Kinesisk kampsport, ofte omtalt med fællesbetegnelserne kung fu (), kuoshu () eller wushu (), er en fællesbetegnelse for flere kampsportsstilarter, som gennem århundreder er blevet udviklet i Kina. Betegnelsen wushu (武術) anvendes i Folkerepublikken Kina generelt om kinesisk kampkunst, mens betegnelsen guoshu (國術) bruges i Taiwan, og kung fu (功夫) er udbredt i blandt andet Guangdong. I kinesisk kan ordet wushu også i bredere forstand henvise til kampsport og kampkunst generelt på verdensplan.
Kinesisk kampkunst er en vigtig del af kinesisk kultur og anses som et centralt kulturelt udtryk. Den har gennem historien udviklet sig i mange forskellige skoler og stilarter som følge af regionale og historiske forhold. Indholdet omfatter blandt andet kampteknikker, herunder både ubevæbnet kamp og våbenkamp, brug af (暗器), kampteori og strategier samt praktiske træningsmetoder. Størstedelen af disse træningsformer inkluderer kamporienteret træning, mens den teoretiske del bygger på tidligere udøveres erfaringer og nedskrevne traditioner.
Stilarterne klassificeres ofte efter fælles karakteristika, som danner såkaldte “familier” af kampsport. Eksempler omfatter Shaolinquan (少林拳), som indeholder fysiske øvelser inspireret af efterligning af de fem dyr (五形), samt træningsmetoder påvirket af traditionelle kinesiske filosofier, religioner og legender. Stilarter, der fokuserer på manipulation af qi (氣), betegnes som interne (内家拳, nèijiāquán), mens stilarter, der lægger vægt på muskelstyrke og kondition, betegnes som eksterne (外家拳, wàijiāquán). En anden almindelig inddeling er geografisk, såsom nordlige stilarter (北拳, běiquán) og sydlige stilarter (南拳, nánquán).
Kinesisk kampkunst er ofte forbundet med filosofiske og kulturelle aspekter, herunder personlig udvikling og tankemæssig disciplin, og har haft en betydelig indflydelse på moderne kinesisk populærkultur.
Terminologi Kung fu og wushu er låneord fra henholdsvis kantonesisk og mandarin, som på engelsk bruges til at betegne kinesiske kampsportsarter. De kinesiske termer kung fu og wushu har dog forskellige betydninger. Den kinesiske betegnelse for "kinesiske kampsportsarter" er Zhongguo wushu (中國武術, zhōngguó wǔshù).
Kung-fu thumb|Sinogrammerne gōngfu Kung-fu er i Vesten den betegnelse, der almindeligvis anvendes om kinesiske kampsporter, både eksterne og interne, selv om termen sjældent bruges om tai-chi-chuan. Begrebet er en transskription af 功夫 (gung1fu1 i jyutping cantonais, gōngfu på mandarin) og blev indført i Europa i 1970’erne til at betegne kinesiske kampsportsfilm. Det er den kantonesiske udtale af ordet, hvilket skyldes, at Hong Kong på dette tidspunkt var den primære kilde til kinesiske film. Tegnene "kung 功" og "u (夫)", oversat bogstaveligt og hver for sig, har imidlertid en anden betydning end “kinesiske kampsporter”:
Kung betegner “beherskelse”, “forfinelse”, “besiddelse af et håndværk” eller en aktivitet, hvori der er investeret lang tids indsats. Begrebet kan semantisk sammenlignes med håndværk i Europa i det 19. århundrede, hvor en fagperson gennem lære hos en mester tilegnede sig kultur, teknik og kunnen.
Fu betegner teknikkerne som indhold, det vil sige den energi, der er investeret i tilegnelsen af de mest effektive teknikker med henblik på større fluiditet.
Det er således muligt at sige, at en person besidder kung fu inden for gastronomi, kung fu inden for maleri, kung fu inden for musik eller kung fu inden for informatik. thumb|功夫 på kantonesisk.
Kinesisk boksing (Quánfǎ (拳法) ) Kinesiske kampsporter betegnes i Vesten undertiden som “kinesisk boksing” på grund af en analogi mellem de eksterne stilarter og de boxeformer, der praktiseres i Vesten. Betegnelsen blev også anvendt om deltagerne i bokseroprøret (1899–1901).
I Kina anvendes betegnelserne 拳法 (pinyin: quánfǎ, “boksning”) eller 拳 (quán, “næve, boksestil”) om mange af de kinesiske kampsportsstile.
Wushu right|thumb|Sinogrammerne Wǔshù I fransk og engelsk sprogbrug betegner termen “wushu” normalt en sportsdisciplin udviklet af Folkerepublikken Kina efter 1949, nemlig moderne wushu.
I Kina svarer termen wǔshù (trad.: 武術, simpl.: 武术) derimod til det generelle begreb “kampsport” uden yderligere afgrænsning. Den omfatter således kampsportsstile fra hele Kina, fra nord til syd (shaolin, Wing Chun m.fl.), og er i praksis næsten synonym med det franske “kung-fu”.
En analyse af tegnene viser denne bredere betydning:
武 (wǔ) er et gammelt sinogram (idéogram) bestående af radikalen “at standse” under en hallebarde. Tegnet udtrykker idéen om et beskyttende våben ved indgangen til en bolig og fungerer symbolsk som en talisman, der hindrer tyve og onde kræfter i at trænge ind og skade ejendom eller personer. Senere har det fået en mere generel betydning knyttet til krig og kamp, hvilket svarer til det danske adjektiv “martial”.
術 eller 术 (shù) henviser til midlerne og svarer til idéogrammet for kunnen, færdigheder og viden inden for flere områder (medicin, kampsport, krigskunst, våbenteknik, diplomati m.m.). Her skal “kunst” forstås i sin ældre betydning som et håndværk, hvor en person gennem langvarig og systematisk træning opnår beherskelse.
I kinesiske sprog findes der flere betegnelser for kampsport ud over wǔshù, herunder 中国功夫 (pinyin: zhōngguó gōngfū), der betegner de nationale kinesiske kampsporter.
Historie thumb|Kung fu kamp i Iran Oprindelsen til kinesiske kampsportsarter tilskrives behovet for selvforsvar, jagtteknikker og militær træning i det gamle Kina. Nærkamp og træning med våben var centrale elementer i uddannelsen af oldtidens kinesiske soldater. De tidligste skriftlige henvisninger til kinesiske kampsportsarter findes i Forårs- og efterårsannalerne fra det 5. århundrede f.Kr., og i Sima Qians Optegnelser fra den store historiker, hvor brydning omtales. I Riternes bog beskrives et kampsystem kaldet juélì (角力), som omfattede slag, kast, ledmanipulation og angreb mod trykpunkter. Under Qin-dynastiet (221–207 f.Kr.) udviklede jiao di sig til en sport, og i Han-bogen skelnes der mellem ubevæbnet kamp uden restriktioner, shǒubó (手搏), og sportslig brydning.
I Tang-dynastiet blev sværddanse beskrevet i digte af Li Bai, mens konkurrencer i brydning og kamp blev organiseret ved hoffet under Song-dynastiet og Yuan-dynastiet. De moderne forestillinger om wushu blev fuldt udviklet under Ming-dynastiet og Qing-dynastiet.
Legendariske oprindelser Ifølge traditionen opstod kinesiske kampsportsarter før det semi-mytiske Xia-dynastiet for over 4.000 år siden. right|thumb|Riternes klassiker Oprindelsen af de kinesiske kampkunster tilskrives behov for selvforsvar, jagtaktiviteter og militær træning i det gamle Kina. Nærkamp og brugen af våben var centrale elementer i uddannelsen af kinesiske soldater. De kinesiske kampkunster integrerede forskellige filosofier og begreber i deres praksis og udviklede sig ud over ren selvforsvar til også at omfatte fysisk træning og blev til sidst en metode til personlig udvikling. Indflydelsen fra de kampkunstrelaterede idealer i det civile samfund spredte sig senere til poesi, skønlitteratur og i moderne tid til film.
Ifølge legenden præsenterede den mytiske Den Gule Kejser de første kinesiske kampsystemerBonnefoy, Yves (1993-05-15). Asian Mythologies. overs. Wendy Doniger. University Of Chicago Press. s. 246. .. Som berømt general før sin tid som kejser af Kina skulle han have skrevet omfattende afhandlinger om medicin, astrologi og kampkunst. right|thumb|250x250px|Pædagogisk model af en Shuaijiao-konkurrence foran kejseren og hans hof under Qing-dynastiet. Shǒubó (手搏) og xiang bo (lignende sanda) i 600-tallet f.Kr.Gewu, Kang (1995). Spring Autumn: The Spring and Autumn of Chinese Martial Arts—5000 Years. Plum Publishing. er to eksempler på tidlige kinesiske kampkunster. I 509 f.Kr. skulle Confucius have foreslået hertug Ding af Lu, at folk burde dyrke både de litterære og de militære kunster, hvilket medførte, at kampkunster begyndte at blive praktiseret af almindelige borgere og ikke længere kun af militæret og religiøse grupper. Et brydesystem kaldet juélì eller jiǎolì (角力) er omtalt i Riternes klassiker (Li King)Riternes klassiker, kap. 6, linje 108. Dette kampsystem omfattede blandt andet slagteknikker, kast, ledmanipulation og angreb på vitale punkter. Jiao di blev en sport under Qin-dynastiet (221–207 f.Kr.).
Han-bogen (206 f.Kr.–8 e.Kr.) nævner, at der under Han-dynastiet (206 f.Kr.–8 e.Kr.) fandtes en skelnen mellem ubevæbnet kamp kaldet shǒubó (手搏), hvortil der allerede fandtes træningsmanualer, og sportslig brydning kendt som juélì eller jiǎolì (角力). "Seks kapitler om kamp med de bare hænder" blev omtalt i samme periode i Han Shu I Wen Chih (Han-bogen om kunstarter), men disse kapitler gik tabt i de efterfølgende århundrederIfølge Draeger og Smith. Citeret af Robert W. Young, « Shaolin Temple », i Black Belt, september 2001, s. 88.
Brydning er også dokumenteret i Optegnelser fra den store historiker af Sima Qian (ca. 100 f.Kr.)Henning, Stanley E. (efterår 1999), « Academia Encounters the Chinese Martial arts », China Review International 6 (2): s. 319–332. .
En teori om ubevæbnet kamp, som inkluderer begreberne "hårde" og "bløde" teknikker, fremgår af fortællingen om pigen fra Yue i Forårs- og efterårsannalerne fra staten Lu.
Under Tang-dynastiet blev beskrivelser af sværddans bevaret i digte af Li Bai. Under Song-dynastiet og Yuan-dynastiet blev konkurrencer i xiangpu (en forløber for sumo) sponsoreret af de kejserlige hoffer. Moderne kampkunstbegreber blev fuldt udviklet under Ming-dynastiet og Qing-dynastiet.left|thumb|Det her er fra første side af "Internal Martial Arts", skrevet af Huang Baijia, søn af Huang Zongxi, som anses for at være grundlæggeren af bevisstudier, den akademiske disciplin, der klart bekræfter fakta.
Tidlig historie Kinesiske kampsportsarter udviklede sig i samspil med kinesisk filosofi. Tekster som Zhuangzi og Tao Te Ching indeholder tanker, der relaterer sig til kampkunsternes praksis og psykologi. Inden for konfucianismen var færdigheder som bueskydning og stridsvognskørsel en del af de såkaldte "seks kunster" (六藝) i Zhou-dynastiet. Ligeledes indeholder Krigskunsten af Sun Tzu principper, der også anvendes i kampsport.
Daoistiske øvelser som daoyin (導引) blev praktiseret allerede omkring 500 f.Kr. og anses for at være forløbere for systemer som tai chi. I Han Shu beskrives "seks kapitler om håndkamp", og lægen Hua Tuo udviklede omkring år 208 øvelsessystemet wuqinxi (五禽戲), baseret på fem dyr. Daoistisk filosofi og træningsmetoder har haft en vedvarende indflydelse på udviklingen af kinesiske kampsportsarter.
Filosofiske påvirkninger De idéer, der er forbundet med kinesiske kampsporter, ændrede sig i takt med udviklingen i det kinesiske samfund og fik over tid forskellige filosofiske grundlag. Passager i Zhuangzi (), en taoistisk tekst, vedrører psykologi og praksis i kampsport. Zhuangzi, tekstens eponyme forfatter, menes at have levet i det 4. århundrede f.Kr. Tao Te Ching, ofte tilskrevet Laozi, er en anden taoistisk tekst, som indeholder principper, der kan anvendes i kampsport. Ifølge en af de klassiske tekster i konfucianisme, Zhou Li (), indgik bueskydning og stridsvognskørsel som en del af de "seks kunstarter" (), sammen med ritualer, musik, kalligrafi og matematik, under Zhou-dynastiet (1122–256 f.Kr.). Krigskunsten (), skrevet i det 6. århundrede f.Kr. af Sun Tzu (), omhandler direkte militær krigsførelse, men indeholder også idéer, der anvendes i kinesisk kampsport.