede f.Kr., havde stor indflydelse på den senere udvikling af møntprægning i Europa.

Oprindelsen til ordet "mønt" (engelsk mint) tilskrives fremstillingen af sølvmønter ved Juno Monetas Tempel i Rom i 269 f.Kr. Gudinden Moneta blev personificeringen af penge, og hendes navn blev anvendt både om penge og om stedet, hvor de blev fremstillet. Romerske møntværker var vidt udbredt i Romerriget og blev undertiden brugt til propaganda. Befolkningen fik ofte kendskab til en ny romersk kejser, når mønter med den nye kejsers portræt dukkede op. Nogle kejsere, der regerede i kort tid, sørgede for, at en mønt bar deres billede; Quietus regerede for eksempel kun en del af riget fra 260 til 261 e.Kr., men udstedte alligevel to mønter med sit portræt.

Tidlig møntteknologi

Oldtidens mønter blev fremstillet ved støbning i forme eller ved prægning mellem indgraverede stempler. Romerne støbte deres større kobbermønter i lerforme med særlige mærker, ikke fordi de ikke kendte til prægning, men fordi det ikke var egnet til så store metalmasser. Støbning bruges i dag kun af falskmøntere.

thumb|left|Jonien, ukendt by (muligvis Kyme, Aeolis) 600–550 f.Kr., hemiobol. Hestehoved, grov fordybning

De ældste mønter blev støbt i kugle- eller kegleformede forme og mærket på den ene side ved hjælp af et stempel, som blev slået med en hammer. Det umærkede metalstykke blev placeret på en lille ambolt, og stemplet blev holdt på plads med tænger. Bagsiden af mønten fik en grov fordybning fra hammeren. Senere blev der lavet en firkantet fordybning med amboltens skarpe kanter eller et punsel. Den rige billedverden på forsiden af de tidlige elektrummønter står i kontrast til deres enkle bagside, som normalt kun har punselmærker. Formen og antallet af disse mærker varierede efter møntens værdi og vægtstandard.

Senere blev ambolten mærket og dekoreret med bogstaver og dyrefigurer, og til sidst erstattet af et bagstempel. De kugleformede emner blev hurtigt erstattet af linseformede. Emnet blev opvarmet til rødglødende temperatur og præget mellem kolde stempler. Ét slag var normalt ikke nok, og metoden minder om den, der stadig bruges til medaljeprægning i høj relief, bortset fra at emnet i dag får lov at køle af før prægning. Med overgangen fra bronze til jern som materiale til stempler omkring år 300 e.Kr. blev praksissen med at præge varme emner gradvist opgivet, da jern er hårdere end bronze.

I middelalderen blev metalstænger støbt og hamret flade på en ambolt. Stykker af de fladede plader blev derefter klippet ud med sakse, præget mellem stempler og trimmet igen. En lignende metode var blevet brugt i Det gamle Egypten under Ptolemæerriget (ca. 300 f.Kr.), men var gået i glemmebogen. Firkantede metalstykker blev også skåret fra støbte stænger, omdannet til runde skiver ved hamring og derefter præget mellem stempler. Ved prægning blev det nederste stempel fastgjort i en træblok, og metalemnet lagt ovenpå i hånden. Det øverste stempel blev derefter placeret ovenpå og holdt på plads med en holder, mens kraftige slag blev givet med en hammer. En tidlig forbedring var indførelsen af et værktøj, der lignede en tang, hvor de to stempler sad i hver ende. Dette fjernede behovet for at justere stemplerne mellem slagene og gav større præcision i aftrykket.Cochran-Patrick, R. W. (1876), Records of the Coinage of Scotland. Pub. Edmonston and Douglas, Edinburgh

Skruepressen

Prægning ved hjælp af en faldvægt (en såkaldt "monkey press") blev i mange områder et mellemtrin mellem håndhammer og skruepresse. Især i Birmingham blev dette system stærkt udviklet og længe anvendt. I 1553 introducerede den franske ingeniør Aubin Olivier skruepressen til møntprægning sammen med valser til at reducere støbte metalstænger og maskiner til at udstanse runde skiver fra metalplader.Sargent, T. J., & Velde, F. R. (2002). The big problem of small change. Princeton University Press.

8 til 12 mænd afløste hinanden hvert kvarter for at betjene armene, der drev skruen, som prægede mønterne. Senere blev valserne drevet af heste, muldyr eller vandkraft.

Henrik 2. af England mødte modstand fra møntarbejderne, så processen blev stort set opgivet i 1585 og kun brugt til mønter af lav værdi, medaljer og tokens. Systemet blev genindført i Frankrig af Jean Varin i 1640, og brugen af hammer blev forbudt i 1645.

I England blev den nye maskine afprøvet i London i 1561, men hurtigt opgivet; den blev endeligt taget i brug i 1662, selv om de gamle mønter fortsatte i omløb indtil 1696.

Industriel møntproduktion thumb|upright|Boulton 1790 Anglesey halfpenny; den første mønt præget med dampkraft i en krave for at sikre rundhed.

Industrielle teknikker og dampkraft blev introduceret i møntproduktion af industrimanden Matthew Boulton i Birmingham i 1788. I 1786 var to tredjedele af mønterne i omløb i Storbritannien falske, og Royal Mint reagerede ved at lukke ned, hvilket forværrede situationen.

Boulton, forretningspartner med ingeniøren James Watt i firmaet Boulton & Watt til fremstilling af dampmaskiner, vendte i midten af 1780'erne sin opmærksomhed mod møntproduktion som en udvidelse af de små metalprodukter, han allerede fremstillede på sin fabrik i Soho. I 1788 etablerede han et møntværk som en del af sin industrivirksomhed.

Han opfandt samme år en dampdrevet skruepresse (hans oprindelige maskineri blev brugt ved Royal Mint helt frem til 1881), som fungerede ved hjælp af atmosfærisk tryk på et stempel. Stemplet var forbundet med et vakuumkammer, hvor luften var blevet fjernet ved hjælp af dampkraft.

frame|left|En møntpresse fra 1800-tallet.

Han installerede otte af disse moderne dampdrevne presser på sin fabrik, hver med kapacitet til at præge mellem 70 og 84 mønter i minuttet. Virksomheden havde først begrænset succes med at få licens til at præge britiske mønter, men blev snart engageret i at producere mønter for British East India Company, Sierra Leone Company og Rusland samt fremstille planchetter (blanke mønter), som blev præget af nationale møntværker andre steder. Virksomheden sendte over 20 millioner blanke mønter til Philadelphia, hvor de blev præget til cents og half-cents af United States Mint—møntdirektør Elias Boudinot fandt dem "perfekte og smukt polerede".

Disse var de første virkelig moderne mønter; masseproduktion af mønter med dampdrevne maskiner organiseret i fabrikker gjorde det muligt at opnå standardiserede dimensioner og ensartet vægt og rundhed, noget som ingen falskmøntner kunne matche.

Boulton udviklede også særlige metoder til at modvirke falskmøntneri. Designet af Heinrich Küchler havde mønterne en forhøjet kant med indgraverede eller forsænkede bogstaver og tal.

Den højteknologiske produktion i Soho Mint tiltrak stigende – og til tider uønsket – opmærksomhed: konkurrenter forsøgte industrispionage, mens der blev lobbyet over for regeringen for at få Boultons møntværk lukket.

Boulton fik til sidst en kontrakt fra Royal Mint den 3. marts 1797, efter at en national finanskrise havde nået sit højdepunkt, da Bank of England suspenderede ombytning af sine sedler til guld. To-penny-mønterne målte præcist halvanden tomme i diameter; 16 pennies lagt på række ville nå to fod.

thumb|Franskfremstillet møntpresse fra 1831 (M.A.N., Madrid)

Mellem 1817 og 1830 opfandt den tyske ingeniør Dietrich "Diedrich" Uhlhorn Presse Monétaire, en niveaubaseret møntpresse kendt som Uhlhorn-pressen. Hans dampdrevne knækstangs-presse gjorde ham internationalt berømt, og over 500 enheder var solgt i 1840.

Den avancerede konstruktion gjorde Uhlhorn-pressen meget effektiv, og brugen af skruepressen til almindelig møntproduktion blev gradvist udfaset.

Denne nye teknologi blev anvendt ved Birmingham Mint, verdens største private møntværk i store dele af det 19. århundrede, og blev yderligere forbedret hos Taylor and Challen, som begyndte at levere komplette presseanlæg til nationale møntværker verden over, såsom Sydney Mint i Australien.

I begyndelsen af det 20. århundrede anvendte møntværker elektrisk kraft til at drive valser, med den fordel at hvert valsepar kunne drives uafhængigt uden behov for omfattende akselsystemer.

Notable møntværker thumb|right|Den nuværende bygning for San Francisco Mint, opført i 1937.|269x269px

Barcelona-møntværket (Seca de Barcelona på catalansk). Selvom det er langt ældre, blev der i 1067 præget guld-“mancusos”. Birmingham Mint (Storbritannien) Boston Mint (Massachusetts Bay Colony) Bundesdruckerei (Tyskland) Casa da Moeda do Brasil Casa da Moeda de Portugal Central Mint (Taiwan) Currency Centre (Irland) Dahlonega Mint (USA) Den Kgl. Mønt (Danmark) Fábrica Nacional de Moneda y Timbre (Spanien) Myntverket i Finland Franklin Mint (USA) India Government Mint Istituto Poligrafico e Zecca dello Stato (Italien), det første møntværk i nyere tid til at producere bimetalliske mønter Japan Mint Joachimsthal Royal Mint, Tjekkiet (Jáchymovská královská mincovna på tjekkisk)—historisk, grundlagt i 1516, og thalere (tolar på tjekkisk, slovakisk og slovensk) blev præget dér. Dollaren fik sit navn herfra (Joachimsthal Groschen blev til *Joachimsthal, som blev forkortet til "thaler" (tysk), som blev translittereret til "daler" (hollandsk), hvilket på engelsk blev til "dollar")) Koninklijke Nederlandse Munt Mincovňa Kremnica, Slovakiet Casa de Moneda de México, grundlagt i 1535, er det ældste møntværk i Amerika. La Moneda Palace (Chile) Monnaie de Navarre (Kongeriget Navarra), grundlagt i 1351 Monnaie de Paris (Frankrig) Münze Österreich grundlagt i 1397 og producerer Wiener Philharmonikerne guldbarrer. Perth Mint (Australien) Philadelphia Mint Royal Australian MintJoint Standing Committee on Public Works, Proposed Refurbishment of the Royal Australian Mint Building, Canberra Royal Canadian Mint Royal Mint (Storbritannien) Singapore Mint Saint Petersburg Mint (Rusland) South African Mint Soho Mint (Storbritannien) Swissmint (Schweiz) Sydney Mint (Australien) United States Mint Zecca di Venezia (Republikken Venedig), grundlagt i 1536

Se også Møntprægning

Referencer

Litteratur

Kategori:Numismatik